Læs uddrag fra bogen her (pdf) - Modtryk

“Jamen kære, kære Albie, hvorfor har du aldrig sagt noget
om det her?” spurgte han, da de gik ned ad hovedindgangens
ujævne kalkstenstrapper.
“Til at begynde med fordi jeg var bange for at skræmme dig
bort, siden, da jeg ikke var så bange for det mere, fordi jeg syntes,
at det betød så lidt, og at vores nære forhold til hinanden var
så højt hævet over alle økonomiske og sociale trivialiteter, og
senere igen fordi jeg var flov over, at jeg ingenting havde sagt.
Og nu er vi her så.”
“Det der svar har du pudset på længe.”
“Ja, det kan du bande på. Lige siden vi gik om bord i Antwerpen,
omtrent.”
“Det var i hvert fald yderst velformuleret.”
“Tak, min kære.”
De tav og gik videre gennem den uoverskueligt store park
hen imod et hvidt, aflangt toetageshus med overdimensionerede
vinduer, der gik helt nede fra jorden og op til overetagen,
velsagtens en form for orangeri.
De havde gennembrudt den første barriere, fået sagt det
allervigtigste først. Men der var ganske meget, som var næstvigtigst.
sverre var stadig så rystet, at han tøvede med at gå
videre. Albie så rørende skyldig ud, og samtalen måtte ikke
udarte til en form for forhør. samtidig var sverre ved at revne
af nysgerrighed.
“Du ved jo godt, at jeg kommer fra, hvad man kalder jævne
kår, ikke sandt?” sagde han prøvende.
“åh, et af mange nedladende engelske udtryk. Men jo, selvfølgelig,
til forskel fra mig har du jo fortalt alt om din baggrund.
Det hedder sig ellers, at mennesker med sådan en baggrund
skammer sig over den og kan finde på at gøre sig de voldsomste
anstrengelser for at skjule den, men bliver gennemskuet af
sådan nogle som mig. Men det har du aldrig gjort. Mellem os
har det været lige omvendt.”
svaret kom bag på sverre, men han fik ikke spurgt om mere,
– 33 –