Klik her for at læse mere

”retfærdighed”, borgerne skal vente sig, når deres
rettigheder bliver krænket? Jeg forestillede mig en
beruset bilist, der skred ud og kørte ind i et hus, hvor
han smadrede sin bil og lavede store skader på huset.
Domstolen ville så gøre husets ejere skyldige i
ødelæggelse af andres ejendom og pålægge dem at
erstatte den skyldiges ødelagte bil, fordi huset stod i
vejen for den stakkels bilist? Eller en kvinde, som
meldte en voldtægt til politiet, som siger til hende, at
det var ærgerligt, at hun tilfældigvis havde mødt en
pervers person, og forlanger, at hun skulle betale for
”den ydelse”, som hun fik ved forbrydelsen, der var
begået mod hende.
Det forekom os så uvirkeligt, at vi ikke kunne tro det.
En ting var sikker: vi ville aldrig mere hejse flaget på
vores flagstang. For os var det ikke mere et flag, der
symboliserede et dejligt og eksemplarisk demokratisk
land, som respekterede menneskerettighederne. Der
var ingen grund til at være stolte af det mere, hvis alt
det, vi havde været igennem, var tilladt. Vi kunne
mærke forræderiet, og det var tungt at bære!