september 2006

Af journalist Eva Helena Andersen
Foto: Tinie W. Rasmussen
rønnegårdsteatrets udendørs
scene med ægte bøgetræer
og fugle hensætter publikum
til stemningen fra 1700-tallets København.
Hvor der var skarpt skel mellem
rig og fattig, hvor natmænd var lavest
på rangstigen, halshugning hverdagskost
og sproget fyldt med saftigheder.
Den ene skælmske og underfundige replik
afløses af næste, og der leges med
ordene i en strøm, der får latteren til at
bryde frem blandt tilskuerne.
Da klapsalverne på denne premiereaften
har lagt sig, kommer en glad
Nikoline Werdelin, som både har skrevet
og instrueret ’Natmandens Datter’,
hen og hilser. Hun løfter op i håret og
viser et par i-øret apparater.
- Jeg har masser af historier om dem
her, ler hun men foretrækker alligevel
at tage apparaterne af under interviewet.
Og så begynder Nikoline at fortælle
sin egen utrolige historie. Om en familie,
hvor far og brødre også havde
problemer med hørelsen, og hvor man
måtte råbe og gestikulere for at få opmærksomhed.
Om da hun som 14-årig snød sig fra
at få høreapparat. Med det resultat, at
hun måtte klare sig med mundaflæsning
og somme tider gætte sig til, hvad
der blev sagt.
- I virkeligheden er det ret anstrengende
at skulle høre. Jeg elsker familier.
Men jeg ville ikke kunne fungere i en
familie, hvor alle småsnakker og vender
ryggen til, mens de laver te, siger
Nikoline. Hun forklarer, hvordan det er
at lave dramatik og instruere, når man
har et høretab.
Pludselig rejser hun sig og sætter
sig på hug meget tæt ved siden af ’hørelsens’
udsendte, som trækker sig en
anelse og krymper forlegent under det
intense blik fra de grønne øjne.
- Ville du bryde dig om, at jeg sad sådan
hele tiden? griner hun og trækker
sig tilbage, mens journalisten tøvende
ryster på hovedet.
- Mange skuespillerne har ikke noget
imod, at man går tæt på, men jeg kunne
ikke stå på Tommy Kenters fødder gennem
hele stykket og mundaflæse. Man
er nødt til at kunne følge med fra 20.
række også, når man skal instruere.
Derfor blev jeg nødt til at gøre noget
ved mit høreproblem. Ellers kunne jeg
ikke overskue hele scenen på én gang.
Nikoline er af den opfattelse, at mennesket
i bund og grund er alene:
- Det har noget at gøre med ørerne.
Jeg tror, du føler dig meget ude af
kontrol med verden, når du ikke kan
høre. Du får en følelse af isolation og
forsøger at skabe orden i kaos ved at
lave dit eget fiktive univers, hvor du for
en gangs skyld ved, hvad der bliver sagt
– og hvad der ikke bliver sagt, smiler
Nikoline.
Når hun skriver sine teaterstykker, rejser
hun væk og isolerer sig. Under skriveprocessen
i Natmandens Datter tog hun
en måned til Norge i en lille hytte.
- Så sidder jeg og skriver hele formiddagen.
Og om eftermiddagen står
jeg på ski med mine bokserhunde. Det
er pragtfuldt med alt det hvide, stilheden
og øjnene, der bare ser. Jeg tror på
en måde, at det er en mærkelig hjælp,
at jeg ikke kan høre så meget. For så
har jeg fred inde i hovedet til at høre
alt det indre. Pludselig kan jeg inde i
mit lydtætte rum høre Madam Münsters
replik og lade hele sceneriet folde
sig ud, forklarer Nikoline.