Tillaeg 6, side 1-32 - Bedsted Sogns

13
Nogen tid efter modtog Brorson et forseglet brev, der viste sig at være fra kongen. Var det en
afskedigelse? Havde provst Kock alligevel haft heldet med sig? - Men, da Brorson fik brevet åbnet,
så han, at kongen bød ham komme til Koldinghus en bestemt dag for at prædike for sig. Dagen
oprandt. Brorson satte sig i sin vogn, for kongens vilje måtte efterkommes. I slotskapellet i Kolding
prædikede han ”til majestætens særdeles store fornøjelse” over 1. Johs. kap. 5, vers 4. ”Alt det, som
er født at Gud, overvinder verden, og dette er den sejr, som har overvundet verden”, og om Jesu
åndelige krigsmænds sejrvinding.
Men hvad havde kongen i sinde med ham, derom fik han endnu ingen besked. Roligt rejste han
hjem til Bedsted igen.
Kort efter skulle kong Chr. VI en tur til Slesvig for at mønstre sine tropper. Her traf han sammen
med provst Schrader, og da han var kongens rådgiver i kirkelige spørgsmål hvad angik de
sønderjyske landsdele, rådførte kongen sig med ham. Netop på den tid syslede kongen med tanker
om en fornyelse at kirkens liv, og som et vigtigt middel dertil måtte han have højnet præstestanden.
Det var kongens højeste ønske at få varme og dygtige personligheder frem på pladser, hvor de
kunne få den største indflydelse. Og han var nu gennem længere tid blevet overbevist om, at der
især i Sønderjylland fandtes velegnede præster, som kunne stille sig i spidsen.
Samme efterår udnævnte kongen derfor Nicolaj Brorson til slotspræst ved Frederiksborg Slot og
til sognepræst for menigheden i Hillerød.
Kilde:
• H. Hejselbjerg Paulsen: ”Sønderjydsk Psalmesang 1717-1740”. En kirkehistorisk undersøgelse. 1962. I
uddrag fra siderne 196-202.
• H. Hansen Schmidt: ”Høg over høg”. Kronik i Jydske Tidende lørdag den 3. feb. 1973.
• Oplysning: Konventikel = privat sammenkomst i en snæver kreds til drøftelse at religiøse emner (ifølge
fremmedordbogen)
Brorsons afsked med menigheden i Bedsted 1735
”Den 25. nov. 1735 rygtedes det, at Brorson var blevet udnævnt til slotspræst ved Frederiksberg
Slot. Det vakte megen bedrøvelse og sorg blandt hans tilhørere, der elskede og ærede ham som
deres far.
Alle hans hadere og elskede stimlede sammen, og råbte: ”det er for vore synder og ulydighed
imod vor himmelske fader, vi skal friste denne hårde skæbne, han tager vor Fader, vor sjælesørger,
vor fromme Hr. Nicolaj fra os, o ve os, vi var ham ej værd”.
Brorson tog afsked i Bedsted kirke med sine sårede tilhørere med allerstørste vemodighed, Han
var næsten ikke i stand til at tale for gråd, og hvad han med nød fremførte, blev døvet af hans
tilhøreres gråd og hylen. Brorson sagde derfor ofte: ”Det var en at mine tungeste forretninger at tage