“DEN PERFEKTE SYMBIOSE” - Kommunikationsforum

for Mellemfolkeligt Samvirke, bilag B, l. 289-291).
De presseansvarliges uddannelse og tidligere erhvervserfaring gør dem i
stand til at bedømme deres arbejde ud fra journalistiske kriterier og
NGO’erne kan derfor sætte historierne igennem et filter inden de afsendes
til de respektive medier. Dette pressekendskab betyder, at jeg nu kan bringe
en af Bourdieus andre kapitalformer på banen. Nemlig det Bourdieu
betegner for kulturel kapital. Denne del af NGO’ernes kulturelle kapital er
således baseret på en akkumulering af viden om hvordan nyhedsproduktion
fungerer, og hvordan journalister arbejder (Davis & Seymour 2010). Derfor
kan organisationerne konkurrere med de etablerede medier på sager, der
falder inden for deres arbejdsområde. NGO’erne kan på denne måde
tilpasse sig de historier, som medierne foretrækker og er i stand til at
tilpasse deres kommunikation mod nyhedskriterierne. Selvom NGO’erne
måske ”rangerer lavt i mediernes fødekæde” (Højlund og Christensen
2003:7), så gør denne kulturelle kapital det lettere for dem at få en historie i
medierne (Ihlen 2007). Derfor kan man altså betegne dette som en kulturel
mediekapital, fordi denne sætter NGO’erne i stand til at udøve indflydelse
på medierne.
Den kulturelle mediekapital kommer til udtryk på flere måder, men det der
karakteriserer dens styrke er, hvad NGO’erne betegner som deres
”proaktive presse”. NGO’ernes fuldtidspresseteam har nemlig som første og
primære opgave at få deres organisation i medierne, og kan derved være
konstant opsøgende og udfarende. De presseansvarlige nævner dog, at de
kan mærke en ændring i pressens håndtering af deres samarbejde. Her
taler de om en udvikling, som pressechefen for Folkekirkens Nødhjælp
f.eks. illustrerer her:
”Jeg sad faktisk lige og kiggede på en undersøgelse, der blev
lavet i 2006 af Folkekirkens Nødhjælps måde – vores relation til
medierne - hvor nogle journalister var blevet interviewet. Da
sagde de, at vi godt kunne henvende os mere, og at de syntes, at
vi var lidt tilbageholdende. Det tror jeg ikke, de ville sige i dag. I
hvert fald synes de, at vi overfalder dem. Det prøver vi også at
lade være med, for så bliver de trætte af os” (Lisbeth Engbo,
pressechef for Folkekirkens Nødhjælp, bilag F, l. 296-301).
Lisbeth Engbo beskriver forholdet til medierne som anderledes for fem år
siden. Denne nyere distance til NGO’erne kan hænge sammen med deres
54