Ældre kvindelinje Børn af marie Sophie Thørche - Foreningen Pierre ...

More documents

Recommendations

Info

Straks bødede han dem, der fandtes, efter evne, men allerede 1833-34 opførte han den store lade, 1846 den såkaldte forpagterbygning, der skulle tjene ham som midlertidig bolig. I 1853 lagdes grundstenen til den nye hovedbygning, og staldlængerne blev dels nyopførte, dels udbedrede af ham til forskellige tider. Hans ældste søn har udtalt sig således om hans landmandsgerning: “Ikke blot havde han et naturligt anlæg for landbruget - et menneskes virkelige kald er givet det af Vorherre, givet det med fødslen og grundet i vedkommendes hele ejendommelige bygning (tålmodighed, sagtmodighed, udholdenhed, nøjsomhed, en fast, ikke flyvende eller vovespillende tankegang, et åbent øje for naturen både i det små og det store, samt lyst til legemligt arbejde, kunne måske nævnes som nødvendige særpræg hos dem, der virkelig har et indre kald til landbruget), - ej alene, siger jeg, havde han et virkeligt kald og bestemt anlæg til landvæsenet, og ej alene støttedes dette, både i hans oprindelige hjem og i hans plejehjem, men han blev også i sit øvrige liv bevaret i overensstemmelse med sit kald: Hans lyst og kærlighed til agerbruget anfægtedes aldrig og svigtede aldrig. Og derfor blev han en så helstøbt landmand, som vi kun har set få. Derfor kom der altid et ejendommeligt lys i hans øjne og liv i stemmen når han talte om landbruget. Det var et område, på hvilket han med rette følte sig hjemme.” I 1834 valgtes Lauritz Ulrik - skønt hovedgårdsejer - som stænderdeputeret for 8. distrikt af Nørrejyllands mindre landejendomsbesiddere. Han var da kun 32 år og den næstyngste af de 54 mænd, der valgtes til Viborg stændersamling. Han mødte 1836, 1838 og 1840, men havde ingen større indflydelse. Han indgav nogle lovforslag, som dog alle faldt igennem. 1841-45 var han medlem af og formand for Dråby sogneforstanderskab. 1841-49 sognets skolepatron og i lang tid medlem af fattigkommissionen. 1845-49 og 1854 og følgende år var han medlem af Randers Amtsråd. I 1847 købte han Jægergården ved Århus, boede her fra maj 1848 til maj 1852, men solgte den 1851. 1852-60 var han forpagter af Mallinggård og Holtskovgård. I 1858 valgtes han til folketingsmand for Randers Amt og mødte som sådan på de 3 følgende Rigsdage. Han blev landvæsenskommissær i Randers Amt 1858. I maj 1867 bortforpagtede han Skærsø til sine sønner Niels og Jacob, idet han kun forbeholdt sig haven og skovene, som han vedblev at styre, men 4 år efter lod han forpagtningen gå over til ejendom, opgav samtidig styret af haven og skovene, hvorimod han forbeholdt sig hovedbygningen til beboelse for sin og sin kones levetid, og her døde han 27. februar 1875. 42 Tredje slægtled (Nr. 50-54) De mest fremtrædende træk hos ham, siger Frederik Barfod, var en levende retfærdighedsfølelse samt en gennemgående sandhedskærlighed, der var parret med den største grad af beskedenhed, ja vel egentlig ydmyghed. Han havde mærkværdig ringe tanker om sig selv, om sine egne evner, sine egne kundskaber, sin egen kraft og dygtighed. Han var i højeste måde fredsommelig og stilfærdig, og dog var han af naturen heftig. Men i årenes løb bekæmpede han stadig sin heftighed, så den kom sjældnere og sjældnere til udbrud hos ham, og i de senere år næsten aldrig. Han var i høj grad ømtålelig, men samtidig i allerhøjeste grad hensynsfuld overfor alle andre, de være høje eller lave, de stå ham nærmere eller fjernere. I det private - som for øvrigt også i det offentlige - liv var han meget tilbageholdende. Han hørte ikke til dem, der har let ved at vise deres følelser. Det samme gjaldt hans religiøse liv. I sine tidligere år gemte han det mest hos sig selv. Men da han i begyndelsen af 50’erne oplevede et åndeligt gennembrud og derigennem kom helt og fuldt til at stole på Guds nåde, blev han frimodigere i bekendelsen. I hundredåret efter Lauritz la Cours fødsel i 1902, rejstes i Skærsø skov en mindesten med følgende indskrift, formet af Poul la Cour i Askov: Lauritz Ulrik la Cour købte i 1825 Skjærsø som den gang var i forfald. Trofast støttet af sin hustru Ellen Kirstine F. Poulsen nåede han som ejer indtil 1871 at opbygge gården tilvejebringe besætning opdyrke marken og kæret og opelske skoven. Og Gud velsignede hjemmet. Efterkommere i 8 slægtled rejste Stenen 1902 Hundredåret for hans fødsel. Lauritz Ulriks liv er beskrevet i bogen "En Dansk Landmand" af Morten Pontoppidan fra 1915, der findes i Slægtsarkivet. Gift 5. oktober 1833 i Rolse Kirke med Ellen Kirstine la Cour (f. Poulsen). Født 26. december 1809 på Nørlund. Død 5. marts 1875. Datter af Niels Poulsen til Rolsegård og Dorte Dinesdatter. Var 1825-26 i syskole i Randers hos Severine Kathrine Heni, der havde en meget agtet skrædderskole for unge piger. Styrede indtil sit bryllup huset for sine brødre på Rolsegård. Som ung var hun rank, smidig og kraftig, af middelhøjde, med smukke, regelmæssige træk, af hvilke der lyste mildhed og godhed. Hun havde mørkebrunt hår, en hvælvet pande og venlige, blågrå øjne. I efteråret 1829 gav hun Lauritz Ulrik sin tro, og 4 år efter stod brylluppet på Rolsegård. “Hun blev”, siger Frederik Barfod, “sin mands trofast hengivne veninde, hans ømme og kærlige hustru, den årvågne, omhyggelige og samvittighedsfulde moder for hele den store børneflok.” Hun ejede en levende slægtsfølelse, der gav sig mange udslag, først og fremmest
overfor hendes børn og børnebørn, men dernæst også overfor den store slægt, hun hørte til og blev giftet ind i. Hun havde en mærkelig evne både til at være glad og gøre glad, til at jævne og ordne alt, hvor der kunne være en eller anden kurre på tråden, og til at finde udveje, hvor andre kun så alle sunde lukkede. Hun var yderlig nøjsom og sparsommelig, flittig og virksom, gavmild og hjælpsom. “Et fremtrædende træk hos dem begge”, har Pauline Worm sagt om Lauritz Ulrik og hans kone, “var deres storladne gæstfrihed, deres venlighed, rundhåndethed og godgørenhed både mod gamle og unge, der savnede et hjem.” Og Morten Pontoppidan, der som 14-årig dreng gæstede Skærsø, skriver: “Skærsø var en dejlig stor gård i skønne, ægte jyske omgivelser. Man befandt sig mellem hjertelige, livlige, stovte og smukke mennesker. Man deltog i et dagligt liv, der var præget af velstand og en vis herskabelighed, men dog tillige af noget hyggeligjævnt og noget vist poetisk - noget i god præstegårdsstil. Man havde det godt på Skærsø og blev forsynet både på sjæl og legeme.” Hun døde 6 dage efter sin mand, 5. marts 1875, efter få dages sygeleje, men om hendes sidste vandring fra dagligstuen på Skærsø den dag, hendes husbond havde lukket sine øjne, skal her gengives den skønne skildring, der skyldes hendes ældste søn, Jørgen, og om hvilken, der er blevet sagt, at den “er af en så betagende højhed, at den kun har få sidestykker i vor litteratur”. Om eftermiddagen følte hun smerter i sin højre side og om aftenen kl. 8 blev hun overfaldet af heftige kuldegysninger, hvorfor hun snart blev enig med børnene i, at hun måtte gå til sengs. Og så hedder det: “Hun rejste sig da, men til det gamle sovekammer kunne hun ikke gå. Fader var der nok, og han var der dog ikke. Kaminilden brændte ikke længere derinde, der var mørkt og koldt, - hun var blevet husvild, den kære, gamle moder. Og hvor kunne hun nu bedre søge hvile end oppe blandt sine døtre i jomfruburet. Aldrig glemmer jeg dette syn: Omringet og fulgt af sine fire døtre og hyllet tæt ind i sit sjal skred hun stille igennem stuen. Hendes gang var let og ligesom svævende, men hendes skikkelse var bøjet som om hun var blevet flere år ældre. Og dog hvilte der en forunderlig højhed over hende, og en mærkværdig klarhed ligesom lyste om hende. Da hun stille og mildt, alt som hun nærmede sig døren, hilste sit godnat til os sønner, der stod i den anden side af stuen, blev vi således tagne af højheden og fredlysningen, at vi uvilkårlig følte os som bundne til pletten. Ingen af os vovede at bryde stilhe- Tredje slægtled (Nr. 50-54) den eller standse hendes gang ved at gå frem og række hende hånden til godnat, men vi bøjede os dybt. Et stort syn drog forbi vore øjne: Vor moder gik sin sidste vandring hernede. Hun begyndte den samme gang, som fader nys havde tilbagelagt, for at de samlede kunne stedes for Guds åsyn. Dybt og alvorsfuld lød røsten til os, hjertet bævede, øjet fyldtes, døren lukkedes, og - vi stod ene i stuen: I morges drog fader hjem. Nu forlod også moder os. Gud fader skænke os alle af sin nåde en salig mødestund for aldrig mere at skilles.” Sammen med sin husbond blev hun begravet fra Dråby kirke 11. marts 1875. (10 børn – nr. 67-77) I 1902 – 100 år efter hans fødsel, blev der rejst en mindesten i Skærsø Skov med følgende indskrift: Lauritz Ulrik la Cour købte i 1825 Skjærsø som den gang var i forfald Trofast støttet af sin hustru Ellen Kirstine (f. Poulsen) nåede han som ejer indtil 1871 at opbygge gården tilvejebringe besætning opdyrke marken og kæret og opelske skoven og Gud velsignede hjemmet Efterkommere i 3. slægtled rejste stenen i 1902 Hundredeåret for hans fødsel 43
Page 1 and 2: 100 Peder Christian Thørche Født
Page 3 and 4: mynderes uredelighed. Forsamlingen
Page 5 and 6: Vejle d. 8 marts havde trukket sig
Page 7 and 8: teresse, ja jeg kan gerne sige kær
Page 9 and 10: Tredje slægtled (Nr. 47-49) yngre
Page 11 and 12: Imidlertid døde efterhånden de ga
Page 13: I 1823 forflyttedes imidlertid hans
Page 17 and 18: det måtte være dem, de ventede. H
Page 19 and 20: derom. Han færdedes netop ved denn
Page 21: Gift første gang 25. maj 1835 med

Ældre kvindelinje Børn af marie Sophie Thørche - Foreningen Pierre ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?