Rehabilitering: Fokus på den skadede og familien ... - Servicestyrelsen

Disse og en lang række andre spørgsmål om apopleksi
melder sig hurtigt hos den apopleksiramte og
de pårørende kort tid efter indlæggelse. Og spørgsmålene
bliver ved også længe efter udskrivelsen fra
sygehus. Sygehusets personale informerer patient
og pårørende fra den første dag, men alligevel er
det ikke ualmindeligt, at patient og pårørende oplever,
at de ingen information har fået.
Hvad skyldes det?
Erfaringer viser, at den apopleksiramte og familien
har svært ved at tage informationen ind. Det kan
skyldes chokket over sygdommen, der kom som et
lyn fra en klar himmel; problemer med at huske information
som følge af apopleksien; at informationen
blev givet i et fagsprog, som ikke alle er fortrolige
med. Eller at der ikke blev lyttet godt nok
til, hvad den apopleksiramte og de pårørende
egentlig gerne ville vide. Det er derfor meget vigtigt,
at afdelingens personale overvejer, hvornår og
hvordan information skal gives.
Adgang til viden har vist sig efterfølgende at give
langt større patienttilfredshed og bedre tilpasning
til sygdomsfølgerne. Og sandsynligvis har det også
medført færre depressions- og angstanfald som følge
af sygdommen og endelig, at de sociale støttesystemer
er blevet styrket5) .
Forløbet
Siden foråret 2001 har Neurologisk Afdeling inviteret
apopleksipatienter og deres pårørende til informationsmøder
to til tre uger efter, at patienten blev
indlagt. I år 2001 afprøvedes metoder, og tilbuddet
har nu fundet sin faste form:
Patient og eventuelle pårørende inviteres personligt
med et brev til at deltage i et halvanden times
møde. Omkring 16 deltagere sidder samlet i
en halvcirkel, hvor der bliver taget hensyn til, at hørehæmmede
sidder tættest på den tavle, vi bruger
til at tegne og fortælle på.
Afdelingens socialrådgiver byder velkommen og
indleder med en runde, hvor alle præsenterer sig
og fortæller, hvor langt de er nået i genoptræningsforløbet.
Af de tilstedeværende patienterne er nogle
indlagt, nogle er dagpatienter og andre er ambulante
eller netop udskrevet. Genoptræningsafsnittets
overlæge gennemgår herefter i et kort, mundtligt
oplæg den information, vi nu har erfaring for, er
den mest efterspurgte. Det drejer sig om sygdomsårsager,
sygdomsmekanismer og forebyggelse6) .
Seancen giver rig lejlighed til at drøfte de sygdomsforhold,
den enkelte lige nu er mest optaget af.
Efter en kort pause gives ordet frit. Sygeplejerske,
socialrådgiver og neuropsykolog udgør herefter
informations-teamet. Patienter og pårørende
spørger til andre ting, de gerne vil vide, og som typisk
er forskellige fra sidemandens. Spørgsmålene
afspejler, hvor i forløbet den enkelte er. Det kan
dreje sig om plejen, om træningen og undervisningen,
om de skjulte/mentale handicap, om de
pårørendes situation og om fremtidens muligheder.
Diskussionen giver rig mulighed for at sammenligne
sig med øvrige deltageres handikap og måder
at takle problemer på. Der uddeles pjecer undervejs
om de emner, diskussionen berører. Ved afslutningen
spørges den enkelte, om han eller hun
har haft udbytte af mødet, og hver gang udfyldes
en kort skrifltig evaluering.
Løbende justering
De skriftlige evalueringer gøres op efter mødet og
gives straks til teamet, der i detaljer kan få indtryk
af, hvilken information, der blev bedømt som meget
vigtig og godt afleveret. Man kan kalde informationsmetoden
for “Lyt og svar”. Metoden går
begge veje. Patient og pårørende får den information,
de eftersøger, og vi - personalet - lytter til nyt
om, hvor patienten er i sit forløb, og hvad der glæder
eller bekymrer mest. Desuden får vi at vide,
hvilke ting der måske ikke fungerer så godt i afdelingen,
som vi selv går og tror.
Indtil nu har 84 patienter og 93 pårørende deltaget
i apopleksiskolen, og tilfredsheden har været
ovenud stor.
Vores mål med apopleksiskolen er, at den, som
et supplement til den vigtige individuelle information
fra alle faggrupper, skal øge patienternes og
de pårørendes viden om apopleksi, undersøgelser,
behandling, pleje og genoptræning. Desuden er målet,
at Apopleksiskolen også skal give de pårørende
relevant viden om, hvordan de bedst muligt kan
støtte patienten i genoptræningsfasen. Og mon ikke
apopleksiskolen er kommet for at blive? ■
1) Nu Neuropsykologisk Konsultation Sct. Olsgade 12, 4000 Roskilde.
2) Jytte Jensen, adm. Oversygeplejerske: Sikkerhedsnet under alle
patienter. Sygeplejersken 36/2002, s.18-23.
3) Jytte Jensen: Bedre information efter patientkritik.
Sygeplejersken 36/2002, s.24- 28.
4) Pernille Jensen: Når gruppen behandler.
Ergoterapeuten 3, 1997, s.8-11
5) Jane Barton: Stroke: a group learning approach,
Nursing Times, feb.2002, Vol.98, No.7, p.34-35.
6) Vi har siden foråret 2001 systematisk samlet alle de spørgsmål, der
er stillet eller rejst i en efterfølgende diskussion under disse møder,
og denne liste af spørgsmål er derfor et godt
udgangspunkt for det indledende oplæg
(se listen på web-adressen:
www.vfhj.dk/fokus/arkiv/artikler/tusind.asp
TEMA: REHABILITERING 11