Besvarelse af spørgsmål nr - Ægteskab uden grænser

More documents

Recommendations

Info

LANDSFORVIST ? Konferencen om de danske regler for familiesammenføring i Landstingssalen, lørdag den 6. maj 2006 var organiseret af Det Radikale Venstre og Ægteskab uden Grænser. Der var solskin og varme udenfor. Inde i salen var der alvor og menneskelige tragedier. 120 havde tilmeldt sig denne konference, desværre deltog hverken politikere eller journalister på trods af utallige invitationer, pressemeddelelser m.v. Bolette Kornum fra ÆUG bød velkommen, og derefter åbnede Elsebeth Gerner Nielsen med en velkomsttale: Dernæst fik Claus Blok Thomsen, journalist og forfatter af bogen "Den falske melodi", ordet. ”Lad mig starte med at præsentere mig selv: Mit navn er Claus Blok Thomsen, og jeg er ansat på Politiken, hvor jeg i en årrække dækkede flygtninge- og indvandrerstoffet. Jeg arbejder nu på avisens søndagsredaktion. Under den sidste valgkamp hørte jeg, hvordan regeringen igen og igen sagde, at den førte en stram, men anstændig og fair udlændingepolitik. Jeg skal med det samme sige, at jeg ikke er politiker og heller ikke har ambitioner om at blive det. Jeg er ikke medlem af Det radikale Venstre eller andre partier. Jeg er og forbliver journalist, som ud fra de klassiske journalistiske principper forbeholder mig ret til at være kritisk over for de til enhver tid siddende magthavere. Således spidsede jeg også ører i sidste valgkamp, når specielt statsminister Anders Fogh Rasmussen gentog sloganet om en stram og anstændig udlændingepolitik. For jeg bemærkede, at det ofte var noget, han sagde, uden at nogen egentlig talte om de mennesker, som så blev ramt af den stramme udlændingepolitik. I de foregående år var jeg gennem mit arbejde på Politiken stødt på mange mennesker, der var blevet ramt, og hvor det havde gjort ondt i hjertet at høre deres beretninger, så jeg ud fra en almindelig journalistisk tilgang måtte stille spørgsmålet: Hvor anstændig er regeringens udlændingepolitik egentlig? Det blev udgangspunktet for, at jeg skrev bogen Den falske melodi, som udkom i slutningen af januar i år, og som er grunden til, at jeg er blevet bedt om at tale her i dag. En af de skæbner, jeg har mødt, var en gammel dame på 89 år fra Pakistan. Sardar Begum hed hun. Hun havde 1 datter, 14 børnebørn og 4 oldebørn i Danmark, men ingen nær familie tilbage i Pakistan. Hun havde kun et ønske, og det var at få lov til at tilbringe sine sidste år i Danmark hos sin familie. Den gamle dame var syg og afkræftet. Da jeg mødte hende, kunne hun ikke gå og knap nok se og høre. Hun sov det meste af tiden, og havde adskillige lægeerklæringer på, at hun var svækket og afkræftet, og ikke kunne klare at rejse hjem til Pakistan, hvor hun heller ikke havde nogen til at tage sig af sig. De seneste år havde hun boet hos sine familiemedlemmer i Danmark, der alle var velintegrerede med gode vellønnede jobs. Til trods for at det var fuldkommen indlysende for alle, at den gamle dame ikke ville kunne klare sig selv i Pakistan, nægtede de danske udlændingemyndigheder at forholde sig til hendes tilstand og blev ved med at afslå at give hende opholdstilladelse. I stedet måtte hendes familie kæmpe for hele tiden at få hendes besøgsvisum forlænget. "Det er indgået i grundlaget for ministeriets afgørelse, at De efter det oplyste er alderdomssvækket, således at De ikke kan lave mad, klæde Dem på, gå i bad og gå op af trapper uden hjælp fra andre. Ministeriet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til et andet udfald af sagen, da der ikke herved er tale om helbredsforhold af 12
en sådan karakter, at de kan begrunde en opholdstilladelse", stod der i Integrationsministeriets afslag. Hvor meget mere syg, afkræftet og hjælpeløs skulle den gamle dame så være? Jeg mener naturligvis ikke, at det skal være en ret for alle indvandrere at få deres forældre og bedsteforældre herop, så de kan blive passet på danske plejehjem. Men her var der jo tydeligvis tale om en ekstraordinær sag, hvor en gammel og hjælpeløs dame kun havde sin familie i Danmark tilbage. Under valgkampen spurgte jeg daværende flygtninge- og integrationsminister Bertel Haarder om, hvorvidt behandlingen af 89-årige Sardar Begum var et eksempel på regeringens stramme, men anstændige udlændingepolitik? "Sådan har politikken været i lang tid. Der er ingen ændring. Hun kan komme på besøg på turistvisum, og sådan er det", svarede Bertel Haarder. Men er det også anstændigt, spurgte jeg. "Det kan du selv vurdere, men det er i hvert fald uændret", svarede Bertel Haarder, men lovede dog, at den gamle dame ikke ville blive sendt hjem, så længe hun var syg. "Det kan du selv vurdere". Arkitekten bag regeringens stramme udlændingepolitik ville ikke svare på, om han selv syntes, at hans egen udlændingepolitik var anstændig. Endnu mere tankevækkende blev det, da Bertel Haarder efter valget blev undervisningsminister. Til afskedsreceptionen i hans gamle ministerium - Integrationsministeriet - fortalte han til en række af mine journalistkolleger, at han to gange havde bedt statsministeren om at få et andet ministerområde. Han orkede ikke længere at skulle forsvare alle de sager, som pressen bragte op, sagde han. Jeg skal ikke på nogen måde foregive, at jeg ved, hvad Bertel Haarder har gjort sig af tanker. Men jeg kan konstatere, at Bertel Haarder ganske ofte kom med nogle udtalelser, som var en sandhed med nogle temmelig store modifikationer, når han blev konfronteret med konsekvenserne af sin egen politik - for nu at sige det meget diplomatisk. For eksempel sagde han nærmest som et mantra, når han blev konfronteret med reglerne om familiesammenføring, at den udenlandske ægtefælle eller kæreste da "bare" kunne søge om at blive au pair i Danmark og komme hertil på den måde. Danmark var slet ikke så lukket, som hans kritikere prøvede at fremstille det, sagde han. Han fortalte dog ikke, at Udlændingestyrelsen i december 2004 - altså mens han stadig var minister - strammede reglerne om au pair, så man nu som hovedregel ikke længere kunne komme til Danmark som au pair, hvis man var gift. Pressen fandt først ud af denne ændring, da Bertel Haarder ikke længere var integrationsminister, men hans afløser, Rikke Hvilshøj, forklarede, at ændringen var begrundet i, at myndighederne var begyndt at se et stigende antal mennesker, der søgte om au pair, selv om deres egentlige formål var at opnå familiesammenføring i Danmark. Med andre ord - at flere altså havde gjort, som Bertel Haarder havde opfordret til. "Der har været flere tilfælde, hvor ansøgere har haft deres egen familie lige rundt om hjørnet fra deres au pair-familie i Danmark. Hensigten med au pair-ordningen er at tage del i værtsfamiliens hverdag, og det har tydeligvis ikke været formålet med deres ansøgninger", som Rikke Hvilshøj efterfølgende sagde til mig. Da regeringen lavede den såkaldte starthjælp - den særlig lave ydelse til nyankomne flygtninge og indvandrere - blev den stærkt kritiseret. Bertel Haarder forsvarede sig med, at Norge ham bekendt var det eneste land, hvor flygtninge og indvandrere fik flere penge end i Danmark. Han blev ved med at sige det i offentligheden - også selv om hans ministerium modtog en rapport fra Socialforskningsinstituttet allerede i september 2003, der klart viste, at flygtninge og indvandrere fik mindre i 13
Page 1 and 2: Landsforening for Dansk-udenlandske
Page 3 and 4: Kritik i hobetal af udlændingelove
Page 5 and 6: Referat af generalforsamlingen for
Page 7 and 8: FRIVILLIGE/ARRANGEMENTER: Frivillig
Page 9 and 10: KOPI, Tryk og konvolutter 12.000,00
Page 11: med medier og andet bestyrelsesarbe
Page 15 and 16: Samtidig skærpede han tonen i udl
Page 17 and 18: oplysningerne i min bog. Når title
Page 19 and 20: eneste jeg fandt hvor vi kunne få
Page 21 and 22: ønskede en international uddannels
Page 23 and 24: Uddrag af Udlændingestyrelsens ref
Page 25 and 26: Østre Landsrets dom betyder, at op
Page 27 and 28: af at være medlemmer - det er kun

Besvarelse af spørgsmål nr - Ægteskab uden grænser

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?