Læs uddrag fra bogen her (pdf) - Modtryk

heller ikke Albies korte instruks. De var kommet til et slot, på
stentrappen ventede en form for fyrstefamilie, og han havde
intet anet om alt dette. At Albie var “lord”, kunne så vidt sverre
havde forstået betyde stort set hvad som helst, i hans germaniserede
verdensbillede var det ikke anderledes end “Freiherr” eller
“Baron”, titler som ganske mange studiekammerater i Dresden
brystede sig med.
Idet kusken bremsede op lige foran den ventende forsamling,
sprang to unge mænd i lyseblå uniformer hen og åbnede vogndørene
fra hver sin side, samtidig med at de fældede trinbrættet
ned og stillede sig i en form for retstilling.
Alle de fantasibilleder om landlig idyl, som sverre havde
bygget op, var sunket i grus i løbet af det sidste minut. Han var
tør i munden og frygtede, at han ikke ville kunne sige et ord på
hverken engelsk eller tysk, men det lykkedes ham at fremhvisle
et hurtigt spørgsmål:
“Hvordan tiltaler jeg damerne?”
Albie, der allerede var på vej ud af vognen, vendte sig hastigt
om. Al hans nervøsitet var som blæst bort, tværtimod smilede
han sit dejligste smil, som om det var lige præcis det her, der
var hans særlige overraskelse.
“Deres nåde til de ældre, milady til de yngre. Hold dig til mig,
skat, så skal det nok gå!”
Han hoppede spændstigt ned på gruset og gik med udbredte
arme hen mod de finest klædte kvinder, der stod forrest i rækken
af ventende, og sverre fulgte efter skråt bag ham. Albie omfavnede
sin mor, kyssede hende og besvarede nogle hurtige spørgsmål
om rejsen. Derefter fulgte selve præsentationen.
“Kære mor, lad mig præsentere sverre Lauritzen, min kommende
kompagnon, som jeg har fortalt så meget om. sverre,
min mor, lady Elizabeth.”
Plisseret silke, elegant udskæring i halsen, en slags falsk nedringning
med tyl, meget raffineret, halssmykket måtte være en
akvamarin, for stor til at være en safir, tænkte sverre desperat,
– 30 –