KLANG OG KVALITET - Albion MC

Yamaha og Fumio Itu i the 1958 Catalina Gran Prix
Bill Brokaw’s erindringer. Oversat og kommenteret af Christian Gyde
For ca. et år siden fik jeg følgende historie tilsendt fra en af mine email-venner i Californien.
Indlægget er en del af historien om, hvordan de japanske maskiner på kort tid tog pynten af den
engelske motorcykelindustri, så derfor synes jeg, den skulle deles med jer. Tekst med kursiv er mine
tilføjelser / Christian
Catalina Gran Prix på øen Santa Catalina, beliggende ca. 50 km ud for Long Beach i Caifornien,
blev holdt 1951 - 1958. Øen Catalina var/er et frodigt og populært udflugtsmål for weekendturister.
Løbet var en attraktion ud over de sædvanlige, som tiltrak mange amatørkørere og
tilskuere. BSA-folket vil ihukomme Catalina Gold Star-modellen, som var stykket specielt sammen
til netop dette løb. Catalina Gran Prix var formentlig det mest prestigefyldte løb i USA blandt de
løb, hvor der ikke var præmiepenge. Yamaha deltog i 1958.
Alle deltagere blev læsset på pramme og sejlet over til øen, men racerkørene og tilskuerne kom med
damper, småbåde eller med fly. De fleste ankom om fredagen. Selve løbet startede på havnegaden
langs Avalon Bay. Om lørdagen kørte 250cc og mindre maskiner. Løbet blev startet i en massestart
med et kort tidsinterval mellem de tre små maskinklasser. Ruten gik rundt om og gennem øens
hovedby Avalon, strakte sig over ca. 10 km, og der blev kørt 10 omgange. Løbet startede på asfalt,
gik over i en grusvej, derefter over en golfbane inklusive sandbunkers, ned til asfalten i byen igen
for så at køre af en bred, slynget vej op i småbjergene bag byen, ned på golfbanen igen og så til
sidst ind i byen. 10 gange rundt i turistparadiset.
Om søndagen blev 350cc og større maskiner startet i rækker á fem maskiner. Deres rute gik direkte
til bjergene, hvor de kørte op til midten af øen med udsigt til vandet på den anden side af øen, for
derefter at køre ned og ind på ruten, som de mindre maskiner havde brugt dagen før. En omgang var
på 16 km og der blev kørt 10 omgange. Ingen andre steder kørtes der løb med så dramatisk
variation og skønhed på ruten.
På denne tid var der ingen fabrikshold i USA, og i modsætning til i dag rejste kun få kørere så langt
for at konkurrere blot for ærens skyld. Det var umuligt at afkræve tilskuerne betaling, så løbet blev
stort set betalt af de startpenge, som kørerne blev afkrævet. Derfor skabte det stor opmærksomhed i
det sydlige Californien, da det blev kendt at en japansk motorcykelfabrik ville sende 5 motorcykler
og en enkelt kører til løbet. De fire resterende maskiner skulle køres af lokale kørere. De bedste
kørere havde allerede tilknytning til en forhandler og var indskrevet til løbet. Derfor kunne man
ikke finde kørere på topplan til de sidste fire Yamaha-maskiner.
Navnet “Yamaha” var ukendt for alle jeg kendte, og jeg var ellers aktiv konkurrencekører og
forhandler af motorcykler. Fumio Ito var også ukendt, men vi havde dog hørt, at han var mester i
Japan. Ingen anede om han ville være hurtig i forhold til vores lokale helte.
En af de fire lokale kørere, som skulle ud på Yamaha, var fra min klub. Frank Cooper i Los Angeles
var udset til at være Yamaha-importør i USA. Frank importerede og forhandlede også AJS og
Matchless, og spillede en stor rolle i både opbygning af motorsportsscenen i hele Californien. Han
var også meget aktiv i udviklingen af AJS/Matchless-scramblerne, som var meget
konkurrencedygtige. Frank vidste, at vores klub, “the Foothill Hawks“, organiserede arbejdet i
pitten godt. Derfor bad han “Hawks” om at organisere og bemande pitten for Fumio og hans
Yamaha, og så selvfølgelig for de fire andre lokale kørere, som skulle ud på Yamaha.