Besvarelse af spørgsmål nr - Ægteskab uden grænser

LANDSFORVIST ?
Konferencen om de danske regler for familiesammenføring i Landstingssalen,
lørdag den 6. maj 2006 var organiseret af Det Radikale Venstre og Ægteskab uden
Grænser.
Der var solskin og varme udenfor. Inde i salen var der alvor og menneskelige tragedier. 120 havde tilmeldt
sig denne konference, desværre deltog hverken politikere eller journalister på trods af utallige invitationer,
pressemeddelelser m.v.
Bolette Kornum fra ÆUG bød velkommen, og derefter åbnede Elsebeth Gerner Nielsen med en
velkomsttale:
Dernæst fik Claus Blok Thomsen, journalist og forfatter af bogen "Den falske melodi", ordet.
”Lad mig starte med at præsentere mig selv: Mit navn er Claus Blok Thomsen, og jeg er ansat på Politiken,
hvor jeg i en årrække dækkede flygtninge- og indvandrerstoffet. Jeg arbejder nu på avisens
søndagsredaktion.
Under den sidste valgkamp hørte jeg, hvordan regeringen igen og igen sagde, at den førte en stram, men
anstændig og fair udlændingepolitik. Jeg skal med det samme sige, at jeg ikke er politiker og heller ikke har
ambitioner om at blive det. Jeg er ikke medlem af Det radikale Venstre eller andre partier. Jeg er og forbliver
journalist, som ud fra de klassiske journalistiske principper forbeholder mig ret til at være kritisk over for de til
enhver tid siddende magthavere.
Således spidsede jeg også ører i sidste valgkamp, når specielt statsminister Anders Fogh Rasmussen
gentog sloganet om en stram og anstændig udlændingepolitik. For jeg bemærkede, at det ofte var noget,
han sagde, uden at nogen egentlig talte om de mennesker, som så blev ramt af den stramme
udlændingepolitik.
I de foregående år var jeg gennem mit arbejde på Politiken stødt på mange mennesker, der var blevet ramt,
og hvor det havde gjort ondt i hjertet at høre deres beretninger, så jeg ud fra en almindelig journalistisk
tilgang måtte stille spørgsmålet: Hvor anstændig er regeringens udlændingepolitik egentlig?
Det blev udgangspunktet for, at jeg skrev bogen Den falske melodi, som udkom i slutningen af januar i år, og
som er grunden til, at jeg er blevet bedt om at tale her i dag.
En af de skæbner, jeg har mødt, var en gammel dame på 89 år fra Pakistan. Sardar Begum hed hun. Hun
havde 1 datter, 14 børnebørn og 4 oldebørn i Danmark, men ingen nær familie tilbage i Pakistan. Hun havde
kun et ønske, og det var at få lov til at tilbringe sine sidste år i Danmark hos sin familie.
Den gamle dame var syg og afkræftet. Da jeg mødte hende, kunne hun ikke gå og knap nok se og høre. Hun
sov det meste af tiden, og havde adskillige lægeerklæringer på, at hun var svækket og afkræftet, og ikke
kunne klare at rejse hjem til Pakistan, hvor hun heller ikke havde nogen til at tage sig af sig. De seneste år
havde hun boet hos sine familiemedlemmer i Danmark, der alle var velintegrerede med gode vellønnede
jobs.
Til trods for at det var fuldkommen indlysende for alle, at den gamle dame ikke ville kunne klare sig selv i
Pakistan, nægtede de danske udlændingemyndigheder at forholde sig til hendes tilstand og blev ved med at
afslå at give hende opholdstilladelse. I stedet måtte hendes familie kæmpe for hele tiden at få hendes
besøgsvisum forlænget.
"Det er indgået i grundlaget for ministeriets afgørelse, at De efter det oplyste er alderdomssvækket, således
at De ikke kan lave mad, klæde Dem på, gå i bad og gå op af trapper uden hjælp fra andre. Ministeriet finder
imidlertid ikke, at dette kan føre til et andet udfald af sagen, da der ikke herved er tale om helbredsforhold af
12