Lidelsen i en forunderlig verden - De Berejstes Klub

10 fængslende fortællinger
TEKST OG FOTO: ARNE R UNGE
Gode mennesker kommer i himlen, vi
andre kommer alle vegne. Nogle af de
steder vi andre kommer, er for eksempel
værtshuse, horehuse og arresthuse.
Nogle gange endda i kronologisk rækkefølge.
Man starter med et par øl på et
værtshus, så går man ud og ser på damer
og ender med at vågne op næste morgen
i et arresthus. Andre gange ender man
måske i et arresthus, fordi man glemte
at tænke sig om eller måske, fordi man
bare var et forkert sted på et forkert tidspunkt.
Herrens veje er jo uransagelige.
Manglende visum til Moldova
betød hotelarrest, udvisning
og hundrede dollars i bøde
Thi kendes for ret, sagde dommeren. Han
talte næsten ligesom Simon Spies. Mr.
Arne Runge from Denmark betaler halvtreds
dollar i bøde plus tyve dollar for opholdet
og tredive dollar for exit visum. I
alt hundrede dollar. Han vi l blive fu lgt til
toget af politiet, til udvisning med først
afg§ende tog til Bukarest. Expu lsed, blev
der stemplet i passet. Normalt bliver man
sendt tilbage til det land man kom fra,
men der var noget "spooky" ved denne
sag. Jeg var her faktisk slet ikke, i hvert
fald rent teknisk.
Jeg var helt sikker på man kunne få transitvisa
på grænsen til Moldav ien. Det
havde de fortalt i Moldovas stand på feriemessen
i Bella Centret et par måneder
tidligere. Det kunne man måske osse,
hvis man kom fra Rumænien, som de
Arresthuset I Tunesien
osse repræsenterede. Men de havde ligesom
ikke forestillet sig, at man osse kunne
komme fra Ukraine. Det undrede mig
godt nok, at der hverken var told eller
paskontrol i toget fra Odessa til Chisinau,
hovedstaden i Moldova. Men hva', så sparer
jeg måske de penge, tænkte jeg, og
ærgrede mig over, at jeg ikke havde taget
lidt flere cigaretter med.
Jamen, du har jo ikke noget visum, sagde
den forskrækkede receptionist, hvordan
skal jeg s§ tjekke dig ind. Bare behold
mit pas, sagde jeg, så ordner jeg det i
morgen tidlig . Det kunne da ikke være
noget problem. Men det kunne det altså.
Overnatning i Sverige
kostede tre dages arresthus
og hundrede svenske kroner
i bøde
Mørket var ved at fa lde på. Det øsede
ned. Vi nduesviskeren kunne ikke følge
med mere. Vi sneglede os af sted på
en sydsvensk landevej . Mig og Mogens.
Pludselig sagde motoren stop. Vi prøvede
at få den i gang igen, men den var død.
Helt død.
Lige over for os lå et hus, der lige havde
holdt rejsegilde, flaget sad der endnu.
Det var det eneste hus i nærheden. Vi gik
over og bankede på døren i håb om, at
der var nogen hjemme. Det var der ikke,
håndværkerne var gået hjem. Døren var
låst, men et vindue stod halvt åben. Vi
kikkede lidt p§ hinanden, og s§ kravlede
Mogens ind og åbnede døren indefra. Der
var stadig høvlspåner på gulvet. Der lagM
de vi os og blev der natten over.
Klokken seks om morgenen kom ejeren.
Han blev skruptosset, da han så os ligge
der og sove i hans nye hus. Vi forklarede
ham om problemet med bilen og at vi nu,
hvor regnen var holdt op, ville prøve om
vi kunne få den i gang og komme videre
mod Stokholm. Vi stod med motorhjelmen
åben og forsøgte at få motoren i
gang, da policen tilfældigvis kom kørende.
De spurgte, hvad der var galt, og
mens vi forklarede vores problem, kom
husejeren over og fortalte hans version
af sagen. Vi endte på politistationen,
hvor vi efter afhøringen blev sat i hver sin
celle. De mistænkte os for at være på tyvetogt
og vi lle søge oplysninger om eventuelle
indbrud på ruten vi havde kørt fra
København og her til Halmstad, som det
viste sig at byen hed. Det tog tre dage.
Og endte m ed, at vi blev udvist af Sverige
og fik en bøde på hundrede kroner hver.
Lorte Sverige.
Det svenske politi inviterede
på gratis morgenkaffe og
transport til Malmøbåden
Mange år senere var jeg igen i Sverige,
og endnu engang endte jeg i brummen,
men denne gang lidt mere nænsomt. Jeg
havde været i Stokholm med min søn
Tonny, der dengang var ti år, og på vejen
tilbage til København var vi strandet
i Malmø. Klokken var elleve om aften, så
vi havde en time til den sidste flyvebåd
sejlede klokken tolv. Timingen var god
nok, der var bare det problem, at det var
vinter og atten graders frost, så Øresund
var frosset til. Kun de store både sejlede,
og den første afgik klokken ni næste
morgen. Jeg havde ikke råd til at tage et
hotel og besluttede at overnatte på busstationen.
Men klokken tolv lukkede de
stationen, og alle blev smidt ud. Jeg forklarede
vagtmanden vores situation så
godt jeg kunne på svensk og fortalte, at
jeg jo ikke kunne være ude i den kulde
så mange timer med et barn på ti år. Jeg
insisterede på at måtte blive inde på sta­
t ionen.
Der blev ringet efter politiet, som tilbød
os en ce lle i arresthuset. Vi kom op i salatfadet
og kørte med rundt og samlede
hjemløse og fulde mennesker op som
osse skulde overnatte i arresthuset, så
GLOBEN nr. 23 / Marts 2006
64
de ikke frøs ihjel. Vi fik en fin dobb Itecll
men måtte acceptere, at døren bl v la
udefra. Vi fik en af betjenten til al l
et foto af os til dagbogen, m ens vi l od
inde i cellen og holdt i tremmern . Næste
morgen klokken seks blev vI lukket ud,
fik gratis m org enkaffe og blev kø r t ned
til båden i en patruljevogn. De glemte at
gøre honnør.
Politiet afleverede mig
personligt til kaptajnen, fordi
jeg havde tisset på gaden i
Reykjavik
Vi havde holdt fødselsdag for Gunnar, ungtjeneren,
på MS Dronning Alexandrine,
mens vi lå i hav n i Reykjavik på Island.
Han fyldte tyve år. Jeg var messedreng
ombord og var lige fyldt femten. Gunnar
havde skaffet en kasse øl fra restauranten,
og vi blev godt fulde. så skete der
det der altid sker, når unge knægte bliver
fulde. Vi gik ud for at kikke på damer.
Hvad vi ikke vidste, var at der på det tidspunkt
var totalt spiritusforbud i Island.
så det var ikke særlig klogt at gå fulde
rundt i gaderne, og da slet ikke at stå og
tisse på gaden. Og det va r netop det jeg
gj orde, da jeg pludselig blev jeg grebet
bagfra af to islandske pol itibetjente. De
var mindst to meter høje, og de var godt
nok sure. Jeg blev taget med på stationen
og måtte overnatte i arresten. Om
morgenen blev jeg kørt i patruljevognen
ned til skibet og afleveret til kaptajnen.
Han blev ederma'me osse sur. Jeg fik heldigvis
ingen bøde, og kaptajnen blev god
igen efter et stykke tid.
leg kom osse engang til at
tisse på gaden i Polen
Der er femhundrede meter til toilettet,
sagde tjeneren, bare lige ud af gaden, du
kan Ikke undg§ at se det. Da jeg kom til
det første træ, kunne jeg ikke holde mig
mere. Mens jeg stod og tissede kom der
pludselig et par betjente rundt om hjørnet.
Jeg gad ikke engang forsøge at holde
mig og hive den ind igen. Det var for sent,
de havde set mig. De talte kun polsk, så
jeg blev hevet med på stationen og placeret
i arresten bag en tyk grøn egetræsdør
med store slidtejernbeslag, indtil der kom
en betjent, der kunne noget tysk. STRAF,
sagde han og skrevet bødeforlæg. Jeg
kan ikke huske, hvor mange slotY det var,
men en ting glemmer jeg aldrig. De modtog
ikke uden landsk valuta, kun sloty. Og
jeg havde ikke slotY nok, kun dollars og
det var søndag, ban ken var lukket. Han
pegede p§ den grønne dør. •
Ich habe ein ide, sagde jeg skræmt fra
vid og sans for at skulle tilbringe natten
i hullet indtil banken åbnede næste mor-
g n. K 11 j g Ikkc cflc,lo(ic mll1 ' ygs ' k
og mil p og g Oll lil l oxa 101I0l1c l1 g
veksl Ilog i 1011(11 1I1 , I ly. O l fik j g lov
1I 1. J g lob h I vej n op 1I1 l xasl allon
n og v k lcd nogle dollars til en uforskamm
t lav kurs og lob osse hele vej en
t ilbage. Jeg betalte boden og ba d om en
kopi. Han pegede på den grønne dør. Jeg
droppede kopien.
Stor bøde plus erstatning
af porcelæn efter værtshus
slagsmål i Bangkok
Han va r et dumt svin, et rigtigt dumt svin.
Han hed Benny og var fra Jylland. Og så
var han for tyk. Jeg mødte ham på en ludderbar
i Bangkok, hvor vi fik nogle drinks,
mens vi snakkede fuldemandssnak og
kikkede på luderne. Et rigtigt dumt sv in .
på et tidspunkt havde han irriteret mig
nok, så jeg stak ham en lussing. så stak
han mig en lussing. så væltede bordet,
og mig og Benny lå og rodede rundt på
gulvet. Ba-buMbaMbu. Vi blev anbragt i
samme celle, men nu gjaldt det pludselig
om at holde sammen, så vi kunne komme
ud igen. Det va r lige før vi blev venner.
Da vi blev vækket næste morgen, blev
vi præsenteret for en bøde for offentlig
uro og et erstatningskrav fra ejeren
på porcelæn til tyve personer. Ikke tale
om, sagde Ben ny, så meget porcelæn
ejer han slet ikke. Jeg skyndte at betale
min halvdel plus bøden på fem hundrede
bath. S§ betalte Benny osse. Under protest,
som han sagde. Under protest. Vi
delte en taxa Ind til byen.
Rejselederen kom i spjældet i
Tunesien
Jeg var engang destinationschef i
Tunesien for et lille dansk rejsebureau,
der hed Kønig Rejser. Det var sommer i
Danmark, og det regnede. Det regnede
s§ meget, at alle ville p§ ferie. Ned til solen.
Rejsebureauerne havde gyldne dage.
Kønig Rejser sendte turister til Mallorca
og Sicilien, og alle hoteller var simpelthen
fuldt booket. Men da han hørte, at jeg tidligere
havde været rejseleder i Tunesien
for Tjæreborg Rejser og talte fransk,
sendte han mig af sted fra Mallorca for
at bygge en ny destination op i Tunesien.
Det gik helt fint nogle måneder, men endte
med et brag, da Kønig Rejser pludselig
gik konkurs. Der stod jeg så med alle
gæsterne og hotelregninger, der ikke var
betalt. Og - næsten det værste - hotelkontrakter
for resten af sæsonen, der var
underskrevet af Arne Runge.
Jeg fik heldigvis al le gæsterne hjem, men
blev selv arresteret og sad fire døgn i en
betoncelle før jeg kom for en dommer. Da
hotelejerne, som normalt var mine gode
venner, indså at der ikke var nogen penge
at hente, at Kønig Rejser simpelthen ikke
eksisterede mere, gav de afkald på deres
erstatningskrav, som ellers ville have betydet
syv §rs gældsfængsel. Jeg kom ud
af arresthuset, og efter en måneds hotel
arrest, hvis nogen af hotelejerne skulle
fortryde, fik jeg lov at rejse hjem. Jeg har
siden haft en skræk for at skrive under
på noget.
leg kunne ikke betale
diskotekregningen i Eilat og
endte i kachotten
Shalom, jeg havde lært at snakke gebrokken
hebraisk. Jeg var bartender på
Hotel Neptun i Eilat, og mine gæster i
baren var en stor gruppe danskere på
charterrejse med Tjæreborg. Da jeg lukkede
baren ved midnat gik vi på diskotek,
hele banden. Kan du ikke lige bestille
fire øl og en flaske vin, spurgte folk, du
som kan hebraisk. Oa de lukkede klokken
fire, var jeg blevet godt klatøjet og
ville bare betale min regning og så hjem i
seng. så kom chokket. Regningen lød på
et par tusinde kroner, omregnet i danske
penge, Ja, men jeg havde jo kun fået en
fem seks bajere, fortalte jeg tjeneren.
Alle mine danske venner var gået hjem
en efter en, nogen uden at betale, og det
var mig der havde bestilt. Jeg hang på
regningen.
Ind i kachott en med ham, sagde politiet
da de kom. Det kom jeg så . Næste morgen
fik jeg lov til at ringe til min chef i
baren, som lånte mig pengene til regningen.
Om aftenen, da jeg igen stod i
baren, fik jeg fat i vennerne fra i går og
spurgte, hvem der ikke havde betalt sin
regning p§ diskoteket. Jeg fortalte dem
om min spjældtur. De blev helt flove, og
GLOBEN nr. 23/ Marts 2 006 6 S