I oktober 1828 kom han i huset hos kantor Lang i Vemmetofte. Han blev der et stykke ind i 1829 (det sidste brev til Frederik Barfod, skrevet i Vemmetofte, er dateret 25. maj 1829) og foretog samme sommer, i følge med sin bror Frederik Barfod, en rejse til Holsten, bl. a. for at styrke deres helbred. De var imidlertid blevet klare over, at de kunne komme særlig billig fra det, når Carl optrådte som silhuettør, hvori han havde stor færdighed. De fik deres bror, Kristen Barfoed, der var sagfører i Store Heddinge, til at udfærdige pas for dem, og for at de vanskeligere skulle opdages, blev la Cours navn med vilje skrevet så utydeligt, at det kunne læses le Coeur. Efter at være nået til Kiel averterede “hr. le Coeur” i bladene om sin kunst, medens “Tjeneren” gik fra hus til hus med reklamer. Det gik udmærket, og folk strømmede til den “berømte” silhuettør. Fra Kiel drog de til Preetz, over Plön og Eutin kom de til Lübeck, derfra til Hamburg og Neumunster og videre over Kellinghusen og Itzehoe til Rendsborg og endte deres rundfart i Kiel, hvorfra et fartøj satte dem over til Lolland. Efter denne udflugt tog han igen fat på sine studier, og i 1830 blev han teologisk kandidat. “Jeg er som en følge der<strong>af</strong> på det punkt, hvor jeg nu befinder mig, det frieste menneske <strong>af</strong> verden, ikke bunden ved nogetsomhelst bånd, ikke så meget som <strong>af</strong> en pigelænke, der dog vel ikke kunne være så trykkende, og skulle en meget god lejlighed åbne sig for mig, vil jeg heller ikke være så forfærdelig sky for en vis mands pile” skriver han til Frederik Barfod (november 1830). Dog klager han over sit helbred, der måske ikke engang vil tillade ham at blive i København, hvad han gerne ville, for at studere filologi og derved “befæste mig vejen til en adjunktplads, hvilken nu er min attråe.” Hurtigere end han havde tænkt sig, gik ønsket om lærerplads i opfyldelse, idet han omtrent samtidig kaldtes <strong>af</strong> universitetsdirektionen til adjunkt i Sorø og <strong>af</strong> kancellipræsidenten til adjunkt på Herlufsholm og stod nu overfor valget mellem disse. Han foretrak imidlertid den sidste kaldelse. To måneder derefter (i februar 1831) forlovede han sig med Ida Møller, datter <strong>af</strong> godsforvalteren på Vemmetofte. Jublende meddeler han sin bror Frederik det: “Endeligen har jeg nu fået mit kæreste ønske opfyldt: Ida er min !!! I forgårs oplevede jeg det saligste øjeblik i mit liv, første gang at trykke en elsket genstand i mine arme.” Og de følgende breve bærer vidnesbyrd om hans lykke. “Du kan ikke forestille dig, hvilket liv der nu er oprundet for mig: At være forlovet med en ung pige, der med hele sit hjertes inderlighed klynger sig til sin elsker, 48 Tredje slægtled (Nr. 50-54) det er en lyksalighed, som ingen uforlovet kan fatte eller gøre sig nogen forestilling om.” Imidlertid blev han syg (i foråret 1832 skriver han, at han en tidlang har været bundet til sengen ved en hård og smertefuld sygdom, der var <strong>af</strong> feberagtig natur) og for at komme til kræfter måtte han i sommeren 1832 foretage en rejse til Carlsbad, hvor han opholdt sig 4-5 uger. Hjemrejsen gik over Leipzig, Wittenberg, Potsdam og Berlin, men skønt lægerne dernede havde givet ham godt håb, var han ikke fuldt restitueret. “Jeg er temmelig - dog ikke fuldkommen - rask, da søturen satte mig så meget tilbage”, skriver han i august 1832 efter at være vendt hjem til Herlufsholm. Hans helbred var stadig skrøbeligt, og der var tider i hans liv, da han så godt som intet har kunnet udrette. I 1834 kaldedes han til sognepræst for Bjørnsholm og Malle (med bolig i Ranum) og virkede der til 1847. “Det var 13 lykkelige år”, siger han i talen ved sit embedsjubilæum i Helsinge kirke i september 1872. Denne kan i øvrigt findes i Slægtsarkivet. “Der er kun en mørk plet i billedet <strong>af</strong> hin tid: Det er en lille gravhøj, der gemmer et kært, lille væsen, som vi med sorg og vemod måtte skilles ved. Ellers har jeg kun glade, lyse minder fra hin tid.” I september 1847 forflyttedes han til Helsinge og Valby og kunne i 1872 opnå at holde 25 års jubilæum i dette embede. Også her havde han glæde <strong>af</strong> sin virksomhed, så at han i sin jubilæumstale kunne sige: “..have der ... været enkelte, som er blevet borte, så have der bestandig været flere og flere, som er strømmede til, så at kirken stundom har været for lille. Og det er ingen sammenstrømmen fra fremmede steder, nej, det er for den allerstørste del sognets egne børn, hvis lyst til at høre evangeliets forkyndelse i en række <strong>af</strong> år har været i en stadig stigen. . . Hvilken tilfredsstillelse må det derfor ikke være for mig, at man endnu hører den gamle mand ligeså gerne, som man hørte ham i hans yngre år.” I 1856 blev han provst i Strø og Holbo herreder og 28. juli 1869 ridder <strong>af</strong> Dannebrog. Han gæstede gentagne gange Tyskland, Sverige, Norge, Schweiz, Frankrig og Italien, dels for sin sundheds skyld, dels for at gøre sig kendt med det lavere undervisningsvæsen (særlig gymnastikken) og billedgallerierne. Som <strong>af</strong>sending tog han del i de “almindelige skolelærermøder” før 1855 i Århus, København og Odense. I oktober 1872 tog han sin <strong>af</strong>sked som provst, og i 1880 som præst.
Gift første gang 25. maj 1835 med Ida Theodora Wilhelmine la Cour (f. Møller). Født 30. december 1814 i Vordingborg. Død 16. marts 1875 i Dyrhuset ved Frijsenborg. Datter <strong>af</strong> kammerråd Ludvig Nicolai Møller, siden klosterforvalter på Vemmetofte og Johanne Kirstine Morthorst. Tilbragte hele sin ungdom i hjemmet. Ledsagede sin mand både til haveudstillingen i Hamburg, på en kanalfærd til Stockholm samt på en Rhinfærd. Hun var en trofast hustru, en kærlig og selvopofrende moder. Tredje slægtled (Nr. 50-54) Gift anden gang 26. maj 1876 med Hanne Vilhelmine la Cour (f. Sølling). Født 15. oktober 1848 i Rudkøbing. Dødsdato ukendt. Datter <strong>af</strong> distriktslæge Gustav Emil Sølling og Henriette Cathrine Plum. Kom 1874 til Helsinge som medhjælp i huset, da Ida la Cour allerede i flere år havde været meget svagelig. Blev efter sin mands død gift 4. maj 1883 med cand.phil., kantor O. F. Obel i Varde. (3 børn – nr. 87-89) 49
Change language