Ældre kvindelinje Børn af marie Sophie Thørche - Foreningen Pierre ...

talte den gamle Konge sin påskønnelse af hans virksomhed
som lærer ved det gymnastiske institut, og min fader
greb da lejligheden til at fremføre et ønske om at gøre sig
bekendt med gymnastikkens udvikling i Tyskland og
Frankrig. - “Men hvor få vi pengene fra til en sådan rejse
?” udbrød Kongen. -”Ja, jeg har dem ikke, Deres majestæt!”
svarede min fader. -”Ja, jeg heller ikke”, sagde Kongen,
“men, hø, hø, hø! jeg kan forstå, at han mener noget
for noget! Og det kan der jo være noget i! Har han gjort
landet en tjeneste ved at udarbejde sine reglementer, så
er det rimeligt nok, at vi gør ham en tjeneste til gengæld
og giver ham lejlighed til at studere gymnastikkens udvikling
andre steder, så kan han måske få lejlighed til at
gavne sit land en gang til. Hø, hø, hø!” Og så fik min fader
de nødvendige rejsepenge. Under sin rejse kom han også
til Paris, og der traf han sammen med en landsmand, en
hr. von Holstein, der senere blev kammerherre. Sammen
med ham traf han en dag en polsk Uhlanritmester, med
hvem han kom i disput om landsens brug. Disputen blev
varmere og varmere, enhver af dem holdt på sit, og enden
blev, at det blev aftalt, at de skulle prøve et lille rencontre
mod hinanden til hest og med stumpe landser. Det skulle
finde sted i et ridehus, og hr. von Holstein skulle være
tilstede som opmand. Det princip, som min fader havde
forfægtet, var, at landsens føring med begge hænder var
at foretrække for landsens føring med én hånd. Uhlanritmesteren
kendte ikke til landsens føring med begge hænder
og holdt på, at den førtes sikrest og kraftigst med en
hånd. Aftalen var da, at hver af modstanderne skulle føre
landsen efter sin metode. Rencontret fandt også sted og
med det resultat, at den polske ritmester i to på hinanden
følgende omgange blev stødt af saddelen. Denne episode
har jeg hørt bekræftet, som jeg her har meddelt den, for
få år siden af nuværende oberstløjtnant von Holstein, der
havde hørt den fortælle af sin onkel, den ovenfor omtalte
kammerherre von Holstein.
Som nævnt nedenfor, havde Niels la Cour bryllup 1835,
og om det første hjem skriver sønnen i sine optegnelser:
Min fader havde i hele sin løjtnantstid ikke haft nogen
pekuniær støtte, men måtte komme ud af det med sin
gage, og den var knap i de tider. Ikke desto mindre gjorde
han ikke gæld. Thi efter hans strenge anskuelser var en
mand, der gjorde bestandig gæld ikke stort bedre end
en bedrager. Derfor havde han i mange år i sin sekondløjtnantsperiode
ikke råd til at spise varm middagsmad,
men levede udelukkende af tør kost, og han sagde, at det
var forbavsende så billigt, man kunne leve, når man var
nødt dertil; thi uniformen, den skulle og burde altid være
frisk og pyntelig, på den kunne intet spares, og unifor-
34
Tredje slægtsled (Nr. 10-16)
men var meget dyr, da klædet i de tider var over dobbelt
så dyrt som nu om stunder. Senere, da min fader blev premierløjtnant,
og navnlig da han fik bestillingstillæg som
inspektionsofficer ved det gymnastiske institut og lærer
ved landkadetakademiet, slog gagen med emolumenter
bedre til, men indtægterne var dog tilsammen ikke større,
da han giftede sig, end alt i alt 800 rigsdaler årligt.
Et held var det derfor for ham, at han fik en hustru, der
var ligeså sparsommelig som han, havde de samme anskuelser
med hensyn til stiftelse af gæld, og som fra begyndelsen
af forstod at sætte tæring efter næring. Men i
de tider kendte man ikke til den luksus, der nu til dags
gør sig gældende, når unge folk skulle sætte bo. Mine forældres
første hjem var en 3 værelsers lejlighed på en 3.
sal i Dronningens Tværgade, og med den sum af nogle
få hundrede rigsdaler, som min moder fik til udstyr fra
sit hjem, skulle der ikke gøres store spræl. Deres møbler
indskrænkede sig til det nødvendigste til møblering af en
dagligstue, en spisestue og et sovekammer, samt til forsyning
af køkkenet med det nødvendigste husgeråd og
porcelæn, og dog, har de ofte fortalt mig, var de visse på,
at de dengang vare lige så glade for deres tarvelige hjem,
som unge folk senere, hvis udstyr har kostet flere tusinde,
ja de vare måske endnu lykkeligere; thi som tiden gled,
blev de i stand til ved gennemført sparsommelighed efterhånden
at komplettere deres bohave, og hver ny anskaffelse
var da en kilde til fælles glæde for dem.
I 1842 udnævntes Niels la Cour til kaptajn af 1. klasse
og til forstander for det militære gymnastiske institut og
virkede som sådan fra 1842 til foråret 1848 til almindelig
anerkendelse, hvorom de hyppige besøg vidner, hvormed
instituttet beæredes af fremmede fyrstelige personer og
fremmede militære. Under Kongen af Preussens ophold
her, blev han juni 1845 udnævnt til ridder af den Røde
ørns Orden. Efter generalkrigskommissær Nachtegalts
død, blev han den 23. juni 1847 direktør for gymnastikken
i Danmark og indlagde sig i denne stilling store
fortjenester af legemsøvelserne her i landet. Derfor hed
det om ham i talen ved hans båre: “Før hans tid blev de
[legemsøvelserne] næsten aldeles ikke drevne, navnlig i
landsbyskolerne, uagtet man læste pralende beretninger
i så henseende. Han blottede dette uvæsen, og ved sin
ihærdighed bragte han øvelserne overalt i gang og brød
ved sin fasthed den modstand, som på mange steder viste
sig, så at de nu dog drives ret godt den dag i dag. Nu er
hans metode måske forældet og næppe tidssvarende som
forberedelse til nutidens krigskunst, men det skal siges til
hans ros, at han har arbejdet for disse øvelser med en in-