Rehabilitering: Fokus på den skadede og familien ... - Servicestyrelsen

Videnscenter for Hjerneskade 

Rehabilitering: Fokus på 

den skadede og familien 

9. årgang 

Nummer 4 

Nov. 2002

FOKUS 

Nyhedsbrev fra 


9. årgang nr. 4, november 2002 

Udkommer fire gange om året. 

Oplag: 4000 

ISSN 1601-8257 

Trykt på 120 gram Tauro Offset 

Typografi: Meta 

3 Leder: 

Svage led i genoptræningskæden. 

Rehabilitering: Fokus på den 

skadede og familien 

Videnscenter for Hjerneskade: 

Ansvarshavende: Brita Øhlenschlæger 

Sanatorievej 26, 7140 Stouby 

Tlf.: 75 89 78 77 

Fax: 75 89 78 79 

Email: info@vfhj.dk 

Internet: www.vfhj.dk 

Fotos: 

Mette Trier 

Forsiden: 

Arbejdsprøvning på det midlertidige 

opholdssted Fogedvænget i Hedensted. 

9. årgang 

Nummer 4 

Nov. 2002 

4 Det trekantede samarbejde 

Det er på høje tid at se på koordination og 

komplementære flows mellem kommuner, 

amter og rehabiliteringscentre, opfordrer 

socialrådgiver Eva Hollænder. 

6 Det svære i at være pårørende 

Drømmen om det gode liv eksisterer stadig 

efter en hjerneskade, om end de veje, der nu 

skal betrædes, er knoldede, ja nærmest 

ufremkommelige. 

8 Tanker om et genoptræningsforløb 

En apopleksiramt beskriver nogle af sine 

tanker omkring genoptræning og fremtid. 

10 1000 spørgsmål til Apopleksiskolen 

Apopleksiskolen er et tilbud til patienter og 

pårørende i den subakutte fase på Roskilde 

Sygehus, og den er blevet en stor succes. 

12 Flere overlever apopleksi 

En målrettet indsats har virket, og flere overlever 

i dag apopleksi. Der dog visse men’er. 

14 Kampen for at få en uddannelse 

Thomas Jensen var fast besluttet på, at han 

ville have en uddannelse, selv om han er 

blevet hjerneskadet. Men det var langt sværere, 

end han havde troet, skulle det vise sig. 

16 Tilbage til arbejde via Q2learn 

Q2learn er et nyt IT-projekt, der tager højde 

for den skadedes særlige vanskeligheder i 

undervisningen. 

Redaktion: 

Sekretariatschef Brita Øhlenschlæger, 

informationsmedarbejder Mette Trier, 

faglig medarbejder Hanne Pallesen og 

sekretær Anni Nielsen – alle fra 

Videnscenter for Hjerneskade. 

Design, produktion og tryk: 

Datagraf Auning A/S 

18 Tilbage til folkeskolen og hvad så? 

Arbejdet med elevens sociale kompetencer 

bliver ofte den største udfordring, når et 

hjerneskadet barn vender tilbage til skolen. 

Men lærerne er ikke klædt på til undervisning 

af de hjerneskadede børn. 

20 Fyrtårnstrategien 

En enkel metode til at hjælpe mennesker 

med neglect. 

22 Roser til Kurhus 

Kurhus er blevet permanentgjort - og evalueret. 

Og den er først og fremmest positiv. 

23 A-one i praksis 

En undersøgelse af patientens almindelige 

daglig levevis er et godt redskab til planlægning 

af genoptræningen. 

24 Synstræning for den hjerneskadede 

Synet forsømmes ofte i genoptræningen af 

hjerneskadede. Men det betaler sig at ofre 

synet opmærksomhed, for ‘at se’ har nemlig 

dybe rødder i udviklingen af vores krop og 

bevægelse. 

26 Den store gensynsglæde 

Børn, forældre og personale mødes til en 

årlig gensynsfest på Hammel Neurocenter. 

Boganmeldelser 

28 Håndbog i Neuropædagogik 

29 Filosofi, Etik, Videnskabbsteori 

30 Nyt fra amter og kommuner 

31 Rehabpuljen 

32 Kalenderen 

Eftertryk med kildeangivelse tilladt 

Deadline næste nummer: 

mandagdag den 13. januar 2003 

Indsendt stof: 

Videnscenter for Hjerneskade modtager 

gerne artikler, eller forslag til artikler. 

Du kan læse en vejledning til manuskripter 

på www.vfhj.dk/fokus/manuskript.asp. 

Redaktionen deler ikke nødvendigvis synspunkterne 

i indlæg i FOKUS. Redaktionen 

forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller 

redigere indsendte indlæg. 

Debatindlæg, der forholder sig til navngivne 

personer, vil forinden optagelsen blive 

forelagt disse til eventuelle kommentarer.

Svage led i genoptræningskæden 

Bliver man syg eller kommer til skade, indlægges man på sygehuset, behandles og genoptrænes, 

indtil man er rask og kan udskrives. Så enkelt er et genoptræningsforløb for de fleste 

hjerneskadede desværre ikke. 

Sygehusbehandlingen er kun starten på en længerevarende opfølgning og genoptræningsindsats 

i det lokale miljø. Da følgerne af en hjerneskade både kan ramme intellekt, 

personlighed, energi, sociale kompetencer og fysik, er det nødvendigt at sikre, at forløbet 

styres af koordinatorer med viden om hjerneskader og kendskab til lovgivningen og de muligheder, 

der findes lokalt. Hospitalets intensive indsats må følges op i forlængelse af udskrivningen. 

Ellers brister kæden, og hospitalsindsatsen kan vise sig at have været forgæves. 

Vi har fået en lov, der pålægger sygehusene at udforme skriftlige og individuelle genoptræningsplaner 

til patienter, når de udskrives fra sygehuset. Her, mere end et år efter lovens 

gennemførelse, viser en undersøgelse fra Dansk Sygehusinstitut, at der udarbejdes langt 

færre genoptræningsplaner end forventet. 

Lovens intention om at der skal lægges planer for genoptræningen efter udskrivning fra 

sygehuset er god, men det kan jo ikke forventes, at man i sygehusregi kan lægge en plan 

for måske mange års forløb i det sociale system. Ydermere udarbejdes der i mange tilfælde 

senere en social handleplan, som ikke behøver at pege på de samme foranstaltninger som 

hospitalets genoptræningsplan. 

På dette punkt må der arbejdes videre med at etablere dialog og samarbejde mellem 

sektorerne i forbindelse med planlægningen af udskrivningen. Og der må udvikles et fælles 

sprog, så viden og erfaringer kan følge den skadede fra den ene sektor til den næste. 

Indførelsen af grundtakstmodellen har skabt usikkerhed og kassetænkning. Resultatet er, 

at sagsbehandlingen forsinkes urimeligt af diskussioner om, hvorvidt indsats og genoptræning 

efter sygehusindlæggelsen er en amtslig eller en kommunal opgave. Den gamle diskussion 

om genoptræning kontra vedligeholdelsestræning, og pleje kontra træning er blusset 

op igen. For at være sikker på amtslig finansiering, vender kommunerne sig i højere grad 

mod etablerede institutionstilbud. Det er i modstrid med de senere års positive erfaringer 

med at give de hjerneskadede mere individuelt tilrettelagte tilbud. 

Af frygt for øgede udgifter på kort sigt undlader nogle kommuner at søge bistand hos 

specialrådgivningen. Derved udnytter man ikke den store ekspertise i tilrettelæggelse og opfølgning 

af individuelle forløb for mennesker med erhvervede hjerneskadede, som er repræsenteret 

i de mange velfungerende amtslige specialrådgivninger, som er bygget i de senere 

år. Resultatet er, at vigtige aktiveringsmuligheder overses og forpasses, hvilket på længere 

sigt kan give store problemer hos den skadede og familien med deraf følgende sociale 

udgifter til følge. 

I regeringens nye beskæftigelsesplan forsøger man bl.a. at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked. 

Vi ved, at en intensiv og veltilrettelagt indsats ofte fører til, at hjerneskadede 

kan vende tilbage til en meningsfuld tilværelse med arbejdsfunktioner og /eller meningsfuld 

beskæftigelse i fritiden. Det viser bl.a. erfaringer fra landets genoptræningscentre. Når dette 

lykkes, forebygger vi en række af hjerneskadens følgevirkninger, ikke kun hos den ramte, 

men også hos familien - i form af skilsmisser, depressioner og en række stress sygdomme. 

Der er i den eksisterende lovgivning udtrykt stor velvilje og forståelse for vigtigheden af 

genoptræning. Der må nu følges op, så de svage led i genoptræningskæden styrkes. 

Lars Engberg 

Formandens spidse pen 

LEDER 3

4 

Det trekantede samarbejde 

RESUME: METTE TRIER, 

INFORMATIONSMEDARBEJDER, 

VIDENSCENTER FOR HJERNESKADE. 

1) Almindelig daglig levevis 

TEMA: REHABILITERING 

Det er på høje tid at se på koordination og komplementære flows 

mellem kommuner, amter og rehabiliteringscentre, mener socialrådgiver 

Eva Hollænder, Frederiksborg Amt. Men processen kan på grund af forskellige 

opgaver og domæner være vanskelig, hvis ikke der er opmærksomhed på, 

at de tre enheder udfører forskellige opgaver. Det følgende er et resume af 

Eva Hollænders oplæg fra konferencen i Dianalund i aug. 2002 i anledning 

af, at rehabiliteringscenteret Kurhus er permanentgjort. 

Samarbejdet mellem kommune, amt og rehabiliteringscenter 

er som en ligesidet trekant, hvor hver 

af siderne er lige store, og hver side har lige meget 

magt. 

Sommetider oplever kommuner, at amtet blander 

sig utidigt i de kommunale opgaver - at amtet 

træder ind på det kommunale domæne. Amter mener 

undertiden, at genoptræningsenheder fremkommer 

med urealistiske forslag til et videre forløb 

- at rehabiliteringscentret betræder det amtslige felt. 

Og genoptræningsenheder mener undertiden, at 

kommunerne tilbyder løsninger, der ikke tager hensyn 

til de særlige problemer, der følger med det at 

få en hjerneskade - at kommunen begrænser rehabiliteringscentrets 

felt. 

Det er, når det ene felt træder ind over det andet 

felts domæne, at samarbejdet bliver trekantet 

- i den negative forstand, mener Eva Hollænder. 

Forskellige opgaver og foki 

Kommunernes hovedopgave er at administrere den 

sociale lovgivning i forhold til forsørgelse, arbejdsintegration, 

omsorg, pleje og børns trivsel. Kommunen 

har fokus på lovgivning og retssikkerhed, 

eftersom en vigtig del af arbejdet handler om fortolkning 

af lovgivningen og sikring af borgernes rettigheder. 

Det amtslige opgavefelt er mindre differentieret. 

Her består opgaverne i at sørge for rådgivning til 

mennesker med omfattende funktionsnedsættelser 

og rådgivning i fht. boformer, beskæftigelses-, 

aktivitets- og samværstilbud til de forskellige målgrupper 

og i at varetage overordnede planlægnings- 

og udviklingsopgaver i forhold til etablering 

af nye tilbud. Derfor har amterne fokus på pædagogik 

og specialpædagogik. 

Rehabiliteringscentrets perspektiv er endnu mere 

specialiseret: Det drejer sig her om behandling og 

genoptræning både af kognitive, fysiske, ADL-mæssige 

1) og sproglige funktioner. Diagnostikken er dermed 

i fokus, eftersom det er den, der bestemmer 

interventionen. 

Definerer løsningerne problemerne? 

De forskellige funktioner og opgaver giver forskellige 

koder, målgrupper, foki og perspektiver. Dette 

kan i sig selv medføre vanskelige overgange mellem 

amt, kommune og rehabiliteringscenter. 

Men vores funktionsspecialisering bliver desuden 

ofte til vidensfragmentering: At alle ved noget om 

noget særligt, men at ingen ved alt om alt. Det kan 

føre til, at vi kun lægger mærke til og vægt på de 

problemer, der ligger inden for det område, vi selv 

arbejder med, mens nye eller ukendte problemfelter 

kan unddrage sig vores opmærksomhed. 

Risikoen er derfor, at det ikke er problemerne, 

der genererer løsningerne, men omvendt: At det er 

de kendte løsninger, der definerer de iagttagne problemer 

og dermed løsningsmodeller. 

Når de tre enheder - kommune, amt og rehabiliteringscenter 

- har forskellige opgaver og forskellige 

løsninger, er det derfor ikke så underligt, at samarbejdet 

bliver kompliceret. 

Hvis kommunen kun interesserer sig for forsørgelsen, 

amtet kun for behovet for visitation til en 

amtsinstitution, og rehabiliteringscentret kun medtænker 

yderligere genoptræning - så er der lagt op 

til et trekantsdrama. Ifølge Eva Hollænder betyder

dette, at jo mere arbejdet specialiseres - altså jo 

større forskelle der er i de enkelte funktionsområder 

- jo mere afhængige bliver vi samtidigt af de andre. 

Komplementære flows 

Når afhængigheden af de øvrige enheders udførelse 

af opgaver bliver større, opstår der en kompleks 

afhængighed mellem aktiviteterne. For at skabe 

sammenhæng og en helhed, der går ud over den 

enkelte funktions opgaver, må de forskellige aktiviteter 

- den samlede hjerneskadeindsats - komplementere 

hinanden og indgå i både et differentieret 

og et sammenhængende hele. 

Vi må altså tilbage til samarbejdet mellem amt, 

kommune og rehabiliteringscenter, tilbage til den 

ligesidede trekant. 

Nogle rehabiliteringscentre er helt afhængige af 

en kommunal eller amtslig bevilling for at kunne 

udføre deres opgaver: Ingen bevilling betyder ingen 

kunder i butikken - eller sekventiel opgaveafhængighed 

illustreret ved: bevilling ➔ opgavevaretagelse. 

Amtet behandler en ansøgning, hvor ‘outputtet’ 

bevilling’ bliver ‘inputtet’ til genoptræning. 

Her er der tale om en umiddelbar tidsmæssig, 

økonomisk og arbejdsmæssig afhængighed. 

Så simpelt foregår tingene imidlertid ikke. Da 

amtets opgaver er subsidiære til den kommunale 

indsats, hverken kan eller vil amtet bevilge et genoptræningsophold 

uden en kommunal indstilling. 

Det sekventielle opgaveafhængighed kan altså udvides 

med flere komponenter: borger ➔ kommune 

➔ amt ➔ genoptræning. 

Borgerens henvendelse transformeres til en kommunal 

indstilling, som sendes til amtet, der bevilger 

et ophold, hvorefter centret udfører en genoptræning. 

Her er der stadig tale om en umiddelbar både 

tidsmæssig og arbejdsmæssig afhængighed. 

Men den lineære opgaveafhængighed holder 

ikke i praksis. Ifølge Eva Hollænder er der snarere 

tale om gensidig afhængighed, hvor varetagelsen 

af opgaverne udføres i komplementære flows. 

kommune 

borger amt 

center 

At noget er komplementært vil sige, at det udelukker 

noget andet og samtidigt - sammen med dette 

andet - udgør et hele. Den hjerneskadede, os 

selv, de andre instanser og de andre fagpersoner 

skal ikke betragtes som adskilte - eventuelt besværlige, 

ubegribelige eller ukyndige elementer, 

som opererer uafhængigt af hinanden. Opgaven er 

tværtimod at tænke komplementært, at forstå, at 

helheden netop består i nogle klart adskilte dele, 

der kun tilsammen udgør et hele. 

Gensidig afhængighed 

Hvis en opgave skal løses komplementært og under 

gensidig opgaveafhængighed, er der behov for 

koordination fra begyndelsen. Hvis koordinationen 

mangler, bliver resultatet splittet, altså det modsatte 

af komplementært. 

Ingen af de tre enheder i det trekantede samarbejde 

kan altså udføre sin opgave uden i et nært 

samspil med de øvrige parter. Og det kræver en 

hyppig og respektfuld dialog. 

Et alvidende udgangspunkt er ofte et bedrevidende 

udgangspunkt - hvilket giver problemer i 

samarbejdet, hvis det betyder, at man træder ind 

på en anden funktions opgavefelt og domæne, da 

opgaven ikke kendes til bunds - og heller ikke feltets 

særlige perspektiver. 

I samarbejdet må vi derfor - trods forskelligheden 

- have tillid til de andres vurderinger. Netop 

fordi det er summen af de forskellige perspektiver, 

der skaber mulighed for at danne en helhed - den 

helhed, som den hjerneskadede har krav på. 

Her er vi gensidigt afhængige af hinanden. På 

lige netop dette punkt er der ikke forskel på 

amter, kommuner og rehabiliteringscentre, sluttede 

Eva Hollænder. ■ 

Hele Eva Hollænders indlæg kan læses i 

netudgaven af Fokus på: www..vfhj.dk/fokus/arkiv/ 

artikler/2002_4_hollaender.asp 

TEMA: REHABILITERING 5

6 

Det svære i at være pårørende 

At det er svært for professionelle behandlere at 

arbejde med pårørende er forståeligt. Vi er en broget 

flok, der mere eller mindre forstår eller ønsker at 

forstå, hvad der sker, når ens mand eller kone får 

en hjerneskade. Drømmen om det gode liv eksisterer 

stadig, omend de veje, der nu skal betrædes, 

er knoldede, ja nærmest ufremkommelige. 

AF BIRTHE JENSEN, 

GIFT MED ASBJØRN. 

1) Manglende evne til 

trods normal førlighed 

at foretage formålsbestemte 

bevægelser 

eller bruge redskaber. 


I april 1996 kørte Asbjørn galt på sin motorcykel, 

og fra den dag blev vores liv brat forandret. Vi har 

fire børn, der på ulykkestidspunktet var fra 14 til 

24 år. Efter tre - fire måneders uvished om skadernes 

omfang, kunne vi i sensommeren 1996 se, at 

Asbjørn overlevede, men hvordan hans liv ville blive, 

vidste vi ikke. Sygehuspersonalet havde ganske 

vist givet os mange prognoser og diagnoser: 

Asbjørn ville sandsynligvis aldrig komme til at styre 

sin svedproduktion. Han ville heller ikke kunne 

styre vandladning og afføring. Venstre ben, som var 

meget beskadiget, skal amputeres. Han kommer jo 

alligevel aldrig til at bruge det. Han vil ikke komme 

til at spise selv. Han vil sandsynligvis ikke kunne 

holde ud at være sammen med mange mennesker. 

Han vil hurtigt blive træt og miste koncentrationen. 

Han har afasi - og to måneder senere - han 

har apraxi 1) . Jeg valgte efter at have hørt nogle af 

disse dystre forudsigelser at lukke ørerne for dem. 

Jeg tænkte: Ingen kan vel i virkeligheden forudsige, 

hvordan det her udvikler sig, så længe Asbjørn 

ligger ubevægelig og ikke siger et ord. De kendte 

ham jo ikke! De vidste ikke, hvor stor en vilje og 

kampgejst, han havde! 

På dette tidlige tidspunkt i forløbet kunne jeg 

vel betragtes som èn, der ikke ville høre eller erkende 

skadernes omfang, men hvis jeg skulle overleve, 

var det nødvendigt for mig at gøre sådan. 

Hvordan overlever man som pårørende? 

Følelsesmæssigt kastes man ud i sit livs prøve. Ikke 

i en kortere tidsperiode, men i en årelang, ja, måske 

uendelig periode. Hvis man, som jeg gjorde, valgte, 

at Asbjørn skulle hjem efter et halvt år på sygehus 

og et halvt år på et genoptræningscenter, siger man 

ja til at prøve sig selv af psykisk. Man svinger mellem 

håb og fortvivlelse, ensomhed, glæde, vrede 

og medfølelse. Nogle dage er fantastiske, og det 

kan være små fremskridt, der fremkalder den følelse. 

Andre dage er knugende grå og grådfyldte. Man 

overlever kun i troen på, at det her må kunne blive 

bedre. Der må stadigvæk kunne ske små fremskridt, 

som bærer frem mod en mere normal, indholdsrig 

og selvhjulpen tilværelse. Hvis man møder 

nogle på sin vej, der forsøger at nedbryde det håb, 

må man vide, hvordan man personligt tackler det, 

så man ikke bryder sammen. Uden håb - intet liv 

og intet samliv. 

Den lange vej 

“Ju-hu, han bevæger sin ene tommeltot,” jublede 

jeg, efter at Asbjørn en måned havde ligget i livløs 

tilstand, og nu seks år efter glæder jeg mig over at 

se ham køre rundt på en specialbygget havetraktor 

og slå græs. Derimellem har jeg tænkt mange 

tanker og stillet mig selv mange spørgsmål. 

Vil han overleve? Vil han nogensinde komme til 

at spise selv? Vil han få et sprog? Vil han komme 

til at bevæge sin krop? Vil han kunne huske vores 

fællesliv? Vil vi kunne få en fremtid sammen? Vil 

han livet? Til ‘at ville’ hører en vilje. Er viljen der, 

eller gik den også tabt ved ulykken derude på landevejen? 

Som pårørende er den første tid præget af stor 

usikkerhed. Det hjalp mig, at jeg begyndte at handle. 

Hvad kunne jeg gøre for at hjælpe Asbjørn tilbage 

til livet? I den første tid kunne jeg være ved 

hans side, give ham sanseindtryk, massere ham, 

rette fingrene og armene ud, spille kendte sange 

og salmer på et medbragt elklaver, vise billeder, 

snakke osv. Siden hen blev jeg hans talerør, forklarede 

andre, hvad jeg troede, han tænkte og mente. 

Efter at han kom hjem har jeg været med til at 

bygge et menneske op helt fra grunden. Sindet var 

i oprør, tankerne var sort/hvide, mest sorte. Selvmordstanker 

kom til udtryk hver dag, afmagtsfølelsen 

var stor og hans selvværd var helt i bund. 

Hans motorik og fysiske formåen har ligeledes

været en bevægelse fra ingenting at kunne til nu 

at kunne mange ting i siddende tilstand og med 

hjælp rejse sig og bevæge sig fra et sted til et andet. 

Tilbageskridt 

Ind imellem oplever vi, at det går et skridt frem og 

tre skridt tilbage. I forsøg på at gøre tingene selv er 

Asbjørn for eksempel faldet flere gange med brud 

og andre skader til følge. 

Tilbageskridt er det værste! Jeg gennemlever de 

sidste seks års kamp i mangedobbelt forstand, hver 

gang han ikke kan det, han plejer at kunne. Faren 

for at jeg knækker sammen psykisk i en sådan periode 

er overhængende, men det hjælper, når venner 

og familie giver sig tid til at lytte til mig og 

mine problemer. 

At leve med forandringerne 

I de seks år hvor jeg har været pårørende til en 

mand, der er blevet senhjerneskadet, har jeg måttet 

lære mange ting og har gjort mig mange erfaringer. 

Det professionelle sygehuspersonale og ansatte 

på træningscentre taler meget om vigtigheden 

af, at både den skadede og de pårørende når 

frem til en erkendelse af det, der er sket. I dag er 

jeg glad for, at jeg ikke ‘erkendte’ alt, hvad man 

mente kunne blive følgerne af Asbjørns skader. Jeg 

har hele tiden troet på, at det måtte kunne blive 

bedre, hvis blot den rette stimulation var til stede. 

Hvis man har den holdning, får man ikke meget 

hjælp fra det etablerede system. Man bliver let betragtet 

som værende èn af disse besværlige pårørende, 

som ikke vil forstå, hvad det handler om. 

Det kræver både mod og en stærk psyke at vælge, 

at Asbjørn skal bo hjemme og ikke på et plejehjem 

for ældre mennesker. I perioder mærker jeg, 

at såvel modet som psyken svigter. Min ‘energitank’ 

løber tør. Jeg ængstes for fremtiden. Jeg kommer 

i tvivl, om jeg fortsat vil kunne magte opgaven 

på det fysiske plan. Hvis den model, vi har 

"Ju-hu, han bevæger sin ene tommeltot,” jublede jeg, 

efter at Asbjørn en måned havde ligget i livløs tilstand, 

og nu seks år efter glæder jeg mig over at se ham køre 

rundt på en specialbygget havetraktor og slå græs. 

valgt skal lykkes, skal jeg sørge for hele tiden at 

blive ladet op. Det kan f.eks være ved at finde nogle 

fri-rum, hvor jeg laver noget, som er godt for 

mig. Men jeg må indrømme, at denne vigtige del 

forsømmer jeg, og tit har jeg oplevet, at når hele 

kroppen skriger om hjælp, og når gråden hvert øjeblik 

sidder klar til at bryde frem, først da begynder 

jeg at lytte til mig selv. 

Vi pårørende er en stille flok. Vi gør ikke meget 

væsen af os udadtil, for mange af os har så rigeligt 

at gøre med at få hverdagen med alle dens nye 

udfordringer til at køre, at der oftest ikke er overskud 

til andet. Vi har brug for at have nogen at tale 

med om de forskelligartede problemstillinger, vi 

hver især står i. Det kan være i en pårørendegruppe, 

men endnu bedre vil det være, hvis vi havde 

mulighed for at få et antal timer efter behov hos 

en psykolog eller terapeut, et menneske, som ville 

være i stand til at finde nye veje at gå, når man 

kører fast. Et menneske, der kan hjælpe med at holde 

energien oppe. Energien, overskuddet, kærligheden 

til den mand eller kone, der er blevet ramt, 

er livsnødvendig i det nye og forandrede liv, som 

begge parter skal leve. ■ 

Denne artikel er forkortet af redaktionen. Artiklen 

i sin helhed kan læses på: www.vfhj.dk/fokus/ 

arkiv/artikler/2002_4_birthe.asp 


8 

AF BRITA ØHLENSCHLÆGER, 

SEKRETARIATSCHEF, 



Tanker omkring et 

Jens er en tidligere virksomhedsleder på 55 år, som for knap et år siden 

fik en blodprop hjernen. Der var lammelse af hele højre side samt taleog 

læseproblemer. Både taleog læseproblemerne er i dag stort set forsvundet, 

men Jens har stadig gangbesvær, og brugen af højre arm er 

ikke helt i orden. Sygdommen tvang ham til at standse op midt i en 

travl tilværelse. Jens reflekterer her over en række oplevelser i sit 

genoptræningsforløb efter sygehuset og over fremtiden. 

Jens var fra begyndelsen skeptisk over at skulle på 

genoptræningscenteret. Han havde brugt to måneder 

på sygehuset, hvor de skulle finde ud af, hvad 

han fejlede ud fra en masse tests og undersøgelser. 

Da han skulle overgå til genoptræningscenteret, 

føltes det, som om han igen skulle ‘måles og 

vejes’. 

Desuden syntes han, det var svært fra starten at 

få at vide, at genoptræningen ville vare mindst et 

år: “Vi vil jo allerhelst være raske, og det havde 

måske været bedre, hvis vi bare havde fået at vide, 

at det tager noget tid. Men endnu værre blev det, 

da vi fik at vide, at de aldrig har haft nogen, der 

er kommet i fuldt arbejde.” Dertil havde Jens svaret: 

“Det får I nu” - men deri tog han fejl, erkender 

han i dag. 

Der skal være et håb 

Det gælder for alle mennesker, at der er noget man 

er god til, mens der er andet man aldrig har haft 

fod på. Ifølge Jens slår behandlerne for meget på 

de negative sider. De tænker for meget på de ting, 

som de hjerneskadede ikke kan. 

“Jeg synes, man burde se på det positive, og 

det man er god til. Det er vigtigt ikke at tage motivationen 

og håbet fra folk. For uden et håb går 

det ikke, “ siger han. 

Jens var stædig og havde en vilje til at komme 

tilbage i arbejde, som betød, at han mødte op til 

genoptræning uanset vejr og vind. Sommetider skete 

det på trods af så meget sne og uvejr, at mange 

af terapeuterne havde opgivet at nå frem. Han 

har fulgt genoptræningen og har som helhed været 

meget godt tilfreds med den fysiske optræning, han 

har fået. 

Om at tage ansvaret fra folk 

Bemærkningen: “Nu skal du passe på, du ikke bliver 

for træt” faldt allerede på et tidligt tidspunkt i 

forløbet. Men ifølge Jens er man nødt til selv at 

gøre sig sine erfaringer: “Det er noget, terapeuterne 

og jeg slet ikke er enige om. Fx tog jeg til håndbold 

en fredag. Det var nok lige tidligt nok, og jeg 

skulle videre til en kamp lørdag og kom først hjem 

lørdag eftermiddag. Det tog resten af dagen, søndagen 

og helt hen på mandagen, før jeg kom over 

det. Det var for meget. Men næste gang jeg skulle 

af sted, vidste jeg, at det er nødvendigt med et 

hvil, før jeg tager af sted på tur”. 

Der var også andre eksempler. Jens var for eksempel 

på sygehuset blev advaret mod at cykle. Så 

det måtte prøves. Han fandt ud af, at det faktisk 

var svært at holde balancen, og det førte til at han 

i en kort periode kørte på tre-hjulet cykel. I dag

genoptræningsforløb 

kører han på en almindelig cykel, men: “til sommer 

skal jeg prøve at køre på min racercykel igen”, 

tilføjer han forventningsfuldt. 

På genoptræningsinstitutionen er det meget 

brugt, at alle patienterne skal have en kalender: 

“Men vi kører hjemmefra samme tid hver dag og 

er hjemme samme tid - hvad skal vi dog bruge 

sådan en til? Det skulle da være for at huske, om 

vi skal have fysisk aktivitet om formiddagen eller 

om eftermiddagen,” siger han. 

Testen 

Fra begyndelsen havde Jens et klart mål med sin 

genoptræning. Han ville tilbage i arbejde. Men først 

skulle han testes: “Det gik ud på, at jeg skulle lave 

frugtsalat af tre forskellige slags frugter. Jeg skulle 

også støvsuge en bil. Det kan man da ikke bruge 

til at vurdere, om jeg kan vende tilbage til mit arbejde 

som virksomhedsleder. - Bare det at man kalder 

det en test!”, fortsætter han indigneret. 

Han gjorde derfor mange indsigelser, men personalet 

syntes testen var vigtig. Men han fastholder, 

at hvis patienten er imod en test eller behandling, 

skal han ikke påtvinges den. For øjeblikket 

er han spændt på, om genoptræningsstedet vil 

insistere på at lave en ny test, når han skal afslutte 

genoptræningsforløbet. 

Kvindesysler 

Der er mange mænd, der bliver skadet, men som 

regel er der kun er et par mænd og op mod en snes 

kvinder ansat på genoptræningsstederne. Og det giver 

vanskeligheder. For eksempel kan det være 

svært for en kvindelig terapeut at vide, hvad der er 

relevant træning for en kranfører, fremhæver Jens. 

I genoptræningen er det almindeligt, at alle begynder 

med at lave mad. Selv har Jens aldrig haft 

problemer med at lave mad, det har han gjort meget 

i sin tid. Derfor ønskede han ikke at bruge sin 

genoptræning på det, men derimod ville han gerne 

arbejde med edb og udvikle sit kendskab til det 

lidt mere. Blandt de andre patienter var der også 

en del, der gerne ville arbejde med pedelarbejde, 

men det kunne kun lade sig gøre de dage, hvor det 

mandlige personale var tilstede, og det var for sjældent, 

ifølge Jens. 

Kørekort 

“Efter en skade vil de fleste mennesker gerne have 

deres kørekort igen,” siger Jens, “men jeg fik at vide, 

at jeg ikke måtte køre bil de første fem - seks måneder. 

Jeg tog problemet op på genoptræningsinstitutionen 

og sagde, at jeg gerne ville have kørekort 

igen. Jeg ved ikke, om de syntes, jeg var for dårlig 

til at køre, eller om de ikke selv har kørekort og 

derfor ikke kan vurdere, hvad der skal til for at køre. 

I hvert fald syntes de, at det var helt forkert, og 

de ville sende mig til en hel masse prøver. 

Jeg valgte derfor ikke at drøfte problemet mere 

med dem, i stedet drøftede jeg det med overlægen 

på sygehuset. Så fik jeg lov til at køre, og det gik 

fint. Nu kører jeg selv, bare ikke så meget som før.” 

Arbejde 

Jens er overbevist om, at for den hjerneskadede er 

det vigtigt at kunne fortsætte med at arbejde. Men 

det er svært, når man hele tiden bliver konfronteret 

med alt det, man ikke kan. 

“De skal passe på, at lysten ikke forsvinder, for 

er motivationen og lysten væk, dur det hele ikke,” 

understreger han. 

Jens troede først, han sagtens kunne komme tilbage 

til sit arbejde, men han har måttet erkende, 

at det ikke var så let, som han havde troet. I dag 

har han taget afsked med sit gamle job som virksomhedsleder. 

“Det var svært. Der går lang tid inden man accepterer, 

at man ikke kommer tilbage. 

Men nu er jeg kommet så langt, at det passer 

mig fint, at jeg får et andet job. De ville først give 

mig et flexjob, hvor jeg skulle leve op til en række 

bestemte krav, men jeg vurderede, at jeg ikke havde 

råd til endnu et nederlag. Så lige nu er jeg i arbejdsprøvning 

i et skånejob, hvor jeg kører rundt 

og interviewer ledere af virksomheder for at finde 

ud af, hvordan de bedst kan tilpasse sig de dårligere 

konjunkturer i branchen, og det har jeg det 

godt med,” siger Jens. ■ 

Jens er et opdigtet navn. 

Det rigtige navn er 

redaktionen bekendt. 


10 

Apopleksiskolen i Roskilde: Sygeplejerske Kirsten Müller svarer på spørgsmål om afdelingens samarbejde med kommunerne ved udskrivning. Foto: Birgit Pedersen. 

1000 spørgsmål 

til Apopleksiskolen 

Apopleksiskolen blev oprettet i februar 2001. Det 

skete som led i kvalitetsudviklingen på Neurologisk 

afdeling på Roskilde Amtssygehus og på baggrund 

af en undersøgelse om patienttilfredshed. Skolen er 

nu et tilbud til alle patienter og pårørende i den 

subakutte fase, og den har vist sig at være en succes. 

AF ULLA FOLKE, 

TIDLIGERE NEUROPSYKOLOG 

PÅ ROSKILDE AMTSSYGEHUS1) . 


Neurologisk Afdeling på Roskilde Amtssygehus har 

i en årrække arbejdet med at sikre apopleksi-patienterne 

et mere effektivt forløb med forbedret kvalitet 

2) . Som led i dette arbejde gennemførte afdelingen 

i 1999 en patient-tilfredshedsundersøgelse 3) , 

hvor det blev klart, at apopleksipatienterne var tilfredse 

med mange af de aktiviteter og tilbud, vi tilbød 

i genoptrænings-afsnittet. Det gjaldt bare ikke 

spørgsmålet om, hvorvidt patienten havde fået den 

nødvendige information. Her var resultatet ned- 

slående. Efter en temadag for hele det tværfaglige 

personale med fokus på information, blev vi enige 

om bl.a. at starte apopleksiskolen. På Neurologisk 

Afdeling har vi tradition for gruppeforløb med 

apopleksiramte og kendte derfor den gevinst, som 

et gruppe-tiltag giver 4) . 

I det første år, dvs. 2001, arbejdede vi ud fra en 

lidt anden model, hvor hvert forløb strakte sig over 

to møder og omfattede et større tværfagligt team. 

Da vi til slut skulle gøre forbruget af ressourcer op 

med henblik på at indarbejde apopleksiskolen som 

fast tilbud i afdelingen, valgte vi, at terapeuter og 

talepædagoger fremover skulle styrke den individuelle 

information og i endnu højere grad satse på 

at invitere pårørende til at deltage i træning og undervisning. 

Vi har aldrig fået noget at vide! 

Hvorfor bliver jeg ved med at være så træt? 

Er min afatiske mand den samme inden i? 

Kan skaden blive repareret, eller dør hjernecellerne? 

Hvis man er ældre og tit falder, kan det så fremkalde 

en hjerneblødning?

Disse og en lang række andre spørgsmål om apopleksi 

melder sig hurtigt hos den apopleksiramte og 

de pårørende kort tid efter indlæggelse. Og spørgsmålene 

bliver ved også længe efter udskrivelsen fra 

sygehus. Sygehusets personale informerer patient 

og pårørende fra den første dag, men alligevel er 

det ikke ualmindeligt, at patient og pårørende oplever, 

at de ingen information har fået. 

Hvad skyldes det? 

Erfaringer viser, at den apopleksiramte og familien 

har svært ved at tage informationen ind. Det kan 

skyldes chokket over sygdommen, der kom som et 

lyn fra en klar himmel; problemer med at huske information 

som følge af apopleksien; at informationen 

blev givet i et fagsprog, som ikke alle er fortrolige 

med. Eller at der ikke blev lyttet godt nok 

til, hvad den apopleksiramte og de pårørende 

egentlig gerne ville vide. Det er derfor meget vigtigt, 

at afdelingens personale overvejer, hvornår og 

hvordan information skal gives. 

Adgang til viden har vist sig efterfølgende at give 

langt større patienttilfredshed og bedre tilpasning 

til sygdomsfølgerne. Og sandsynligvis har det også 

medført færre depressions- og angstanfald som følge 

af sygdommen og endelig, at de sociale støttesystemer 

er blevet styrket5) . 

Forløbet 

Siden foråret 2001 har Neurologisk Afdeling inviteret 

apopleksipatienter og deres pårørende til informationsmøder 

to til tre uger efter, at patienten blev 

indlagt. I år 2001 afprøvedes metoder, og tilbuddet 

har nu fundet sin faste form: 

Patient og eventuelle pårørende inviteres personligt 

med et brev til at deltage i et halvanden times 

møde. Omkring 16 deltagere sidder samlet i 

en halvcirkel, hvor der bliver taget hensyn til, at hørehæmmede 

sidder tættest på den tavle, vi bruger 

til at tegne og fortælle på. 

Afdelingens socialrådgiver byder velkommen og 

indleder med en runde, hvor alle præsenterer sig 

og fortæller, hvor langt de er nået i genoptræningsforløbet. 

Af de tilstedeværende patienterne er nogle 

indlagt, nogle er dagpatienter og andre er ambulante 

eller netop udskrevet. Genoptræningsafsnittets 

overlæge gennemgår herefter i et kort, mundtligt 

oplæg den information, vi nu har erfaring for, er 

den mest efterspurgte. Det drejer sig om sygdomsårsager, 

sygdomsmekanismer og forebyggelse6) . 

Seancen giver rig lejlighed til at drøfte de sygdomsforhold, 

den enkelte lige nu er mest optaget af. 

Efter en kort pause gives ordet frit. Sygeplejerske, 

socialrådgiver og neuropsykolog udgør herefter 

informations-teamet. Patienter og pårørende 

spørger til andre ting, de gerne vil vide, og som typisk 

er forskellige fra sidemandens. Spørgsmålene 

afspejler, hvor i forløbet den enkelte er. Det kan 

dreje sig om plejen, om træningen og undervisningen, 

om de skjulte/mentale handicap, om de 

pårørendes situation og om fremtidens muligheder. 

Diskussionen giver rig mulighed for at sammenligne 

sig med øvrige deltageres handikap og måder 

at takle problemer på. Der uddeles pjecer undervejs 

om de emner, diskussionen berører. Ved afslutningen 

spørges den enkelte, om han eller hun 

har haft udbytte af mødet, og hver gang udfyldes 

en kort skrifltig evaluering. 

Løbende justering 

De skriftlige evalueringer gøres op efter mødet og 

gives straks til teamet, der i detaljer kan få indtryk 

af, hvilken information, der blev bedømt som meget 

vigtig og godt afleveret. Man kan kalde informationsmetoden 

for “Lyt og svar”. Metoden går 

begge veje. Patient og pårørende får den information, 

de eftersøger, og vi - personalet - lytter til nyt 

om, hvor patienten er i sit forløb, og hvad der glæder 

eller bekymrer mest. Desuden får vi at vide, 

hvilke ting der måske ikke fungerer så godt i afdelingen, 

som vi selv går og tror. 

Indtil nu har 84 patienter og 93 pårørende deltaget 

i apopleksiskolen, og tilfredsheden har været 

ovenud stor. 

Vores mål med apopleksiskolen er, at den, som 

et supplement til den vigtige individuelle information 

fra alle faggrupper, skal øge patienternes og 

de pårørendes viden om apopleksi, undersøgelser, 

behandling, pleje og genoptræning. Desuden er målet, 

at Apopleksiskolen også skal give de pårørende 

relevant viden om, hvordan de bedst muligt kan 

støtte patienten i genoptræningsfasen. Og mon ikke 

apopleksiskolen er kommet for at blive? ■ 

1) Nu Neuropsykologisk Konsultation Sct. Olsgade 12, 4000 Roskilde. 

2) Jytte Jensen, adm. Oversygeplejerske: Sikkerhedsnet under alle 

patienter. Sygeplejersken 36/2002, s.18-23. 

3) Jytte Jensen: Bedre information efter patientkritik. 

Sygeplejersken 36/2002, s.24- 28. 

4) Pernille Jensen: Når gruppen behandler. 

Ergoterapeuten 3, 1997, s.8-11 

5) Jane Barton: Stroke: a group learning approach, 

Nursing Times, feb.2002, Vol.98, No.7, p.34-35. 

6) Vi har siden foråret 2001 systematisk samlet alle de spørgsmål, der 

er stillet eller rejst i en efterfølgende diskussion under disse møder, 

og denne liste af spørgsmål er derfor et godt 

udgangspunkt for det indledende oplæg 

(se listen på web-adressen: 

www.vfhj.dk/fokus/arkiv/artikler/tusind.asp 


12 

Flere overlever 

AF HANNE PALLESEN, 

FAGLIG MEDARBEJDER, FYSIOTERAPEUT 

OG CAND. SCIENT. SAN., 



En målrettet indsats har virket, og flere overlever i dag apopleksi. Men 

selvom behandlingsindsatsen er forbedret, peger nye undersøgelser på, 

at den danske apopleksiindsats med fordel kan udvikles betydeligt mere. 

I august 2002 kom den længe ventede rapport: 

Evaluering af apopleksibehandling i Danmark 1990 

- 2000 med fokus på organisation og struktur, udarbejdet 

af Sundhedsstyrelsens Center for Evaluering 

og Medicinsk Teknologivurdering1 (CEMTV). 

Rapporten konkluderer, at der på mange områder 

er sket en positiv udvikling indenfor apopleksibehandlingen 

i Danmark i løbet af de sidste 10 år og 

siden Sundhedsstyrelsens redegørelse om Apopleksibehandling 

og Referenceprogram fra 1994. 

Evalueringen fokuserer endvidere på en række 

områder, som vurderes vigtige i den fremtidige udvikling 

af apopleksibehandlingen. 

Ros til den danske indsats 

CEMTV mener, at Danmark kan bryste sig af at være 

blandt de fem til ti bedste lande i verden, når det 

gælder de samlede virkemidler og resultater i apopleksibehandlingen. 

Set i lyset af den medicinske historie er det endog 

overordentlig usædvanligt, at en organisatorisk 

indsats er så godt dokumenteret og har så stor og 

sikker betydning for behandlingsresultaterne, som 

vi har set efter etablering af apopleksiafsnit. Afsnittene 

har været dygtige til at omsætte de nationale 

mål til afdelingsspecifikke, realiserbare mål, og 

mange apopleksiafsnit har udarbejdet procedurer, 

checklister mm. til glæde for både patienter, pårørende 

og personale. Personalet får også megen 

ros for at være specialtrænet og dygtige til at medvirke 

i et tværfagligt teamarbejde, som synes at 

fungere godt både fagligt og kommunikationsmæssigt. 

I 1994 fandtes der kun seks apopleksiafsnit 

på landsplan. I dag er der 59 afsnit med i alt 

947 sengepladser. 65-70 pct. af patienter med 

apopleksi i Danmark behandles på et apopleksiafsnit, 

hvilket har indflydelse på dødeligheden. I 

1990 døde over 20 pct. inden for den første måned 

og 34 pct. inden for det første år. I perioden 1995- 

1999 var tallene faldet til henholdsvis 17,1 og 

28,6 procent. 

Ris til den danske indsats 

Det halter dog stadig i flere amter med etablering 

af de specialiserede apopleksiafsnit, og ifølge 

CEMTV’s vurdering mangler der mellem 350 og 450 

sengepladser på apopleksiafsnit på landsplan. Nogle 

amter har for få apopleksiafsnit eller har i stedet 

oprettet “pseudoapopleksiafsnit” (dvs. nogle få 

senge på et andet afsnit). 

Anbefalinger til indsatsen i fremtiden 

Evalueringen fokuserer på forskellige felter, som 

vurderes vigtige i den fremtidige udvikling af apopleksibehandlingen 

i Danmark. Der opfordres til en 

revidering og modernisering af referenceprogrammet 

fra 1994, som kun meget sporadisk omhandlede 

genoptræning - et arbejde der var påtænkt at 

skulle følge efter, men som aldrig blev gennemført. 

Der opfordres til, at der sættes mål for behandlingen 

for de næste fem år. Ligesom rapporten tilskynder 

til, at Danmark får en national klinisk kvalitetsdatabase 

for apopleksi i lighed med den svenske 

database Riks-stroke3) . 

CEMTV vurderer, at samarbejdet mellem sygehus 

og kommune er den samlede behandlingskædes 

svageste led. Der opfodres til, at man igennem en 

målrettet afprøvning får svar på, om apopleksiafsnittene 

bør have ambulant virksomhed med genoptræning 

ude i kommunerne og patientens hjem. 

Endvidere taler nye behandlingstilbud, den teknologiske 

udvikling, øgede brugerforventninger og høje 

omkostninger for en kraftig bevægelse mod mere 

dagbehandling, hjemmebehandling, undervisning 

mm. Man kan overveje, om dansk apopleksibehandling 

er for stærkt sygehus- og institutionsforankret, 

hvorfor CEMTV efterlyser en strategi til bedre 

udnyttelse af de nationale ressourcer. Den peger 

på, at det kunne være en styrkelse af den sidste

apopleksi 

del af behandlingskæden i primærsektoren frem for 

en udvidelse af sengekapaciteten på sygehusene. 

CEMTV peger på to andre væsentlige mangler: 

dels parametre for behandlingsindsats og -resultater 

og dels mål og parametre for brugertilfredshed. 

Mht. brugertilfredshed rapporterer apopleksiafsnittene, 

at patienter og pårørende er godt tilfredse 

med tilbudet. Dette bygger på en skønsmæssig 

vurdering, og pålidelige, kontinuerlige brugerundersøgelser 

(f.eks. elektroniske spørgeskemaer om 

opholdet) efterspørges. 

Debat 

CEMTV giver den danske apopleksibehandling et 

godt skudsmål og dermed sygehusvæsenet et opmuntrende 

klap på skulderen. 

Det er selvfølgelig også opmuntrende, at vi i dag 

har flere mennesker, der overlever apopleksi end 

for 10 år siden, og at vi i dag kan tilbyde de fleste 

patienter en specialiseret indsats i form af velfungerende 

apopleksiafsnit. 

Men det er ikke godt, at 25 - 30 pct. ikke tilbydes 

den optimale og kvalificerede tværfaglige indsats, 

som vores sygehusvæsen i dag har kvalifikationer 

til at give. Her er der tale om tilfældig forskelsbehandling. 

Set i lyset af der årligt anvendes otte milliarder 

til apopleksibehandling i Danmark, virker det ejendommeligt, 

at vi ikke har øremærkede midler til 

forskning og udvikling af apopleksibehandlingen 

inden for sygehusvæsenet. 

Det presser sig også på, at vi får vurderet, om 

vi følger de apopleksiramte godt nok til dørs, og 

at vi får en redegørelse af, hvordan det går de apopleksiramte, 

når de forlader sygehusvæsenet: Hvilke 

tilbud får de, og hvor tilfredse er de med dem? 

Der er ingen tvivl om, at det fortsat er vigtigt at 

sætte apopleksi på dagsordenen og udvikle en klar 

profil for bedre apopleksibehandling, også på rehabiliteringsområdet. 

■ 

Apopleksi 

● Ved apopleksi forstås en blodprop i hjernen eller 

hjerneblødning. I 85 pct. af tilfældene skyldes det 

en blodprop i hjernen, i 15 pct. en hjerneblødning. 

● Apopleksi er en af de store folkesygdomme i Danmark, 

den tredje hyppigste dødsårsag og den 

hyppigste årsag til alvorlig funktionsnedsættelse 

hos voksne. 

● Apopleksi rammer oftest ældre mennesker. 65 pct. 

er over 70 år og 32 pct. er over 80 år. 

● 10.391 mennesker blev i 1999 indlagt med et 

førstegangtilfælde af apopleksi. 

● Dødeligheden i perioden 1995-99 er 17,1 pct. beregnet 

for de første 30 dage, 24,4 pct. for de første 

seks måneder og 28,6 pct. for det første år. 

● Omkring 70 pct. af de overlevende udskrives til 

eget hjem. 

● 20-30 pct. af de overlevende får senere et nyt 

tilfælde af apopleksi. 

● Ca. 60 - 70 pct. af de danske apopleksipatienter 

får behandling i specialiserede apopleksiafsnit. 

● Apopleksi koster det danske samfund ca. otte milliarder 

kr. (direkte og indirekte omkostninger) 

Kilde: Evaluering af apopleksibehandlingen i Danmark 

1990 - 2000, Sundhedsstyrelsen 2002. 

Rapporten kan downloades fra CMTV’s hjemmeside: 

www.cemtv.dk/nyheder/119.asp 

1) Medicinsk teknologi vurdering (MTV) 

indeholder en analyse af de fire 

hovedområder: Teknologi (behandling), 

patient, organisation og økonomi 

2) Se mere på: 

www.riks-stroke.org/files/contents.html 


14 

Kampen for at få 

en uddannelse 

I 1999 fik Thomas Jensen en hjerneskade. 

Han var fra starten fast besluttet på, at han 

ikke ville gemmes af vejen på en pension, han 

ville have en uddannelse - og få et stykke papir 

på det, han kunne. Men det skulle vise sig at 

være langt sværere, end han havde troet. 

AF METTE TRIER, 

INFORMATIONSMEDARBEJDER, 



“Thomas havde fundet ud af, at han ville være automekaniker, 

og vi kontaktede derfor Teknisk Skole 

for at spørge, om Thomas kunne blive optaget, 

også selv om han har en hjerneskade,” fortæller 

Anne Jensen, der er mor til Thomas, og som har 

stået tæt ved hans side siden ulykken. Anne Jensen 

forklarede skolen, at Thomas skulle have ekstra 

hjælp for at kunne gennemføre uddannelsen, for 

koncentrations- og hukommelsesvanskeligheder 

var og er stadig en del af hverdagen for Thomas. 

Teknisk Skole bedyrede, at det ikke var noget problem, 

de var vant til elever med både “ordblindhed 

og nedsat hørelse.” En bemærkning der fik Anne 

Jensen til at “koge inden i, for hjerneskader er jo 

noget helt andet og kan slet ikke sammenlignes 

med den type vanskeligheder,” fastslår hun. 

Ulykken 

Thomas blev hjerneskadet efter en trafikulykke. På 

det tidspunkt var han 23 år, boede alene og var 

godt i gang med en landbrugsuddannelse. Han kom 

til bevidsthed efter at have ligget livløs hen en måned, 

hvor lægerne spåede ham 50 procents chance 

for at komme til sig selv igen - én af lægerne sagde 

sågar, “at der ikke var noget at vente på” - “man ved 

jo ikke, om det får nogen til at slukke for respiratoren,” 

siger Anne Jensen rystet. Trods de dystre 

perspektiver er han i dag en energisk og stædig, 

ung mand, fuldt opsat på trods hjerneskaden at 

dygtiggøre sig og få papir på det, han er værd. 

Efter genoptræningsafdelingen på Skt. Hans Hospital, 

som var det eneste sted, der havde plads til 

Thomas, flyttede han hjem til sin mor. Lejligheden 

blev opgivet og landbrugsuddannelsen ligeså. 

For at få Thomas i gang igen kontaktede Anne 

Jensen Hellig Anders Skolen i Slagelse, en specialskole 

for mennesker med særlige vanskeligheder. 

Thomas gik her to dage om ugen og genopfriskede 

sine dansk- og matematikkundskaber; én dag om 

ugen tog han til Filadelfia i Dianalund og fulgte edbundervisning. 

Ca. et år efter ulykken hørte Anne Jensen om 

Fjordbo 1) , og hun kontaktede kommunen i håb om 

at få bevilget et ophold til sin søn der. Men sagsbehandleren 

mødte dem med en snak om ‘ferie og 

hvor brun hun skulle være’. “Vi følte ikke vi blev 

taget alvorligt”, fortæller Thomas og hans mor. 

“Desuden fik vi besked på, at der var tre måneders 

sagsbehandlingstid, og at der ville gå endnu længere 

pga. sommerferien, der stod for døren.” 

Udsigten til at vente endnu ni måneder - et normalt 

Fjorbo-ophold - før Thomas kunne komme videre 

var nedslående. Anne Jensen besluttede derfor 

at tage skeen i sin egen hånd. Hun gik direkte 

til socialudvalgsformanden og forelagde sagen her. 

Kort efter fik Thomas en ny sagsbehandler, som 

“talte ordentligt” til dem, og som kørte sagen igennem 

inden sommerferien. Thomas blev optaget på 

Fjordbo i seks måneder. Opholdet blev siden forlænget 

til ni måneder. 

Støtteperson 

På Fjordbo var to praktikperioder med til at afklare 

Thomas mht. fremtidig uddannelse og jobønsker: 

Han ville være automekaniker eller it-reparatør. 

Efter Fjordbo var Thomas i stand til at klare sig 

selv i en lille lejlighed. Han fik tildelt en støtteperson 

af kommunen, som skulle rådgive og hjælpe med at 

få det nye liv og hverdagen til at hænge sammen. 

Støttepersonen havde aldrig arbejdet med senhjer-

Anne Jensen har siden Thomas’ ulykke kæmpet 

for at han kunne få en uddannelse. 

neskadede, og hendes indsats huskes mest for den 

bunke “smøger hun røg” og de “hygge-snakke”, 

hun førte. Egentlig hjælp med at føre Thomas videre 

frem til sine mål, følte han ikke, han fik. Da ordningen 

ophørte, følte han det ikke som noget tab. 

Teknisk Skole 

I september 2000 var Thomas og hans mor på baggrund 

af løfterne fra Teknisk Skole - og ikke mindst 

i lyset af de manglende alternativer - blevet enige 

om, at skolen skulle have en chance. Thomas mødte 

op hver dag og blev krydset af for tilstedeværelse; 

derefter blev han overladt til sig selv. Som 

ugerne gik blev Thomas mere og mere usikker på 

sig selv, og på om han “fulgte undervisningen til 

punkt og prikke”, men lærerne sagde, at “det gik 

jo godt!” 

Ved gruppearbejde var han henvist til sit selv. 

Hverken lærere eller elever sørgede for, at han kom 

i gruppe med andre. Således forløb to måneder, 

indtil den første test afslørede, at Thomas ikke havde 

bestået. Thomas’ selvtillid raslede i bund, han 

droppede uddannelsen og begravede samtidigt 

drømmen om at blive mekaniker. 

Men et stærkt uddannelsesønske fik Thomas til 

at klø på igen, han ville i stedet prøve om IT-området 

var noget for ham. Anne Jensen havde fundet 

frem til daghøjskolen i Haslev for mennesker med 

vanskeligheder med at komme ind på det traditionelle 

arbejdsmarked. Thomas tog et 20 ugers kursus 

som IT-supporter, og i modsætning til på Teknisk 

Skole fik han her al den ekstra hjælp, han havde 

behov for og mulighed for at følge undervisningen 

i det tempo, der passede til ham. Thomas 

følte, “at han blev taget alvorligt” og fik en følelse 

af, at han “kunne noget”. Han klarede sig godt og 

var i stand til at følge undervisningen på avanceret 

niveau. 

Men et daghøjskolebevis var ikke adgangsbillet 

til et job og en fremtid, hvor Thomas kunne klare 

sig selv, som han havde drømt om. Men han var 

blevet afklaret mht. jobønsker og vidste, han ger- 

ne ville dygtiggøre sig inden for IT-området. Blot 

vidste han ikke hvordan. 

Manglende alternativer 

For Thomas havde oplevelserne på Teknisk Skole 

betydet, at en nederlagsfølelse var tæt forbundet 

med skolen. Alligevel - pga. manglende alternativer 

og iveren efter at få en uddannelse - forsøgte han 

sig med en anden Teknisk Skole, som udbød IT-supporteruddannelsen. 

Anne Jensen understregede igen sin søns vanskeligheder 

over for skolen og behovet for ekstra 

hjælp, hvis han skulle kunne gennemføre uddannelsen. 

Skolen forsikrede, at hvis hjælpen ikke 

fandtes i huset, ville den blive købt ude i byen. 

Thomas vovede pelsen og kastede sig ud i sit andet 

traditionelle skoleforløb to og et halvt år efter 

ulykken. 

Men ikke længe efter opdagede Thomas, at de 

fine ord om ekstra hjælp ikke holdt i virkelighedens 

verden. Det gik som på den anden Tekniske Skole. 

Efter den obligatoriske fremmøde-afkrydsning (skoler 

tildeles penge af staten efter antallet af elever) 

blev han overladt til sig selv. På to måneder var 

hans selvtillid i bund, og han stoppede uddannelsen; 

der var ikke udsigt til at tingene ville ændre sig. 

Imidlertid var Anne Jensen blevet utålmodig på 

sin søns vegne. Noget måtte kunne gøres. Hun ringede 

til Hjerneskadeforeningen og til Hjerneskadesamrådet 

i Vestsjællands Amt og satte dem ind i, 

at Thomas nu på andet år ikke var kommet videre 

med at få hjælp til en uddannelse. I samråd med 

en sagsbehandler i Hjerneskadeforeningen og en 

sagsbehandler i Slagelse Kommune blev det besluttet, 

at Thomas kunne påbegynde en nystartet 

uddannelse som IT-vicevært i firmaet BSP-Intracom 

ApS. Uddannelsen er specielt målrettet til folk med 

Thomas’ vanskeligheder og handicaps. På tredie 

måned er Thomas nu godt i gang med uddannelsen. 

Han klarer sig fint og har genvundet selvtilliden 

og troen på, at han kan noget - og dermed på 

fremtiden. ■ 

1) Fjorbo er et genoptræningsog 

behandlingssted for 

unge mellem 17 og 25 år. 

Se mere i Fokus 3 2002. 


16 

Tilbage til arbejde via 

AF ANJA PRINDS, 

BSP-INTRACOM APS. 

1) Cue to learn, stikordet 

(koden) til læring 

2) Se artikel om Thomas 

på side 14. 


I over tre år har en gruppe frivillige, 

unge IT-nørder arbejdet sammen 

om at udvikle IT-værktøjer til handicappede. 

Formålet er at øge livskvalitet, 

kommunikation, selvstændighed 

og jobmuligheder for en udsat gruppe 

mennesker. Et af IT-værktøjerne er 

Q2learn - et program med individuelt 

tilrettelagt undervisning ved hjælp af 

bl.a. billeder, videoklip og tale. 

Thomas René Jensen er en af de unge, som for øjeblikket 

får undervisning via Q2learn 1) , et program 

der skal hjælpe ham med at lære nyt, og huske det 

han lærer. Det er et visuelt læringsprogram, hvor 

undervisning og uddannelse tilrettelægges individuelt 

til den hjerneskadede eller handicappede. Det 

vil sige, at der er hjælp at hente, uanset om behovet 

er at få tingene læst højt eller lære via billedklip 

eller filmmedier, så den skadede kan lære i 

et tempo, der passer til ham eller hende. 

IT vicevært 

I øjeblikket undervises og uddannes Thomas René 

Jensen, der er hjerneskadet efter en trafikulykke2) , 

til IT- vicevært. Thomas har oplevet en række nederlag 

på forskellige andre uddannelser, blandt andet 

på Teknisk Skole, hvor der ikke var nogen, der tog 

sig af ham. Inden Thomas påbegyndte IT-viceværtuddannelsen, 

blev han evalueret i en måned, således 

at det kunne vurderes, hvilket niveau han befandt 

sig på, og klarlægges, hvilke forhold der skulle 

tages højde for i tilrettelæggelsen af hans daglige 

udfordringer. 

For Thomas’ vedkommende er uddannelsen skemalagt 

et år frem. I løbet af det år vil han blive 

klædt på til at hjælpe andre skadede og handicappede 

eller ældre mennesker til at bruge IT-værktøjerne. 

Træningen foregår fem timer dagligt som 

en blanding af teori og praksis. For at han kan lære 

tingene i den rækkefølge og i det tempo, der passer 

ham, er der taget højde for Thomas koncentrationsevne, 

hukommelse, træthedsniveau, personlige 

kvalifikationer samt hans faglige interesser og - 

niveau. 

Løbende justering 

Undervisningen justeres løbende ud fra evalueringsrapporter, 

som også foretages før og efter 

træningen. Dette giver også Thomas mulighed for 

selv at følge med i, på hvilke områder han har sin 

styrke, og hvor han skal sætte ekstra ind. Til støtte 

i undervisningen får han et sæt personligt tilpassede 

værktøjer i form af billeder, videoklip mv., 

som også kan bruges i et fremtidigt arbejde. På 

sigt får Thomas ligeledes mulighed for hjemmefra 

at følge undervisningen og få lærerkonsultationer 

via internettet. En mulighed der ikke mindst er 

ideel for handicappede, der bor langt væk. 

Jobværktøj og problemløser 

Q2learn kan bruges inden for mange uddannelsesog 

jobområder - ikke kun inden for IT-verdenen, 

men da Thomas er interesseret i IT, har vi valgt at 

koncentrere os om IT-viceværtsuddannelsen. Kommer 

Thomas en dag i tvivl om, hvordan et problem 

skal løses, kan han blot afspille den relevante minifilm 

eller billedserie, som trinvist guider ham igennem 

den handling, han er i tvivl om. På den måde

Q2learn 

forsøger vi hele tiden at opbygge trygge rammer i 

forhold til løsning af de tekniske udfordringer. 

I den virkelige verden 

Det er meningen, at Thomas efter uddannelsen skal 

kunne hjælpe mennesker med forskellige handicaps 

i alle aldre med at bruge IT. F.eks. den ældre 

med at sende e-mails til barnebarnet, sikre at bofælleskabets 

trådløse netværk kører som det skal, 

eller overtage ansvaret for IT-området i nogle boligblokke 

(IT-vicevært). Thomas vil desuden kunne 

hjælpe med installation og konfiguration af computere 

i IT-branchen. 

Faglighed og personlighed hånd i hånd 

Sideløbende med det tekniske får Thomas undervisning 

i, hvordan han kan udvikle sine personlige 

kvalifikationer. Det er ligeså vigtigt som at træne 

det faglige, især når man skal lære at fungere i hverdagen 

med en hjerneskade. 

I uddannelsessituationen begår Thomas sig i et 

miljø, hvor undervisere og kollegaer er vant til at 

arbejde med hjerneskadede. Lærerne er meget bevidste 

om, at han hele tiden får nye udfordringer 

og oplever nye succeser. Udover det faglige udbytte, 

skal det medvirke til at styrke Thomas selvtillid. 

Hjerneskadeforeningen bidrager 

med viden og sparring 

Hjerneskadeforeningen har fra starten støttet BSPintracom 

med udviklingen af IT værktøjer til hjerneskadede 

og andre handicappede. Foreningens 

holdning er, at på lige fod med at den blinde tildeles 

en førerhund, skal den hjerneskadede tilbydes 

IT værktøjer, der kan tilpasses den enkeltes 

kommunikations og service behov. Hjerneskadeforeningen 

bidrager således med faglig sparring og 

hjælp fra de forskellige interessenter i foreningen 

(faglige ekspertgrupper og hjerneskadede medlemmer), 

hvilket har givet gode afprøvningsmuligheder 

af IT-værktøjerne. ■ 

Fakta 

Anja Prinds er ejer af BSP-intracom ApS. 

Firmaet udvikler bla. IT-løsninger til hjerneskadede 

og andre handicappede. BSPintracom 

består i dag af 25 frivillige fra ITbranchen 

(ingeniører, systemteknikere m.fl), 

der bruger deres fritid og arbejdstid på at 

hjælpe med udviklingen af disse IT værktøjer. 

En del har en anden etnisk baggrund, 

og det giver et positivt indspark til projektet, 

fordi mange af dem er vant til at 

servicere de ældre og familien som helhed. 

Hjerneskadede og andre handicappede, 

der har interesse for IT og som har sprog 

eller billedforståelse (film/billeder) kan optages 

på kurset. For at sikre den individuelle 

træning er der et begrænset antal 

pladser. 

Mere information kan fås ved kontakt 

til: Anja Prinds: tlf. 26 27 07 66, e-mail: 

anja.prinds@bsp-intracom.dk 

Thomas Jensen er godt 

i gang med uddannelsen 

som IT-vicevært. 


18 

Værdier i 

samfundet 

Øvelse 

Konsekvens 


Eksekutive 

funktioner 

Tilbage til folkeskolen 

Et barn med en hjerneskade, der ikke er så alvorlig, 

at et specialtilbud er påkrævet, vender tilbage 

til folkeskolen. Arbejdet med elevens sociale 

kompetencer bliver ofte den største udfordring. 

Men lærerne er slet ikke rustet til opgaven. 

AF LENE DAUGAARD, 

LÆRER OG NEUROPÆDAGOG, 

VIBORG KOMMUNE. 

Når et barn med en hjerneskade kommer tilbage til 

skolen, er det almindelige folkeskolelærere uden specialpædagogisk 

baggrund, der underviser det. Lærerne 

er forventningsfulde, positive og har de bedste 

forhåbninger, men ikke den fornødne viden om tilrettelæggelse 

af undervisningen ud fra en neuropædagogisk 

tilgang. Her er viden om hjernen, dens 

udvikling og funktion, viden om hjerneskaden og elevens 

tidligere funktionsniveau en forudsætning for at 

kunne tilrettelægge den optimale undervisning. 

Derfor burde det være en selvfølge at lærere, der 

skal modtage et barn med erhvervet hjerneskade, 

får mulighed for at deltage i kurser om hjerneskader 

og danne netværk med andre lærere i en tilsvarende 

situation. 

Det sociale aspekt 

Ingen erhvervede hjerneskader hos børn er ens. 

Alligevel har børnene ofte ét fællestræk: de har vanskeligt 

ved at begå sig socialt1) . 

Sociale adfærds 

funktioner 

Afpasset adfærd 

Regulering af 

egen adfærd 

At sætte mål 

Planlægge og 

organisere 

Initiativ og 

vedholdenhed 

Sociale evner 

Selvbillede og 

evaluering 

Strategisk tænkning 

Samtale evner 

Fleksibilitet 

Sprog og 

kommunikation 

Fortælling 

Humor 

Hukommelse 

Fornuftsslutninger 

Organisere 

Sociale adfærdsrutiner 

Coaching 

Kognitive 

funktioner 

Når barnet vender tilbage til folkeskolen er der 

ofte i starten stor opmærksomhed fra kammeraterne. 

Men senere, hvis det viser sig, at barnet ikke 

kan begå sig socialt, ændres det til kun at være accept 

af barnet. I puberteten, hvor udviklingen foregår 

i rasende fart, kan skellet blive så stort, at den 

skadede unge ikke føler sig som en del af klassefællesskabet 

og heller ikke inviteres med til snakke 

eller fester. Dermed forsvinder noget af det væsentligste 

for det at være menneske: At blive talt 

med og lyttet til. 

Udgangspunkt i de sociale adfærdsrutiner 

Al læring starter i de sociale adfærdsrutiner. Amerikaneren 

Mark Ylvisaker2) sammenligner rehabilitering 

af barnet og dets udvikling af kognitive og eksekutive3) 

funktioner med en blomst, der gradvist 

udvikles via samvær i simple hverdagsrutiner 

såsom samtaler, madlavning, påklædning, leg mv. 

Barnet lærer gennem mødet med andre, det suger 

næring til sig gennem rødderne. 

Solen symboliserer, at det, barnet lærer, skal 

være værdsat i miljøet. Eksempelvis forventer kammeraterne 

en bestemt opførsel i klassen i forhold 

til samtaler, spisesituationer, undervisning mm. Betingelsen 

for accept er, at barnet ved, hvordan man 

opfører sig. Hvis barnet ikke indfrier disse forventninger, 

vil det langsomt men sikkert marginaliseres 

i klassen. 

Herved mindskes rodfæstet, barnet mistrives i 

miljøet og kan dermed heller ikke udvikle sig optimalt 

på alle de andre områder. 

Lærerens opgave symboliseres med en vandkande. 

Den består i at lave rammerne for barnet. Spaden 

symboliserer, at barnets indlæring sker igennem 

mulighed for øvelse i mange varierede situationer. 

Denne form for rehabilitering kan også kaldes 

samværstilgangen, idet der lægges vægt på deltagelse 

i hverdagsaktiviteter. Barnet lærer så at sige, 

hvordan man agerer i et givent miljø. Derfor bør 

læreren altid medtænke arbejdet med de sociale 

adfærdsrutiner ind i undervisningssituationer. 

Sociale historier 

Et barn, der har store vanskeligheder med sociale 

adfærdsrutiner, kan have stor nytte af at arbejde 

med sociale historier4) . I sin enkelhed går det ud 

på at lave en tegneserie med minimum tre billeder, 

hvor situationen i midten illustrerer, det der gik 

galt. Det første billede (til venstre) beskriver, hvad 

der gik forud for handlingen, mens billedet til højre 

skal illustrere, hvad barnet kunne have gjort for 

at få en god slutning. Har barnet mange løsnings-

og hvad så? 

forslag tegnes disse under hinanden og derefter vælges 

den bedste løsning. Målet er, at alle personer 

på den sidste tegning skal have en smilende mund. 

Tegneserierne kan bruges til at forebygge krisesituationer, 

og de gemmes i en mappe, så de kan 

repeteres gang på gang eller bruges i en evaluering 

sammen med barnet. 

Det følgende er et par undervisningseksempler 

hentet fra hverdagen. 

SMS-guide 

For unge i dag er det vigtigt at kunne sende og 

modtage SMS’er. Men for den skadede unge er problemet, 

at han ikke kan huske forklaringerne på, 

hvordan beskeden skal sendes. For at kompensere 

for dette kan man fremstille et lamineret kort i 

størrelse med mobiltelefonen. Ved hjælp af kortet 

kan de fleste på få dage blive i stand til at sende 

SMS’er uden hjælp. 

At skrive en historie 

Da de fleste børn med erhvervede hjerneskader er 

ramt på de eksekutive funktioner i større eller mindre 

grad, gælder det om at få lagt skinner ud for 

eleven og at lave rammerne for den aktuelle læring, 

da barnet måske ikke 

● selv kan tage initiativ 

● har overblik over, hvad opgaven indebærer 

● har fantasi til at se, hvad de kan gøre 

● kan evaluere deres arbejde og indrette opgaven 

derefter 

● kan sætte mål eller nå de mål, de sætter sig 

● kan ændre tankegang, når noget er sat i gang 

Hvis eleven skal skrive en tekst, kan støtten være 

som nedenstående, hvor brug af digitalkamera og 

scanner er en væsentlig del – også som støtte for 

hukommelsen. Her er hjælpen som et lille hæfte 

med et overordnet emne og hver side har sit tema. 

Siderne opbygges som illustreret overfor. 

En anden god støtte til at skabe overblik er brug 

af opslagstavler med billeder og tekst, der fortæller 

om et givent emne. Via opslagstavlen kan eleven 

ved timestart let orientere sig om det arbejde, 

der er i gang. På den måde bliver det også overskueligt 

for læreren at repetere hele forløbet, inden 

den næste opgave skal løses. 

Afmystificering 

Det er vigtigt at afmystificere hjerneskaden og dens 

følger ved at tale med forældrene og barnet. Her 

må der lægges vægt på barnets stærke sider, således 

at problemerne f.eks. ikke opfattes som ud- 

tryk for dårlig intelligens. Målet er at barnet: bliver 

i stand til at sætte ord på problemerne, får indsigt 

i egne stærke og svage sider, styrker sin selvagtelse, 

bevarer sin personlige stolthed, beskyttes mod 

ydmygelser, får styrket de stærke sider og undgår 

at komme ind i en negativ spiral. 

Samtaler af denne art kan finde sted fra fire – 

fem-årsalderen på tidspunkter, hvor barnet oplever 

frustrationer, og kan foretages løbende. Samtalerne 

foretages af en person med indgående kendskab 

til barnet – dog ikke et familiemedlem, da oplysningerne 

skal fremstå så objektive som muligt. Målet 

er, at hjælpe barnet til at kunne arbejde med 

de problemer, der er opstået som følge af hjerneskaden. 

Det kan kun ske, hvis det forstår og får 

indsigt i hjerneskaden. Barnet har brug for at få et 

ordforråd til hjælp til at forstå og beskrive de vanskeligheder, 

det arbejder med. 

Overordnet skal alle parter være klar over, at 

skaden kan have betydning for udviklingen og konsekvenser 

for barnets fremtid, og at det er vigtigt 

at gøre en indsats for, at barnet via sine stærke 

sider alligevel kan udvikle sig. 

En vigtig forudsætning for at fremme en positiv 

udvikling er, at man i rehabiliteringens tredie fase 

lægger vægten på den sociale adfærds rutiner og 

ikke som mange misforstået tror, kun tænker på at 

få barnets faglige kundskaber på niveau med de 

øvriges i klassen. ■ 

❶ Et billede af det, der skal skrives om. 

❷ Ramme, hvor jeg har skrevet ord, 

der styrer rækkefølgen og indholdet. 

❸ Ramme, hvor eleven skriver sin historie. 

1) Andre problemer er beskrevet 

i Fokus nr. 2 og 3 i 2002. 

2) Mark Ylvisaker: Clinical 

Practice Management. 

Gaithersburg, MD, Aspen 

Press, 1999, New York. 

❶ 

Mine skilærere. 

De andre elever. 

Vi lærte at tage lifterne. 

Jeg var på bamsebakken og 

grønne pister første dag. 

Vi fik kakao i fjeldstuen. 

❷ 

Anden dag var vi på blå pister. 

Vi legede også. 

❸ 

3) Planlægning og kontrol 

af adfærd og handlinger, 

dømmekraft, fleksibilitet i 

tankegang og opnåelse af 

mål, evne til at bruge feedback 

til at ændre strategier 

samt selvmonitorering. 

4) Se “Specialpædagogik” 2/97. 


20 

AF KIRSTEN BRINK, 

SYGEPLEJERSKE, 

MASTER OF SCIENCE 

1) Medical College of Brain 

Injury Rehabilitation Unit, 

Richmond, Virginia, 


Fyrtårnsstrategien 

Fyrtårnsstrategien blev første gang præsenteret for 

mig på et studiebesøg i USA i 1999 af Neuropsykolog 

Dr. Janet Niemeier, der arbejder med genoptræning 

af patienter efter hjerneskade på Virginia 

Commonwealth University (VCU) i USA 1) . I 2000 og 

2001 gentog jeg besøgene og fik lov til at arbejde 

sammen med Janet Niemeier om genoptræning efter 

fyrtårnsstrategien. På afdelingen arbejdes der 

ud fra et tværfagligt grundlag. 

Jeg fik supervision, mens jeg guidede mine 

‘egne’ patienter, og erfarede på den måde ved selvsyn, 

hvor effektfuld strategien kan være. 

Træningen går i sin enkelhed ud på, at patienten 

bliver bedt om at forestille sig, at hans øjne er 

et fyrtårns lys, der skanner horisonten i mørke. Patienten 

opfordres derefter til at bruge dette indre 

billede – denne forestilling af sig selv som et fyrtårn 

– i en terapeutisk træningssituation, hvis formål 

det er at behandle nedsat opmærksomhed. 

Fremgangsmåde 

1. Alle patienter bliver ved indlæggelsen vurderet 

ud fra Mesulam Verbal Cancellation Test. 

2. Efter testen får patienten vist de bogstaver, de 

overså og får information om metoden. 

3. Patienten får forevist en enkel stregtegning af 

Cape Hatters Fyrtårn, et kendt fyrtårn i North Carolina. 

Derefter får han fortalt flg.: 

Fyrtårnsstrategien giver anvisning 

på, hvordan patienter med neglect 

– manglende opmærksomhed 

på venstre eller højre synsfelt – 

vha. en enkel stregtegning og 

opfordringen til at forestille sig 

selv som et fyrtårn, kan overvinde 

selv betydelige vanskeligheder. 

Metoden er udbredt i USA, hvor 

den bruges som et effektivt supplement 

til den øvrige træning. 

“Når patienter, der har det som du, prøver at 

gøre noget, der gør det nødvendigt at se både 

til højre og venstre, så beder jeg dem forestille 

sig, de er et fyrtårn som dette.” 

Terapeuten placerer derefter tegningen af fyrtårnet 

til venstre eller højre i patientens synsfelt, 

hvor han er i stand til bedst at se den. 

Herefter får patienten forklaret, at hans øjne 

er som lyset i fyrtårnet, der scanner horisonten 

for at lede skibene på havet i sikkerhed. 

4. Terapeuten viser derpå en enkel tegneopgave, der 

kræver drejning af hovedet (scanning med øjnene) 

i en halvcirkel for at få det hele korrekt med. 

Patienten tegner så vidt muligt selv en skitse 

eller overtegner et allerede tegnet fyrtårn med 

en anden farve blyant. 

5. Hvis patienten mangler noget af billedet, får han 

følgende besked: “Se, du mangler dette på højre 

side (eller venstre). Lad os prøve igen, men 

denne gang forestiller du dig, du er et fyrtårn.” 

Terapeuten peger på billedet, mens han banker 

let i bordet “og drej så dit hoved fra højre mod 

venstre som lyset på toppen af et fyrtårn. Langsomt, 

men hele vejen.” 

6. Patienten får herefter vist, hvor meget bedre han 

kan anden eller øvrige gange, når han visualiserer 

sig selv som et fyrtårn i undervisningssituationer, 

hvor neglecten volder ham problemer.

7. I de tre følgende øvetimer bliver den indledende 

træning foretaget med brug af blyant og papir 

eller computerskærm med tilhørende computerblyant. 

I anden halvdel af øvetimerne går patient og terapeut 

sammen ud i afdelingen. Patienten udpeger 

og siger navnene på medpatienter og ting (eksempelvis 

stol, blyant osv.) rundt om ham. Først uden, 

derefter med små henvisninger til fyrtårnsstrategien. 

I nogle tilfælde anvendes små fysiske vink i form 

af et lille prik på neglectsidens skulder sammen 

med korte verbale henvisninger. 

Efterhånden som patienten bliver bedre til selv 

at bruge strategien, ophører terapeutens anvisninger, 

og fyrtårnsstrategien bruges herefter som supplement 

og inddrages i de terapeutiske træningsopgaver, 

hvor der trænes andre målrettede strategier 

som erstatning for de mistede færdigheder. 

Alle terapeuter, plejepersonale, læger og behandlere 

i patientens faste team får en kort undervisning 

i at bruge tegningen og får at vide, hvilke 

mundtlige anvisninger, patienten havde brug for 

under de terapeutiske øvelser. 

Plejepersonale i hjemmet, familie og patient får 

udleveret små plakater med stregtegning af fyrtårnet 

til at tage med hjem og placere på strategiske steder, 

som patienten ofte passerer i løbet af de daglige 

rutiner, f.eks. på en køleskabsdør, et badeværelsesspejl 

osv. På den måde bliver patienten konstant 

mindet om at bruge metoden i dagligdagen. 

Selvværd 

Fyrtårnsstrategien fremstod som en god tværfaglig 

behandling, hvor hele teamet var involveret i at 

træne strategien, og de pårørende udviste stor interesse 

og støtte i forløbet. 

Patienterne gav udtryk for, at de forestillede sig 

selv som høje, stærke kyststrukturer, som ingen 

storm kunne vælte. Igennem dette billede fik de en 

øget fornemmelse af styrke og selvværd. 

De udvalgte patienter fik tillige en mere positiv 

og aktiv rolle i behandlingen tidligere i forløbet end 

kontrolgruppen, der virkede svage og mere passive, 

og som kun drejede hovedet på opfordring. 

Kontrolpatienterne, der ikke blev trænet i strategien, 

nåede ikke tilsvarende gode resultater i de 

neuropsykologiske undersøgelser, der afsluttede 

genoptræningsforløbet for begge patientgrupper. ■ 

Kirsten Brink kan kontaktes på email: 

kirsten.brink@get2net.dk 

Litteratur: 

1. Niemeier, J.P.: The use of visual imagery to 

improve the visual motor and sensory integrative 

skills of a brain stem CVA patient. Poster. 

Arlington, Virginia, 1995. 

2. Harrel, M., Parente. F., Billinrath, E. G. et al: 

Cognitive rehabilitation of memory: A practical 

guide (Gaithersburg, Maryland, Aspen Publications) 

1992. 

3. Mesulam, M.M.: Principles of behavioural 

Neurology (Philadelphia, F.A.Davis Inc.) 1992. 

Undersøgelsesresultater 

31 mennesker med neglect som følge af apopleksi deltog 

i undersøgelsen: 

16 patienter, otte mænd og otte kvinder (45-77 år) 

deltog i forsøgsgruppen. 

15 patienter (44-77 år) deltog som kontrolgruppe. 

Alle 31 patienter havde 11 års skolegang og samme 

sociale status. De startede alle i dagsprogrammet i 

Brain Injury Rehabilitation Unit i gennemsnitligt to 

måneder efter skaden og havde en gennemsnitlig 

indlæggelsestid på 25 dage. 

Patienterne blev udvalgt efterhånden som de blev 

indlagt og opfyldte kriterierne ud fra de neurologiske 

undersøgelser, der dokumenterede højre- eller venstresidig 

neglect. 

I begge grupper havde tre højresidig neglect, alle 

andre venstresidig. 

Samtlige 31 patienter gennemgik samme genoptræning, 

bortset fra fyrtårnsstrategien, som kun patienterne 

i forsøgsgruppen trænede. Strategien blev brugt 

som et supplement til den øvrige genoptræning. 

Data blev formelt analyseret ved hjælp af forskellige 

neuropsykologiske undersøgelser, som kan oplyses 

ved henvendelse til artiklens forfatter. 

På udskrivningstidspunktet blev alle de behandlede 

patienter igen neuropsykologisk testet. 

Der blev ikke foretaget nogen formel analyse af tilbagemeldinger 

fra familie og hjemmepleje, men uformelle 

tilbagemeldinger viste en klar bedring i patienternes 

sikkerhed, bevægelse, adfærd 

og kørestolsbrug både hjemme og i 

sociale sammenhænge. 


22 

AF ESKILD FRØSHAUG PETERSEN, 

CENTERLEDER PÅ KURHUS. 

Rapporten “Rehabilitering af 

mennesker med traumatiske 

hjerneskader på Kolonien 

Filadelfia” kan hentes på 

www.akf.dk eller købes hos 

AKF Forlaget, Nyropsgade 37, 

1602 København V, 

tlf. 33 11 58 12. 


Overvejende roser til Kurhus 

Den 175-siders lange rapport indeholder en uvildig 

evaluering af Kurhus fra institutionens start i 1997 

– og til vi blev en selvfinansierende, etableret rehabiliteringsinstitution 

for et år siden. I evalueringen 

har Kjeld Høgsbro fulgt 29 klienter fra de blev 

udskrevet fra hospitalet og overført til Kurhus – og 

til de forlod stedet året efter. 

Der er tale om en altovervejende positiv evaluering: 

“Det er lykkedes at skabe et professionelt miljø, 

der kan fastholde omsorgsfunktioner, tillidsforhold 

og arbejdstilfredshed. Dermed er der skabt trygge 

rammer, som er en væsentlig forudsætning for 

klienternes personlige udvikling”, udtaler Kjeld 

Høgsbro og fortsætter: “Personalet har formået at 

skabe et sted, pårørende og klienter oplever som roligt, 

trygt og imødekommende. Alt i alt synes der at 

være tale om en konstruktiv kommunikation mellem 

faggrupperne og mellem ledelse og medarbejderne”. 

Kritik 

Men rapporten er også på nogle områder kritisk over 

for arbejdet på Kurhus: 

● Arbejdet med de pårørende har været forbundet 

med en række vanskeligheder. 

● Det tværfaglige arbejde kan forbedres, således at 

‘mindre’ faggrupper – som pædagoger, socialrådgivere 

og psykologer – får større indflydelse 

på de enkelte rehabiliteringsforløb. 

● Koordineringen af arbejdet med klientens hjemkommune 

er utilstrækkelig. 

Konsekvenser 

På Kurhus har vi i videst mulig omfang forsøgt at 

tage kritikken til efterretning: 

For det første er støtten til de pårørende intensiveret, 

således at vi nu tilbyder individuel støtte 

til den enkeltes familiemedlemmer. Assistancen gives 

af psykologer, socialrådgivere eller andre faggrupper 

– afhængigt af vanskeligheder og behov. 

Desuden tilbyder vi en række møder – bl.a. fire årli- 

“Professionel og kompetent”, sådan lød overskriften 

på den pressemeddelelse, som AKF, Amternes og 

Kommunernes Forskningsinstitut, udsendte i august 

2002. Anledningen var udgivelsen af seniorforsker 

Kjeld Høgsbros rapport “Rehabilitering af mennesker 

med traumatiske hjerneskader på Kolonien Filadelfia”. 

Rapporten beskriver klienternes situation og vurderer 

det tværfaglige arbejde på Kurhus. 

ge internatweekender – hvor pårørende kan mødes 

og drøfte deres situation. På disse møder orienterer 

og rådgiver fagfolk om hjerneskader og om de 

psykiske og sociale konsekvenser for familien. 

For det andet har vi forsøgt at styrke samarbejdet 

mellem Kurhus’ mange faggrupper igennem en 

ændring af organiseringen af den daglige træning. 

Der er i dag tilknyttet et såkaldt miniteam til hver 

enkelt klient. I miniteamet er alle de faggrupper repræsenterede, 

som kan støtte klienten i at nå hans 

eller hendes mål. Ud over at disse miniteams muliggør 

en smidig og effektiv træning, synes strukturen 

også at sikre de små faggruppers indflydelse. 

For det tredje har vi opnormeret socialrådgiverne 

som et led i bestræbelserne på at sikre den 

bedst mulige koordinering mellem Kurhus og de instanser, 

der skal danne ramme om klienternes fremtidige 

tilværelse. 

Bedømt efter udtalelser fra klienter, medarbejdere, 

pårørende og samarbejdspartnere ser det ud til, 

at ændringerne har medført en styrkelse af Kurhus’ 

rehabilitering på de nævnte punkter. Og denne formodning 

vil forhåbentlig blive bekræftet, når vi inden 

for det næste år gentager de spørgeskemaundersøgelser, 

som har ligget til grund for AKFs kritik. 

Nytter det? 

Rapporten evaluerer ikke effekten af rehabiliteringen 

på Kurhus. Med andre ord besvarer den ikke spørgsmål 

såsom “Hjælper det noget? Får klienterne noget 

ud af opholdet på Kurhus? Gør Kurhus en forskel?” 

Sådanne spørgsmål er særdeles vanskelige at besvare. 

Ikke desto mindre er de altafgørende for den 

enkelte klient og hans eller hendes pårørende. I et 

forsøg på at synliggøre effekten af rehabiliteringen 

har vi selv igangsat undersøgelser, der kan anskueliggøre 

det udbytte, klienterne har af opholdet. Forhåbentlig 

vil disse undersøgelser også medvirke til, 

at vi forbedrer vores tilbud yderligere. ■

A-one 

Jørgen blev indlagt på apopleksiafdelingen efter at 

være blevet fundet i hjemmet af datteren dagen i 

forvejen. Han kunne ikke låse døren op for hende 

og sagde “ja, ja” uden at gøre noget kun iklædt 

hat, undertøj og sko. 

På apopleksiafdelingen starter den ergoterapeutiske 

optræning ud fra A-one metoden. For at 

få indblik i Jørgens vanskeligheder, påbegyndes observationen 

i spisestuen. Her kan Jørgen hverken 

finde service eller mad. Jeg tager derfor maden for 

ham, og vi sætter os ned på Jørgens stue, hvor han 

kan spise. 

Jørgen får gaflen i hånden, men holder omvendt 

og meget let på gaflen og forsøger nu at få gaflen 

under tallerknen. Derefter forsøger han at få mælk 

op af glasset med gaflen. Problemer af denne art 

opstår hver gang Jørgen stilles over for nye opgaver 

(opgaver som han normalt ville klare uden at 

tænke over det). 

Næste morgen træner Jørgen sammen med mig, 

hvordan han skal vaske sig, tage tøj på, børste tænder 

og rede hår. Efter nogle dage kender han nu 

badeværelset og benytter sine egne toiletsager. For 

at kunne undersøge ud fra A-one metoden, er det 

en forudsætning at omgivelser og ting er kendte. 

Jeg beslutter nu at bruge A-one, for at se hvilke 

dysfunktioner, der hindrer Jørgen i at klare sin personlige 

hygiejne. Det vil sige, at jeg observerer, 

hvad Jørgen foretager sig, efter at han har fået at 

vide, hvad han skal gøre. 

Både tøj, håndklæder, kam, tandbørste, tandpasta 

og krus lægges frem på forhånd. På stuen har 

Undersøgelsen udføres af ergoterapeuter med bestået eksamen efter A-one kursus. 

Det er en standardiseret, valid og pålidelig undersøgelse. A-one omfatter undersøgelse 

af den personlige hygiejne, påklædning, forflytninger, spisning og kommunikation. 

A-one i praksis 

A-one1) er en undersøgelsesmetode udviklet til mennesker med 

hjerneskader som apopleksi, kranietraumer og demens. Metoden er 

baseret på observation af almindelig daglig levevis (ADL), og ud fra 

dette tilrettelægges et træningsprogram. Det følgende er et eksempel 

på A-one i praksis med udgangspunkt i Jørgen2) , der har fået en blodprop 

i venstre side af hjernen. Jørgen har ingen fysiske symptomer. 

Jørgen fået at vide, hvad han skal og svarer “ja, ja”. 

Han kommer op af sengen uden hjælp og går hen 

til badeværelset, er lidt usikker på vej derhen, men 

finder det. Jørgen sætter sig ved håndvasken, men 

spørger først, om han skal sidde der (det er samme 

badebænk og sted, som han plejer at bruge). Han 

begynder at vaske overkroppen, men glemmer at 

tage undertrøjen af først. Han skal have hjælp til 

at få trøjen af, prøver selv først, men får armen ud 

af halsåbningen. Klarer derefter at vaske resten af 

overkroppen og får tørret sig med håndklædet. Jørgen 

tager kammen, kigger på den og reder håret i 

venstre side, men da han vil rede håret i højre side, 

kan han ikke få kammen til at vende rigtigt. Så ser 

han tandbørsten, kigger lidt usikkert på den og 

fører den så til håret. Bliver mundtligt forklaret, at 

han skal børste tænderne, men siger bare “ja, ja” 

og fortsætter med at rede håret med tandbørsten. 

I denne A-one undersøgelse observerede jeg, at 

Jørgen ikke ved, hvordan tandbørsten anvendes, 

hvilket kaldes “ideational apraksi”. Han forsøgte 

f.eks. at børste håret med tandbørsten. Jørgen havde 

også problemer med motorisk planlægning – 

han ville f.eks. tage fat i hårbørsten, men havde 

problemer med at vende den rigtigt, hvilket kaldes 

motorisk apraksi. 

Disse dysfunktioner giver Jørgen store problemer 

med at klare sin personlige hygiejne. A-one testen 

beskriver, hvilke dysfunktioner, der hindrer patienten 

i at være selvhjulpen med hensyn til ADL, og 

hvilken hjælp, der er behov for. Ud fra dette kan et 

træningsprogram nu tilrettelægges. ■ 

1) A-one er opkaldt efter 

udvikleren: ergoterapeut 

Gudjun Arnadottir fra Island. 

Arnadottir Occupational 

Neurobehavior Evaluation 

2) Casen om Jørgen baserer 

sig på et eksempel der 

kunne forekomme i virkeligheden, 

men som i dette 

tilfælde er fiktiv. 

AF ERGOTERAPEUTERNE 

HANNE MOSSKOV SØRENSEN 

OG ULLA STILLING PEDERSEN, 

APOPLEKSIAFSNITTET, HJØRRING SYGEHUS. 


24 

Synstræning for hjerneskadede 

STEEN AALBERG, OPTOMETRIST, 

EKSAMINERET FELLOW OF OPTOMETRISTS 

IN VISION DEVELOPMENT. 


Synet forsømmes ofte i genoptræningen af hjerneskadede. Men det betaler sig 

at ofre synet opmærksomhed, for ‘at se’ har nemlig dybe rødder i udviklingen 

af vores krop og bevægelse. ‘At se’ er at drage mening og iværksætte handling 

på grundlag af visuelle indtryk fra omgivelserne. Evnen til ‘at se’ handler altså 

om meget mere end synsskarphed! 

Synsfunktionen foregår via et kompliceret net af 

forbindelser i hjernen. Selv små skader i synets nervebaner 

resulterer ofte i nedsat læseevne, sløret 

syn, hovedpine, balancebesvær, delvist dobbeltsyn 

eller mere diffuse synsproblemer. Små skader overses 

ofte, fordi de kun erkendes ved specielle undersøgelser 

af øjnenes præcise samarbejde. Den 

slags skader kan opstå blot ved lette hjernerystelser 

eller ved piskesmældsskade. 

Ved svære skader af synet bortfalder noget af den 

vigtigste styring af vores bevægelser. Det kan bevirke, 

at vi mister noget af sansen for tid, sted og rum, 

og derfor fejlbedømmer tingene omkring os. 

Det første møde 

Når jeg møder en hjerneskadet i klinikken, udspørges 

han om synsskarphed, begrænsninger i synsfeltet 

og eventuel skelen. Derefter kortlægges de 

reelle synsfærdigheder, før patientens genoptræningsmuligheder 

vurderes. Er der samsyn, og i hvilken 

grad? Er der tre-dimensionelt syn, god øje-hånd 

koordination og farvesans? Kan patienten skelne figurer 

fra baggrunden? Er genkendelsen af ting upåvirket 

osv. Når jeg har et rimeligt overblik over bevarede 

og læderede færdigheder, lægges en træningsplan. 

Funktionsmæssige indskrænkninger af synsfeltet 

kan sædvanligvis kun udvides lidt gennem træning, 

men da en del af synsnervebanerne går helt 

udenom synscentret i hjernen, kan man somme tider 

reagere intuitivt på ting, man ikke bevidst kan 

se i den ‘blinde vinkel’. Denne del af synet kan 

styrkes gennem træning med styret lysstimulation 

under kontrollerede forhold og med høj koncentration 

på opgaven. 

Patient N.N. 

N.N. havde få måneder tidligere været bevidstløs i 

en uge efter en trafikulykke. Tilbageblivende mén 

fire måneder efter endt behandling var en let snur- 

ren i fingrene på højre hånd samt et meget generende 

dobbeltsyn, så snart han rettede blikket under 

horisontlinien. En synsundersøgelse afslørede 

svækket konvergensevne (evnen til at dreje øjnene 

indad mod nære genstande) og tab af tre-dimensionelt 

syn, når han rettede blikket nedad. Det 

gav ham en fornemmelse af ikke at være ‘helt i 

kontakt med omverdenen’, og han blev meget træt 

efter selv kort tids arbejde. 

N.N. havde fået en recept på et par briller med 

prismeglas til at kompensere for dobbeltsynet, men 

da dobbeltsynet varierede i forskellige synsretninger, 

forårsagede brillerne en forværring af problemet 

i alle andre synsretninger end den, brillerne var 

udmålt til. Læsning er en aktiv proces, hvor øjnene 

konstant flyttes for at se på det næste af teksten. 

Derfor kunne han ikke bruge brillerne og heller 

ikke passe sit administrative job tilfredsstillende. 

Han havde ingen synsskarphedsproblemer, men 

kunne fokusere mere effektivt og afslappet, når han 

anvendte læsebriller. Sygehusets undersøgelser og 

scanninger afslørede ikke nogen synlige neurologiske 

defekter, hvorfor vi iværksatte genoptræning 

af N.N.’s øjenmuskelkontrol og samsynsevne. 

N.N. gennemgik i de følgende tre måneder 15 

kliniklektioner og den tilhørende hjemmetræning. 

Træningen omfattede den fine øjenmotorik, balancetræning 

med prismeglas, fiksationstræning og 

samsynstræning. Samsynstræning blev præsenteret 

i flere forskellige former, ofte i kombination med 

store præcisionskrav til øje-hånd koordination. Evnen 

til at sammensmelte synsindtryk fra de to øjne 

(fusionsevnen) trænedes også med brug af filterglas. 

De anvendte filterglas gør det muligt at kontrollere, 

hvilke synsindtryk hvert øje modtager, og 

dermed kan man skabe en oplevelse af tydelig 3Deffekt. 

Situationen giver patienten en tydelig tilbagemelding 

(biofeed-back) om, hvorvidt han bruger 

begge eller kun det ene øje. En situation som ikke 

kan skabes under naturlige forhold. Det betyder, at

Fakta 

For pårørende er klagerne over synet svære 

at forstå, men følgende små demonstrationer 

kan hjælpe til at forstå, hvilke vanskeligheder 

den hjerneskadede har. Prøv dem, mens du 

sidder, mens du læser og igen når du færdes 

blandt andre der bevæger sig. 

1. Dobbeltsyn. Prøv at se eller læse, mens du trykker let på øjnene 

med en finger, så du derved fremkalder dobbeltsyn. Tryk lidt 

opad i den ene side og nedad i den anden som vist på billedet 

(billede 1). 

2. Slør eller ubehag ved læsning. Du behøver blot at holde denne 

tekst helt tæt på i få sekunder, for at fornemme anstrengelsen. 

(billede 2) 

3. “Hakkende syn” er næsten som at færdes i stroboskoplys (blinkende 

lys). Prøv kun at åbne øjnene et splitsekund for hver gang 

du tæller hurtigt til tre, mens du læser, bevæger dig eller forsøger 

at gribe en bold. 

patienten får chancen for at genudvikle sit tre-dimensionelle 

syn, mens han udnytter sine tilstedeværende 

synserfaringer. 

Efter tre måneder var N.N. tilbage i arbejde på 

fuld tid. Han havde nu ikke længere dobbeltsyn, og 

træthedsfornemmelsen var reduceret til et niveau, 

han selv fandt normalt for den daglige arbejdsindsats. 

Fornemmelsen af at der var “en tyk glasrude” 

mellem ham selv og omverdenen var væk. Ved den 

sidst gennemførte kontrol var der fuldt samsyn 

uden tendens til dobbeltsyn i alle blikretninger. 

Dette svarede til en udvidelse i blikretningen på 50 

grader nedad. N.N. læste nu ube-sværet, blot med 

almindelig læsebrille. Læsebrillen havde ikke egentlig 

relation til skaden, men viste sig effektiv til det 

nærarbejde, han skulle udføre. 

Synstræning 

Synstræning er et program af organiserede opgaver, 

der giver mulighed for at generhverve de synserfaringer, 

som er tabt, under andre forudsætninger, 

end det sker i barnets normale udvikling. I træningen 

lægges der stor vægt på samkøring af sansning 

fra alle supplerende kanaler med synets informationer 

– for eksempel fra balancesans og fornemmelse 

fra muskler, led og hudens overflade. 

Fornemmelsen af kroppen er nødvendig for vores 

vurdering af, hvilken position vi befinder os i. Hvis 

Et let tryk på øjnene fremkalder dobbeltsyn. 

Det er normalt at fornemme en farvet plet i øjet 

på den modsatte side af, hvor du trykker. 

Når du holder teksten ganske tæt til øjnene, 

bliver læsningen meget anstrengende og 

bogstaverne bliver slørede. 

vi ikke har en god fornemmelse af krop og balance, 

er vores syn ikke i stand til at stedfæste det, vi ser 

på – og hvor præcist kan man række ud efter en 

genstand, man ikke ved hvor er? Ved læsning kan 

det være svært eller måske helt umuligt at følge linien, 

skifte linie, eller blot flytte blikket fra ord til ord. 

Derfor indeholder synstræning en god del motorisk 

aktivitet. Hovedvægten ligger hele tiden på 

at vinde synserfaringer gennem opgaveløsningen – 

og hele tiden på et stigende præcisions- og hastighedsniveau. 

Desværre kan man ikke bare lave et standard 

genoptræningsprogram. Vi lærer kun effektivt, når 

vi bevæger os lige i grænsefladen mellem det, vi 

allerede kan, og det vi ikke har lært endnu. Er opgaven 

for let, udvikles der ingen nye færdigheder. 

Er den for svær, bliver den ikke løst. Kunsten for 

den gode instruktør er at tilrettelægge opgaverne 

i den helt rigtige sværhedsgrad, hvor indlæringen 

er størst. Træningen skal hele tiden fokuseres på 

det svageste led i kæden af færdigheder, fordi alle 

de andre bevægelsesfunktioner jo også afhænger 

af netop det led. Derfor er en tværfaglig indsats i 

forbindelse med hjerneskader så vigtig. ■ 

Yderligere oplysninger kan fås på 74 67 27 44 

eller mailadr.: steenaal@synspleje.dk 

www.synspleje.dk 


26 

“Når vi redder livet for mennesker, der har fået en 

svær hjerneskade, skal vi også gøre deres liv værd 

at leve.” Det er denne tankegang, der ligger bag 

amternes beslutning om at samle og dermed forbedre 

den intensive rehabilitering af svært hjerneskadede. 

For børn i Vestdanmark, der får en svær 

hjerneskade, betyder amternes beslutning, at de 

skal til Hammel Neurocenter. Og amternes satsning 

synes allerede nu at bære frugt. Udover de egentlige 

effektmålinger og efterkontroller vidner neurocentrets 

årlige gensynsdage på neurocentret om, 

at børnenes liv stadig ‘er værd at leve’. 

AF INFORMATIONSMEDARBEJDER 

JULIE RELSTED OG 

FOTOGRAF LISBETH BRUUN, 

HAMMEL NEUROCENTER 


“Hej se mig, jeg kan gå! Det havde du nok ikke troet 

hva’ Badutski”? Den glade hilsen bliver råbt af 

en 10-årig dreng, der for ikke så længe siden knap 

nok kunne sidde selv. Klovnen Badutski svarer med 

et stort knus og et dybtfølt “JAG ÆLSGER DAJ”. 

Den lille scene finder sted ved den årlige gensynsfest 

på HB1, Hammel Neurocenters børneafsnit. 

Og det er ikke kun Badutski, der glæder sig 

over drengens store fremskridt. I neurocentrets 

største lokale står alle medarbejdere fra børneafsnittet 

smilende og betragter det lille optrin. 

Kort tid efter er det festpyntede lokale fyldt med 

glade mennesker. Der bliver kysset, krammet, grint 

og grædt, for det kalder på mange følelser, når familier, 

der gennem mange måneder har været indlagt 

sammen, genser hinanden. 

“Det er tydeligt at se, at børnene stadig genvinder 

færdigheder også efter at de er udskrevet. De 

leger, griner og har fået glimt i øjet. Nogle af dem 

er endda blevet så velfungerende, at de har overskud 

til at hjælpe de andre, fortæller Troels Lyngbye, 

der er overlæge på HB1. 

Ideen med gensynsdagen opstod, dengang de 

første børn skulle udskrives fra HB1. Forældrene 

kunne ikke bære tanken om ikke at skulle se hinanden 

og personalet mere, og derfor foreslog de, 

at HB1 indførte en årlig gensynsfest. Dengang var 

Den store 

der ingen efterkontrol af børnene, og derfor tog afsnittet 

imod ideen med kyshånd. 

Stolt og glad 

Efterkontrollen er nu systematiseret og så småt i gang, 

men det ændrer ifølge overfysioterapeut på HB1 Winnie 

Aborg ikke på traditionen med gensynsfesten. 

“Til gensynsfesten får vi lejlighed til at se den 

udvikling, der er sket med børnene i en mere naturlig 

sammenhæng. Som fagperson bliver man 

både glad og stolt, når man ser, at børnene og familierne 

er kommet godt i gang med deres nye liv, 

og den oplevelse vil vi ikke undvære,” siger hun. 

Winnie Aborg understreger dog, at gensynsfesten 

tjener andre formål, end at personalet og familierne 

får lejlighed til at se hinanden igen. “Det er tydeligt, 

at familierne også har brug for at holde kontakt med 

hinanden og udveksle erfaringer. Det behov vil vi 

gerne være med til at bakke op,” siger hun. 

Selv om børneafsnittet har fået topkarakterer i 

den forældretilfredshedsundersøgelse, afdelingen 

lavede først på året, kan de ifølge Winnie Aborg 

altid blive bedre. Og i den sammenhæng er gensynsfesten 

også værdifuld: 

“Mange gange sker der jo det, at det først er, 

når man får det hele lidt på afstand, at man kan 

se, at man måske havde brug for noget andet i én

FAKTA OM HB1 

situation eller manglede noget i en anden. Og netop 

fordi gensynsfesten er meget uformel, oplever 

vi, at familierne ofte kommer til os med gode råd 

og ideer,” siger Winnie Aborg. 

Stor opbakning 

Første gang børneafsnittet holdt gensynsfest kom 

syv ud af ni familier. I år deltog 18 ud af 24 familier, 

og når der er så stor opbakning til gensynsfesterne, 

hænger det ifølge Winnie Aborg sammen med, at 

det en meget intensiv proces for både barn og familie 

at være indlagt på Hammel Neurocenter. 

“Selv om vi kan nå langt med genoptræningen, 

ved vi, at et barn med en svær hjerneskade ikke 

bliver det ‘gamle’ barn igen. Det er en både lang 

og smertefuld proces for forældrene at nå til den 

erkendelse. Det er vores opgave at støtte og hjælpe 

forældrene til at kunne håndtere de nye livsvilkår, 

og på den måde kommer personalet meget tæt 

på familierne,” siger Winnie Aborg. 

36 børn har siden september 2000 været indlagt 

på Hammel Neurocenter. 36 familier fra hele 

Vestdanmark har fået vendt op og ned på deres liv, 

fordi deres barn har fået en alvorlig hjerneskade, 

og livet bliver aldrig det samme igen. 

Indtil for få år siden var børn med svære hjerneskader 

henvist til behandling på almindelige sy- 

HB1 er et af otte neurorehabiliteringsafsnit 

på Hammel Neurocenter. Det råder over 8 

sengepladser. 

HB1 arbejder tværfagligt, sådan at hvert 

barn får et fast team, som sammen med forældrene 

lægger behandlingsstrategier og 

mål for barnet. Teamet består af en neuropædiater, 

sygeplejerske, ergo- og fysioterapeut, 

neuropædagog, talepædagog, socialrådgiver 

og neuropsykolog. 

HB1 rehabiliterer børn med svær erhvervet 

hjerneskade fra Fyn og Jylland og er en 

vestdansk pendant til afsnittet på Hvidovre 

Hospital, som er beskrevet i Fokus 3/20021 

Skaderne er typisk nyligt opståede. Det 

betyder, at børnene kommer til HB1, så snart 

de ikke længere har behov for ophold på en 

intensiv afdeling. Børnene henvises fra de 

neurokirurgiske afdelinger i Ålborg, Odense 

eller Århus eller fra den lokale børneafdeling. 

Ventetiden har indtil nu været ca. 11 dage. 

HB1 tilbyder konsulentbistand i ventetiden. 

36 børn er blevet rehabiliteret på HB1. Af 

dem er tre udskrevet til døgninstitution, resten 

til hjemmet med støtteforanstaltninger. 

Den tid, børnene er indlagte på HB1, varierer 

meget, alt afhængig af hvor påvirkede 

børnene er, men den gennemsnitlige liggetid 

er tre måneder. 

Læs mere om HB1, behandlingsprincipper 

og forældresamarbejde på: 

www.hammelneurocenter.dk 

gensynsglæde 

gehuse og bagefter til de tilbud som amt og kommune 

har til børn med handicap. Det betød, at børnenes 

funktionsevne ikke blev systematisk genoptrænet, 

og det medførte ofte meget store frustrationer 

for familierne. 

I dag er situationen heldigvis en anden. Gennem 

intensive rehabiliteringsforløb på Hammel Neurocenters 

børneafsnit får de børn i Vestdanmark, der 

får en svær hjerneskade, optimale muligheder for 

genoptræning. 

Troels Lyngbye har behandlet svært hjerneskadede 

børn både før og efter neurorehabiliteringen 

blev samlet på Hammel Neurocenter, og han glædes 

over de vilkår som de hjerneskadede børn og 

deres familier bliver tilbudt nu. 

“Flere af de her børn kunne efter lang tid i en 

hospitalsseng tidligere se frem til et liv på institution. 

Her på Hammel Neurocenter er det kun tre ud 

af de 36 børn vi har genoptrænet, der ikke er udskrevet 

til eget hjem, “ siger Troels Lyngbye og 

fortsætter: 

“På HB1 er det vores fornemmeste opgave at 

sikre, at børnenes udviklingspotentiale udnyttes 

optimalt, så deres liv med en hjerneskade bliver så 

godt som muligt, og som læge og menneske er det 

vidunderligt at kunne konstatere, at tingene virker 

efter hensigten.” ■ 


28 

Boganmeldelse 

AF LENE DAUGÅRD, LÆRER, 

UDDANNET TALE- OG NEUROPÆDAGOG, 

VIBORG AMT. 

BOGANMELDELSER 

Håndbog i neuropædagogik 

En lille handy bog, der på en overskuelig 

måde beskriver et værdigrundlag 

for arbejdet med rehabilitering af senhjerneskadede 

voksne og lader dette 

være den røde tråd gennem forslag til 

neuropædagogiske tiltag/processer. 

Bogen ‘Håndbog i neuropædagogik’ 

er udarbejdet i et samarbejde mellem 

Odense Kommune og Hjerneskaderådgivningen 

Fyns Amt. Formålet 

med bogen er, at pædagoger, 

der arbejder med voksne 

senhjerneskadede i Odense Kommune, 

skal bruge håndbogen i 

det daglige neuropædagogiske 

arbejde. 

Budskabet er, at alle har 

ret til et værdigt liv – også 

senhjerneskadede uanset 

hvilket niveau personen 

fungerer på. Igennem nedenstående 

citat og bogens 

to cases tydeliggøres dette. 

“Hele formålet med rehabiliteringsarbejdet er, at 

den hjerneskadede kan bevare eller genfinde et 

værdigt liv. De bærende idéer i værdigrundlaget er 

først og fremmest, at alle mennesker er specialister 

på eget liv og har forskellige opfattelser af livskvalitet.” 

Der gives forslag til, hvordan pædagogen kan 

udføre det daglige neuropædagogiske arbejde, således 

at værdigrundlaget hele tiden er medtænkt. 

Neuropædagogik defineres som en måde at tænke 

på og ikke en metode, hvilket anskueliggøres i 

de mange eksempler omkring arbejdet: Hvad 

pædagogens arbejdsopgaver typisk kunne være, og 

hvad hun skal kunne i samarbejde med brugeren. 

Forfatterne opfordrer til skriftlighed fra alle sider, 

da dette sikrer, at alle informationer samles, er 

tilgængelige for alle medarbejdere og kan anven- 

des systematisk i det daglige arbejde samt i handle- 

og udviklingsplaner. Disse skrives i forhold til 

det beskrevne værdigrundlag med fokus på brugeren 

som medborger og ikke som handicappet. Endvidere 

bliver planerne sat i perspektiv i forhold til 

brugerens personlighed, der i bogen opdeles i fem 

grader efter, hvor svær skaden er. 

Familien betragtes som et funktionelt system. 

Derfor påvirkes hele familien, når et medlem pådrager 

sig en hjerneskade. Der gives forslag til, hvorledes 

familien kan inddrages i rehabiliteringen. 

“Håndbog i neuropædagogik” lever op til titlen, 

det er en kortfattet opslagsbog, der giver læseren 

en enkelt overordnet indføring i den teoretiske baggrund 

for neuropædagogik og mulige tiltag i forhold 

til senhjerneskadede voksne. Da bogen også 

er velskrevet, får man som læser lyst til at vide mere. 

Og her giver de tre internetsider, der henvises 

til, mulighed for at finde den nyeste viden og forslag 

til litteratur på et givent område. 

Jeg finder bogen relevant som håndbog for medarbejdere; 

men også for pårørende og studerende, 

der første gang stifter bekendtskab med senhjerneskader 

hos voksne. 

De pædagogiske anvisninger i bogen er så 

præcise, at enhver, der arbejder inden for feltet, får 

et veldefineret udgangspunkt for et værdibaseret 

arbejde. 

Det ville lette læsningen, hvis ordlisten side 36 

over latinske udtryk, der bruges i bogen, blev udbygget 

og evt. trykt på omslagssiden. Ligeledes ville 

en tilføjelse af et stikordsregister være anvendeligt, 

da bogen jo er ment som en opslagsbog. 

“Håndbog i neuropædagogik”, koster den beskedne 

sum af 75 kr. men kan også downloades 

på: www.neuropaedagog.dk 

Da det er en håndbog, som skal bruges i det 

daglige arbejde, er det mere håndterligt at sidde 

med en bog i hånden frem for en stak papirer, derfor 

vælger jeg bogen. ■ 

Håndbog i neuropædagogik 

75 kr. plus forsendelse

Filosofi, Etik, Videnskabsteori 

Så var den her, bogen, der på fin vis 

kobler tre så vigtige discipliner og 

behandler væsentlige spørgsmål vedrørende 

sundhed og omsorg. Bogen, 

der giver indsigt i, hvordan disse fagområder 

er integrerede, hænger sammen 

og gensidigt bygger på hinandens 

tanker, viden og erfaringer. 

‘Filosofi, etik og videnskabsteori’ er en lærebog, der 

dels tilgodeser hvert af områderne, dels sætter fokus 

på begrebet omsorg. Egentlig er bogen skrevet 

til sundhedsuddannelserne på bachelorniveau. 

Selvom den anlægger et sundhedsperspektiv og 

henter erfaringer fra sundhedsvæsenet, behandler 

den indenfor alle tre områder centrale emner, som 

alle, der arbejder for og med mennesker, bør have 

indsigt i og reflektere over. Således kan også faggrupper 

indenfor undervisning, pædagogik og det 

sociale felt på bachelorniveau – ja, også over og 

under dette niveau – have megen gavn af bogen, 

selvom den undervisningsmæssigt nok ikke kan stå 

alene. I det hele taget kan den, som forfatterne 

skriver, læses af alle med interesse for filosofi, etik 

og videnskabsteori. 

Læsevenlig 

Med sine godt 300 sider og emner, der kan forekomme 

‘tunge’, kan den umiddelbart virke svær at 

gå i gang med. Men efter få siders læsning opdager 

man, at det ikke er tilfældet. Den er skrevet i 

et godt og læsevenligt sprog. Desuden gør en læsevejledning 

de ‘teoritunge’ dele mere spiselige. Det 

hjælper også, at bogen er forsynet med en oversigt 

over vigtige biografier og begrebsdefinitioner. 

Den skal ikke læses fra a-z. De forskellige kapitler 

kan læses separat. 

Indhold 

Bogen giver en god indføring i såvel filosofiens og 

etikkens grundspørgsmål og problemstillinger som 

videnskabsteoriens opfattelse af verden, viden og 

videnskabelige hovedområder og metoder. 

På interessant vis lader forfatterne læseren pendulere 

mellem antikkens, renæssancens og moderne 

tiders filosofi. Vi får herved indsigt i filosofiens 

verden samt forståelse af, hvordan datidens tanker 

også har relevans og betydning for de grundvilkår, 

der gælder for mennesket i dag. Endelig drages vi 

ind i en god diskussion om: teori/praksis, lægekunst/lægevidenskab, 

normal syn/ sygdomsorienteret 

syn på mennesket. Diskussioner, 

der videreføres under videnskabsteori 

og i etiske aspekter om: 

Hvad det gode liv er? Hvordan vi evner 

at praktisere det? Hvilke principper for 

omsorg skal der gælde? Hvem har ansvaret 

for omsorgen? Hvordan tjener 

forskningen det gode liv? Hvilke etiske 

fordringer stiller vi til den? Hvordan 

omsættes de etiske fordringer til en 

praktisk politisk virkelighed? 

Som det fremgår, finder jeg de 

problemstillinger, bogen behandler, 

yderst relevante for alle, der 

arbejder for og med mennesker 

også med erhvervet hjerneskade. 

Netop de hjerneskadedes komplekse 

og ofte komplicerede 

problemstillinger har ikke enkle svar, 

og det kan af og til bringe de store spørgsmål på 

banen. Bogen kan bidrage til at kvalificere en nødvendig 

refleksion. Særligt kan afsnittene om omsorg 

inspirere til dialog mellem de hjerneskaderamte 

familier og fagfolk. 

Bogen er skrevet af eksperter indenfor området: 

Torben E. Andersen, Uffe Juul Jensen, Peter Kemp, 

Helene Lund, Simon S. Simonsen, Tine Rask Eriksen 

– og redigeret af Merete Bjerrum og Kirsten Lund 

Christensen. Den er som alle lærebøger ret dyr, 338 

kr. Men er et godt julegaveønske! God læselyst! ■ 

Filosofi, Etik, Videnskabsteori 

Redaktion: Merete Bjerrum og 

Kirsten Lund Christensen 

Akademisk Forlag 

Pris: 338 kr. 

AF INGER RIBERHOLT, 

CAND.SCIENT.SOC., 

HJERNESKADESAMRÅDET, 

VESTSJÆLLANDS AMT. 

BOGANMELDELSER 29

30 

Nyt fra amter og kommuner 


● FYNS AMT 

Hjerneskaderådgivningen har i samarbejde med 

Odense kommune udgivet “Håndbog i neuropædagogik”. 

Hjerneskaderådgivningens medarbejdere 

er forfattere til bogen og Odense kommune 

har betalt udgifterne til redigering, layout og tryk. 

Håndbogen giver et billede af det neuropædagogiske 

arbejde i rehabiliteringen af senhjerneskadede. 

Bogen er endvidere tænkt som et nyttigt opslagsværk 

i det daglige arbejde. 

Håndbogen beskriver den teoretiske baggrund 

for neuropædagogikken, men med hovedvægt lagt 

på praksis. Gennem eksempler forsøger håndbogen 

at vise, hvordan arbejdet med senhjerneskadede 

udmønter sig. 

Det er dog vigtigt at understrege, at der ikke findes 

nogen facitliste, når det gælder rehabiliteringen 

af senhjerneskadede. Håndbogen er ikke en 

‘kogebog’ der detaljeret og præcist beskriver, hvordan 

man arbejder neuropædagogisk. 

Neuropædagogik drejer sig i høj grad om processer 

– ikke om at følge fastlagte procedurer. 

Håndbogen er tilgængelig på www.neuropædagog.dk 

og kan købes ved henvendelse til Odense 

kommune tlf: 66 13 13 72 lokal 3966 til en pris á 

kr. 75 kr. 

Bente Juul, Hjerneskaderådgivningen 

● KØBENHAVNS KOMMUNE 

Antropologen Mette Larsen, er ansat som ny projektmedarbejder 

pr. første juni 2002. 

Undervisningsforløb af medarbejdere starter op 

snarest, herunder er der bl.a. lavet aftale med PA- 

BICOP, det canadiske børn-unge habiliteringsteam, 

som mange fagpersoner oplevede på Nyborg Strand 

i maj måned. PABICOP vil undervise medarbejdere 

i Københavns Kommune i maj måned 2003. 

Piloprojektet ved Revacentret i København, der 

vedrører optræning og arbejdsintegration af personer 

med erhvervet hjerneskade, er evalueret, og 

rapportens første del er færdig. 

Oversigt over tilbud til personer med erhvervet 

hjerneskade bosat i Københavns Kommune er udarbejdet 

af tilbudsgruppen i projektet og foreligger 

i en tilbudsrapport. 

Birthe Einspor. 

● BORNHOLM 

Regionskommunens overordnede struktur er på 

plads, men på nuværende tidspunkt er det ikke afklaret, 

hvor hjerneskadeteamet skal forankres. I afklaringsperioden 

ruster Hjerneskadeteamet sig ved 

bl.a. at idé-udvikle et koncept med overskriften: 

Ressourcevejen. Konceptet indebærer bl.a. et ressourceseminar 

for nyramte og deres pårørende. Det 

finder sted i midten af november. Teamet drøfter i 

øjeblikket, hvordan vi kan etablere et længerevarende 

forløb for yngre mennesker med erhvervet 

hjerneskade. 

Hjarne Nielsen, Kultur og socialforvaltningen. 

● NORDJYLLANDS AMT 

Der er oprettet to lokalafdelinger af Hovedtropperne 

i Nordjyllands Amt. Hovedtropperne er en ungdomsafdeling 

under Hjerneskadeforeningen med 

de 18 – 35-årige som målgruppe. Lokalafdelingen 

har til huse på Specialskolen for Voksne i Hjørring 

og på Hjerneskadecentret i Aalborg. 

HjerneSkadeRådgivningen har fået bevilget en 

million kr. i 2004 og to millioner kr. i 2005 via Socialministeriet 

med henblik på dagforløb for voksne 

hjerneskadede. Forberedelserne sker i samarbarbejde 

med to nordjyske kommuner, Specialskolen 

i Hjørring, Nordjysk Center for Erhvervet hjerneskade 

i Sindal, samt brugerorganisationer. 

Hjemmesiden har eksisteret i halvt år og er en 

succes. I september var der 1172 besøg på 

www.hjerneskader.dk 

Kirsten Kirkeby Larsson, ergoterapeut, 

HjerneSkadeRådgivningen 

● STORSTRØMS AMT 

Hjerneskadesamrådet har sat fokus på udviklingen 

af den elektroniske information og kommunikation 

på senhjerneskadeområdet. Snart går samrådets 

hjemmeside i luften, og det tværfaglige samarbejde 

i Hjerneskadeteamet vil langt hen ad vejen kunne 

foregå i kraft af en elektronisk dokumenthåndtering. 

Der er blevet udpeget kontaktpersoner i flere af 

amtets kommuner til optimering af sammenhæn-

gen mellem amtslige og kommunale tiltag. En 

temadag, hvor amt og kommuner vil få lejlighed 

til at give udtryk for kompetencer, behov 

og ideer i forbindelse med hjerneskadearbejdet, 

skal være startskuddet til den videre proces. 

Nedsættelsen af en arbejdsgruppe på tværs 

af sektorer og fagområder skal udvikle udskrivningsplanerne 

fra amtets sygehuse hen imod en 

mere tværfaglig og helhedsorienteret model. 

Formand Vagn Sunesen. 

● VEJLE AMT 

Vejle Amt har i Kolding oprettet et støttecenter 

for personer med hjerneskader. Støttecentret 

skal være base for det udadgående personale, 

som yder bistand i de almennyttige boliger og 

til personer, som opholder sig i andre boformer. 

Støttecentret kan også indeholde muligheder til 

at samle de hjerneskadede til fælles aktiviteter 

samt aktivitetsmuligheder i begrænset omfang, 

hvis andre beskæftigelses- og aktivitetstilbud 

ikke kan bruges. Basistilbudene og den organisatoriske 

forankring er Røde Kors Træningsog 

Bocenter. Pr. første oktober 2002 er der – 

foreløbig som den eneste – ansat en afdelingsleder. 

Hanne Noringriis, Hjerneskadeteamet. 

● SØNDERJYLLANDS AMT 

Hjerneskadesamrådet i amtet holder tværfaglige 

møder ca. en gang månedligt, hvor der gives 

råd og vejledning ift. den fremtidige indsats. 

Samrådet, der har repræsentanter fra børne- og 

voksenområdet behandler både børne- og voksensager. 

Samrådet blev oprettet i år 2000 og 

skal evalueres ultimo 2002. Der lægges op til, 

at det enten bliver et voksen- og et børnehjerneskadesamråd, 

eller at der kan oprettes et 

hjerneskadeteam, som varetager henholdsvis 

børne- og voksensager. Teamet skal have direkte 

reference til det overordnede organ, hjerneskadesamrådet, 

som har ad-hoc funktion i forhold 

til den enkelte sag. Endnu vides det ikke, 

hvordan organiseringen kommer til at se ud. Et 

tre-årigt satspuljeprojekt ophører pr. 1. januar 

2003 med en afsluttende rapport. Projektet og 

rapporten er et forsøg på synliggørelse af koordineringsindsatsen 

vedr. børn med erhvervet 

hjerneskade samt forsøg på at få en erfaringsopsamling 

mht.samarbejdsrelationer. 

Dorthe Bay 

Rehab-puljen 

Videnscenter for Hjerneskades Rehabpulje 

blev etableret oktober 2000. I løbet 

af de to år puljen har eksisteret er der 

uddelt 20 legater i størrelsesordenen 

5.000 til 10.000 kr. 

Rehab-puljens formål er at opmuntre 

fagpersoner indenfor hjerneskadeområdet 

til at indhente ny viden og inspiration 

til indsatsen overfor hjerneskadede i 

Danmark. Puljen yder tilskud til f.eks studiebesøg, 

uddannelse, kurser eller anden 

vidensindsamling. Efterfølgende forventes 

det at de indhentede erfaringer formidles 

til andre via en artikel i Fokus. 

Til det seneste møde i Rehab-puljens 

bestyrelse indkom 12 ansøgninger samt 

to, der ikke kunne behandles, fordi de 

var indsendt efter ansøgningsfristens udløb. 

Der blev uddelt et legat, som imidlertid 

ikke blev udbetalt, fordi det planlagte 

uddannelsesforløb blev aflyst. De 

resterende ansøgninger blev meddelt afslag 

med den begrundelse, at der allerede 

tidligere var tildelt støtte til deltagelse 

i det ansøgte kursus. 

Rehabpuljens fundats kan ses på 

www.vfhj.dk/videnscenteret/rehab/default. 

asp. På siden findes ligeledes en liste 

over, hvilke formål der tidligere er ydet 

støtte til. 

Ansøgningsfristen er 15. marts og 15. 

september. Der kan ansøges elektronisk 

via ansøgningsskema på hjemmesiden 

eller via et ansøgningsskema, som kan 

rekvireres på Videnscenter for Hjerneskades 

sekretariat. ■ 


Postbesørget blad 

8245 ARC 

Aktiviteter 

På vores hjemmeside: www.vfhj.dk kan du se mere om 

de enkelte arrangementer. For tilmelding af nye aktiviteter 

benyt gerne: “Tilmeld arrangement” på hjemmesiden. 

Eller send en mail til os på: info@vfhj.dk 

Kursus 

Neuropædagogisk kursus trin 2 

Tid: 28. januar 2003 

Sted: Vejlefjord 

Arrangør: Faglig Uddannelsesafdeling 

Telefon: 76 82 33 88 

Email: lfl@vejlefjord 

www.vejlefjord.dk 

Kursus 

Castillo Morales koncept 

Tid: 3. – 21. februar 2003 

Sted: Dianalund 

Arrangør: Kolonien Filadelfia 

Telefon: 58 27 12 71 

Email: kfjije@vestamt.dk 

www.filadelfia.dk 

Konference 

INS-Meeting 

Tid: 5. – 8. februar 2003 

Sted: Hawaii, USA 

Arrangør: International Neuropsychological 

Society 

Telefon: (614) 263-4200 

Email: osu_ins@postbox.acs.ohio-state.edu 


Sanatorievej 26, 7140 Stouby 

tlf.: 75 89 78 77 

e-mail: info@vfhj.dk, www.vfhj.dk 

Kursus 

Neuropædagogik 

Tid: 19. – 20. februar 2003 


Arrangør: Uddannelses- og 

udviklingsafdelingen 

Tilmeldingsfrist: 2. januar 

Telefon: 58 26 42 00 

Email: kfuddannelse@vestant.dk 


Kursus 

ACIS 

Tid: 20. februar 2003 

Sted: Hammel Neurocenter 

Arrangør: Udviklings- & Uddannelsesafdelingen 

Tilmeldingsfrist: 16. januar 2003 

Telefon: 87 62 35 01 

Email: neulrp@sc.aaa.dk 

www.hammelneurocenter.dk 

Kursus 

Neuropsykologi og hjerneskadede 1 

Tid: 5. – 6. marts 2003 


Arrangør: Uddannelses- og udviklingsafdelingen 

Tilmeldingsfrist: 15. januar 2003 

Telefon: 58 26 42 00 



Kursus 

Neuropsykologi og hjerneskadede 2 

Tid: 31. marts 2003 


Arrangør: Uddannelses- og udviklingsafdelingen 

Tilmeldingsfrist: 10. februar 2003 

Telefon: 58 26 42 00 



Kursus 

G/F.O.T.T. – Ground course 

Tid: 7. – 11. april 2003 

Sted: Hammel Neurocenter 

Arrangør: Hammel Neurocenter 

Tilmeldingsfrist: 10. februar 2003 

Telefon: 87 62 35 01 

Email: neulrp@sc.aaa.dk 

www.hammelneurocenter.dk

Rehabilitering: Fokus på den skadede og familien ... - Servicestyrelsen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?