Ældre kvindelinje Børn af marie Sophie Thørche - Foreningen Pierre ...

mynderes uredelighed. Forsamlingen anså det “under
visse modifikationer tilrådeligt”, og med 33 Ja mod 16
Nej vedtog man, at petition desangående skulle indgives.
Under sessionen 1838 tog han især ordet til gunst for den
jyske race, som “Jyllands hele vesterland . . . så gerne vil
beholde . . . så ublandet som muligt; . . . der er ingen hel
- eller halvblodshingste i Thisted, Ringkøbing eller Ribe
Amter, og man ønsker ej heller nogen” (Stændertidende
1838 1. R. Sp. 1083). I den i sin tid så omtalte stændervise
får Otto August også sit vers, der lyder:
Og vil du have en model
på studepranger-Jyskhed,
la Cour en sådan er så vel,
som Josef var på kyskhed.
Verset skyldes, som de fleste andre af versene i stændervisen,
herredsfoged J. P. With, der i sine noter dertil
karakteriserer Otto August med de ord: “Havde kun
sands for vesteregnen og husbønder. Han ivrede meget
imod bønderkarlenes emancipation.” (Saml. jysk. Hist.
og Top. 3 R. 6 B. 8.154). Året før han solgte Thimgård,
havde han (1839) købt Stensmark ved Grenå, men afstod
den atter 1845 til sin svigersøn Niels Peter la Cour.
1844-51 ejede han Sarlyst ved Århus, 1851-57 Åbjerg
ved Ringkøbing. Fra 1850-53 var han tiende-kommissær
for Århus amt. Efter i 1857 at have solgt Åbjerg
flyttede han til Århus, i hvis nærhed han byggede Katrinebjærg,
hvor han boede fra efteråret 1858, og hvor
han døde 8. august 1860. Han var en virksom, dygtig
og brav mand, der kunne være meget livlig og underholdende,
men stundom også lunefuld.
Gift 3. februar 1816 på Rammegård med ane Cathrine
la Cour (f. Strandbygaard). Født 21. oktober 1796 i Ringkøbing.
Død 8. marts 1879. Datter af Købmand Christen
Strandbygaard og Christiane Dorthea Rindom. Vedblev
i fjorten år efter sin mands død at bo på Katrinebjærg,
men solgte den 1874 og flyttede til Århus.
(11 børn – nr. 28-39)
13
Niels Georg la Cour
Født 11. december 1797 i Viborg. Død 21. december
Tredje slægtsled (Nr. 10-16)
1876 i København. Søn af Niels la Cour (nr. 02) og Georgia
Nicoline la Cour. Som barn fulgte han sin fader
og dennes kompagni, hvor det lå i kvarter, og var endogså
selv væbnet med i kamp mod en engelsk barkasse
ved Ebeltoft 1809. Året efter lykkedes det ham at blive
antaget som landkadet på 90 rigsdalers betaling med
kost og ophold på landkadetakademiet, og 10. januar
1810 indtrådte han i den daværende yngste skoleklasse,
hvorved hans inderligste ønske blev opfyldt, da hele
hans hu stod til den militære stand. Hans søn, oberst
Victor Dornonville de la Cour, har i et omfangsrigt manuskript:
“Af mit liv og min tid, erindringer nedskrevne
fra november 1908 til november 1914 og derefter lejlighedsvis
supplerede”, fortalt følgende om sin faders
optagelse på landkadetakademiet. Det grunder sig på
generalens egen meddelelse, som “har præget sig fast i
min hukommelse”.
“Min fader, en stor og stærk prygl af en dreng på lidt over
12 år, er ene ankommen til København, for efter modtagen
tilsigelse at melde sig på landkadetakademiet. Med
en hel del besvær er han, ved at spørge sig for, nået ud til
Akademigade og betræder nu med en vis hellig gysen,
men dog frejdigt nok, for første gang, kommende ind
igennem lågen i Akademigade, landkadetakademiets
enemærker. Der er tomt i gården, og gående langs med
den store bygning - i Jylland havde han aldrig set så stort
et hus - kom han igennem en stor port ind i forhallen, fra
hvilken der førte trapper op til de øvre etager. Medens
han går op af disse, hører han nogen komme springende
rask ned ad trapperne og bliver glad, da han ser, det er
en kadet. Han må kunne vise ham tilrette og sige ham,
hvor han skal henvende sig. Kadetten standser og måler
den civile fremtoning med store øjne. “Med forlov”
siger min fader på bredt jysk, “kan han ikke vise mig,
hvor kontoret er?” “Hvad er du for én, og hvor kommer
du fra?” er kadettens svar med stærk holstensk accent.
“Jo, jeg skulle melde mig her i dag for at blive landkadet,
og jeg er fra Jylland!” svarer min fader. “Ih, så er du jo
en jysk tranlampe!” siger kadetten, og ligeså hurtigt replicerer
min fader: “Jamen så er du en tysk vindbeutel!”
hvorpå kadetten langer min fader en knaldende lussing.
Men den jyske tranlampe er ikke forknyt, han giver kadetten
råt for usødet, og da det under slagsmålet snart
viste sig, at jyden var den stærkeste og den sejeste, så
indskrænkede kadetten sig til defensiven, idet han tog
stilling med ansigtet mod væggen, gemmende hovedet
i de korslagte arme og søgte at holde sin modstander fra
livet ved at sparke bagud.
31