Klik her for at læse mere

hundrede tusind og firs indbyggere i mit adoptivland,
som jeg endnu for fem år siden ville have sat op på
en piedestal, og som jeg ville have forsvaret med liv
og sjæl, hvis det havde været nødvendigt, har jeg fra
nu af bevis på, at landet ikke mere fortjener sin titel
af demokrati i ordets egentlige betydning. Og man
forsøger at få mig til at tie og få mig til at forstå, at
jeg ikke er noget, at jeg ikke er andet end en brik i det
store samfundspuslespil, der skal blive liggende på
sin plads og acceptere det uden at sige noget. Men at
forblive tavs er for mig synonymt med samtykke og
undertrykkelse. Nej, jeg vil ikke tie mere. Jeg kan ikke.
Den viden, som gnaver i mig og uomtvisteligt
ødelægger mig langsomt for hver dag, og det
forsætlige bedrageri, som en borgmester og mindst
to højtstående embedsmænd i den kommune, hvor
jeg har boet i seksten år, har gjort min mand og jeg til
ofre i, skal afsløres og lægges frem i fuldt dagslys.
Vores historie skal ses i sandhedens hårde og skarpe
lys. Uden det vil jeg aldrig finde den fred eller den
søvn og sindsro, som er det væsentlige i alles