Ældre kvindelinje Børn af marie Sophie Thørche - Foreningen Pierre ...

More documents

Recommendations

Info

tede han med grantræer, som han havde sået og opelsket i haven. Og i et krat lidt længere borte fik han gange skåret ud og et stort rundt lysthus lavet, som han overraskede mor med et år på hendes fødselsdag, d. 9. juni.” Christian la Cour var en for den tid såre dygtig og påpassende landmand, ja man påstod endogså 1845, dog måske med nogen overdrivelse, at hans præstegård var det bedst drevne avlsbrug i amtet. Noget må der imidlertid have været om det, thi hans ry som landmand har holdt sig således, at hans datter, Charlotte, hørte det bekræftet ved et besøg, hun aflagde på egnen efter 60 års forløb. “Han færdedes”, skriver datteren Charlotte, “meget omkring blandt folk, var altid jævn og ligetil i sin færd og kunne harmes, når han mærkede nogen blev overset. Sådan husker jeg tydelig engang han kom hjem som rigsdagsmand og fortalte om sine oplevelser på rejsen, der den gang, da de i postvogne blev ført frem, tog længere tid end nu. De rejste sådan 4 herrer sammen - 3 rigsdagsmænd og en yngre, livlig mand, der fortalte om sine oplevelser i fremmede lande og ret underholdt selskabet, der med interesse hørte på ham, indtil de opdagede, at han var skomagersvend og som sådan havde rejst. Da blev der tavshed, og ingen af de to havde flere spørgsmål at gøre ham. I selve de sogne, far var præst for, tror jeg ikke, han vandt så stor tilslutning eller fandt forståelse. Det var mere længere ude omkring i Nørreherred, hvor han fandt ligesindede. Han fik 1842 dannet en såkaldt landkommunalforening i Grenå, hvis formand han var gennem flere år, og den arbejdede for forskellige, almennyttige forbedringer. ”I 1848 blev Christian la Cour valgt ind i Rigsdagen, og opholdet i København fik betydning for hans udvikling i kristelig henseende. Samlivet med de andre frisindede, kristelig vakte mænd blev han glad ved. Der var så meget, de kunne dele sammen, uagtet han senere beklagede, at politikken fik alt for megen overvægt, så deres samtaler mest handlede herom. Så fik han også godt udbytte af jævnlig at kunne gå i Vartov og kunne høre Grundtvig eller P. Boisen. Og salmesangen i Vartov i de år var jo noget helt nyt og hidtil ukendt, der særlig greb ham. I hjemmet hos onkel Frederik [Frederik Barfod], hvor han jævnlig kom, blev de atter sungne, og om tante Emilie [Birkedal gift Barfod], der var sjælen dér, samledes mange ligesindede unge, og far var glad ved at færdes der og glad for at bringe de ny sange med hjem, så jeg godt husker han med glæde og liv sang dem hjemme og lærte os børn dem: “Et barn er født”, “Lovet være du Jesu Krist” og de andre, der først kom frem i Vartov. 46 Tredje slægtled (Nr. 50-54) Før 1848 var hans prædikener vistnok mest æsthetiske, men alligevel alvorlige, antagelig meget påvirkede af Mynster, hvis billede sammen med prof. Clausen og Thorvaldsen hang på væggen i dagligstuen i Nimtofte. I Ålsø kom de ind i havestuen, mens Grundtvig, Birkedal og Fr. Boisen kom i stedet for, og i Odder tror jeg ikke, de kom på væggen.” Han trak sig tilbage fra arbejdet i Rigsdagen i 1852. Dels var hans helbred mindre godt, dels voldte forholdene inde i Rigsdagen frisindede mænd mange skuffelser. I efteråret 1853 forflyttedes han til Ålsø og Hoed. I Ålsø var forholdene på mange måder anderledes end i Nimtofte. Han fandt bedre forståelse, og der samledes flere om hans forkyndelse, ligesom der også var flere, der især om søndagen fandt vej ind i præstegården, hvor samtalerne tit blev til fælles bestyrkelse. Og han havde selv glæde og udbytte af at færdes omkring mellem folk. Han udvikledes meget i de år, han var i Ålsø, ved omgang med forskellige alvorlige, kristelige mænd, både lægmænd og præster, der blev hans venner. Han læste en del, og hvad han særlig var glad ved, tror jeg nok, var, hvad Birkedal skrev, hans “synd og nåde” (1848-49) og senere “nådens sorg og sorgens nåde” (1855-57). Også Hofackers prædikener, oversat fra tysk, men da især Wexels’ prædikener og andre skrevne ord hjalp ham til at få lys over et og andet, han i tankerne syslede med, som nu de ord: “Nedfaren til dødsriget”. Det blev ham en stadig og kær tanke, så han ofte talte derom. Ret et bevis for ham på Gud faders kærlighed, at ikke alene de mennesker, der her på jorden fik øje og øre for Guds nåde mod syndere, blev Guds kære børn, når de i troen ville høre ham til. Men at der også for dem, der var gået bort uden at have hørt ordet her eller uden at det her ret havde fundet vej til deres hjerter, så de rigtig kunne forstå det, var omvendelse eller nåde at finde i dødsriget, så vist som Jesus Kristus havde været der og talt sit ord: “Så enhver, der er af sandhed, skal høre min røst.” I Ålsø virkede han til 1861, da hans ungdomsdrøm gik i opfyldelse, idet han kaldedes til sognepræst i Odder. Det havde været en rig og betydningsfuld tid både for ham selv og for dem, han levede og færdedes iblandt. I sin afskedsprædiken var det, at han til slutning sagde de ord, der blev ihukommet: “Det er ikke bisper eller præster eller højlærde mænd, der i grunden har hjulpet mig frem og bragt kristendommen ind til mig, men det er omgangen med jævne bønderfolk på landet.” - Disse ord blev ilde optaget forskellige steder, og bispen [antagelig Gerhard Peter Brammer] blev forarget ved at høre
derom. Han færdedes netop ved denne tid på egnen, men kom ikke til os, fordi vi skulle flytte. Det var lidt svært for ham at bryde op i Ålsø, hvor han havde haft så gode år og fundet så god forståelse. Men hans helbred var blevet svagere, og han havde ondt ved at bestride gerningen der, som han gerne ville. Kort efter sit komme til Odder blev han alvorlig syg af lungebetændelse, og det gentog sig flere gange den første vinter, så han aldrig blev rigtig kendt med folk dernede, hvilket var ham en stor sorg og skuffelse, da han havde så god en vilje og så godt et håb til sin gerning. Under hans sygdom var det især Otto Møller i Gylling, der blev hans hjælper, da denne som ung kapellan få år i forvejen var begyndt hjemme hos sin fader. Senere, hen i foråret 1862, blev Anton Kirkeby kapellan i Odder og var der til Christian la Cours død 16. marts 1865. Ved hans begravelse talte bl. a. Otto Møller, der i sin tale sagde: “Ja, således vil han altid stå for mig, der dog først så ham, da det lakkede ad aften for ham og dagen hældede, således vil jeg altid mindes denne forløste stridsmand som et ærligt og trofast vidne om den nåde og sandhed, Vorherre Jesus Kristus åbenbarer for sine venner. Han boede jo til sidst i en skrøbelig og faldefærdig hytte, og han talte tit så ydmygt om, hvorledes hans gerning svarede til det kald, hans Herre havde givet ham. Og ingen af os kunne jo ønsket, at han skulle have talt anderledes om sig selv, da ydmyghed uden sammenligning er et kristenmenneskes smukkeste dragt. Men hvad de alle så godt ved og mange gange vil glædes ved at betænke, tør vi også udsige, at hans vidnesbyrd var ret om nåden og sandheden, fordi det var både nådigt og sandt. Han var så mild i al sin dom, fordi han havde modtaget stor nåde af Vorherre. Og hans vidnesbyrd var sandt, fordi han ville kun bevidne det, han havde set. Der lever og dør mange præster, der forkynder nåden og sandheden i Kristus, men få, der også forkynder den nådigt og sandt. Således gik han i sit hus - mild af nåde og nidkær for sandhed, sådan mødte han altid mig med et mildt og ærligt øje, sådan vil han stå i mindet for mig, og derfor føler jeg, at vi alle må takke vor himmelske fader, fordi han velsignede ham således, at vi kunne se det med vore øjne: Han lignede den enbårne, hvem det hedder om, at han var fuld af nåde og sandhed.” Hans stedbror, Frederik Barfod, siger om ham: “Han var en ret Natanael, i hvis hjerte der ikke fandtes svig. og i et mål som de allerfærreste vedblev han at vokse i tro og troens frimodighed, så længe han levede.” Tredje slægtled (Nr. 50-54) Gift 30. december 1835 med Caroline Jacobine la Cour (f. Bregendahl). Født 1809. Død 19. februar 1871. Datter af provst Albert Philip Bregendahl og Karen Marie Mørch. Tilbragte fra 1832 3 år hos sin tilkommende mands kusine Elisabeth (Elise Thørche, gift med Jørgen Nissen til Boderupgård på Falster). Hun vedblev efter sin mands død at bo i Odder. Hun var en inderlig from, blød og kærlig sjæl, der bar på et skrøbeligt legeme fra ungdommen af. (8 børn – nr. 78-86) 54 Carl Georg la Cour Født 2. august 1808 i Odder. Død 13. december 1880. Søn af Jørgen la Cour (nr. 09) og Charlotte la Cour. Han var altså kun 1 år gammel, da hans fader døde. Som vi ved, var forholdene trange hos Lotte Guldberg, og sønnen Carl, der var ene hjemme, medens hans 4 brødre blev taget i huset forskellige steder, fortæller, at han levende erindrede, at hans moder “mange gange med mig i sine arme græd sine bitre tårer for vort udkomme.” Under sådanne omstændigheder kunne der jo ikke være tale om nogen egentlig undervisning for ham, og indtil sit niende år havde han så godt som slet ikke nydt nogen sådan. Fra november 1820 til maj 1824 var han i huset hos sin fætter Peter Worm i Hyllested, som forberedte ham til universitetet. Var derpå i Fakse hos sin stedfader og blev student 1826, dimitteret af sin bror Magnus Barfoed. Han tog nu til København for at studere, men underviste samtidig provst Bregendahls sønner. Ved denne tid skildrer han sig selv i et brev til Frederik Barfod (1828) således: “Hvad min person angår . . . er jeg som oftest stille og tilbageholden, ikke sjældent melankolsk, ja vel endog undertiden værkelig, hvilket alt sammen for mange mennesker er noget uudståeligt. Hvad den daglige omgang angår, kan ingen have færre pretentioner end jeg. Kun dersom nogen vil nedsætte eller betvivle min dygtighed i et eller andet fag, som skulle udgøre et hovedstudium for mig, bringes jeg i fyr [og] flamme.” 47
Page 1 and 2: 100 Peder Christian Thørche Født
Page 3 and 4: mynderes uredelighed. Forsamlingen
Page 5 and 6: Vejle d. 8 marts havde trukket sig
Page 7 and 8: teresse, ja jeg kan gerne sige kær
Page 9 and 10: Tredje slægtled (Nr. 47-49) yngre
Page 11 and 12: Imidlertid døde efterhånden de ga
Page 13 and 14: I 1823 forflyttedes imidlertid hans
Page 15 and 16: overfor hendes børn og børnebørn
Page 17: det måtte være dem, de ventede. H
Page 21: Gift første gang 25. maj 1835 med

Ældre kvindelinje Børn af marie Sophie Thørche - Foreningen Pierre ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?