BØRNE SAMTALEN - NUBU

indsats i en anden, og at det er nødvendigt at kunne prioritere og tilgodese
særlige opgaver:
136
„Vi skal være klædt på og i stand til at tage de her ekstra samtaler
med de her børn, som det handler om.“
blandt de interviewede sagsbehandlere fremgår det, at de vælger hvor
mange samtaler de vil have, hvordan de vil gennemføre dem, og hvor
de skal foregå. Det fremgår samtidig, at de prioriterer indsatsen, at de
ikke kan bruge lige meget tid i alle sager, og i nogle tilfælde kan arbejdsvilkår
og procedurer være med til at skabe større afstand mellem
idealet om hyppighed og proces for samtaler med barnet og realiteten:
Vivi: „Når jeg laver undersøgelser, så plejer jeg som regel at ligge
børnesamtaler rimelig tjept, så der ikke går lang tid imellem. Så de
ligger inde for samme uge eller ugen efter. Barnet skal kunne huske,
hvad vi snakkede om sidste gang, men også mere for, at det skal virke
troværdigt overfor barnet. At vi har en interesse i dem. Jeg synes, det
der så nogen gange er beklageligt ved vores arbejde, det er, at så er det
tit i opstartsfaser, at man er ude og samle informationer. Og så kan
der ske et eller andet som gør, at der godt kan gå en måned, eller måske
halvanden, før man så kan få sat sig ned og får brugt det, man har
skrevet. Så der kan godt gå lidt lang tid før, at man så ser barnet igen
og skal snakke om, „hvad skal der så ske“. Det synes jeg måske ikke
altid er så hensigtsmæssigt. Der kan de allerede have glemt, „gud,
var hun her og snakke med mig“. Det er jo så desværre vilkårene.“
Pia: „Altså jeg ville ønske jeg havde tiden til at få mere kontakt med
barnet….jeg kunne godt tænke mig at komme der hvert kvartal“ (hos
det anbragte barn).
Også Dorte illustrerer spændingsfeltet mellem friheden til selv at disponere
og forholdet mellem arbejdsopgaver og tid, herunder tid til for-