Ældre kvindelinje Børn af marie Sophie Thørche - Foreningen Pierre ...

Straks bødede han dem, der fandtes, efter evne, men
allerede 1833-34 opførte han den store lade, 1846 den
såkaldte forpagterbygning, der skulle tjene ham som
midlertidig bolig. I 1853 lagdes grundstenen til den nye
hovedbygning, og staldlængerne blev dels nyopførte,
dels udbedrede af ham til forskellige tider. Hans ældste
søn har udtalt sig således om hans landmandsgerning:
“Ikke blot havde han et naturligt anlæg for landbruget
- et menneskes virkelige kald er givet det af Vorherre,
givet det med fødslen og grundet i vedkommendes hele
ejendommelige bygning (tålmodighed, sagtmodighed,
udholdenhed, nøjsomhed, en fast, ikke flyvende eller
vovespillende tankegang, et åbent øje for naturen både
i det små og det store, samt lyst til legemligt arbejde,
kunne måske nævnes som nødvendige særpræg hos
dem, der virkelig har et indre kald til landbruget), - ej
alene, siger jeg, havde han et virkeligt kald og bestemt
anlæg til landvæsenet, og ej alene støttedes dette, både
i hans oprindelige hjem og i hans plejehjem, men han
blev også i sit øvrige liv bevaret i overensstemmelse
med sit kald: Hans lyst og kærlighed til agerbruget anfægtedes
aldrig og svigtede aldrig.
Og derfor blev han en så helstøbt landmand, som vi kun
har set få. Derfor kom der altid et ejendommeligt lys
i hans øjne og liv i stemmen når han talte om landbruget.
Det var et område, på hvilket han med rette følte sig
hjemme.” I 1834 valgtes Lauritz Ulrik - skønt hovedgårdsejer
- som stænderdeputeret for 8. distrikt af Nørrejyllands
mindre landejendomsbesiddere. Han var da
kun 32 år og den næstyngste af de 54 mænd, der valgtes
til Viborg stændersamling. Han mødte 1836, 1838 og
1840, men havde ingen større indflydelse. Han indgav
nogle lovforslag, som dog alle faldt igennem. 1841-45 var
han medlem af og formand for Dråby sogneforstanderskab.
1841-49 sognets skolepatron og i lang tid medlem
af fattigkommissionen. 1845-49 og 1854 og følgende år
var han medlem af Randers Amtsråd. I 1847 købte han
Jægergården ved Århus, boede her fra maj 1848 til maj
1852, men solgte den 1851. 1852-60 var han forpagter af
Mallinggård og Holtskovgård. I 1858 valgtes han til folketingsmand
for Randers Amt og mødte som sådan på
de 3 følgende Rigsdage. Han blev landvæsenskommissær
i Randers Amt 1858. I maj 1867 bortforpagtede han
Skærsø til sine sønner Niels og Jacob, idet han kun forbeholdt
sig haven og skovene, som han vedblev at styre,
men 4 år efter lod han forpagtningen gå over til ejendom,
opgav samtidig styret af haven og skovene, hvorimod han
forbeholdt sig hovedbygningen til beboelse for sin og sin
kones levetid, og her døde han 27. februar 1875.
42
Tredje slægtled (Nr. 50-54)
De mest fremtrædende træk hos ham, siger Frederik
Barfod, var en levende retfærdighedsfølelse samt en
gennemgående sandhedskærlighed, der var parret med
den største grad af beskedenhed, ja vel egentlig ydmyghed.
Han havde mærkværdig ringe tanker om sig selv,
om sine egne evner, sine egne kundskaber, sin egen
kraft og dygtighed. Han var i højeste måde fredsommelig
og stilfærdig, og dog var han af naturen heftig. Men i
årenes løb bekæmpede han stadig sin heftighed, så den
kom sjældnere og sjældnere til udbrud hos ham, og i de
senere år næsten aldrig. Han var i høj grad ømtålelig,
men samtidig i allerhøjeste grad hensynsfuld overfor
alle andre, de være høje eller lave, de stå ham nærmere
eller fjernere. I det private - som for øvrigt også i det offentlige
- liv var han meget tilbageholdende. Han hørte
ikke til dem, der har let ved at vise deres følelser. Det
samme gjaldt hans religiøse liv. I sine tidligere år gemte
han det mest hos sig selv. Men da han i begyndelsen af
50’erne oplevede et åndeligt gennembrud og derigennem
kom helt og fuldt til at stole på Guds nåde, blev han
frimodigere i bekendelsen. I hundredåret efter Lauritz
la Cours fødsel i 1902, rejstes i Skærsø skov en mindesten
med følgende indskrift, formet af Poul la Cour i
Askov: Lauritz Ulrik la Cour købte i 1825 Skjærsø som
den gang var i forfald. Trofast støttet af sin hustru Ellen
Kirstine F. Poulsen nåede han som ejer indtil 1871 at
opbygge gården tilvejebringe besætning opdyrke marken
og kæret og opelske skoven. Og Gud velsignede
hjemmet. Efterkommere i 8 slægtled rejste Stenen 1902
Hundredåret for hans fødsel. Lauritz Ulriks liv er beskrevet
i bogen "En Dansk Landmand" af Morten Pontoppidan
fra 1915, der findes i Slægtsarkivet.
Gift 5. oktober 1833 i Rolse Kirke med Ellen Kirstine
la Cour (f. Poulsen). Født 26. december 1809 på Nørlund.
Død 5. marts 1875. Datter af Niels Poulsen til
Rolsegård og Dorte Dinesdatter. Var 1825-26 i syskole i
Randers hos Severine Kathrine Heni, der havde en meget
agtet skrædderskole for unge piger. Styrede indtil sit
bryllup huset for sine brødre på Rolsegård. Som ung var
hun rank, smidig og kraftig, af middelhøjde, med smukke,
regelmæssige træk, af hvilke der lyste mildhed og
godhed. Hun havde mørkebrunt hår, en hvælvet pande
og venlige, blågrå øjne. I efteråret 1829 gav hun Lauritz
Ulrik sin tro, og 4 år efter stod brylluppet på Rolsegård.
“Hun blev”, siger Frederik Barfod, “sin mands trofast
hengivne veninde, hans ømme og kærlige hustru, den
årvågne, omhyggelige og samvittighedsfulde moder for
hele den store børneflok.” Hun ejede en levende slægtsfølelse,
der gav sig mange udslag, først og fremmest