Europa-Parlamentets forhandlinger

26
DA
Europa-Parlamentets forhandlinger
flugt kommer med alle vegne. De er som alle sådanne erklæringer patetiske, og de går
endog så langt, som til at de gentagne gange hævder, at når krisen er slut, vil EU opbygge
en stærkere økonomi for fremtiden, og som til at genbekræfte Lissabonstrategien, som
fuldstændig er kørt af sporet.
Da eurokrater, eurofiler og euromaner i alle afskygninger lukker sig inde i deres glastårne,
ender de derfor i sagens natur med ikke længere at have en fornemmelse af tingene. Alle
er udmærket klar over, at euroområdet var først til at gå i recession, fordi det havde verdens
laveste vækstrate i otte år. Det var desuden det område, som havde de største vanskeligheder
konkurrencemæssigt og beskæftigelsesmæssigt. Og på grund af den generelle tendens til
at fratage nationerne deres naturlige forsvar er det ligeledes euroområdet, som er dårligst
væbnet til at klare problemerne.
Krisens eneste fortjeneste er i realiteten, at den vil vække befolkningerne, der er blevet lullet
i søvn med forventninger om lette penge og antinational propaganda. Kun medlemsstaterne
besidder de nødvendige legitime instrumenter til at træffe vidtrækkende beslutninger, og
for at kunne handle må de fjerne EU's og euroens lænker. I det mindste for Frankrigs
befolkning bliver det mere og mere klart, at der ikke vil være nogen sikkerhed uden Frankrig,
intet Frankrig uden fransk politik, og ingen fransk politik uden national og folkelig
suverænitet.
Roberto Fiore (NI). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det forekommer mig, at
det centrale i denne forhandling stadig er dogmet om, at bankerne er centrale for
økonomien, og at globaliseringsprocessen også bør udgøre en grundlæggende del af vores
økonomiske fremtid.
Dette dogme er helt forkert. Vi bør vende tilbage til vores samfunds traditionelle opfattelse
af økonomien, nemlig social retfærdighed og en reel produktion. Da vi alle spiser, sover
om natten og klæder os på, bør vi fokusere vores arbejde og bestræbelser på at forbedre
landbruget, bygge boliger og på produktions- og håndværksindustrierne.
Uden en sådan ny vision vil vi konstant komme ud i nye kriser, hvor bankernes ågerrenter
fortsat vil kontrollere befolkningerne, og hvor uretfærdighed vil stå i centrum af vores liv.
Jana Hybášková (PPE-DE). – (CS) Hr. formand! Jeg ved ikke, hvem jeg taler til, da det
tjekkiske formandskab ikke engang prøver at være til stede. Jeg vil gratulere med topmødets
resultater. Forhøjelsen af IMF-midlerne, fordoblingen af krisefonden, det østlige partnerskab,
støtten til strategisk infrastruktur og støtten til Nabucco er alt sammen en opfyldelse af
det tjekkiske formandskabs tre prioriteter (økonomi, energi og eksterne forbindelser). Det
er en skam, at forberedelserne til København halter bag ud, og at det tjekkiske formandskab
ikke har gjort brug af vores arbejde med energi- og klimapakken.
Men det er ikke det, det drejer sig om i dag. Hr. rådsformand! Deres formandskab fører
ligesom Deres regering en dobbeltmoralsk politik. Når De er i Europa, fremstiller De Dem
som proeuropæer og som en stor fortaler for integration, men hjemme taler De om, hvordan
De nok skal styre dem, og De omtaler Lissabontraktaten, som om den bare var et stykke
papir. De har undladt at integrere Deres egen regering. Václav Klaus' valg til præsident er
også et udtryk for den dobbeltmoralske politik. Det er millioner af tjekkers og mæhrers
mål at fastcementere vores bånd til Vesteuropa, hvilket vil hjælpe os til at overvinde de
værste kriser. Det mål kan ikke nås uden en ratifikation af Lissabontraktaten. Traktaten er
nu under alvorlig trussel, og det er delvis også Deres ansvar. Hvis De fortsat skal regere
under en eller anden form, bør De udtale Dem klart for ratifikation. Der er sociale og
25-03-2009