Tillaeg 6, side 1-32 - Bedsted Sogns

18
han skulde også nok tage roligt og ydmygt imod dem. Men bare de nu alligevel
ikke blev alt for slemme.
Han halvvejs snublede over det slidte trappetrin, famlede sig igennem en bælgmørk
forstue og nåede en dør, som han bankede på. En frisk kvindestemme sagde ”Kom
ind!” Han åbnede skælvende døren og trådte ind i en stor, næsten tom stue, hvor to
kvinder var beskæftiget med at sømme på noget broget stof
- måske de manglende gardiner. Den ene var et sværlemmet og rødmosset
fruentimmer, åbenbart et tyende, den anden var lille og fin i blegrød struttende
kjole og en allerkæreste lille hue højt oppe på det lyse hår. Hun havde venlige og
levende øjne, og dem rettede hun nu nysgerrigt mod den indtrædende.
”Er det Hans Adolf!” udbrød hun glad og blottede den mest indtagende perlerad af
tænder. Hun rejste sig og gik ham i møde med udrakte hænder.
”Ja”, sagde han. Han følte sig så inderlig dum og hjælpeløs og kunde absolut ikke
finde på noget andet at sige end det.
”Jeg er Kristine Bruhn”, sagde hun og tog begge hans hænder.
”Jeg er Nikolajs forlovede”.
Havde Hans Adolf ikke været forvirret før, så blev han det nu. Så optaget havde
han været af alt sit eget, at han ganske havde glemt, at Nikolaj i et af sine breve
havde omtalt sin forlovelse med præstedatteren fra Løgumkloster.
”Nej virkelig!” stammede han. ”Det - det glæder mig”.
”Da ser du ellers ikke meget ud til at glæde dig!” udbrød hun med en perlende
latter. ”Og vi kender dog ellers hinanden. Jeg kan godt huske dig fra gamle dage.
Kan du ikke huske mig”.
”Jo oh!”, sagde han for skams skyld. Han kunde ikke huske andre pigebørn fra den
præstegård end en lille tyk og vigtig tøs. Kunde det være mulig, at det var den
samme som denne søde og venlige jomfru? Det måtte vel være så.