5 - De Berejstes Klub

Jeg tjekkede ind på et rigtigt
backpackerhostel med en masse
musungus – hvide mennesker. Her
mødte jeg Charlie, som var på cykel
fra Korea. Han havde cyklet 32.000
kilometer, besøgt mere end 40 lande
undervejs og brugt 3,5 år på turen.
Han havde det samme problem, han
var også blevet afvist ved grænsen.
Vi slog os sammen for at få løst vores
visumproblem. Der var gratis wifi på
hotellet, så vi ansøgte og fik tilsendt
et par formularer, som vi udfyldte, og
allerede dagen efter fik vi tilladelsen per
e-mail.
Det lykkedes at komme over grænsen
til Rwanda – ”the country of thousand
hills” – uden problemer, men der gik fem
timer med at få visum, så det var ved at
blive mørkt, da vi endelig stod i Rwanda.
Der var ingen hoteller i den meget lille
grænselandsby, så vi besluttede at
campere i Charlies tomandstelt.
Mens vi spadserede hen ad landevejen,
med 20 unger i røven, for at finde et
sikkert sted at campere, kom vi til en
lille kirke, der lå på en bakketop. Her
sagde Charlie: ”Jeg plejer at få lov at
campere i kirkernes baghave.” Vi gik
op og spurgte, om vi måtte campere
her, og præsten Lucien gav os lov at
sove i et lille rum mellem kostalden og
hønsehuset.
Næste morgen havde præstens kone
lavet morgenmad, og alle, både familie
og ansatte, sad i deres fineste tøj. Det
var søndag, og der var gudstjeneste fra
klokken 9 til 12, tre timer. Vi følte dårligt,
vi kunne afslå, men fortalte at vi kun
kunne blive en halv time, fordi Charlie
skulle cykle hele vejen til Kigali, en 90
km lang rejse og helst ville ankomme,
før det blev mørkt. Det forstod han.
Men først skulle der tages fotos.
Charlie havde en lille fotoprinter, og
printede et billede af os og familien ud
til præsten, som han blev meget glad
for. Gudstjenesten var helt gospelagtig,
der blev trommet, sunget og danset
i timevis. Synd vi ikke kunne blive lidt
længere.
I Kigali tjekkede vi ind på Mont Kigali,
et flot lille hotel med et milion-dollarsview,
og dagen efter tog vi ud til den
burundiske ambassade og fik visa – på
stedet – så vi ikke ville få det samme
problem, når vi kom til grænsen til
burundi.
Efter ambassaden tog vi på Kigali
Memorial Center, hvor der er oprettet
et museum om folkemord, bl.a. krigen
mellem hutuer og tutsier i 1994, hvor
hutuerne dræbte tusindvis af tutsier
med macheter, økser, spader og
landbrugsredskaber. Et uhyggeligt
folkedrab. Bagefter besøgte vi hotel
Mil Collines, som var rammen om den
berømte film om Rwandas folkedrab.
gesenyi, grænsebyen til
Congo
Gesenyi, grænsebyen til Congo, lå lige
ned til Kivu-søen, et lille paradis midt
inde i det mørke Afrika. Vi tog hertil
for at komme over grænsen til Goma i
Congo for at rejse ned gennem Congo
til burundi, men det var desværre ikke
muligt at få visum på grænsen mere.
En italiener, vi mødte, havde fået visum
hjemmefra til 150 dollars, men måtte
alligevel slippe 50 dollars i bestikkelse
for at komme ind.
Det ændrede vores rejseplaner, vi
måtte tilbage til Kigali for at komme
til Burundi. Men Gesenyi var bestemt
et besøg værd. Vi boede i en kirke,
som havde oprettet et hostel med en
dejlig terrasse, en restaurant, gratis
internet og kun fem minutters gang fra
søbredden.
Charlie havde opgivet at cykle i
Rwanda, ”the land of thousand hills”,
det var simpelthen for hårdt med alle
de bakker, så vi tog bussen sammen og
puttede hans cykel i bagagerummet.
Selv busserne havde problemer med
bakkerne, som var stejle og ofte over
2000 meter høje, og måtte ned i
slæbegear for at komme over.
Og så var det regntid. Der kom nogle
ordentlige byger ind imellem, de
varede kun kort tid, men de var meget
voldsomme. Når det regner i Afrika,
så regner det. Så blev solparasollerne
pludselig til paraplyer.
Burundi, stadig lidt farligt at
rejse i
Det var faktisk muligt at få udstedt
visum på grænsen til Burundi, men kun
for tre dage, som så kunne forlænges i
hovedstaden Bujumbura. Så det var vist
alligevel godt, vi havde ordnet visum på
forhånd.
Vi ankom til hovedstaden sent på
eftermiddagen og skulle så til at finde
et hotel, der ikke kostede en formue.
I guidebogen var det billigste hotel 45
dollars og det næstbilligste 85 dollars, et
godt stykke over vores smertegrænser,
sikkert fordi Lonely Planet kun turde
anbefale de supersikre hoteller.
Men allerede på busstationen lykkedes
det os at finde et billigt hotel. Bussens
billetkontor fortalte os om Albatros,
et hotel der lå lige i nærheden og kun
kostede 8 dollars for et dobbeltværelse.
Det viste sig senere, at hotellet var et
”love hotel”, hvor de fleste par kun blev
et par timer, hvilket jo i sig selv var
interessant.
Så vi var super heldige, ellers skulle
vi have camperet, og sikkerheden om
natten var vist ikke den bedste for
tiden. Både guidebogen og de lokale,
vi snakkede med, sagde, at der var
temmelig usikkert i Burundi. Men vi var
to, og vi passede godt på hinanden.
Charlie kørte rundt i byen på sin cykel,
og jeg på en mc-taxi. Hver gang jeg
tog en mc-taxi, tog Charlie to fotos, et
forfra med ansigter og et bagfra med
nummerpladen, ”just in case”. Folk
fortalte, at selv mc-taxierne arbejdede
sammen med kriminelle bander, og en
amerikansk ngo’er fortalte, at han flere
gange havde set bander på seks-syv
personer overfalde turister og snuppe
deres rygsække midt på gaden i
Bujumbura. Ups.
Hovedstaden Bujumbura lå lige ud til
søen Tanganyika, en anden af Afrikas
berømte søer, hvor Stanley mødte Dr.
Livingstone med de berømte ord: “Dr.
Livingstone formoder jeg?”
Vi havde håbet at kunne rejse sydpå
langs søen til grænsen og blive nogle
dage i byen Kigoma, hvor der er opsat
et monument, hvor der står, at det
var hér, lige hér, at mødet mellem Dr.
Livingstone og journalisten Stanley
fandt sted.
Men det blev vi stærkt frarådet. Det
sydlige Burundi var bestemt ikke et
sikkert område at rejse i, sagde folk,
så det endte med, at vi valgte at tage
østpå til grænsebyen Kobero og derfra
ind i Tanzania. Charlie til Dar es Salaam,
og jeg nordpå til Mwanza.
mwanza, tilbage ved
victoriasøen
Tanzania er et muslimsk land og meget
sikkert at rejse i, et land hvor koranen
beskytter og hjælper de rejsende.
Som du sikkert ved, var Mohammed
også en slags backpacker, så han skrev
i koranen, eller fik sin datter Fatima til
det (da han ikke selv kunne skrive):
”Hvis du møder en rejsende, langt væk
hjemmefra, så hjælp ham, beskyt ham
og giv ham alt, hvad han behøver.” Og
muslimerne følger heldigvis disse bud.
Tak, Mohammed, jeg skylder dig en øl.
Nu var jeg tilbage ved Victoriasøen og
nød i flere dage den friske søluft, spiste
bananer og lokale, nyfangede fisk på
havnen og mødte de flinke folk, der
boede der.
Der gik nogle mærkelige, store, grimme
fugle rundt på stranden. De lignede en
blanding af pelikaner og storke, men i
stedet for at spise fisk som pelikaner,
spiste de affald fra affaldscontainerne
ligesom gribbe, og de sad ofte på
hustagene ligesom storke. Det varede
flere dage, før jeg fandt ud af, at det var
marabustorke. Så nu har jeg også set
marabustorke, man bliver sgu’ så klog
af at rejse.
Kisumu, der hvor obamas
bedstemor bor
Ugen efter fortsatte jeg nordpå langs
Victoriasøen og ankom til Kisumu, en
anden lille paradishavneby ved den
kenyanske del af søen. Byen er berømt,
fordi Barack Obamas bedstemor, der er
fra Kenya, faktisk bor her i byen.
Barack Obamas far, som er fra
Luo-stammen, mødte præsidentens
mor, da han var indskrevet på University
of Hawaii i Mânoa. Han døde desværre i
en bilulykke i 1982 og oplevede aldrig, at
hans søn blev verdens mest magtfulde
mand.
Præsident Obama har besøgt Kisumu
flere gange, det mest højprofilerede
besøg var i 2006, da titusinder af
borgerne fyldte Kisumus gader og hilste
ham som en helt. Hvorefter senator
Obama råbte en hilsen tilbage på det
lokale luo-sprog.
Jeg prøvede at finde bedstemoren,
som blev kaldt Mama Sara, for at få et
interview og et foto af hende og mig
til Globen, men det var ikke let at få
transport til Kogelo, compounden ude i
bushen, hvor hun boede.
Jeg var efterhånden ved at have travlt,
hvis jeg skulle nå mit fly i Nairobi, så
det måtte blive næste gang. Jeg nåede
lige at få en klipning af mit hår, før
jeg fortsatte til Nairobi. Den kostede
5 kr., måske lige i overkanten, men så
fjernede han også det hele, både håret
og det to måneder lange fuldskæg, så
jeg lignede Yul Brunner, da jeg gik ud
af salonen.
Det kom jeg godt nok til at fortryde, da
jeg landede i Kastrup i snevejr og 20
graders kulde. Det er dæleme træls at
være skaldet i Danmark om vinteren,
men det er jo altid dejligt at komme
hjem, med eller uden hår.
prisniveau
for rejsen
flybillet København-addis
ababa retur: 3.518 kr. med BMI.
flybillet addis ababa-nairobi
retur: 194 USD med Ethiopia
Airlines.
Bus nairobi-Kampala, 16
timer: 20 EUR.
Bus Kampala-juba, 27 timer:
15 EUR.
mc-taxi inden for bygrænsen:
under 5 kr.
hoteller/hostels: 50 kr.
for fællesrum i Nairobi, små
spartanske hoteller fra 30 kr.
frokost og middag på lokale
restauranter: fra under 5 kr.
hjemmelavede fadbamser på
smugkroer: fra 2 kr.
frisør: 3,50 kr. eller med
barbering 5 kr. (en oplevelse der
bør prøves)
visumgebyrer:
Kenya: 25 USD på grænsen.
Burundi: 40 USD på grænsen.
uganda, tanzania, sudan: 50
USD på grænsen.
Rwanda:60 USD på grænsen
med tilladelse via internettet.
Congo (DRC): på grænsen
kostede det for 3 måneder siden
35 USD, men en måned senere
150 USD, derefter 280 USD – og
lige for tiden gives der slet ingen
visa på grænseovergangen ved
Goma i Rwanda.
52 GLOBEN nr. 45 / September 2011 GLOBEN nr. 45 / September 2011 53