En kort introduktion til teorien om opsøgende held

More documents

Recommendations

Info

institut-stafet: Christian Hjorth-Andersen 38 år på polit I 1963 startede jeg på politstudiet. En tilfældighed; store beslutninger her i livet såsom valg af livsbane og valg af ægtefælle kan ofte synes præget af tilfældigheder. Men det var ikke nogen tilfældighed, at jeg kom på universitet. Det kom man dengang, hvis man kom fra et borgerligt hjem i København (Jeg har i hovedparten af mit liv boet under 1 km fra Studiegården!) og havde pæne karakterer i gymnasiet. I begyndelsen af 60’erne var det de store årganges tid. Mange flere søgte ind på et universitet, som var helt uforberedt på tilstrømningen. Det knagede i fugerne. Starten på studiet var ikke lovende; det var et kursus i bogholderi, varetaget af en ekstern lektor ved navn Svend Jensen. Han var bemærkelsesværdig ved at være helt usædvanligt uforskammet over for de studerende. Han stillede spørgsmål ud i lokalet: “Herren dér i den røde skjorte: “Hvordan konterer vi dette?” Og derefter: “Forkert, måske skulle De overveje at læse bogen. Kan den usoignerede herre ved siden af svare noget mere begavet!”. Efter 2 år uden anden eksamen end bogholderi skulle man op til eksamen, først skriftlig eksamen og så mundtlig eksamen, 4 fag i løbet af 2 dage. Det var adskillige tusinde siders pensum, der skulle læses op til 2 dage. Først da kunne man begynde at foretage sig noget, der minder om det klassiske begreb “ at studere”. Men det gjorde mange af os nu også. Der var ingen SU, jeg har aldrig fået en krone i studiestøtte! Men til gengæld 446 var der et langt friere studium; det var før begrebet “karriereplanlægning” vandt indpas. Midt i det hele var der plads til at deltage i et spanskkursus som en forberedelse til en rejse med rygsæk til Sydamerika. Jeg havde jo ikke haft noget fjumreår efter gymnasiet, så behovet for at komme ud og se sig om var der, dengang som nu. Men Sydamerika var ukendt land dengang; på ambassaden i Bogotá gav de mig adresserne på de 13 danskere, der boede i landet, og fortalte mig, hvor der var guerillakrig. Min mor var lidt bekymret, da hun læste, at jeg ville tage igennem Bolivia med bus via Cochabamba (hvor de danske aviser havde oplyst, at Che Guevarra var blevet skudt) og Santa Cruz. Det varede 5 uger, før hun fik et postkort fra Rio om, at alt var vel. Før jeg tog af sted til Sydamerika, var studenteroprøret begyndt. Jeg er en ægte 68’er. Min irritation over den dårlige undervisning gjorde, at jeg deltog aktivt i “studenteroprøret”. Men det var nu ikke noget oprør, i hvert fald ikke på politstudiet. Det var de dygtige studenter, dem med overskud, der protesterede. Niels Kærgård (den senere overvismand) og jeg stillede op til studenterrådet og blev valgt. De studerende tog initiativet til den studiestruktur, hvis grundtræk stadig væk består (f.eks. matematik på 1’årsprøve og årsprøvesystemet). Efter kandidateksamen i 1971 blev jeg ansat i Forureningsrådet, en forløber til Miljøministeriet. Det var i starten herlige tider. Vi skulle lægge grundlaget for en miljøpolitik. Ingen vidste et klap om miljø, så yngste
fuldmægtig - teknisk set var jeg sekretæraspirant! - kunne også få et ord indført. Jeg regnede på omkostningerne ved at begrænse svovlindholdet i fyringsolie og startede sagen om blyindholdet i benzinen. Midt i det hele skulle jeg flytte, og en aften, da jeg havde ferniseret gulvet i den nye lejlighed og drukket et par pilsnere bagefter, udfyldte jeg en ansøgning til Universitet om et kandidatstipendium om et projekt vedrørende “integration af samfundsvidenskaberne”. Et par måneder senere mødte jeg Bodil Nyboe Andersen, der spurgte mig, om jeg som nyansat lærer ville påtage mig undervisningen i nationaløkonomi på de skæve hold. Det var på den måde, at jeg fik at vide, at jeg havde fået stipendiet. Jeg har været på Økonomisk Institut lige siden. Jeg tog nu let på mit projekt og redefinerede det til at blive miljøproblemer. Og i 1975 indleverede jeg en afhandling om “Forureningsøkonomi” og blev dermed lic.polit. svarende til ph.d. i dag. I nogle år beskæftigede jeg mig med miljøproblemer, men det holdt op. Jeg havde en kontrovers med daværende miljødirektør Jens Kampmann, og da Miljøstyrelsen sad på alle miljødata, og da jeg var en empirisk orienteret økonom, syntes jeg ikke, at der længere var noget perspektiv i at fortsætte det emne. Afløsningen kom ved en frokostsamtale. Jeg havde læst en artikel om aftenen i bladet “Mad og Gæster” om vinsmagning, og der var en tabel om, hvordan dommerne bedømte de forskellige vine. Vi diskuterede, hvordan disse tal burde analyseres, og Kærgård og jeg debatterede energisk de forskellige statistiske metoders anvendelighed. Det hele udkrystalliserede sig i en diskussion om kvalitetsbegrebet. Det ene tog det andet med sig, og efterhånden blev det til et stort projekt, 10 års arbejde og sluttelig en doktordisputats om “Pris og Kvalitet”, hvor hovedsigtet er at belyse, om pris og kvalitet på et bredt udsnit af forbrugsgoder står i et rimeligt forhold til hinanden. Da disputatsen var færdig, var jeg så heldig at få et professorat og havde forestillet mig, at nu skulle jeg passe det fremover, sågar med det nye og fascinerende emne kulturøkonomi (hvor kvalitetsbegrebet står i centrum). Men magtfulde mennesker mente, at der skulle en talkyndig økonom i fakultetsrådet for at sikre vores budgetter. Og ifølge en rotationsordning blev jeg efter 3 år automatisk prodekan. Da så juristerne besluttede sig for (og fik daværende rektor Nathan kuet til at acceptere), at der skulle dannes et juridisk fakultet, blev jeg automatisk dekan, der er en rent administrativ stilling som leder af fakultetet. Jeg fortsatte som dekan igennem den næste 4’års periode med det hovedjob at få den nye universitetslov, der kom i 1993, til at fungere. Det var et hårdt arbejde, men i retrospektiv tilfredsstillende, især at få indarbejdet en struktur, der gav de enkelte fag (økonomi, sociologi, statskundskab og antropologi) meget frie vilkår. Det har de siden nydt godt af. Ved slutningen af dekanperioden blev jeg enige med de øvrige toneangivende dekaner om, at jeg skulle stille op til rektorposten imod daværende rektor Møllgård. Jeg tabte med et brag (men tak til Politrådet for støtte), så efter 5 år i administrationen kunne jeg vende tilbage til Økonomisk Institut. Det var en underlig oplevelse. Nogle ting var ændret radikalt, andre var præcist de samme. Alle arbejdsgange var ændret, og alting foregik med PC’er. Dekaner har sekretærbistand, men ikke nødvendigvis mere end helt overfladisk kendskab til en computer. Og pludselig forventedes jeg at skulle beherske en halv snes computerprogrammer. Det tog sin tid. Men på et andet punkt var tingene nærmest deprimerende uændrede. Undervisningen og undervisningsfaconen havde ikke ændret sig nævneværdigt. Jeg blev bedt om at undervise i erhvervsøkonomi og kunne konstatere, at tingene ikke havde ændret sig meget siden bogholder Jensens tid. Det måtte ændres. Og det er det da heldigvis efterhånden også blevet - i omgangstone, form og indhold. Jeg holder meget af politstudiet - jeg kan stadig blive fascineret af økonomi i alle dets afskygninger, jeg kan lide miljøet og de studerende, og jeg ser ingen grund til, at den kærlighed til studiet, der har været mit lod igennem de første 38 år, ikke også skulle følge mig, indtil jeg bliver pensioneret. institut-stafet: Christian Hjorth-Andersen
Page 1 and 2: POLIT EN #3 - oktober 2002 cafélit
Page 3: n leder debatten ud af busken.... P
Page 7 and 8: Af Kristine Schlæger og Henriette
Page 10 and 11: ørestadsselskabet og metroen Af An
Page 12 and 13: nok verdens bedste fodboldhold på
Page 14 and 15: japans økonomi er til det tynde ø
Page 16 and 17: polithuset - nødvendigt eller over
Page 18: debatkassen Redaktør: Henrik Bøhm
Page 21 and 22: Af Peter A. Fournais og Anne Christ
Page 23 and 24: gallafest d. 30/11 i hovedbygningen
Page 25 and 26: et semester, men med det anvendte p
Page 27 and 28: eretning fra en ægte libertiner Af

En kort introduktion til teorien om opsøgende held

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?