5 - De Berejstes Klub

Hjem fra Nilens bredder uden
et eneste hårstrå på hovedet
Klokken var syv om morgenen, og solen var lige
stået op, da bussen passerede grænsen til uganda.
Pludselig fik jeg øje på et skilt på landevejen: ”The
source of River nile” stod der – nilens udspring.
jeg var her! målet for min rejse: stedet de gamle
opdagelsesrejsende Dr. livingstone, henry stanley,
john speke og kaptajn Richard Burton havde skrevet
tykke bøger om. stedet, der havde taget så mange år
og kostet så mange menneskeliv at finde.
TeksT & FoTos: aRne RunGe
Her kunne jeg godt være stoppet, være
blevet et par dage og rejst hjem igen.
Missionen var fuldført, jeg havde set
det, jeg var kommet for at se.
Men jeg havde god tid, så jeg valgte at
rejse hele vejen rundt om Victoriasøen
for at se, hvordan der så ud, se hvordan
menneskene havde det i de forskellige
lande og byer og for at finde ud af, hvor
fanden alt det vand, som søen afgiver til
verdens længste flod, egentlig kommer
fra. Vi passerede broen over Nilen, og
en time senere blev vi sat af i centrum
af Kampala, hovedstaden i Uganda.
Der var gratis wifi på vandrehjemmet,
og næste morgen, da jeg åbnede min
Gmail, var der en meget interessant
e-mail fra Jinja. Jeg havde mødt Mr.
Sebowa i bussen fra Nairobi, som
havde fortalt, at han var koordinator
for CEPAC, Centre for Performing and
Culture i Jinja.
Vi havde udvekslet visitkort og på
mit stod der bl.a. ”Rejsemagasinet
Globen, Danmark.” Jeg fortalte jeg
var journalist, og at jeg skrev for et
rejsemagasin, der hed Globen. E-mailen
var en invitation til at besøge ham og
hans organisation i Jinja, hvor jeg ville
få en rundvisning, så jeg kunne se de
berømte steder. Jeg skulle også deltage
i et bestyrelsesmøde, høre lidt om hans
organisation og skrive om det i Globen.
De havde lavet et program for tre dage,
og jeg skulle bo hos Mr. Sebowa.
Jeg accepterede invitationen, og dagen
efter kom Mr. Sebowa sammen med
bestyrelsesformanden og hentede mig
i en taxi.
Jinja, dér hvor Nilen udspringer fra
Victoriasøen
Jinja var lige netop den by, det sted,
hvor Nilen udsprang fra Victoriasøen,
løb op igennem Sudan og videre op
igennem Egypten, hvor den dannede et
delta i Kairo og så langsomt sivede ud i
Middelhavet.
Jeg var der i fire dage og blev behandlet
som en konge. Jeg mødte Mr. Sebowas
familie, hans brødre og hans 92 år
gamle far, som stadig cyklede ind til
byen og fik sig en lille én. Jeg mødte
byens høvding, og jeg så ”The Source of
the Nile River”.
Jeg svømmede både i floden og i søen,
og jeg var på diskotek en hel nat, hvor
jeg dansede med smukke negerpiger
med de smukkeste struttende numser.
Jeg prøvede det lokale, hjemmelavede
øl i en lille gemt smugcafe i regnskoven
– og CEPAC betalte det hele! Jeg var jo
inviteret, og jeg var en VIP, Mr. Arne,
journalisten fra Globen.
sydsudan, verdens nyeste
land
Året før havde jeg, uden held,
forsøgt at få visum til Sudan, fordi
præsidenten var sur på Danmark pga.
Mohammedtegningerne.
”Så længe jeg er præsident i Sudan,”
havde han sagt, ”så kan ingen danskere
få visum til mit land. Yalla!”
Men nu var Sudan blevet delt i to, og i
Sydsudan ventede de kun på en formel
afstemning om at gøre det sydlige
Sudan til et selvstændigt land, som
kunne blive medlem af Fn. nu kunne
man komme ind i det sydlige Sudan, så
det var bare om at komme af sted, nu
jeg havde chancen. Jeg besluttede mig
til at følge Nilen nordpå til Sydsudans
hovedstad Juba.
Busturen fra Kampala til Juba ville tage
12 timer, fortalte guidebogen, men på
grund af regntiden sad vi fast i mudder,
hvor vi måtte vente 14 timer på hjælp.
Så turen tog i alt 26 timer. En fin måde
at ryste folk sammen på!
Alle må ud og hjælpe, når man sidder
fast i mudder, så når man endelig,
efter mange udfordringer, ankommer
til destinationen, er det næsten som at
have vundet over Sverige i fodbold. Alle
kender alle, alle får et kram når man
skilles, og flere udveksler Facebookadresser.
I bussen blev jeg rigtig gode venner
med tre ugandere, Mark, Dan og Moses,
som var forretningsmænd og skaffede
brugt tøj i Kampala, som de solgte i
Juba. De boede begge steder, og Mark
havde tilbudt mig, at jeg kunne sove i
deres hus, når vi ankom til Juba.
Vi ankom til busstationen i Juba kl. 1
om natten og fik lov at sove i bussen
til daggry, som man ofte gør i Afrika,
når man ankommer sent, og bussen
ikke skal videre. Kl. 6, da solen stod
op, gik vi til Marks hus, som viste sig
at være en lille negerhytte med stråtag.
Det var første gang, jeg havde boet i
en negerhytte med stråtag, så det var
virkelig en fed oplevelse, bortset fra at
jeg lå inderst og havde dårlig mave.
Jeg blev hos Mark og vennerne i fire
dage og havde en fantastisk tid. De
vaskede mit tøj, viste mig rundt og
inviterede på mad og drikke. Jeg mødte
også en rastafari, som bød på Shisha,
vandpibe og stærk grøn jamaicatobak,
og pludselig så jeg Sudan med helt
andre øjne: Halleluja, hvor var livet dog
gavmildt, her midt i al fattigdommen.
Alle havde sagt, at alt i Juba var rasende
dyrt, og at hotellerne i Juba kostede en
formue for et simpelt værelse, men
allerede dagen efter jeg ankom, fandt
jeg flere hoteller omkring busstationen
til under 10 dollars, så man skal ikke
tro på alt, hvad man hører. Og der var
slet ikke dyrt i Juba, tværtimod, der var
cirka lige så billigt som i Kampala.
På tilbagevejen sad vi også fast flere
gange, men vi klarede problemerne
med hjælp fra andre køretøjer, så turen
tog heldigvis kun 18 timer.
Rwanda, landet med de
tusinde bjerge
Efter Sudan fortsatte jeg via Kampala
mod syd til Rwanda. Ifølge guidebogen
kunne man få visum på grænsen,
ligesom i Sydsudan, men en uge før
jeg ankom, havde man lavet om på
reglerne.
nu skulle man først ansøge om visum
på nettet, udprinte tilladelsen, man
modtog, og ved aflevering af tilladelsen
kunne man så få udstedt et visum på
grænsen. Det var der bare ingen, der
vidste, så jeg blev, ligesom mange
andre, afvist og måtte finde en by med
internet, så jeg kunne skaffe mig den
formular, jeg skulle bruge. Ups.
Der var ingen by ved grænsen, kun
en lille cafe hvor der sad nogle lokale
unge mænd, som fortalte, at der ingen
offentlig transport var, men der holdt
en privat bil, hvis chauffør de gik hen
og snakkede med. Bilen var på vej til
Ntungano, den første by med offentlig
transport, og den ville gerne tage mig
med. Derfra tog jeg en bus til Kabale,
hvor der ifølge guidebogen skulle være
både hoteller og internetcafeer.
GLOBEN nr. 45 / September 2011 51