KF-Bladet foråret 2012 - Konservative Folkeparti

KF-BLADET
Europa må vise at de kan!
Af
Per Stig Møller
Medl. af Folketinget
Den 8. maj sluttede Anden Verdens -
krig. Europa lå i ruiner. Millioner og
atter millioner af soldater og civile
var dræbt. Europas landbrug var i
knæ. Fødevaremangel og arbejdsløshed
hærgede. Jerntæppet sænkede
sig ned gennem Europa. Hvornår
ville en ny krig bryde ud?
I denne tragiske og håbløse situation
gav fremsynede mænd sig til at tænke
nyt med en fast vilje til at indgå de alliancer
og aftaler, som ville forhindre nye
opgør mellem Frankrig og Tyskland.
Samtidig gav vestlige politikere sig til
at skabe organer, der skulle sikre vore
skrøbelige demokratier; thi alt for skrøbelige
havde de jo i trediverne vist sig
at være.
Al denne nytænkning førte til skabelsen
af Kul- og Stålunionen, som
skulle sikre freden mellem Frankrig og
Tyskland. Til dannelsen af NATO til sikring
af Vesteuropa mod en sovjetisk
invasion. Til oprettelsen af Europarådet
til forankring af demokratierne og
beskyttelse samt udvidelse af
Menneskerettighederne. Dertil kom
naturligvis oprettelsen af FN, som vi
straks blev budt med i pgra modstandsbevægelsens
indsats, de økonomiske
Bretton Woods-institutioner, der
skulle forhindre en gentagelse af
30`ernes økonomiske kriser, samt den
amerikanske Marshall-hjælp til genrejsning
af Europa.
Kul- og stålunionen udviklede sig til, at
seks lande oprettede EF, først og fremmest
for at få gang i landbruget og
gøre Europa selvforsynende med fødevarer.
Dernæst med henblik på at binde
landene sammen på stadig flere områder
i takt med, at tiden blev moden
dertil og erfaringerne tilsagde et nærmere
samarbejde. Man gik frem efter
"Lego-princippet". Det er nu blevet til
EU med 27 lande, som snart bliver til
28 og med tiden sikert endnu flere.
EU er den største politiske succes i
Europas historie. EU har sikret den
fred, som EF blev skabt for at fastholde.
EU har bundet de europæiske
befolkninger sammen og skabt en
vækst og beskæftigelse i EU-området,
som havde været umulig uden EU. EU
har gjort livet for europæerne på tværs
af grænserne meget lettere inden for
talrige hverdags-områder, uden vi
egentlig tænker over og bemærker, at
lettelserne skyldes beslutninger i EU.
Og alligevel står EU midt i en krise, som
kan vise sig at blive eksistentiel.
Valgene i Frankrig og Grækenland blev i
høj grad ført på anti-EU-platforme.
Befolkningerne beskylder EU og euroen
for at forværre forholdene for dem,
skønt de havde været endnu værre
stedt uden EU og euroen. Derfor har
finansverdenen og markederne naturligvis
også reageret negativt på valgene.
Når borgerne ikke selv har tilllid, hvorfor
skulle investorerne så have det?
Vi risikerer nu en meget bumlet tur på
vejen frem mod nye løsninger.
Rentestigninger, fald i aktiekurserne,
stigende arbejdsløshed. Og er det så
EU`s skyld? Nej, det er de europæiske
vælgere, som har valgt det. EU er løsningen,
ikke problemet.
Vi kan opstille modprøven. Hvad ville
være sket under finanskrisen uden EU?
Ja, da havde hvert enkelt kriseramt land
forsøgt at devaluere sig ud af krisen for
at skubbe regningen videre til naboen,
som havde beskyttet sig ved at devaluere
endnu mere og så fremdeles. Til
sidst var hele molevitten endt på bunden
af den sorte gryde med alle de
kalamiteter, dette ville medføre inden i
og mellem landene.
Europa må bestå prøven og vise, at
Europa kan fungere og finde løsninger
til fælles gavn. Vi må sikre, at vi hverken
sender ubetalte regninger videre til
hinanden, som sket er, eller smider den
i børneværelset, som er det letteste. Vi
må bringe orden i de forbundne ildebrands-huse.
Vi må gennemføre de
reformer, som forhindrer eller begrænser
en ny finanskrise, og som punkterer
finansverdenens balloner, før de bliver
for store. Vi må gennemføre de reformer,
som gør det lettere at skabe virksomheder,
nye produkter og nye
arbejdspladser. Vi må investere i
uddannelse og forskning. Det har vi
sagt i årevis til hinanden, men nu skal
det gøres, ellers ender Europa på
bistand hos de nye globale spillere. Og
alt dette må vi gøre koordineret, kriseog
fremtidsbevidst. Og det eneste fælles
organ, vi har hertil, er EU.
Det er nu, der er brug for folk af
samme kaliber som dem, der på krigens
ruiner skabte det indbyrdes forpligtende,
fremtidsbevidste og demokratiske
organ, som EU er - og skal forblive.
17