Projekt Måltidsoplevelser

Set ud fra et ernæringsmæssigt synspunkt er mellemmåltiderne lige så
vigtige som dagens hovedmåltider. Mellemmåltiderne bør udgøre 50 % af
dagens samlede energiindtag for den småtspisende patient. Det gør
mellemmåltiderne meget vigtige for patienternes samlede
måltidsoplevelse, fordi det netop er så vigtigt, at mellemmåltiderne bliver
spist. Ellers har det stor indvirkning også på resten af måltiderne.
Hvordan vender vi tilbage til.
Hvad har vi set?
De småtspisende patienter bliver altid tilbudt mellemmåltider, men det
er ikke altid, de bliver spist. Det hænger sammen med, at
mellemmåltiderne i en travl hverdag ofte risikerer at blive glemt eller
underprioriteret af personalet. Det giver sig bl.a. til kende ved, at det kan
være fristende for personalet at spare på tiden ved at overlade
mellemmåltiderne til patienterne selv og servere dem på en kaffevogn på
gangen, hvorfra patienterne kan forsyne sig (se foto på forrige side). På
sådan en vogn vil mellemmåltiderne typisk være pakket ind. På billedet er
der ost på en tallerken, som er dækket med film og boller i en lukket
pose. Ofte bliver mellemmåltiderne ikke spist.
Det er tydeligt, at det kræver en ekstraordinær indsats fra personalet,
hvis de ikke kun skal tilbyde mellemmåltider, men også ligefrem sikre, at
de bliver spist. En medarbejder siger: ”Hvis patienterne siger nej til en
sandwich, så spørger jeg om de kunne tænke sig lidt yoghurt, et stykke frugt,
eller en ernærings-is. Jeg giver ikke op. De skal sige ja til et eller andet (…)
Men hvis man ikke viser dem viften af tilbud, så ved de heller ikke, hvad de
kan spørge efter” [medarbejder]. Den type engagement er altafgørende
for, om de småtspisende patienter spiser mellemmåltiderne. Men ofte er
der kun få medarbejdere som i løbet af den travle hverdag har tid og
overskud til at yde denne indsats.
Hvad er konsekvensen for patientens måltidsoplevelse?
Konsekvensen af at servere mellemmåltider som et tag selv-bord er, at
det gør dem svært tilgængelige for patienterne, og som patient kan man
blive i tvivl om, hvorvidt det er tilladt at tage noget, der er pakket ind.
Samtidig kan det være svært for småtspisende patienter at løfte ansvaret
for selv at administrere mellemmåltiderne, idet de netop mangler den
drivkraft – appetitten – som ellers ville motivere dem til selv at opsøge
måltiderne. Derfor øges risikoen for underernæring, fordi det er langt
nemmere for patienten at overbevise sig selv om, at det er okay at
springe mellemmåltidet over.
Pointen er samtidig, at for at skabe det engagement, som fremvises i
citatet, så er afdelingerne nødt til at prioritere mellemmåltiderne på linje
med morgenmad, frokost og aftensmad. Ellers vil personalet kun formå
at tilbyde mellemmåltiderne uden at tage ansvar for, at de bliver spist. Og
hvis mellemmåltiderne ikke bliver spist, betyder det, at de småtspisende
patienter er nødt til at spise større hovedmåltider for ikke at tabe vægt.
Og det kan være uoverskueligt for mennesker, som i forvejen kun har en
ringe appetit.