Læs uddrag fra bogen her (pdf) - Modtryk

ynket panden bekymret og så heller ikke mere, altså ikke sagt
noget, hvis han havde inviteret en norsk studiekammerat fra
Dresden, der helt oplagt ikke bare var en studiekammerat, med
hjem på ferie.
Men faderen var den diametrale modsætning til sverres mor.
Han havde hele sit liv været yderst forstående over for unge
mænds udsvævelser, indtil de etablerede sig og stiftede familie,
som pligten bød. De havde talt meget åbent om sagen, inden
turen første gang gik til Dresden. Hans far havde ligesom alle
andre i familien også gået på Eton og gjort sig omtrent de
samme erfaringer med mandlig intimitet som alle andre. Og
det samme på Trinity College. Det var nærmest med beklagelse,
han fortalte, at der var blevet sat en brat stopper for hans Sturm
und Drang-tid, som han kaldte det, da hans egen far alt for tidligt
blev revet bort. så kaldte pligten med ét.
Det var som en naturlov, man bare måtte bøje sig for. Gifte
sig, helst rigt, avle mindst én søn og helst et par stykker i reserve.
slut med det glade liv.
Faderen havde levet op til kravene i to henseender. Han var
blevet rigt gift og havde fået en søn. Med reservesønnerne gik
det derimod ikke så godt, det blev til søstrene Alberta, Margrete
og Penelope.
At stille derhjemme med en mandlig ven, i en alder hvor
alle andre forventede en kommende forlovet, ville have været
mindre heldigt. Ikke ligefrem en katastrofe, men mindre heldigt.
Det var måske af ren og skær fejhed, han havde gjort sverres
betænkeligheder til sine egne og vel ikke sagt med rene
ord, men måske ladet skinne igennem, at de begge to var i den
samme knibe.
selvfølgelig rejste han alene over til faderens begravelse. Hvis
det ikke havde været, fordi hans farfar var faldet i boerkrigen
og dermed død i en alt for ung alder, kunne man have frygtet,
at det var noget, der lå til familien. Albies far var død af mavekræft,
det gik meget stærkt hen mod slutningen.
– 25 –