Ældre kvindelinje Børn af marie Sophie Thørche - Foreningen Pierre ...

More documents

Recommendations

Info

Men min fader var nu kommet i krigshumør. Uden at ænse sparkene, men dog så vidt muligt undgående dem, stod han ved siden af kadetten og dunkede ham med knyttet næve i nakken. Og så optaget var han af denne hans hævnlyst tilfredsstillende beskæftigelse, at han slet ikke mærkede, at der var kommen nogen ned ad trappen og havde stillet sig bagved ham igen, før han følte den sviende smerte af en tamp, der dansede på hans rygstykker, og samtidig hørtes det indignerede udråb af en stemme på ravnorsk: “Nej, for en ulykke! Hvad er det for en civil dreng, som står der og prygler en kadet?! Jeg skal lære dig! Hvad er du for en, og hvad vil du her?” Selvfølgelig havde min fader straks holdt inde med chargeringen, da han mærkede tampen, og med et lydeligt “Av” og gnidende sin ryg vendte han sig om og stod nu ansigt til ansigt med en af landkadetakademiets skoleofficerer, den norskfødte løjtnant de Seue, som han senere fik at vide. Som svar på de til min fader rettede spørgsmål kom det nu i en meget forknyt tone fra den stakkels dreng: “Jo, jeg skulle i dag melde mig her på akademiet for at blive kadet og så . . “ “Ja, det er en net måde, han introducerer sig på, må jeg sige”, afbrød løjtnanten ham, “overfalde den første kadet, han træffer på, og tilmed en vordende, ældre kammerat!” Aldeles fortabt stod min fader der, mens tårerne randt ham i strømme ned ad kinderne af harme og undseelse, men så på éngang brød det ud af ham: “Men han slog først, og så kaldte han mig for en jysk tranlampe!” “Ja, men han kaldte mig for en tysk vindbeutel!”, faldt kadetten ind. - løjtnanten fikserede nu begge parter. “Hm, hm, hm” sagde han til sidst, “har du fået prygl ved denne lejlighed, Baller, så skønner jeg nok, at du har selv været ude efter dem. Og hvad dig angår, min dreng, så se nu ikke længer så modfalden ud, nu skal jeg tage mig af dig og vise dig til rette, og så strør vi sand på den historie.” Trøstet fulgte min fader med løjtnant de Seue, og inden aften var han installeret som kostkadet på det kongelige landkadetakademi. I omtrent 4 år tilendebragte han sit akademiske kursus, forlod skolen med bedste karakter og udnævntes til sekondløjtnant den 2. december 1813. Efter ansøgning ansattes han derefter ved det slesvigske infanteriregiment, der på den tid lå indesluttet i Rendsborg, og afrejste i de første dage af januar 1814 til regimentet. I det danske hovedkvarter, Hindsgavl på Fyn, erfarede han imidlertid, at freden var sluttet, og at han sandsynligvis ville finde sit regiment i dets garnison, Slesvig, en efterretning, der ingenlunde var glædelig for Niels og flere af hans kammerater, som i håb om kamp og hæder 32 Tredje slægtsled (Nr. 10-16) havde søgt ansættelse ved det nævnte armekorps. Midt i januar indtraf han ved regimentet, men permitteredes straks på tre måneder. Få uger efter beordredes han imidlertid til at indfinde sig på ny, da regimentet hørte til det 12000 mand stærke hjælpekorps, der under befaling af generalløjtnant von Kardorff (1756-1820) skulle afgå til Frankrig mod Napoleon. I marts afmarcherede man fra Slesvig, men ved Rhinen indløb der ordre om at vende tilbage, og i juli rykkede regimentet atter ind i sin gamle garnison. Efter ansøgning forsattes Niels la Cour i februar 1815 til 2. jyske infanteriregiment, der garnisonerede i Viborg, men da krigen med Frankrig udbrød på ny samme år, og da Danmark ifølge indgåede traktater skulle stille et hjælpekorps til de allieredes rådighed, søgte Niels om tilladelse til at følge med, og 12. juli afmarcherede regimentet. Efter at hele hjælpekorpset var samlet, drog det under kommando af Prins Frederik af Hessen over Hamborg til Bremen og omegn. Her indløb imidlertid ordre til at gøre holdt, og efter et par ugers forløb tiltrådte man igen tilbagemarchen til Holsten. Det var en ny skuffelse for Niels, men endelig blev det til alvor. Bataljonen indlemmedes i det kontingent, Danmark skulle stille til okkupationsarméen i Frankrig, og 20. november 1815 forlod den sit kvarter i Rendsborg. 16. januar 1816 rykkede man ind i fæstningen Bouchain, Dep. du Nord, og afløste den derværende engelske besætning med fire kompagnier, hvoriblandt liv-kompagniet, som Niels la Cour dengang var ansat ved. Undervejs hilste han tilfældig i Utrecht på en la Cour, som var gift med en Dornonville de la Cour. I marts måned forsattes han til jægerkompagniet, der kantonnerede i landsbyen Mastaing, en fjærdingvej fra Bouchain. Under de to første års ophold i Frankrig afvekslede kompagniet med garnison i fæstningen og kantonnement i de omliggende landsbyer. I det tredje år, 1818, forflyttedes bataljonen til Marchiennes, en lille, ubefæstet by, omtrent 3 mil fra Bouchain, hvor den forblev til hjemmarchen, som fandt sted i november samme år, og 13. januar 1819 rykkede den ind i Aalborg, men forflyttedes i maj 1820 til København. Mindet om hans deltagelse i togtet til Frankrig blev længe efter på en meget fornøjelig måde opfrisket. Herom fortæller oberst Victor Dornonville de la Cour i de ovenfor nævnte erindringer: “Mange, mange år efter - det var under krigen 1864, da 4. division under general Hegermann-Lindencrone, til hvilken også 5. dragonregiment hørte, efter kampen ved
Vejle d. 8 marts havde trukket sig tilbage til Mors, hvor jeg gjorde tjeneste som adjudant ved forpostkommandoen - red jeg en dag ud for at inspicere kystvagterne. Jeg blev da opmærksom på en gammel bondemand, som, da jeg red forbi ham, rev huen af, så at hans hvide hår flagrede for vinden, og holdt den på en militærisk vis ned ved siden. Jeg standsede min hest og kunne ikke bare mig for at udbryde: “Det var ret, der har vi nok en gammel soldat, som vil vise, at han ikke har glemt, at han har været det.” “Javel Hr. løjtnant”, svarede han, men mæ Fålov, A hår hør, te’ løjtnanten sku’ hedd’ la Cour. A hår å kjent en løjtnant, som hed la Cour, dæ var da A stu’ som Sældåth ve’ anden jydske der neer i Frankrig for manne manne Oer sien, og A var Oppasser ve den løjtnant la Cour; A hår å hør, te’ han sku’ løw’ ænnu, å han sku’ vær’ Genrål.” “Ja, det er rigtigt nok”, svarede jeg, for det er min fader.” - “å nej, Herre Guj da, er løjtnanten en søn af mi egen løjtnant?” — Men sig mig nu, hvad er Deres navn, for når jeg næste gang skriver til ham, så skal jeg hilse ham fra Dem, og det vil glæde ham.” - “A hedder Poul Weberstoft, å’ hvissommensti løjtnanten virkelig vil hils Djer Får, så sejer A så manne, manne tak!” “Ja, det kan De stole på, jeg skal ikke glemme, men nu har jeg ingen tid at opholde mig længere, men hvis De i morgen, søndag formiddag, vil komme op og besøge mig på Store Ørndrup, så vil jeg gjerne tale med Dem og høre lidt mere om, hvordan De havde det dernede i Frankrig dengang, og hvordan De har det nu.” — “Ja, tak, Hr. løjtnant, A skal nok kom.” Og den næste dag mødte også den gamle Poul Weberstoft og det i sine kisteklæder. En rigtig pæn gammel mand var det, i langskødet frakke, knæbukser, langskaftede støvler og kasket med en stor skygge samt en lang, gammeldags stok med metalknap i hånden. Jeg fik en hel del mere at høre om ham. Han havde været gift, men hans kone var død, og de havde en datter, hos hvem han sad på aftægt, da han havde afstået datteren og hendes mand sit Boelsted, mod at han skulle have underholdet hos dem til han døde. Men jeg kunne - uden at han dog direkte beklagede sig over noget - af hans beretning nok forstå, at de holdt ham noget knebent, og at han, som altid havde holdt meget af at ryge, havde måttet indskrænke sit tobaksforbrug i betydelig grad. Om min fader fortalte han, at han havde været en “dejli’ mand”, og han kunne nøjagtigt opgive mig, hvor mange Francs og Centimer han, mens de lå i Bouchain, havde hentet for ham hos regimentskvartermesteren i månedlig gage. Da han begyndte at lette på sig for at sige “Fåwal”, stak jeg ham en specie i hånden med de ord: “Der, Poul Weberstoft, det er til tobak, og så skal De have tak, fordi De kom herop, og tak skal De have for Tredje slægtsled (Nr. 10-16) det gode, De har sagt mig om min fader.” Før jeg kunne forhindre det, havde han grebet min højre hånd og kyssede den, og så sagde han, mens en tåre randt ned over kinden: “tak, Hr. løjtnant, A ka I fornem te De hår Djer’ Fårs sind!” Og nu var det mig, der var nær ved at blive bevæget. - Jeg bragte min fader Poul Weberstofts hilsen, som han blev glad over. Han kunne godt huske ham.” I 1824 udnævntes Niels la Cour til premierløjtnant. I november 1828 overdroges det ham af regimentet at lede mandskabets gymnastik- og våbenøvelser, og han gennemgik som følge deraf i 5 måneder Kavaleri-ekserserskolen ved det Sjællandske landsenerregiment i Næstved. Efter aflagt eksamen modtog han attest fra regimentets chef, generalløjtnant C. Bassewitz (1755-1831), “på at have aflagt udmærkede prøver på sin duelighed i de for kavaleristen ejendommelige dele af kavaleriekserserskolens instruktion” og afgik derpå til tjeneste ved sit regiment i København. I Næstved så han vist første gang sin tilkommende hustru. Hendes søster, Lisa Bruun, var nemlig gift med Ekserserskolens forstander, ritmester Andreas Steenstrup, men Emilie Bruun var dengang kun 17 år gammel, og først 3 år senere blev de forlovede. Da gymnastik og våbenøvelser stadig havde vakt hans interesse, blev han i 1829 efter opfordring og andragende af gymnastikdirektør, professor og ridder Nachtegall ansat som inspektions-officer ved det kgl. militære gymnastikinstitut, hvor undervisningen i bajonetfægtning og kavaleriets våbenøvelser blev ham overdraget. Hertil egnede han sig vistnok ganske særlig ved sin overordentlig kraftige bygning, sin store smidighed og sine udholdende kræfter. I 1830 udarbejdede han efter ordre et forslag til de nødvendigste regler for kavaleriet om den gensidige brug af de forskellige blanke våben, hvilket forslag blev antaget med såre få forandringer. 1. maj 1833 ansattes Niels la Cour som lærer i gymnastik ved det kgl. landkadetakademi og underviste 1833-34 Prins Frederik (VII) i våbenøvelser. I 1834 meddeltes der ham kaptajns anciennitet og samme år blev han ridder af Dannebrog. Sommeren 1839 foretog han med kgl. understøttelse en rejse til Tyskland og Frankrig for at gøre sig bekendt med gymnastikundervisningen i disse lande. Herom fortæller hans søn i sine nævnte erindringer: “Min fader havde i slutningen af trediverne udarbejdet et reglement for sablens og landsens brug i vort kavaleri, og dette reglement blev, efter at være blevet prøvet af en dertil nedsat kommission, indført i kavaleriet. Da min fader i den anledning blev tilsagt til audiens hos Kong Frederik VI - jeg ved ikke, om det var i 1838 eller foråret 1839 - ud- 33
Page 1 and 2: 100 Peder Christian Thørche Født
Page 3: mynderes uredelighed. Forsamlingen
Page 7 and 8: teresse, ja jeg kan gerne sige kær
Page 9 and 10: Tredje slægtled (Nr. 47-49) yngre
Page 11 and 12: Imidlertid døde efterhånden de ga
Page 13 and 14: I 1823 forflyttedes imidlertid hans
Page 15 and 16: overfor hendes børn og børnebørn
Page 17 and 18: det måtte være dem, de ventede. H
Page 19 and 20: derom. Han færdedes netop ved denn
Page 21: Gift første gang 25. maj 1835 med

Ældre kvindelinje Børn af marie Sophie Thørche - Foreningen Pierre ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?