Læs uddrag fra bogen her (pdf) - Modtryk

“I Frankrig!”
“Jeg frygtede, at du straks ville køre frem med Frankrig ...”
Faderens had til Frankrig skulle på ingen måde forveksles
med den skrækblandede afsky, der var eksploderet i Daily Telegraph
og de andre notorisk frankofobe aviser i London. set
med hans øjne var sagen en radikalt anden. Frankrigs bidrag
til verden var uden tvivl litteraturen, billedkunsten og i et vist
omfang den moderne musik. Men Frankrig var først og fremmest
Europas vilddyr. Frankrig var blodtørstigt og krigerisk, så
det grænsede til vanvid, og sådan havde det været siden Ludvig
den Fjortende og under Napoleon, og vilddyret havde først
ladet sig tæmme, da Østrig, Preussen, England, Rusland, ja selv
sverige og på sin vis også den russiske vinter forenede deres
kræfter mod bæstet. Englands næste krig ville utvivlsomt og
uundgåeligt blive mod Frankrig, som sædvanlig. Det var ikke
uden grund, at Albie og hans søstre var vokset op med tyske
guvernanter og ikke med franske, som visse cousins desværre
stadig foretrak, fortsatte faderen sin lange prædiken.
Tyskland repræsenterede, stik modsat Frankrig, Europas fredelige
morgenrøde. Han vidste, hvad han talte om. Historikeren
Frederic William Maitland og han havde været klassekammerater
allerede på Eton, de var jo nøjagtig lige gamle, men de havde
også fulgtes ad til Trinity College, hvor han selv var blevet optaget,
fordi familien betalte for det, ligesom Albie, men Maitland
i kraft af stipendier og enestående begavelse.
De første år havde faderen og Maitland boet dør om dør på
Trinity, de havde festet sammen og ... ja. Men altså også ført
endeløse samtaler om Europas fremtid.
Maitland havde altid fremhævet Tyskland som Europas ideal,
om end et land af upraktiske drømmere i en blå sky af tobak og
dejlig musik. Tyskerne var velsagtens Europas fredeligste folk,
man behøvede bare se på de sidste fem hundred års krigshistorie.
At Frankrig pressede dem til opgøret 1870-71, skyldtes
ganske enkelt, at franskmændene som sædvanlig ville benytte
– 22 –