Kandidatafhandling - Radikal Identitetskrise - Kommunikationsforum

Som det eneste af alle danske partier repræsenteret i Folketinget, har RV ikke nogen paragraf
i vedtægterne for eksklusion af medlemmer (web 11). Ledelsen i RV har altså ikke nogen
magtoverlegenhed overfor menige medlemmer eller folketingsgruppens medlemmer (web11).
Ved ikke at have nogen sanktionsmulighed, er det principielt umuligt at udelukke
medlemmer, der måtte være til skade for partiet.
I iagttagelsen af RV’s iagttagelse af de fire vilkår, findes en gennemgående divergens mellem
de forskellige folketingsmedlemmers udsagn. Når partiets politiske leder, Margrethe
Vestager, forsøger at håndtere de meget dårlige meningsmålinger og den medfølgende
kompleksitet, oplister hun indledningsvis den kritik partiet har fået, og beskriver, hvordan al
kritik, der har været, er godt, fordi den skaber debat (Vestager, bilag 5). Et eksempel herpå er
formandens iagttagelse af det radikale netværk ”Det Nye Kuld”, der om sig selv siger: ”Det
Nye Kuld vil bide folketingsgruppen i haserne og viser, at der står et nyt hold parat i kulissen,
sultne efter at sætte en dagsorden” (Web 6). Dette netværk har været hårdt og meget kritisk
over for specielt Margrethe Vestagers person (web6). Gruppeformandens iagttagelse af dette
netværk er, at det er godt, ”gennemsnitsalderen er høj (i folketingsgruppen, [red.])… det
signalerer, at RV er ’ongoing project’, og der står nogen i kulissen og tager over” (Vestager
bilag 9).
Vestager viser altså i tråd med magtdiskussionen, hvordan der er plads til selv de mest
kritiske røster i partiet, og at deres holdning høres og respekteres. Omkring vilkåret,
kontraktpolitik, forklarede Vestager, hvordan det var ”snyd” men ”effektiv kommunikation”,
Østergaard, at det er ”et dårligt bidrag til dansk politik”, men har ”virket” og Jelved, der
mener, at denne form for politik ”ikke virker mere”. Lone Dybkjær kalder kontraktpolitikken
for ”vås”.
Så, hvor både Østergaard og Vestager finder, at kontraktpolitikken virker effektivt, men ikke
bryder sig om den, er det anderledes hos Jelved, der ikke slet ikke mener, den har
gennemslagskraft længere, og Dybkjær, der helt afviser den som et politisk instrument.
Som det blev behandlet i foregående analyseafsnit om folketingsgruppens iagttagelse af de
fire vilkår, er der en generel uoverensstemmelse i de udsagn der fremføres. Nogle gange er
der decideret modsigelse. Eksempelvis Dybkjær finder, at enkeltsager gør, ”at borgeren
bliver snydt”, mens Østergaard mener, at netop enkeltsager er ”utroligt vigtige at tage op”.
1
601