Rehabilitering: Fokus på den skadede og familien ... - Servicestyrelsen

More documents

Recommendations

Info

8 AF BRITA ØHLENSCHLÆGER, SEKRETARIATSCHEF, VIDENSCENTER FOR HJERNESKADE. TEMA: REHABILITERING Tanker omkring et Jens er en tidligere virksomhedsleder på 55 år, som for knap et år siden fik en blodprop hjernen. Der var lammelse af hele højre side samt taleog læseproblemer. Både taleog læseproblemerne er i dag stort set forsvundet, men Jens har stadig gangbesvær, og brugen af højre arm er ikke helt i orden. Sygdommen tvang ham til at standse op midt i en travl tilværelse. Jens reflekterer her over en række oplevelser i sit genoptræningsforløb efter sygehuset og over fremtiden. Jens var fra begyndelsen skeptisk over at skulle på genoptræningscenteret. Han havde brugt to måneder på sygehuset, hvor de skulle finde ud af, hvad han fejlede ud fra en masse tests og undersøgelser. Da han skulle overgå til genoptræningscenteret, føltes det, som om han igen skulle ‘måles og vejes’. Desuden syntes han, det var svært fra starten at få at vide, at genoptræningen ville vare mindst et år: “Vi vil jo allerhelst være raske, og det havde måske været bedre, hvis vi bare havde fået at vide, at det tager noget tid. Men endnu værre blev det, da vi fik at vide, at de aldrig har haft nogen, der er kommet i fuldt arbejde.” Dertil havde Jens svaret: “Det får I nu” - men deri tog han fejl, erkender han i dag. Der skal være et håb Det gælder for alle mennesker, at der er noget man er god til, mens der er andet man aldrig har haft fod på. Ifølge Jens slår behandlerne for meget på de negative sider. De tænker for meget på de ting, som de hjerneskadede ikke kan. “Jeg synes, man burde se på det positive, og det man er god til. Det er vigtigt ikke at tage motivationen og håbet fra folk. For uden et håb går det ikke, “ siger han. Jens var stædig og havde en vilje til at komme tilbage i arbejde, som betød, at han mødte op til genoptræning uanset vejr og vind. Sommetider skete det på trods af så meget sne og uvejr, at mange af terapeuterne havde opgivet at nå frem. Han har fulgt genoptræningen og har som helhed været meget godt tilfreds med den fysiske optræning, han har fået. Om at tage ansvaret fra folk Bemærkningen: “Nu skal du passe på, du ikke bliver for træt” faldt allerede på et tidligt tidspunkt i forløbet. Men ifølge Jens er man nødt til selv at gøre sig sine erfaringer: “Det er noget, terapeuterne og jeg slet ikke er enige om. Fx tog jeg til håndbold en fredag. Det var nok lige tidligt nok, og jeg skulle videre til en kamp lørdag og kom først hjem lørdag eftermiddag. Det tog resten af dagen, søndagen og helt hen på mandagen, før jeg kom over det. Det var for meget. Men næste gang jeg skulle af sted, vidste jeg, at det er nødvendigt med et hvil, før jeg tager af sted på tur”. Der var også andre eksempler. Jens var for eksempel på sygehuset blev advaret mod at cykle. Så det måtte prøves. Han fandt ud af, at det faktisk var svært at holde balancen, og det førte til at han i en kort periode kørte på tre-hjulet cykel. I dag
genoptræningsforløb kører han på en almindelig cykel, men: “til sommer skal jeg prøve at køre på min racercykel igen”, tilføjer han forventningsfuldt. På genoptræningsinstitutionen er det meget brugt, at alle patienterne skal have en kalender: “Men vi kører hjemmefra samme tid hver dag og er hjemme samme tid - hvad skal vi dog bruge sådan en til? Det skulle da være for at huske, om vi skal have fysisk aktivitet om formiddagen eller om eftermiddagen,” siger han. Testen Fra begyndelsen havde Jens et klart mål med sin genoptræning. Han ville tilbage i arbejde. Men først skulle han testes: “Det gik ud på, at jeg skulle lave frugtsalat af tre forskellige slags frugter. Jeg skulle også støvsuge en bil. Det kan man da ikke bruge til at vurdere, om jeg kan vende tilbage til mit arbejde som virksomhedsleder. - Bare det at man kalder det en test!”, fortsætter han indigneret. Han gjorde derfor mange indsigelser, men personalet syntes testen var vigtig. Men han fastholder, at hvis patienten er imod en test eller behandling, skal han ikke påtvinges den. For øjeblikket er han spændt på, om genoptræningsstedet vil insistere på at lave en ny test, når han skal afslutte genoptræningsforløbet. Kvindesysler Der er mange mænd, der bliver skadet, men som regel er der kun er et par mænd og op mod en snes kvinder ansat på genoptræningsstederne. Og det giver vanskeligheder. For eksempel kan det være svært for en kvindelig terapeut at vide, hvad der er relevant træning for en kranfører, fremhæver Jens. I genoptræningen er det almindeligt, at alle begynder med at lave mad. Selv har Jens aldrig haft problemer med at lave mad, det har han gjort meget i sin tid. Derfor ønskede han ikke at bruge sin genoptræning på det, men derimod ville han gerne arbejde med edb og udvikle sit kendskab til det lidt mere. Blandt de andre patienter var der også en del, der gerne ville arbejde med pedelarbejde, men det kunne kun lade sig gøre de dage, hvor det mandlige personale var tilstede, og det var for sjældent, ifølge Jens. Kørekort “Efter en skade vil de fleste mennesker gerne have deres kørekort igen,” siger Jens, “men jeg fik at vide, at jeg ikke måtte køre bil de første fem - seks måneder. Jeg tog problemet op på genoptræningsinstitutionen og sagde, at jeg gerne ville have kørekort igen. Jeg ved ikke, om de syntes, jeg var for dårlig til at køre, eller om de ikke selv har kørekort og derfor ikke kan vurdere, hvad der skal til for at køre. I hvert fald syntes de, at det var helt forkert, og de ville sende mig til en hel masse prøver. Jeg valgte derfor ikke at drøfte problemet mere med dem, i stedet drøftede jeg det med overlægen på sygehuset. Så fik jeg lov til at køre, og det gik fint. Nu kører jeg selv, bare ikke så meget som før.” Arbejde Jens er overbevist om, at for den hjerneskadede er det vigtigt at kunne fortsætte med at arbejde. Men det er svært, når man hele tiden bliver konfronteret med alt det, man ikke kan. “De skal passe på, at lysten ikke forsvinder, for er motivationen og lysten væk, dur det hele ikke,” understreger han. Jens troede først, han sagtens kunne komme tilbage til sit arbejde, men han har måttet erkende, at det ikke var så let, som han havde troet. I dag har han taget afsked med sit gamle job som virksomhedsleder. “Det var svært. Der går lang tid inden man accepterer, at man ikke kommer tilbage. Men nu er jeg kommet så langt, at det passer mig fint, at jeg får et andet job. De ville først give mig et flexjob, hvor jeg skulle leve op til en række bestemte krav, men jeg vurderede, at jeg ikke havde råd til endnu et nederlag. Så lige nu er jeg i arbejdsprøvning i et skånejob, hvor jeg kører rundt og interviewer ledere af virksomheder for at finde ud af, hvordan de bedst kan tilpasse sig de dårligere konjunkturer i branchen, og det har jeg det godt med,” siger Jens. ■ Jens er et opdigtet navn. Det rigtige navn er redaktionen bekendt. TEMA: REHABILITERING 9
Page 1 and 2: Videnscenter for Hjerneskade Rehabi
Page 3 and 4: Svage led i genoptræningskæden Bl
Page 5 and 6: dette, at jo mere arbejdet speciali
Page 7: været en bevægelse fra ingenting
Page 11 and 12: Disse og en lang række andre spør
Page 13 and 14: apopleksi del af behandlingskæden
Page 15 and 16: Anne Jensen har siden Thomas’ uly
Page 17 and 18: Q2learn forsøger vi hele tiden at
Page 19 and 20: og hvad så? forslag tegnes disse u
Page 21 and 22: 7. I de tre følgende øvetimer bli
Page 23 and 24: A-one Jørgen blev indlagt på apop
Page 25 and 26: Fakta For pårørende er klagerne o
Page 27 and 28: FAKTA OM HB1 situation eller mangle
Page 29 and 30: Filosofi, Etik, Videnskabsteori Så
Page 31 and 32: gen mellem amtslige og kommunale ti

Rehabilitering: Fokus på den skadede og familien ... - Servicestyrelsen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?