Klik her for at læse mere

han sig tavs. Vi kunne ikke mere åbne en avis uden at
se dette misbrug og den seneste krænkelse for vores
øjne. Vi følte det som endnu et gratis dolkestød, der
blev stukket endnu dybere ned i vores hjerter. Vi
havde indtryk af at leve i en afskyelig bananrepublik.
Vores nerver og helbred var sat på en hård prøve, og
vi var magtesløse over for alle disse lovstridige
handlinger, som ikke interesserede medierne. Endnu
en gang indså vi, at vores såkaldte ytringsfrihed var
en løgn. Det samme gjaldt for vores rettigheder og
bestemmelserne i Grundloven, som forekom os lige
så vildledende. Vi kunne endnu ikke indlede en
retssag, for intet var endnu officielt blevet stjålet, og
bortset fra markeringspælene, som vi fjernede, og
som blev erstattet efterhånden, var vores grund ikke
blevet synligt ændret.
En måned efter mødet med kommunens løgnagtige
embedsmænd bad borgmesteren om et møde med
os. I et kort øjeblik glædede vi os over, at han var
blevet strejfet af skyldfølelse, og at han ville gøre sine
og sine medskyldiges fejl gode igen. Men kun for et