Tillaeg 6, side 1-32 - Bedsted Sogns

afsked med Bedsted menighed”. Hans bortgang fra menigheden smertede endog de grove ugudelige
i sognet. De kom til ham og med tårer i øjnene til afsked bad om forladelse.
Den dag Brorson rejste fra Bedsted var hans hus og gårdspladsen opfyldt at hans tilhørere som
også tilforn havde taget afsked med ham. De samledes atter til slutning, at bevidne deres kærlige
sindelag og sige ham deres sidste farvel. Det var kun lige at han kunne komme ud af huset og
igennem dem ud til vognen, og da han atter sagde dem farvel med få ord, thi han kunne selv ikke
tale meget for vemodighed, hylede og græd de alle og råbte: ”Farvel Hr. Nicolaj, vor fromme præst,
vi samles i himlen, Gud være med Eder og Eders, tænk på os i Eders bønner. O Gud være med
Eder. Ser vi Eder ikke mere her?” - På dette spørgsmål lovede han dem, for at trøste dem, om Gud
ville, da at besøge dem en gang og formanede dem at holde sig til Gud, elske og lyde deres brave og
gudfrygtige nye lærer (Rasmus Mönich).
Derefter fulgte de bagefter vognen ud at byen. Degnen* i Bedsted sørgede så meget ved hans
afrejse, at han blev syg derved og døde nogle uger efter, siger en gammel beretning”.
Kilde:
• Holger Fr. Rørdam: ”Præsten Nicolaj Brorsons levnet. - Et livsbillede fra pietismens tid”, artikel i
”Kirkehistoriske Samlinger 1887-89”. Side 665-712.
Oplysning:
• Degn i Bedsted Claus Hessel, født i Bedsted ca. 1700, død i første halvdel af 1736.
Nicolaj Brorsons besøg i Bedsted 1739
”I året 1739 opfyldte Brorson det løfte, han havde givet sin menighed i Bedsted, om at besøge
dem.
Da han rejste til Holsten for at besøge sine venner dernede, magede det sig således, at han netop
en søndag kunne være i Bedsted. Det forårsagede en ”besynderlig glæde blandt alle i byen. Alle
ville se ham, alle ville tale med ham, og endelig lod han sig overtale til at holde for dem i
præstegården en opbyggelsestale. Da der overalt var proppet og stoppet, og de præstegården ikke
kunne rumme, stod udenfor i haven, hvorfor man åbnede vinduerne så de også kunne høre ham.
Den bevægelse, der overalt skete herved, var kendelig at de mange tårer, der ved den lejlighed
blev udløst. Han endte sin tale med formaning og alvorlig bøn, og derpå fortsatte han sin rejse”.
Kilde:
• Holger Fr. Rørdam: ”Præsten Nicolaj Brorsons levnet - Et livsbillede fra pietismens tid”, artikel i
Kirkehistoriske Samlinger 1887-89. Side 689.
14