“DEN PERFEKTE SYMBIOSE” - Kommunikationsforum

”Det kan være oversvømmelser i Pakistan. Jordskælv på Haiti.
Jamen, der er vi med det samme klar. […] Og der er der jo en
enorm anerkendelse af, at der handler det om at være first on the
ground og hurtig klar med facts, med billeder som alle kontorerne
hjemme kan bearbejde og sende ud så vi kan hive nogle penge
hjem til arbejdet. Det er jo det, der er grundforretningen om man
vil” (Marie Sisse Brown, kommunikationschef for CARE Danmark,
bilag E, l. 182- 183 og 186-189)
Katastrofer udgør ifølge NGO’erne de bedste omstændigheder, hvor de kan
sætte dagsordenen, og det er de meget bevidste om. De besidder viden om
forhold, som journalisten ikke på forhånd kan kende til og kender
mennesker, som journalisten ellers aldrig ville møde. Journalisterne
anerkender, at NGO’erne besidder disse sociale og kulturelle kapitaler, som
medierne ikke selv besidder, hvilket gør dem attraktive samarbejdspartnere.
Især når journalisten skal flyves hurtigt ud og rapportere hjem i en såkaldt
breaking news, hvor omstændighederne ikke giver tid eller mulighed for en
egentlig indsigt i problematikkerne på forhånd. Derfor er journalisten ofte
afhængig af NGO’ens viden for at komme ind under huden på katastrofen.
”Det ville i hvert fald være utroligt vanskeligt med nogle af de
historier i sådanne egne som Afghanistan fordi
nødhjælpsorganisationer har logistikken på plads, lokal viden –
både det lokale sikkerhedssituation, hvad er farligt og hvor skal
man ikke tage hen og hvad skal man ikke gøre og sådan noget,
så de sidder på en masse information som det jo vil være tåbeligt
ikke at benytte sig af. Men derfra til at de styrer historien, det er
der lang vej til” (Henrik Lerche, journalist for Danmarks Radio,
bilag J, l. 175-179)
Henrik Lerche beskriver her forholdet til NGO’erne som en medspiller, hvor
pressen søger at udnytte NGO’ernes viden uden samtidig at give dem
styring på historien. Der er altså – ifølge Henrik Lerche - et samarbejde,
hvor NGO’erne står til rådighed for pressen som et serviceorgan. Her giver
han udtryk for et forhold, hvor journalisten sidder med magten og udnytter
NGO’en til den grad, at det vil styrke hans egne arbejdsopgaver. Selvom
magtfaktoren som udgangspunkt ligger i NGO’ernes favør, idet de besidder
kapitaler, der er attraktive og af værdi for medierne, så indikerer citatet
ovenfor også, at NGO’erne er underlagt medierne, idet de på alle måder
søger at tilpasse sig og servicere de journalistiske aktører. Ikke desto
mindre er journalisten afhængig af NGO’en og modsat et uafhængigt besøg
i felten, hvor medierne kan tillade sig at stille krav, så må journalisterne i
disse tilfælde indordne sig efter NGO’ernes betingelser og rammer.
62