Ældre kvindelinje Børn af marie Sophie Thørche - Foreningen Pierre ...

Vejle d. 8 marts havde trukket sig tilbage til Mors, hvor
jeg gjorde tjeneste som adjudant ved forpostkommandoen
- red jeg en dag ud for at inspicere kystvagterne. Jeg
blev da opmærksom på en gammel bondemand, som, da
jeg red forbi ham, rev huen af, så at hans hvide hår flagrede
for vinden, og holdt den på en militærisk vis ned ved
siden. Jeg standsede min hest og kunne ikke bare mig for
at udbryde: “Det var ret, der har vi nok en gammel soldat,
som vil vise, at han ikke har glemt, at han har været det.”
“Javel Hr. løjtnant”, svarede han, men mæ Fålov, A hår
hør, te’ løjtnanten sku’ hedd’ la Cour. A hår å kjent en løjtnant,
som hed la Cour, dæ var da A stu’ som Sældåth ve’
anden jydske der neer i Frankrig for manne manne Oer
sien, og A var Oppasser ve den løjtnant la Cour; A hår å
hør, te’ han sku’ løw’ ænnu, å han sku’ vær’ Genrål.” “Ja,
det er rigtigt nok”, svarede jeg, for det er min fader.” - “å
nej, Herre Guj da, er løjtnanten en søn af mi egen løjtnant?”
— Men sig mig nu, hvad er Deres navn, for når
jeg næste gang skriver til ham, så skal jeg hilse ham fra
Dem, og det vil glæde ham.” - “A hedder Poul Weberstoft,
å’ hvissommensti løjtnanten virkelig vil hils Djer Får, så
sejer A så manne, manne tak!” “Ja, det kan De stole på,
jeg skal ikke glemme, men nu har jeg ingen tid at opholde
mig længere, men hvis De i morgen, søndag formiddag,
vil komme op og besøge mig på Store Ørndrup, så vil jeg
gjerne tale med Dem og høre lidt mere om, hvordan De
havde det dernede i Frankrig dengang, og hvordan De
har det nu.” — “Ja, tak, Hr. løjtnant, A skal nok kom.”
Og den næste dag mødte også den gamle Poul Weberstoft
og det i sine kisteklæder. En rigtig pæn gammel mand var
det, i langskødet frakke, knæbukser, langskaftede støvler
og kasket med en stor skygge samt en lang, gammeldags
stok med metalknap i hånden. Jeg fik en hel del mere at
høre om ham. Han havde været gift, men hans kone var
død, og de havde en datter, hos hvem han sad på aftægt,
da han havde afstået datteren og hendes mand sit Boelsted,
mod at han skulle have underholdet hos dem til han
døde. Men jeg kunne - uden at han dog direkte beklagede
sig over noget - af hans beretning nok forstå, at de holdt
ham noget knebent, og at han, som altid havde holdt meget
af at ryge, havde måttet indskrænke sit tobaksforbrug
i betydelig grad. Om min fader fortalte han, at han havde
været en “dejli’ mand”, og han kunne nøjagtigt opgive
mig, hvor mange Francs og Centimer han, mens de lå i
Bouchain, havde hentet for ham hos regimentskvartermesteren
i månedlig gage. Da han begyndte at lette på sig
for at sige “Fåwal”, stak jeg ham en specie i hånden med
de ord: “Der, Poul Weberstoft, det er til tobak, og så skal
De have tak, fordi De kom herop, og tak skal De have for
Tredje slægtsled (Nr. 10-16)
det gode, De har sagt mig om min fader.” Før jeg kunne
forhindre det, havde han grebet min højre hånd og kyssede
den, og så sagde han, mens en tåre randt ned over
kinden: “tak, Hr. løjtnant, A ka I fornem te De hår Djer’
Fårs sind!” Og nu var det mig, der var nær ved at blive
bevæget. - Jeg bragte min fader Poul Weberstofts hilsen,
som han blev glad over. Han kunne godt huske ham.”
I 1824 udnævntes Niels la Cour til premierløjtnant. I november
1828 overdroges det ham af regimentet at lede
mandskabets gymnastik- og våbenøvelser, og han gennemgik
som følge deraf i 5 måneder Kavaleri-ekserserskolen
ved det Sjællandske landsenerregiment i Næstved.
Efter aflagt eksamen modtog han attest fra regimentets
chef, generalløjtnant C. Bassewitz (1755-1831), “på at
have aflagt udmærkede prøver på sin duelighed i de for
kavaleristen ejendommelige dele af kavaleriekserserskolens
instruktion” og afgik derpå til tjeneste ved sit regiment
i København. I Næstved så han vist første gang
sin tilkommende hustru. Hendes søster, Lisa Bruun, var
nemlig gift med Ekserserskolens forstander, ritmester
Andreas Steenstrup, men Emilie Bruun var dengang kun
17 år gammel, og først 3 år senere blev de forlovede. Da
gymnastik og våbenøvelser stadig havde vakt hans interesse,
blev han i 1829 efter opfordring og andragende af
gymnastikdirektør, professor og ridder Nachtegall ansat
som inspektions-officer ved det kgl. militære gymnastikinstitut,
hvor undervisningen i bajonetfægtning og kavaleriets
våbenøvelser blev ham overdraget. Hertil egnede
han sig vistnok ganske særlig ved sin overordentlig kraftige
bygning, sin store smidighed og sine udholdende
kræfter. I 1830 udarbejdede han efter ordre et forslag til
de nødvendigste regler for kavaleriet om den gensidige
brug af de forskellige blanke våben, hvilket forslag blev
antaget med såre få forandringer. 1. maj 1833 ansattes
Niels la Cour som lærer i gymnastik ved det kgl. landkadetakademi
og underviste 1833-34 Prins Frederik
(VII) i våbenøvelser. I 1834 meddeltes der ham kaptajns
anciennitet og samme år blev han ridder af Dannebrog.
Sommeren 1839 foretog han med kgl. understøttelse en
rejse til Tyskland og Frankrig for at gøre sig bekendt med
gymnastikundervisningen i disse lande. Herom fortæller
hans søn i sine nævnte erindringer:
“Min fader havde i slutningen af trediverne udarbejdet et
reglement for sablens og landsens brug i vort kavaleri, og
dette reglement blev, efter at være blevet prøvet af en dertil
nedsat kommission, indført i kavaleriet. Da min fader i
den anledning blev tilsagt til audiens hos Kong Frederik
VI - jeg ved ikke, om det var i 1838 eller foråret 1839 - ud-
33