Besvarelse af spørgsmål nr - Ægteskab uden grænser

Danmark end i en række andre europæiske lande.
Da jeg fik kendskab til rapporten og spurgte Bertel Haarder, hvorfor han blev ved med at sige, at kun Norge
overgik Danmark, når hans ministerium havde modtaget en rapport, som viste, at det ganske enkelt ikke var
sandt, var hans svar, at den rapport havde han aldrig set.
Da den borgerlige regering tiltrådte i slutningen af 2001, fik Bertel Haarder som nyudnævnt flygtninge- og
integrationsminister en bunden opgave. Den var klart udtryk i regeringsgrundlaget, hvor den første linje i
afsnittet om udlændingepolitikken lød: "Regeringen anser det for helt nødvendigt at begrænse den
nuværende tilstrømning af udlændinge, som kommer til Danmark".
Bertel Haarder skulle altså stramme reglerne for asyl og familiesammenføring i Danmark. På mange måder
var det velbegrundet at gøre noget ved de mange familiesammenføringer. Undersøgelser viste, at stort alle
efterkommere i Ishøj Kommune af tyrkiske indvandrere blev ved med at hente deres ægtefæller til Danmark
hjemme fra Tyrkiet - at det endda skete selv ud i tredje generation. Det havde aldrig været hensigten med
reglerne om familiesammenføring, at de skulle bane vejen for en så omfattende og nærmest systematiseret
trafik. Samtidig var det et ubestrideligt faktum, at det stod sløjt til med integrationen, og at alt for mange
indvandrere talte dårligt dansk og stod uden for arbejdsmarkedet.
Men frem for at lave en lidt mere rolig og nuanceret tilgang til problemerne og deres årsager, opererede
regeringen reelt kun med et succeskriterium: at få tallene for familiesammenføring så langt i bund som
overhovedet muligt.
Det var i høj grad løftet om en stram udlændingepolitik, der havde givet den borgerlig regering dens valgsejr,
og Anders Fogh Rasmussen vidste om nogen, at regeringen ville blive holdt op på det løfte - ikke mindst af
Dansk Folkeparti.
Derfor skulle der strammes alle de steder, hvor det var muligt inden for de rammer, som regeringens juridiske
eksperter mente, de internationale konventioner satte.
Derfor blev blandt andet den omdiskuterede 24-årsregel indført. Men det mest omsiggribende var, at
regeringen udvidede det såkaldte tilknytningskrav til også at gælde danske statsborgere og sagde, at man
nu skulle have større tilknytning til Danmark end til et andet land for at få familiesammenføring. Hensigten
var at kunne slå ned på alle de indvandrere fra bl.a. Tyrkiet, der var kommet hertil for år tilbage, og som nu
var blevet danske statsborgere. Hvis de eller deres efterkommere ønskede at få en ægtefælle fra Tyrkiet
hertil, kunne myndighederne nu afslå ansøgningen med den begrundelse, at de havde større tilknytning til
Tyrkiet end til Danmark.
På den måde regnede regeringen med at kunne skære yderligere et antal tusinde mennesker af de høje
kurver over indvandringen.
Regeringen vidste selvfølgelig godt, at denne regel ville gå ud over såkaldt almindelige danskere, der havde
en udenlandsk ægtefælle. Men regeringen lagde ikke skjul på, at den var parat til at ofre denne gruppe
etniske danskere for at kunne leve op til sine løfter om en stram udlændingepolitik.
Blandt andet foreningen Ægteskab Uden Grænser råbte op om, at denne stramning gik ud over flere
hundrede - måske endda flere tusinde danskere, der pludselig ikke kunne få deres ægtefælle med hjem til
Danmark.
Det førte til, at regeringen i det stille begyndte at ændre på argumenterne for sine stramninger.
Mens regeringen ved sin tiltræden havde slået hårdt på, at det var nødvendigt at begrænse tilstrømningen af
udlændinge til Danmark, begyndte Bertel Haarder nu i højere og højere grad at gøre stramningerne til en
kamp mod tvangsægteskaber.
Ved utallige lejligheder fremhævede han, at stramningerne skulle forhindre unge drenge og piger i de etniske
miljøer mod at blive gift mod deres vilje. Hver gang, Bertel Haarder blev kritiseret, var det stort set det
argument, han brugte, hvilket ofte satte kritikerne i en skak-mat situation. For hvem er ikke imod, at unge
drenge og piger bliver giftet bort mod deres vilje?
14