Lidelsen i en forunderlig verden - De Berejstes Klub

At deltage i en organiseret tur indbefatter
altid besøg på fabrikker med gode muligheder
for at handle. så vi kom selvfølgelig
på tæppefabrik her i Lhasa, men da vi
gerne ville finde et tæppe, var det absolut
fint med os. Børnene fulgte med i hele
fremstillingsprocessen og syntes det var
spændende - men at man fyrede op i ovnen
med yakoksemøg, det var en oplysning,
de ikke kunne forstå. De der ulækre
pandekager, som lugtede fælt, var lidt af
en mundfuld at skulle opleve for to typiske
storbybørn, som er vant til, at vi blot
drejer på hanen derhjemme. Det afholdt
dem dog ikke for, da det kvindelige shoppinggen
blev aktiveret, at gennemsøge
stakke af tæpper for at finde det helt rigtige.
Valget faldt på et meditationstæppe
med jord- og himmelsymbolerne på, som
nu ligger som minde i stuen.
Vi var på tur til Shigatse og nød en ufattelig
smuk og skyfri solskinsdag med
20-22 grader på køreturen over Kampaia
Pass, langs Yamdok Tso Lake forbi Karola
Glacier og et dæmningsanlæg til Gyantse
by med Palchoi Monestery. Vi oplevede
golde områder og yderst frodige grønne
dale med gule marker med kunstvandingssystemer.
Masser af får og yakokser
med lidt køer og heste iblandt på markerne.
I søen mange fisk, andefugle og
lappedykkere foruden småfugle på hele
køreturen. Det hele krydret med udsigt
til højde sneklædte bjergtoppe og gletschere.
Vi kørte igennem små landsbyer,
hvor yak-brændselskagerne ligger
til tørre overalt på stenhegnene. Vejen
er nogle gange ret så ujævn at køre på,
men kineserne er i gang med.at udbedre
vejsystemet overalt.
Vores bil var til gengæld gennemstøvet
pga. et hul i bilens bund, så vi følte dagen
var tilbragt i støvstorm trods lukkede
bilruder. Men da vi boede på luksushotel
"Shigatse Hotel", blev støvet vasket af,
og drikkevarer klarede den indre tørhed
ganske godt.
Shigatse ligger i 4330 meters højde, hvor
vi besøgte Zhashenlunbu Tempie. Vi afventede
om morgenen, at templet åbnede
døren til den store bronze Buddha figur
på 30 meters højde, sammen med de
lokale munke og troende tibetanere, foruden
en lille gruppe franske turister. Som
altid stor nysgerrighed omkring pigerne.
Da vi når inden for, stopper alle munkene
op midt i deres messende bøn for blot at
stirre på børnene, hvilket pigerne ikke
engang bemærker, da de følger Pupu lige
i hælene for at se ham ofre yaksmør og
gå runden omkring statuen!
Vores køretur retur til Lhasa blev dog en
oplevelsesrig tur. Vi fulgte Yaluzangbufloden
en times kørsel, hvorefter vi skulle
dreje over på jordvej imod Lhasa, men fik
en mulighed for at fortsætte via den nyanlagte
vej langs floden, som var lukket
for trafik på nuværende tidspunkt. Pupu
fik mast sig bag to regeringsbiler gennem
vejafspærringen, hvor vagten allerede
havde set vores papirer i kontrolbygningen.
Vi kunne dog se, at vagten så alt
andet end glad ud nu, da han opdagede
os turister på bagsædet. Dette glemte vi
dog hurtigt, da bilen fløj ud over en nyanlagt
vejbane uden afstribninger og vejværn,
så humøret var højt hos alle. Pupu
sørgede for at holde sig i baghjulet på de
to biler, der kørte til, også på de mindre
ufærdige sektioner af vejen.
Pludselig mødte vi så en arbejdsbrigade
med mange asfaltlastbiler på vejen, og
længere fremme asfaltmaskinen, som
spærrede for al trafik. Vi blev ledt ud i
vejkanten og parkeret uden mulighed for
andet end at afvente, at de blev færdige
med at asfaltere og vejen kølet af i mindst
en time, før vi atter kunne køre på den!
Ja, vi satte os lidt irriterede ud i solen og
kikkede lidt på floden og arbejdet, mens
vores lunchbokse blev åbnet og indholdet
spist stille og roligt. Børnene kravlede
ind i bilen igen, da solen varmede
for meget i den ret vindstille dal, og fandt
deres gameboys frem til spillehygge. Vi
udleverede vores overskydende mad til
vores følgesvende i de to andre biler, det
kan vel aldrig skade ens situation at være
flink.
så med et dukker 8-10 kinesiske soldater
råbende og skrigende op ved vores biler!
Både vores "naboer" og guide/chauffør
kommer i skænderier med disse, og pludselig
ser vi vores chauffør slået i jorden,
tilsyneladende uden grund. Kort herefter
ankommer en fedladen overlegen chef,
som havde dollartegn skrevet i øjnene.
Forløbet herfra er råben, skrigen og diskussion,
så Anette kravler ind i bilen til
børnene, som sidder skræmte derinde.
Bildøren flås op, og bilnøglen tages af en
soldat. Det samme sker i de to andre biler.
Alle soldater forlader derefter stedet
med de fleste kinesere halsende efter
sig, inklusiv vores guide og chauffør.
Noget fortabte sad vi så der midt i ingenting,
med total uvidenhed om det videre
forløb, hvor børnene græd lidt og var
bange. Vi havde to liter drikkevand og en
bil at søge skygge i, og så satte vi os eIlers
til at vente!
GLOBEN nr. 23 / Marts 2006
12
Vi hilste på alle vejarbejderne, da deres
asfaltmaskine langsomt kørte forbi vores
bil - det er virkeligt snavset og varmt at
arbejde der. Teamet bestod af kvinder og
mænd. Nogle lokale beboere passerede
os og stod med næsen imod bilruden for
at se på børnene, som blot ville være
i fred og ro. så kom de andre to bilers
personer retur efter to timer med deres
bilnøgler og kørte videre! Suk, og vi sad
her endnu, og humøret dalede til nulpunktet!
En halv time senere kunne vi se
vores chauffør komme småløbende ned
af vejen imod os - og håbet om at komme
videre blussede op.
Pupu var ret ophidset og forklarede med
arme og ben noget om, at guiden var et
fjols, og der havde måttet betales bestikkelse.
Han havde dog nøglen med, og
snart ankom Justin i et roligere tempo.
Spændingen for, om bilen kom uskadt op
af afløbsrenden og ud på vejen, gjorde,
at vi alle holdt vejret - og i andet forsøg
lykkedes det igen at blive kørende.
HURRA.
Justin forklarede os, at vi - men ikke
Pupu - havde papirerne i orden (han var
tibetaner og ikke kineser) til at befinde
sig her, derfor havde militæret jagtet
os, og de indhentede os desværre. Han
måtte betalte 1000 RMB (cirka 800 kr.)
i bestikkelse for at få os ud, med besked
om, at vi ikke måtte køre på vejen! så
ved den første sidevej, som blot var et
oksespar, kørte vi fra og fortsatte ud i
det blå, alt imens Justin og Pupu diskuterede/skændtes
en hel del! Hvad den rigtige
sandhed var, opgav vi at finde ud af
- bare vi kom videre!
Turen på grusvej kom til at vare fire timer,
hvor vi i starten blot fandt dette
spor og arbejdede os stille og roligt imod
en landsby og blev guidet videre af lokale
til en by, hvor Pupu igen var nogenlunde
stedkendt. Det blev en lang dag for familien
på bagsædet, men hvor var det en
flot og interessant tur igennem små landbrugsbyer,
langs floder og dårlig vej op
over et højt pas med udsigt til snetoppe
og stepper med masser af små jordegern.
Pludselig indtræf dagens uheld nr. to ­
fronthjælmen blæste op, og vi lavede en
katastrofeopbremsning ! Pupu forsøgte at
binde den fast med et reb, og det holdt da
også et tidsrum, før hjælmen igen røg op,
med en ny opbremsning til følge. Denne
gang holdt bindingen længere tid, og vi
bad en LANG bøn om guderne nåde, så vi
kunne nå Lhasa før vores afgang til lufthavnen
tidligt næste morgen. Guderne
må have hørt os, for den nu ret langsomkørende
bil nåede frem til asfalten igen
og passerede forbi den nye jernbanelinie.
De nu kun cirka firs kilometer retur til
Lhasa ad god vej tog ingen tid.
Vi kastede den godt støvede bagage ind
på hotellet og fik lidt vand i hovedet.
Spiste gratis mad på bureauets regning
om aftenen, som kompensation for dagens
strabadser. så vi sov godt den sidste
nat i Lhasa, før vi tidligt næste morgen
blev kørt til lufthavnen af en træt chauffør
i en endnu ikke repareret bil, som dog
var helt ren igen. Kort før lufthavnen var
der sket et trafikuheld med personskader,
så vi kom trods alt godt igennem vores
ophold her på "Verdens tag".
GLOBEN nr. 23/ Marts 2006
13