NYHEDSBREV - Aasted Consult

10
Ejendomsavance – erhvervs- og beboelsesejendom – 2 eller 3 lejligheder
Byretten har afsagt dom i en sag, som vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en udlejningsejendom indeholdt 2
eller 3 lejligheder, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 9.
Der var enighed om, at ejendommens 1. og 2. sal udgjorde selvstændige lejligheder og spørgsmålet var således
nærmere, hvorvidt loftet på 3. sal på ca. 50 m² udgjorde en selvstændig lejlighed.
Ejendommen var vurderet som en udlejningsejendom med 2 lejligheder.
Landsskatteretten havde fundet, at 3.- salen var at anse for en selvstændig lejlighed i ejendomsavancebeskatningslovens
forstand, hvorved Landsskatteretten lagde vægt på, at 3.-salen var indrettet med et køkken samt
at 3.- salen var udlejet som en selvstændig lejlighed på salgstidspunktet, ligesom lejeren modtog boligsikring.
Byretten tiltrådte af de af Landsskatteretten anførte grunde, at ejendommen på salgstidspunktet indeholdt
mere end 2 lejligheder.
Referencer og links:
Ejendomsavancebeskatningslovens § 9
Ligningsvejledningen 2010-2, afsnit E.J.1.4
Link til byrettens dom af 29.07.2010: SKM2010.496.BR, offentliggjort den 18.08.2010
Link til Landsskatterettens kendelse i sagen: LSR af 14/09-2009. Journalnr. 08-02080
Retur til indholdsfortegnelsen - venstreklik her!
Privat gældsbrev - ven i Dubai - manglende dokumentation
Byretten har afsagt dom i en sag, der handlede om, hvorvidt et beløb, der blev indsat på sagsøgerens konto
stammede fra et privat lån fra en ven i Dubai.
Sagsøgeren mente, at sagen var principiel, da der var udstedt et gældsbrev umiddelbart før beløbets indbetaling,
hvorfor der både var dokumentation for lånet og pengestrømmene.
Beløbet var imidlertid indsat på sagsøgerens konto af et selskab (tredjemand), som sagsøgeren hævdede varetog
bankoverførsler og de påståede afdrag på lånet var betalt til sagsøgerens samhandelspartner (tredjemand),
som sagsøgeren hævdede videreførte afdragene til långiveren.
Byretten lagde vægt på, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at det indsatte beløb var ydet af den person, som
var anført som långiver i gældsbrevet, at lånet ikke kunne anses for endeligt afdraget på trods af gældsbrevets
bestemmelser herom, og at afdrag var sket til en anden end långiver, hvorfor det ikke var godtgjort, at der var
tale om et lån.
Skatteministeriet blev herefter frifundet og det overførte beløb skulle dermed beskattes hos sagsøger.
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. herved retsplejelovens § 218 a, stk. 2.
Referencer og links:
Statsskattelovens § 4 og § 5
Ligningsvejledningen 2010-2, afsnit A.A.1.1 + afsnit A.E.1.1.1
Link til byrettens dom af 09.07.2010: SKM2010.500.BR, offentliggjort den 19.08.2010
Link til Landsskatterettens kendelse i sagen: LSR af 07/05-2009. Journalnr. 08-03631
Retur til indholdsfortegnelsen - venstreklik her!
Grundlag for krav om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger – bosat i udlandet
Byretten fandt ikke, at der i henhold til retsplejelovens § 321, stk. 1, 3. punktum, forelå særlige grunde, der
talte for, at en i udlandet bosat sagsøger i en skattesag ikke skulle stille sikkerhed for sagsomkostningerne.