Projekt Måltidsoplevelser

Nødning - altså opfordringen til at spise - er et helt uundværligt element
i bestræbelsen på at skabe gode måltidsoplevelser for de ældre
småtspisende patienter. Medarbejderen viser med sin nødning den
småtspisende patient, at hun bekymrer sig om hendes appetit og
spisning. Gennem nødningen sender medarbejderen dermed et signal om
menneskelig omsorg.
Hvad har vi set?
Udfordringen på Glostrup Hospital er, at det ofte er svært for
medarbejderne at have fokus på nødningen i en travl hverdag. Derfor er
det ofte lettest at acceptere patienternes “nej tak”, når der tilbydes mad
eller at efterlade en portion mad hos patienten for derefter at vende
tilbage og genoptage nødningen på et senere tidspunkt.
På den anden side sker det også, at medarbejdere i deres travlhed er
kreative og benytter muligheden for at få lidt tidsbesparende hjælp af de
andre patienter i deres nødning af småtspisende patienter. Fx ved at
benytte de sociale relationer mellem patienterne som afsæt for
nødningen af den småtspisende: ”Jeg prøver at få patienterne til at sidde
sammen, når de skal spise. I morges ville jeg så gerne have en dame over at
sidde sammen med anden dame, som jeg ved er meget småtspisende. Og jeg
prøvede at gelejde hende derover (…) Den ene spiser ikke ret meget og den
anden er ret god til at spise. Men de er gode til at tale sammen. Og ved at de
sad og snakkede sammen, så kunne den småtspisende måske få lokket et
ekstra stykke ned, fordi de var så optaget af at sidde og snakke sammen.
Måske havde hun lyst til et stykke til, når de nu sad og hyggede
sig” [medarbejder].
Hvad er konsekvensen for patientens måltidsoplevelse?
Hvis medarbejderne godtager patientens “nej tak” til mad, kan
konsekvensen være, at patienten ikke får nok at spise. Her er vigtigt at
vide, at patienters “nej tak” ofte er en forsvarsmekanisme, som patienten
bruger både for at beskytte sig selv og for at tage hensyn til
medarbejderne.
Samtidig er det også vigtigt, at medarbejderen starter nødningen, så snart
maden bliver serveret. Hvis patienten får lov til at sidde i længere tid
med maden foran sig, er konsekvensen, at appetitten mindskes, fordi
patientens sygdom og manglende evner til selv at spise, bliver udstillet og
tydeliggjort for patienten selv. Resultatet er samtidig, at maden bliver
unødigt kold og kedelig, og det gør det endnu sværere for patienten at
spise.
Nødning handler ikke om at give større portioner eller at stille fade på
bordet, som patienten selv kan forsyne sig fra (se foto forrige side). Det
gør den småtspisende patient ikke. En overfyldt tallerken eller et stort
fad med smurte rugbrødsmadder har den modsatte effekt og
understreger i stedet patientens sygdom og manglende appetit med den
konsekvens, at appetitten hæmmes yderligere.