Pubertetsstemmer - Herning Kirkes Drengekor

Kapitel 4
14
April 2002
Pubertetsstemmer
Metodiske overvejelser – drenge
Stemmeskiftet er (som nævnt) individuelt, og selv om drengenes stemmer kan kategoriseres som
hjemmehørende i denne eller hin fase af stemmeskiftet, må man huske, at hver enkelt stemme skal
behandles som noget unikt igennem hele stemmeskiftet!
I sin bog ”Training the Boy’s Changing Voice” (1956) refererer Duncan McKenzie 10 til begrebet
”comfortable range policy”. Det betyder at drengen (ligegyldigt hvor i stemmeskiftet han måtte
befinde sig) skal synge i det område af stemmen, der føles komfortabelt og behageligt for ham.
I stedet for at forsøge at ”holde” drengens stemme oppe på en af de lyse stemmegrupper så længe
som muligt, skal han (inden det bliver for svært at håndtere den korstemme han pt. synger), flyttes
til en dybere stemmegruppe. Man skal undgå at drenge i stemmeskiftet synger i omfangets
yderområder, da de nemmere risikerer at udvikle fejlspændinger og slide stemmen, end elever med
et fuldt udvokset stemmeapparat. McKenzie mener, at man giver de dybe toner de bedste mulighed
for at udvikles, hvis man lader stemmen flytte gradvist nedad. Han pointerer, at man aldrig må
forcere stemmen – heller ikke i dybden!
Stemmen skal have lov at udvikle sin kvalitet og fleksibilitet gradvist. Toneomfanget vil langsomt
udvides, og registerovergangene vil blive mindre påfaldende med god sangtræning i et behageligt
leje. Hvis drengene har en god sangteknik og har fået kyndig undervisning vil stemmeskiftet
sandsynligvis forløbe glattere for dem, og de har større chancer for at kunne synge forholdsvist
problemfrit under hele processen. Men da stemmeskiftet er bestemt af væksten i strubens bruske og
muskler, kan selv den bedste sangundervisning ikke få selve skiftet til at forløbe hurtigere!
1.fase – cambiata
Omfang: lille f (a) – c2
Sangleje: lille a – a1
Det kan være fristende at sætte drengene i denne fase til at synge altstemmen i SATB-korsatser, da
omfanget på drengenes sangleje nogenlunde til alt-korstemmens omfang, hvilket dog ofte er ret
problematisk af flere årsager.
Mange drenge i puberteten (som nævnt) er meget fokuserede på deres egen maskulinitet, og vil
derfor nære en vis modvillighed overfor at skulle synge en ”pigestemme”. Hvis drengene er
utrænede i at bruge randregisteret, kan det være svært for dem, når altstemmen bevæger sig over a1
– eller i unison med sopranstemmen. Drengenes stemmer bliver desuden nødt til hele tiden at
bevæge sig frem og tilbage i overgangen mellem rand- og fuldregister, og det er meget få drenge i
denne periode, der kan manøvrere frit frem og tilbage mellem registrene.
Efterhånden som cambiatastemmen modnes, bliver klangforskellen mellem rand- og fuldregister
mere udtalt. Drengene er meget bevidste om denne forskel, og det er ubehageligt/nedværdigende for
dem at skulle synge i netop det område, hvor stemmen er mindst effektiv og klangskøn.
Det volder også problemer at lade cambiataerne synge tenorstemmen, fordi den ofte ligger for lavt i
forhold til deres omfang. Selvom en tenorstemme eventuelt skulle holde sig indenfor det anbefalede
område, vil de fleste toner ligge omkring c1 eller lavere. At lade cambiataerne synge i dette område
vil svare til, at lade en voksen tenor synge i længere tid omkring lille c (eller en voksen sopran
omkring c1). Tonerne vil føles dybe og ubekvemme, og drengene er ude af stand til at bruge den
bedste del af deres sangstemmer. Hvis man vælger at lade drengene synge tenorstemmen, må den
udvælges med stor omhyggelighed, og/eller redigeres i forhold til deres stemmer.
10 Duncan McKenzie underviste i musik i folkeskoler i Montreal og var ”director of music” ved folkeskoler i Toronto.
Senere blev han leder for musikområdet ved Oxford University Press i New York i fem år og direktør i Carl Fischer Inc.
I New York i 12 år, og han var formand for musikområdet ved Douglass College fra 1943 til 1952.