Rehabilitering: Fokus på den skadede og familien ... - Servicestyrelsen

More documents

Recommendations

Info

4 Det trekantede samarbejde RESUME: METTE TRIER, INFORMATIONSMEDARBEJDER, VIDENSCENTER FOR HJERNESKADE. 1) Almindelig daglig levevis TEMA: REHABILITERING Det er på høje tid at se på koordination og komplementære flows mellem kommuner, amter og rehabiliteringscentre, mener socialrådgiver Eva Hollænder, Frederiksborg Amt. Men processen kan på grund af forskellige opgaver og domæner være vanskelig, hvis ikke der er opmærksomhed på, at de tre enheder udfører forskellige opgaver. Det følgende er et resume af Eva Hollænders oplæg fra konferencen i Dianalund i aug. 2002 i anledning af, at rehabiliteringscenteret Kurhus er permanentgjort. Samarbejdet mellem kommune, amt og rehabiliteringscenter er som en ligesidet trekant, hvor hver af siderne er lige store, og hver side har lige meget magt. Sommetider oplever kommuner, at amtet blander sig utidigt i de kommunale opgaver - at amtet træder ind på det kommunale domæne. Amter mener undertiden, at genoptræningsenheder fremkommer med urealistiske forslag til et videre forløb - at rehabiliteringscentret betræder det amtslige felt. Og genoptræningsenheder mener undertiden, at kommunerne tilbyder løsninger, der ikke tager hensyn til de særlige problemer, der følger med det at få en hjerneskade - at kommunen begrænser rehabiliteringscentrets felt. Det er, når det ene felt træder ind over det andet felts domæne, at samarbejdet bliver trekantet - i den negative forstand, mener Eva Hollænder. Forskellige opgaver og foki Kommunernes hovedopgave er at administrere den sociale lovgivning i forhold til forsørgelse, arbejdsintegration, omsorg, pleje og børns trivsel. Kommunen har fokus på lovgivning og retssikkerhed, eftersom en vigtig del af arbejdet handler om fortolkning af lovgivningen og sikring af borgernes rettigheder. Det amtslige opgavefelt er mindre differentieret. Her består opgaverne i at sørge for rådgivning til mennesker med omfattende funktionsnedsættelser og rådgivning i fht. boformer, beskæftigelses-, aktivitets- og samværstilbud til de forskellige målgrupper og i at varetage overordnede planlægnings- og udviklingsopgaver i forhold til etablering af nye tilbud. Derfor har amterne fokus på pædagogik og specialpædagogik. Rehabiliteringscentrets perspektiv er endnu mere specialiseret: Det drejer sig her om behandling og genoptræning både af kognitive, fysiske, ADL-mæssige 1) og sproglige funktioner. Diagnostikken er dermed i fokus, eftersom det er den, der bestemmer interventionen. Definerer løsningerne problemerne? De forskellige funktioner og opgaver giver forskellige koder, målgrupper, foki og perspektiver. Dette kan i sig selv medføre vanskelige overgange mellem amt, kommune og rehabiliteringscenter. Men vores funktionsspecialisering bliver desuden ofte til vidensfragmentering: At alle ved noget om noget særligt, men at ingen ved alt om alt. Det kan føre til, at vi kun lægger mærke til og vægt på de problemer, der ligger inden for det område, vi selv arbejder med, mens nye eller ukendte problemfelter kan unddrage sig vores opmærksomhed. Risikoen er derfor, at det ikke er problemerne, der genererer løsningerne, men omvendt: At det er de kendte løsninger, der definerer de iagttagne problemer og dermed løsningsmodeller. Når de tre enheder - kommune, amt og rehabiliteringscenter - har forskellige opgaver og forskellige løsninger, er det derfor ikke så underligt, at samarbejdet bliver kompliceret. Hvis kommunen kun interesserer sig for forsørgelsen, amtet kun for behovet for visitation til en amtsinstitution, og rehabiliteringscentret kun medtænker yderligere genoptræning - så er der lagt op til et trekantsdrama. Ifølge Eva Hollænder betyder
dette, at jo mere arbejdet specialiseres - altså jo større forskelle der er i de enkelte funktionsområder - jo mere afhængige bliver vi samtidigt af de andre. Komplementære flows Når afhængigheden af de øvrige enheders udførelse af opgaver bliver større, opstår der en kompleks afhængighed mellem aktiviteterne. For at skabe sammenhæng og en helhed, der går ud over den enkelte funktions opgaver, må de forskellige aktiviteter - den samlede hjerneskadeindsats - komplementere hinanden og indgå i både et differentieret og et sammenhængende hele. Vi må altså tilbage til samarbejdet mellem amt, kommune og rehabiliteringscenter, tilbage til den ligesidede trekant. Nogle rehabiliteringscentre er helt afhængige af en kommunal eller amtslig bevilling for at kunne udføre deres opgaver: Ingen bevilling betyder ingen kunder i butikken - eller sekventiel opgaveafhængighed illustreret ved: bevilling ➔ opgavevaretagelse. Amtet behandler en ansøgning, hvor ‘outputtet’ bevilling’ bliver ‘inputtet’ til genoptræning. Her er der tale om en umiddelbar tidsmæssig, økonomisk og arbejdsmæssig afhængighed. Så simpelt foregår tingene imidlertid ikke. Da amtets opgaver er subsidiære til den kommunale indsats, hverken kan eller vil amtet bevilge et genoptræningsophold uden en kommunal indstilling. Det sekventielle opgaveafhængighed kan altså udvides med flere komponenter: borger ➔ kommune ➔ amt ➔ genoptræning. Borgerens henvendelse transformeres til en kommunal indstilling, som sendes til amtet, der bevilger et ophold, hvorefter centret udfører en genoptræning. Her er der stadig tale om en umiddelbar både tidsmæssig og arbejdsmæssig afhængighed. Men den lineære opgaveafhængighed holder ikke i praksis. Ifølge Eva Hollænder er der snarere tale om gensidig afhængighed, hvor varetagelsen af opgaverne udføres i komplementære flows. kommune borger amt center At noget er komplementært vil sige, at det udelukker noget andet og samtidigt - sammen med dette andet - udgør et hele. Den hjerneskadede, os selv, de andre instanser og de andre fagpersoner skal ikke betragtes som adskilte - eventuelt besværlige, ubegribelige eller ukyndige elementer, som opererer uafhængigt af hinanden. Opgaven er tværtimod at tænke komplementært, at forstå, at helheden netop består i nogle klart adskilte dele, der kun tilsammen udgør et hele. Gensidig afhængighed Hvis en opgave skal løses komplementært og under gensidig opgaveafhængighed, er der behov for koordination fra begyndelsen. Hvis koordinationen mangler, bliver resultatet splittet, altså det modsatte af komplementært. Ingen af de tre enheder i det trekantede samarbejde kan altså udføre sin opgave uden i et nært samspil med de øvrige parter. Og det kræver en hyppig og respektfuld dialog. Et alvidende udgangspunkt er ofte et bedrevidende udgangspunkt - hvilket giver problemer i samarbejdet, hvis det betyder, at man træder ind på en anden funktions opgavefelt og domæne, da opgaven ikke kendes til bunds - og heller ikke feltets særlige perspektiver. I samarbejdet må vi derfor - trods forskelligheden - have tillid til de andres vurderinger. Netop fordi det er summen af de forskellige perspektiver, der skaber mulighed for at danne en helhed - den helhed, som den hjerneskadede har krav på. Her er vi gensidigt afhængige af hinanden. På lige netop dette punkt er der ikke forskel på amter, kommuner og rehabiliteringscentre, sluttede Eva Hollænder. ■ Hele Eva Hollænders indlæg kan læses i netudgaven af Fokus på: www..vfhj.dk/fokus/arkiv/ artikler/2002_4_hollaender.asp TEMA: REHABILITERING 5
Page 1 and 2: Videnscenter for Hjerneskade Rehabi
Page 3: Svage led i genoptræningskæden Bl
Page 7 and 8: været en bevægelse fra ingenting
Page 9 and 10: genoptræningsforløb kører han p
Page 11 and 12: Disse og en lang række andre spør
Page 13 and 14: apopleksi del af behandlingskæden
Page 15 and 16: Anne Jensen har siden Thomas’ uly
Page 17 and 18: Q2learn forsøger vi hele tiden at
Page 19 and 20: og hvad så? forslag tegnes disse u
Page 21 and 22: 7. I de tre følgende øvetimer bli
Page 23 and 24: A-one Jørgen blev indlagt på apop
Page 25 and 26: Fakta For pårørende er klagerne o
Page 27 and 28: FAKTA OM HB1 situation eller mangle
Page 29 and 30: Filosofi, Etik, Videnskabsteori Så
Page 31 and 32: gen mellem amtslige og kommunale ti

Rehabilitering: Fokus på den skadede og familien ... - Servicestyrelsen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?