Træk af Grindsted Sogns historie af Jens Kristian Nielsen

J.K. Nielsen
Træk af Grindsted sogns historie
ragedes Gløderne ud og faldt ned i den Fordybning, der gerne var anbragt foran
Ovnsmundingen og dækkedes godt til. Man kunde her faa et Par Skæpper Kul, der, da de var
blandet med Aske, maatte harpes, inden de kunde benyttes i Smedien. De skulde være haarde
og klingre. Hans Jakobsen, Lamborg, fortæller, at der intet dækkedes paa Milen, før omtrent
alle Tørvene var i Glød. Store Flammer kunde staa op af Milen, der dækkedes med Jord, og
H.J. blev, da han var Hyrdedreng i Ørbæk, sat til at grave Jord paa de Steder, hvor Milen røg.
- Paa Søren Jensens Hede i Nollund findes nogle sammenfaldne og med Græs fyldte Huller af
et Par Alens Gennemsnit og ca. l Alens Dybde. S.J. oplyser, at her har været Kulmiler før
Udskiftningen af Jorden. Fra en Mose Nord for kørtes de til Kulbrænding egnede Tørv op paa
Heden, hvor der gravedes Huller med Trækindgang til. Her anbragtes Tørvene og blev
gennem Trækgangen stukket i Brand. Naar Ilden havde fanget godt an, tillukkedes Gangen,
og nu aad Ilden sig langsomt gennem Tørvebunken. Det kunde tage et halvt Døgn, før Ilden
var naaet igennem og nu passedes der godt paa, at Milen ikke kom i Flammer, men dækkedes
tæt til. - Det var altsaa en noget anden Fremgangsmaade end førstnævnte.
Een af de Begivenheder, der livede op i min ensformige Tilværelse som Hyrdedreng, var, at
min Husbond tog mig med til Mosen en Sommeraften for at se paa Kulbrændingen. Der blev
tændt flere Miler an den Aften, og der var følgelig mange Folk i den lille Mose. De sad paa
Knolde, røg Tobak og snakkede. Vi Smaabørn løb fra den ene Mile til den anden. Skønt det
var lys Sommernat, syntes den dog mørk for os, da vi stadig saa ind i den glødende Tørv og
fik Synet blændet. Det mest straalende, og det, som maaske har bevaret Mindet, var dog, naar
Ilden fra en Mile fik Luft og sendte en høj Flamme op i Luften. Da saa man tydelig Mosens
Omgivelser og de samtalende Smaagrupper af Mennesker. Desværre fik Mændene travlt med
at betage os Herligheden. De fik fat i en Skovl og kastede Jord paa, saa Flammerne slukkedes,
dog det varede ikke længe, før en ny Straale lyste op, lagde Glans over Hede og Mose og satte
Barnefantasien i Bevægelse.
Ved Gennemgravning af de ovenomtalte græsbevoksede Pletter paa Søren Jensens Hede i
Nollund fandtes en Del smaa Kulstykker, ligesom Hullerne viste sig at have været nærmere en
Meter end en Alen dybe; og Gennemsnittet ca. 3 Alen. I dette Hul stabledes Tørvene op, saa
der blev som en Skorsten midt i, hvor Milen blev tændt. Hele Dyngen dækkedes med Jord, og
naar Tørvene ved Midten var godt i Glød, dækkedes ogsaa "Skorstenen". Nu kunde Milen
passe sig selv, forudsat at den var godt dækket.
Man undrer sig over, at Milen blev anlagt et Stykke fra Mosen, men Grunden hertil maa være,
at Grundvandet stod højt i de Dage, saa man maatte op i den højere liggende Hede for at
undgaa, at Vandet satte ind i Milen. Denne Fremgangsmaade at brænde Kul paa, var
forbunden med ikke ringe Arbejde, og dette maa vel have været Grunden til, at man forlod
den og lagde Milen ovenpaa Jorden i eller i Nærheden af Mosen. Som en Mand, der særlig
havde "Ammer" paa Kulbrænding, nævnes den gamle Smed Niels Kr. Jensen fra Jerrig.
DAGLIGT LIV.
Det var efter Nutidsbegreber et haardt Liv, de førte, de gamle Hedeboere. I Arbejde fra tidlig
Morgen til sen Aften, og dog kunde det mange Steder knibe at holde Sulten ude. Op Klokken
4 om Morgenen og straks i Arbejde. Drengen til at rense i Kostalden eller flytte Unghøveder,
der stod ude. Pigen til Malkning og Karlen til Morgensyssel i Hestestalden eller andet. Konen
fik imens Davren i Stand. "Æ Klaak fem støj æ Dower o æ Buer". Det var Mælk og Brød eller
Grød (Levning fra Aftensmaden), undertiden Øllebrød uden Sukker. I flere Gaarde fik de som
Horsbøl
37