D a n s k e - Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

Du skal ikke tro, du er noget!
Fortæller: Steffen Dresler
Der var engang et etablissementet ved
navn Jante, der havde sine myndigheder
spredt over hele landet. Heldigvis var ikke
alle som i selve byen Jante, men alligevel
kunne man finde spor af hjembyens »korrekte«
opfattelser og væremåder på alle de
steder, etablissementet havde indflydelse.
Med til rammerne af denne lille historie
hører også, at på et af kontorerne ved etablissementet
i Jante var en leder, hvis rødder
gik tilbage til en efterladt preussisk
Beamter. Trods udviklingen så han det stadig
som sin opgave at tro at vide, hvad chefen
for etablissementet ønskede. I øvrigt
satte han – som sine forgængere – sig over
givne normer og bestemmelser ved at gøre
sine ønsker og meninger til chefens, hvorfor
muligvis lidt løgne og fortielser kunne
være tilladt, da de jo tjente Jante.
På én af de myndigheder, Jante havde
indflydelse på, blev en medarbejder kaldt
ind til sin chef. Hvad siger du til at skifte
job og oprette en helt ny stilling, d.v.s. at
planlægge, implementere og være daglig
ansvarlig senere hen? Du er jo med din
erfaring og viden den rette til jobbet, og så
trænger du jo også – hvad du selv har
udtrykt – til luftforandring. Når vi får stillingen
endelig godkendt, skal du selvfølgelig
søge, og vi vil, hvis det går godt, pege på
dig! Du skal selv skrive nye direktiver og
udfærdige nye instrukser og bestemmelser
o.s.v.
»Sikke dog en tillidserklæring«, tænkte
vores medarbejder, »ansvarlig for et
bestemt fagområde med hundreder af
mennesker og nye myndigheder, der skal
til at arbejde sammen.«
Tiden gik, og det viste sig at være mere
end et 8 – 16 arbejde, da det stadig voksede.
Foruden hovedjobbet arbejdede vor medarbejder
også for chefen i Jante. Men hvad
gjorde det, når han trivedes og glædede sig
til hver eneste dag og kunne mærke, at
dem, han var foresat for jobmæssigt kunne
se formålet og støttede ham i hans arbejde.
Han pressede selv på, »Husk nu godkendelsen
af jobbet«, og endelig en dag fik han
at vide, at stillingen var godkendt. Frugten
af flere års arbejde skulle nu stå sin prøve
ved ansøgningen.
Men ak og ve, i selve Jante havde man
fået et dumt og kedeligt problem. En ældre
medarbejder var selvforskyldt havnet i en
overnorm, og han var tilsyneladende ikke
ønsket det eller de steder, han gerne vil
hen! Yderligere havde han få år tilbage og
kunne derfor ikke flyttes for langt, hvor
langt så ellers langt var. Disse ting vidste
både Jante og fagforeningen, der havde
brugt tid og kræfter på tidligere at tilfredsstille
den ældre medarbejder.
Lederen i Jante fik nys om vor medarbejders
stilling. Den nye norm kom som sendt
fra himlen. Nu skulle han vise handlekraft
over for chefen, og ikke mindst skulle han
vise sig som »rigtig« arbejdsgiver over for
vor medarbejders fagforening, for, som han
selv havde skrevet, »fagforeningerne har alt
for længe trukket os som arbejdsgivere
rundt ved næsen«! Jo – han tog sig agtet! At
han selv var medlem af fagforeningen
viste, at han til fulde forstod loven i Jante,
men det er en helt anden historie.
Lederen tog nu selv over, det skulle han
nok personligt ordne. Dertil var sagen for
stor og prekær (hvis nu nogen…). Lederen
ringede til vor medarbejders myndighed og
sagde koldt, at han havde en mand til den
nye stilling, men fortiede alt om den nye
mands fortid. Stillingen skulle ikke slås op,
selvom det var i modstrid med ånden i
sådanne stillinger. Der gik flere mails frem
og tilbage, men vor medarbejder måtte for
alt i verden ikke vide noget, FØR der var
befalet for den nye! Men alligevel blev han
orienteret, da en chef var af en lidt anden
mening end lederen i Jante. »Jeg er ked af
at skulle ødelægge din dag, men det ser ud
som om, nogen i Jante vil tage din stilling«!
BANG! Det kunne da ikke være rigtigt,
den var jo ikke engang slået op, hvad
med »Personelpleje og Personelpolitik«
som Jantes foresatte havde udgivet og sagt,
var meget vigtige for hele koncernen?
Total nedtur for vores medarbejder, ondt
i maven, kunne ikke sove, hvad skete der?
Ingen måtte udtale sig, havde Jante pålagt.
Det var jo vigtige sager, det skulle vores
medarbejder ikke bryde sig om, selvom det
var hans nuværende job! »Han er jo tjenestemand,
og det skal han være endog
meget glad for«, udtalte lederen i Jante
senere!
DEBAT 05
»Den sag stinker«, sagde vor medarbejder,
»der må stikke noget under«? Han indhentede
og bearbejdede informationer til
efterretninger, godt hjulpet af tidligere
medarbejdere til den ny i jobbet, der havde
en lidt anden historie at fortælle end den
officielle. Ganske rigtigt, den sag STANK.
Han forelagde sine efterretninger for sin
chef.
Lederen i Jante følte sig sikkert lidt
trængt, da nogen stillede spørgsmål til
handlemåden og om den nye mand. Vores
medarbejder måtte stadig ikke vide noget!
Lederen i Jante var ikke til at rokke, da det
jo oven i købet var hans »ret som arbejdsgiver«!
Først umiddelbart før befalingen
kom, fik vores medarbejder officielt besked!
»Hvad med mig«, sagde vores medarbejder.
Ingen vidste noget. Han ringede til Jante,
der overhovedet ikke ville have med sagen
at gøre og henviste til lederen. Lederen blev
tordnende gal, da vores medarbejder stillede
spørgsmål, truede med at »udvise« ham
til en anden landsdel, sagde han var dum
ved at have fået stillingen opnormeret, og
at han personligt ALDRIG ville have
udnævnt ham, hvis den var blevet ansøgt,
da han jo vidste alt for meget om jobbet og
yderligere, at han var for ung!
Vores medarbejder havde det ikke godt,
det hele var noget skidt, arbejdsglæden
væk, tiltroen til systemet helt borte og
hvad værre var, en tidligere 110 procents
loyalitet forduftet! Desværre var vores
»unge« medarbejder 51 år gammel! Han
kunne ikke engang smække med døren.
Fanget – »hold kæft, bøj dig og indordn
dig«! Lederen og dermed implicit chefen i
Jante havde talt.
»Fyringen« rygtedes, og inden der var
gået en dag, havde vores medarbejder tre
jobtilbud – der tilsyneladende ikke kendtes
i Jante – fra to forskellige myndigheder. Så
han skulle nok klare sig. Han valgte et job
hos sin allerhøjeste chef, der viste vores
medarbejder en meget stor tillidserklæring
ved selv at tilbyde det! Og en finere anerkendelse
af sit tidligere arbejde kunne han
vel ikke få.
Hvis man nu spurgte vor medarbejder
om læren i historien, ville han sikkert have
svaret:
f fortsættes