Træk af Grindsted Sogns historie af Jens Kristian Nielsen

J.K. Nielsen
Træk af Grindsted sogns historie
den foruden, og vi skiltes i god Forstaaelse. Paa Hjemvejen var han endog inde et Sted, hvor
han roste mig som en retskaffen Mand, der ikke vilde narre ham.
"De snakker om Vorbasse Marked. Det var et Sted, der var værd at komme baade for gamle
og unge. Der var meget faa Handlende paa Landet den Gang, men paa Markedet kunde faa s
alt det, man havde Brug for. Første Dag mødte de ældre for at afgøre deres Forretninger., og
anden Dagen de unge. Der skulde købes Kjoletøj f. Eks. til en Brudekjole, et Lispund Hør
eller en Ost. Kartoflerne kunde man nu (1. Aug. ) tage op af, men det saltede Kød var sluppet
op, saa fik man paa Markedet saltet Fisk, som det saa gik løs paa, til Slagtetiden kom".
Teltene, hvor Handelen foregik, laa i lange Rækker med mellemliggende Gade. Skænketelte
var der et Utal af, foruden at der i hvert et Hus i Byen, maaske lige med Undtagelse af
Prssstegaarden, holdtes Beværtning. Mange Mænd fik sig den Dag en Taar for meget og kørte
om Kap hjem efter om Aftenen. Om en Mand fortælles, at han blev trængt op i en Grusdynge
paa Vejen og væltede. Han kom dog paa Benene, men klagede sig meget og holdt sig for
Næsen. Modparten holdt og spurgte til hans Befindende: "Haa du slawen di Nies I" "Ja, et
aljen slawen een, æn a hiel aw", lød Svaret, Men det passede dog ikke, for Dagen efter var
den dobbelt saa stor, som den plejede at være.
KLÆDEDRAGTEN.
som Folk sædvanlig brugte, var, som det hed, hjemmegjort, man havde ikke Raad til Købetøj.
Gamle Iver Dyvelsrække bar rød, strikket Hue, hvid Vadmelsfrakke, lyseblaa
Vadmelsbenklæder med Knapper ved Knæet og hvide Uldstrømper i Træskoene. Han var en
ejendommelig gammel Mand, om hvem der fortælles adskilligt. Kom han ind et Sted og blev
budt Kaffe, lod han, som havde han ikke Tid. "Det skal da kun være en lille Kop", sagde han,
"skal a have en Puns, skal det være snart, skal a have to, skal de p.... være smaa". Han var
noget rask i Snakken, og saa kom han undertiden til at "bakke snagvendt", som det hedder.
Saaledes: "A saat mi tillemo Katøfler den Daw, Kræ Hvid i Urup bløw begrawet i Kalger".
Træskoene var helt igennem af Træ. For at Overdelen ikke skulde løftes af, blev der straks sat
en Krampe over, der fæstedes nedenunder. Paa Stadstræsko, der f. Eks. benyttedes af Koner
under Kirkegang om Søndagen, var Krampen af Messingblik af ca. 3/4 Tm. Bredde. Den blev
pudset blank, ligesom Træskoene blev skuret hvide. Under Bunden blev Træskoene forsynet
med Jernringe og for Næsen med bredhovede Søm. Hælen blev ofte gjordet med en
Staaltraad. Det kunde nemlig hænde, at Skoene ved at staa i Solen en Sommerdag kunde slaa
en Revne der.
Naar Børn skulde i Rend efter Kreaturerne, smed de ofte Træskoene og kunde da ikke huske,
hvor de havde sat dem. Derfor lærte Anders Skærhoved i Horsbøl sine Børnebørn, at naar de
kastede Træskoene i Marken, skulde de standse og sige højt til sig selv: "Hæ sætter a mine
Træsker", saa vilde de kunde finde dem igen.
Kvindernes Klædedragt forfærdigedes ogsaa helt igennem af Uld, det inderste Klædnings
stykke ogsaa, derover en Lån, en ulden Kjole uden Ærmer; Trøje, æ Boll og Underdel ud i et.
Kjolen var saakaldet Uldentavl. Undertiden var bare Skørtet deraf, og Trøjen var af blaat
Vadmel. Til en pæn Kjole brugtes Tøj tilvirket af Tvist som Trendegarn, mens Isletten var
Uld. Tøj til en Konfirmationskjole tilvirkedes af blaa Tvist med blaat Uldgarn slaaet paa. En
finere Kjole var ganske brun. I Almindelighed gik Kvinderne med et Tørklæde over Hovedet,
i koldt Vejr en Kyse. Aldrig saa man dem barhovedet. Ved højtidelige Lejligheder bar de, der
havde Raad dertil, et Hovedtøj med et særligt Nakkeparti og fortil med Pibestrimmel. Natlue
havde de af Linned, medens Mændenes var af Uld. Klæderne var ens Sommer og Vinter, og
Horsbøl
65