Tillaeg 6, side 1-32 - Bedsted Sogns

Først fulgte et digt af Nicolaj Brorson:
Anna Christina Brorson etc".
”Mit hjerte i mig slog,
Når jeg så ofte så
Din daglig sangebog
på bordet for dig lå.
Tak for hver dag og stund,
Jeg havde her den ære,
At sådan rosenmund,
Min mage måtte være.
Jeg vil beflitte mig,
At jeg og vore små
Kan, når Gud vil, med dig
For Jesu trone stå”.
Dernæst fulgte et par salmer, en original samt en oversat. Så kom turen til Broder Brorson. Han
skrev et langt digt i aleksandriner og sluttede med en højstemt lovtale på latin.
Til sidst var det Hans Adolf Brorsons tur. Først med et aktuelt politisk billede, hvori han priser
gravens rige og til slut skriver han et poetisk digt om Anne Christine:
7
”Om jeg Christines grav et paradis vil kalde,
Da skal vel mangen een i slige tanker falde:
Hvor kan en askekrog, den sorte ormevrå
Med frydens paradis i nogen ligning stå?
Før skulle herreslot sig rime med en tue,
Det mindste nattelys med solens blanke lue,
Det store verdens hav med mindste dråbe vand,
Før Eden lignet blev med gravens mørke land.
Jeg lader Paradis beholde al sin ære,
Dog så, at graven skal for hende prisen bære.
O du vort Kikajon, vort søde hvilerum,
Vor legems aftægtsbo og længsels hovedsum.
Hvor vores tunge krop skal aldrig mere værke,
Men bo så trykkelig i trykheds enemærke,
Der man lyksalighed af Paradis forjog,
Den da sin residens i gravens skanse tog.
O I ved Jesu død frifegted nederlande!
Hvor ingen sorg og synd sig med vor fred skal blande,
Luk dine porte vidt, du friheds skanse, op,
Så hviler hun fra strid, vor stive legems krop.