USA´s bekæmpelse af terrorisme på Afrikas Horn – en vurdering af ...

Forsvarsakademiet 

Fakultet for Strategi og Militære Operationer 

VUT II/L-STK 2006/07 

Syndikat Douhet, Specialegruppe IFS-4 

Kaptajnløjtnant Thomas S. Rasmussen 

USA´s bekæmpelse af terrorisme på Afrikas Horn – 

en vurdering af den anvendte strategi. 

april 2007 

Med afsæt i en diskussion af terrorisme som teoretisk begreb identificeres en idealstrategi 

til bekæmpelse af terrorisme på Afrikas Horn. Den identificerede idealstrategi sammenholdes 

med den konkret førte politik samt en kvantitativ undersøgelse af terrorismens omfang 

i regionen, hvorved der svares på spørgsmålet: I hvilken grad er USA´s strategi til bekæmpelse 

af terrorisme på Afrikas Horn effektiv? 

Speciale 20991 ord 

UKLASSIFICERET

RESUMÉ 

UKLASSIFICERET 

Dette speciale omhandler USA´s strategi til bekæmpelse af terrorisme på Afrikas Horn. 

Mens de amerikansk ledede operationer i Afghanistan og Irak er i centrum for den internationale 

opmærksomhed, foregår operationerne og politikken på Afrikas Horn mere gedulgt 

og føres tilsyneladende med andre midler. Specialet stiller skarpt på den amerikanske politik 

i relation til terrorbekæmpelse i regionen og vurderer den amerikanske strategi. Særligt 

den amerikanske politik i forhold til Somalia – regionens mest fejlslagne stat – er i fokus. 

En væsentlig diskussion er terrorisme som teoretisk begreb. Der er generelt store akademiske 

udfordringer forbundet med at definere terrorisme. Som begreb er terrorisme yderst 

normativt. Hvad der for den ene part i en konflikt opfattes som legitim frihedskamp kan af 

den anden part opfattes som terrorisme. Parter i en konflikt kan have velbegrundede motiver 

til at italesætte modparten som en terrorist, idet denne betegnelse generelt leder til en 

overordnet accept af metoder, der ellers næppe ville blive godtaget. 

Den terrorisme, der er mest aktuel i dag, betegnes generelt som terrorisme i den fjerde 

fase. Denne form for terrorisme er karakteriseret ved at være primært religiøst motiveret, i 

modsætning til eksempelvis terrorismen i den tredje fase, der var primært politisk motiveret. 

Specialet opstiller en idealstrategi til bekæmpelse af terrorisme i den fjerde fase på Afrikas 

Horn. Denne strategi tager udgangspunkt i den amerikanske forsker Barry Posen´s strategi, 

der omhandler overordnede punkter i form af opbygning af alliancer, prioritering af ressourcer, 

efterretningsvirksomhed samt offensiv og defensiv bekæmpelse. Posen´s strategi 

er inspireret af den såkaldte ortodokse terrorismeteori. Denne skole er kendetegnet ved 

ikke at behandle de grundlæggende årsager til terrorisme, kaldet Root Causes. Posen´s 

strategi bliver derfor suppleret yderligere i form af tiltag til bekæmpelse af Root Causes til 

terrorisme, i denne opgave identificeret som stationering af fremmede tropper, islamisme 

og State Failure. 

Specialet sammenholder den identificerede idealstrategi med den konkret førte politik i 

relation til bekæmpelse af terrorisme på Afrikas Horn. Det konstateres, at der i det store og 

hele er overensstemmelse mellem idealstrategiens anbefalinger og den konkret førte politik, 

dog med en række forbehold og visse mangler. 

Denne konstatering sammenholdes med en undersøgelse af terrorismens reelle omfang 

på Afrikas Horn. Baseret på officielt amerikansk statistisk materiale konstateres det, at terrorismens 

omfang i regionen er forsvindende lille sammenlignet med, hvad man ellers må 

slås med af problemer i denne fattige del af det afrikanske kontinent. 

Dette leder til specialets konklusion. Den amerikanske politik til bekæmpelse af terrorisme 

på Afrikas Horn er i det store og hele i overensstemmelse med den identificerede idealstrategi 

og derfor som sådan effektiv. Dette understøttes af en undersøgelse af problemets 

reelle omfang i regionen. Der er dog konstateret visse mangler i forhold til den identificerede 

idealstrategi. Begrebet effektivitet defineres i specialet som graden af overensstemmelse 

mellem den identificerede idealstrategi og den konkret førte politik. 


2


Der gøres imidlertid en række forbehold i specialet mod at strække dets konklusioner for 

vidt. Afrikas Horn er en kompleks region, hvor aktørernes interne relationer indgår i et 

magtspil, der kan være vanskeligt at gennemskue. 

Specialet er skrevet mens konflikten i Somalia på ny er blusset op. Situationen i landet er 

yderst ustabil og kan udvikle sig i alle retninger. Derfor kan situationen i læsende stund 

være markant anderledes end i skrivende stund. Dette er imidlertid den gældende præmis 

ved at skrive om et emne, der er højaktuelt og labilt. Man risikerer, at specialets slutninger 

og forudsætninger bliver overhalet af virkeligheden. Den indholdsmæssige Dead Line har 

været medio marts 2007. 


3


INDHOLDSFORTEGNELSE 

RESUMÉ 2 

INDHOLDSFORTEGNELSE 4 

1. KAPITEL. OPGAVEDISKUSSION 6 

1.1. Motivation og relevans. 6 

1.2. Overordnet problemstilling. 7 

1.3. Specialets problemformulering. 8 

1.4. Design og metode. 9 

1.5. Teorivalg. 10 

1.6. Periodeafgrænsning. 10 

1.7. Andre afgrænsninger. 11 

1.8. Begrebsapparat og definitioner. 11 

1.9. Analysens empiriske grundlag. 12 

1.10. Opgavens potentielle fejlkilder. 13 

2. KAPITEL. TERRORSIME SOM TEORETISK BEGREB 15 

2.1. Definition af terrorisme. 15 

2.2. Terrorismens historiske faser. 17 

2.3. Moderne terrorismes natur. 19 

2.4. Særligt vedrørende Al Qaeda. 19 

2.5. Delkonklusion: kapitel 2. 20 

3. KAPITEL. TEORETISK SAMMENHÆNG MELLEM TERRORISME OG AFRIKAS 

HORN 21 

3.1. Teori vedrørende Root Causes. 21 

3.2. Root Causes til terrorisme. 22 

3.2.1. Root Cause I: Tilstedeværelse af fremmede tropper. 23 

3.2.1.1. Delkonklusion: Tilstedeværelse af fremmede tropper. 24 

3.2.2. Root Cause II: Islamisme. 24 

3.2.2.1. Delkonklusion: Islamisme. 26 

3.2.3. Root Cause III: State Failure. 26 

3.2.3.1. Delkonklusion: State Failure. 28 

3.3. Sammenfattende delkonklusion: Kapitel 3. 29 

4. KAPITEL. OPSTILLING AF EN IDEALSTRATEGI TIL BEKÆMPELSE AF 

TERRORISME PÅ AFRIKAS HORN 30 

4.1. Kriterier for valg af idealstrategi. 30 

4.2. Valg af idealstrategi. 31 

4.2.1. Barry R. Posen´s strategi. 31 

4.2.1.1. Opbygning af alliancer. 32 

4.2.1.2. Prioritering af ressourcer. 33 

4.2.1.3. Efterretningsvirksomhed. 33 

4.2.1.4. Offensiv bekæmpelse. 34 

4.2.1.5. Defensiv bekæmpelse. 34 


4


4.3. Supplerende emner i forhold til Posen´s strategi. 35 

4.3.1. Behandling af Root Causes. 35 

4.4. Sammenfatning. Den identificerede idealstrategi. Barry Posen´s strategi 

suppleret med yderligere tiltag. 36 

5. KAPITEL. IDEALSTRATEGIEN KONTRA DEN KONKRET FØRTE POLITIK 38 

5.1. Opbygning af alliancer. 38 

5.1.1. Etiopien. 38 

5.1.2. Eritrea. 39 

5.1.3. Djibouti. 40 

5.1.4. Sudan. 40 

5.1.5. Kenya. 41 

5.1.6. Delkonklusion: Opbygning af alliancer. 41 

5.2. Prioritering af ressourcer. 41 

5.2.1. Delkonklusion: Prioritering af ressourcer. 42 

5.3. Efterretningsvirksomhed. 42 

5.3.1. Delkonklusion: Efterretningsvirksomhed. 42 

5.4. Offensiv bekæmpelse. 43 

5.4.1. Delkonklusion: Offensiv bekæmpelse. 43 

5.5. Minimering af udstationering af fremmede tropper. 43 

5.5.1. Delkonklusion: Minimering af udstationering af fremmede tropper. 45 

5.6. Bekæmpelse af islamisme. 44 

5.6.1. Delkonklusion: Bekæmpelse af islamisme. 45 

5.7. Bekæmpelse State Failure. 45 

5.7.1. Delkonklusion: Bekæmpelse af islamisme. 47 

5.8. Sammenfattende delkonklusion: Grad af overensstemmelse mellem den 

identificerede idealstrategi og den konkret førte politik. 47 

6. KAPITEL. TERRORISMENS OMFANG PÅ AFRIKAS HORN 48 

6.1. NCTC´s definition af terrorisme. 49 

6.2. Omfanget af terroraktivitet. 50 

6.3. Terroraktivitet i Afrika. 51 

6.4. Delkonklusion: Terrorismens omfang på Afrikas Horn. 52 

7. KAPITEL. KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING 53 

TILLÆG. BIBLIOGRAFI 56 


5

OPGAVEDISKUSSION 


1. Kapitel. 

1.1. Motivation og relevans. 

Efter den kolde krig fremstod USA som den uomtvistelige sejrherre, som hegemon og unipolær 

supermagt. Nogle teoretiske tænkere erklærede ligefrem historien for afsluttet med 

liberalismen som den ideologiske vinder. 1 En ny verdensorden var sat på programmet under 

USA´s førerskab. 2 

Begivenhederne den 11. september 2001 ændrede denne opfattelse. Måske var historien 

slut, men en ny skulle snart begynde. USA´s kamp mod den transnationale terrorisme har 

siden markant præget den internationale dagsorden. De dramatiske begivenheder i New 

York og Washington har afstedkommet en voldsom retorik, der har bragt minderne frem 

om verdenskrige og ideologisk kamp mod kommunisme. USA har som verdens eneste 

tilbageværende supermagt påtaget sig rollen som primær bekæmper af transnational terrorisme. 

Dette gøres i regi af Global War on Terror og har karakter af en verdensomspændende 

kampagne mod terrorister og stater, der huser og sponserer terrorister. Særlig 

kampen mod islamistisk 3 funderet terrorisme har været eksponeret, med USA´s engagement 

i Afghanistan som det mest iøjnefaldende eksempel. Også indsatsen i Irak kan af 

nogle udlægges som relateret til USA´s globale strategi mod terror. 

Irak er fortsat plaget af massiv ustabilitet og sekteriske voldshandlinger. Mere end fire år 

efter at krigen blev indledt er landet tilsyneladende et uudtømmeligt arnested for terrorisme 

og tiltrækker angiveligt hellige krigere fra nær og fjern i et omfang, der må bekymre enhver. 

Også operationerne i Afghanistan er tilsyneladende løbet ind i problemer, idet sikkerhedssituationen 

dog ikke tåler sammenligning med Irak. 

I forhold til disse to konfliktområder et tredje område – Afrikas Horn 4 – oplevet relativ ro og 

umiddelbart beskeden amerikansk indblanding i relation til bekæmpelse af terrorisme. En 

tilsyneladende succes midt i strømmen af dårlige nyheder fra Irak og Afghanistan. Afrikas 

Horn synes ellers at rumme et stort konfliktpotentiale og direkte forbindelse til international 

terrorisme er ofte mere end antydet. 5 Eksempelvis er situationen i Somalia med hærgende 

islamiske militser og diverse krigsherrer blevet sammenlignet med Afghanistan under Taliban. 

6 

Afrikas Horn rummer således en uskøn blanding af fejlslagne stater, svage stater, ulmende 

territoriale krige, etniske og religiøse konflikter, islamisk fundamentalisme og stor fattigdom. 

Tilsammen en cocktail, der gør regionen interessant i sammenhæng med bekæmpelse 

af terrorisme. 

1 Fukuyama (1989). 

2 Eksemplificeret ved Præsident George H. Bush tale den 11.september 1990, jf. Erslev Andersen & Aa- 

gaard (2002): p. 9. 

3 I dette speciale betegner islamisme en fanatisk og militant tolkning af islam. Derved understreges den afgørende 

forskel på islam som fredelig religion versus islamisme. Se endvidere Mentan (2004): pp. 267-273. 

4 I dette speciale omfatter regionen Afrikas Horn landene Sudan, Etiopien, Eritrea, Djibouti, Somalia og Kenya, 

jf. Rotberg (2005): 1. Yemen er således i dette speciale ikke regnet som en del af Afrikas Horn. 

5 Larsen (2006). 

6 Damkjær (2006). 


6


USA og Vesten – herunder Danmark – har forsigtigt sat Afrika på den internationale dagsorden. 

7 Den amerikanske sikkerhedsstrategi fra 2002 omtalte således Afrika og pointerede 

vigtigheden af amerikansk fokus på regionen: 

”…the events of september 11 2001, taught us that weak states…...can pose as great 

danger to our national interests as strong states...powerty, weak institutions and corruption 

can make weak states vulnerable to terrorist network and drug cartels within their borders”. 

8 

Endvidere blev USA´s tilstedeværelse i regionen dramatisk understreget af et amerikansk 

luftangreb på formodede Al Qaeda medlemmer i Somalia i januar 2007, et angreb, der har 

påkaldt sig såvel FN´s som EU´s kritik. 9 

USA er altså engageret på Afrikas Horn, men ikke i et omfang, der tåler sammenligning 

med tilstedeværelsen i Afghanistan eller Irak. Den amerikanske strategi til bekæmpelse af 

den terrorisme, der måtte have sit udspring i Afrikas Horn er altså tilsyneladende markant 

anderledes end den strategi, der anvendes i Afghanistan og i Irak. 

Hvori består den amerikanske strategi til bekæmpelse af terrorisme på Afrikas Horn? Er 

den effektiv? Er der i realiteten tale om et terrorproblem? Tre interessante spørgsmål, der 

vil blive besvaret i de kommende kapitler, hvor spotlyset rettes mod en ofte negligeret region. 

Set fra en dansk synsvinkel er opgavens problemfelt interessant. Danmark har valgt et tæt 

strategisk partnerskab med USA og er en tæt allieret i kampen mod terror samt i de fortsatte 

operationer i Irak. 10 Dansk militær involvering i regionen på og omkring Afrikas Horn 

er en realistisk mulighed i nær fremtid med Somalia og Sudan som mulige operationsområder. 

Således tales nu åbent om dansk føring af en multinational flådestyrke i farvandet 

ud for Somalia i 2008. 11 På denne baggrund er det betimeligt med en generel vurdering af 

kampen mod terrorisme i regionen. 

1.2. Overordnet problemstilling. 

Specialet tager udgangspunkt i en given problemstilling formuleret af Institut For Strategi 

ved Forsvarsakademiet. Denne overordnede problemstilling var angivet som ”Terrorisme – 

fejlslagne stater i Afrika.” Med dette som udgangspunkt begyndte en overordnet opgaveanalyse 

af en ganske bred formulering. Ret hurtigt valgte jeg at fokusere på begrebet terrorisme 

som det centrale. De øvrige elementer i problemstillingen ses at kunne rummes 

indenfor den overordnede tilgang til temaet terrorisme, idet der tilsyneladende hersker en 

international konsensus om en vis sammenhæng mellem graden af State Failure og omfanget 

af terrorisme i den pågældende stat. 12 

7 

Et eksempel på dette er Statsministerens tale på Forsvarsakademiets årsdag den 1. november 2007, jf. 

Rasmussen (2006). 

8 

Olsen (2006): p. 7. 

9 

Møller (2007): p. 10. 

10 

Danmark trækker sin Bataljon ud af Irak i august 2007, men vedbliver formelt at være en del af koalitionen 

i kraft af indsættelse af blandt andet helikoptere. 

11 

Dahlin (2006): p. 5. 

12 

Andersen (2006): p.1. Synspunktet er dog omstridt og vil blive diskuteret undervejs i specialet. 


7


Umiddelbart gav den overordnede problemstilling mulighed for at fokusere specialet i to 

retninger. En indfaldsvinkel kunne være, at besvare spørgsmålet om i hvilket omfang USA 

har sikkerhedsliggjort terrorismen på Afrikas Horn. Dette ligger op til en diskursanalyse af 

USA´s udenrigspolitik i relation til regionen med udgangspunkt i en konstruktivistisk teoretisk 

tilgang. Ret hurtigt kom jeg imidlertid til den foreløbige og videnskabeligt ganske uunderbyggede 

konklusion, at USA ikke i nævneværdigt omfang har italesat situationen på 

Afrikas Horn som et akut sikkerhedsproblem for USA. Derfor vendte jeg mig mod en anden 

tilgang til problemstillingen, idet valget faldt på at undersøge den amerikanske strategi 

til bekæmpelse af terrorisme på Afrikas Horn. Ud fra en tese om, at den anvendte strategi 

var markant anderledes end eksempelvis strategierne i Irak og Afghanistan, pegedes på 

en undersøgelse af om strategien på Afrikas Horn er effektiv, og om strategiens relativt 

stille liv eventuelt kan tilskrives denne effektivitet. Opgaven kunne herefter konkretiseres til 

en effektivitetsundersøgelse af den amerikanske anti-terror strategi på Afrikas Horn formuleret 

ved nedenstående problemformulering. En komparativ analyse af operationerne i Afghanistan 

og Irak sammenholdt med operationerne på Afrikas Horn vil være for omfattende, 

hvorfor der alene fokuseres på Afrikas Horn. 

Fokus er som nævnt på USA´s kamp mod terror. Dette begrundes med det forhold, at 

USA som supermagt har altafgørende indflydelse på, hvordan den internationale kamp 

mod terror formes og føres. USA´s perception og forståelse er derfor nøglen til vores forståelse. 

USA´s valgte strategi mod terror bliver, alt andet lige, til vores strategi. 

1.3. Specialets problemformulering. 

Specialets problemformulering kan da formuleres som følger: 




i regionen, hvorved der svares på spørgsmålet: I hvilken grad er USA´s strategi til 

bekæmpelse af terrorisme på Afrikas Horn effektiv? 

For at kunne besvare dette spørgsmål identificeres fem arbejdsspørgsmål (I-V), hvis formål 

det er at guide arbejdet med specialet. Besvarelse af de fem spørgsmål danner i princippet 

fundamentet for besvarelse af problemformuleringen. De fem arbejdsspørgsmål er 

som følger: 

I. Hvad er terrorisme? 

En diskussion af terrorisme som fænomen er nyttig. Terrorisme er et begreb, der vanskeligt 

lader sig afgrænse og definere. Hvad der for den ene part er åbenlys terrorisme er for 

den anden part legitim frihedskamp. 

II. Hvilken teoretisk sammenhæng er der mellem terrorisme og regionen Afrikas Horn? En 

diskussion af sammenhængen mellem terrorisme og Afrikas Horn er central. Hvad kendetegner 

regionen, og hvilke særlige regionale forhold skal der tages hensyn til ved udformningen 

af en idealstrategi til bekæmpelse af terrorisme på Afrikas Horn? 

III. Identifikation af en idealstrategi til bekæmpelse af terrorisme. 


8


Mange forskere beskæftiger sig med terrorisme som videnskabeligt genstandsfelt, men 

det har været vanskeligt at identificere en velegnet strategi til effektiv bekæmpelse. En 

diskussion af relevante strategitilbud er derfor betimelig for at besvare specialets overordnede 

problemformulering. Dette gøres med hensyntagen til besvarelsen af arbejdsspørgsmål 

II. 

IV. I hvilken grad er der overensstemmelse mellem den identificerede idealstrategi og 

USA´s konkrete politik til bekæmpelse af terrorisme på Afrikas Horn? 

Efter fastlæggelse af en idealstrategi til bekæmpelse af terrorisme er næste spørgsmål i 

hvilken grad, der er overensstemmelse mellem det strategien siger USA bør gøre, og det 

USA rent faktisk gør. 

V. Hvad er omfanget af terrorisme på Afrikas Horn? 

Femte og sidste arbejdsspørgsmål skal tjene til at identificere problemets omfang. Er det 

muligt at sige noget kvalificeret om problemets omfang i regionen baseret på statistisk validt 

materiale? Er der empirisk grundlag for at vurdere, om bekæmpelsen af terrorisme på 

Afrikas Horn er effektiv? 

Arbejdsspørgsmålene skal som anført danne grundlag for besvarelse af problemformuleringens 

hovedspørgsmål. Arbejdsspørgsmålene vil som udgangspunkt blive besvaret i 

rækkefølge, idet enkelte overlap næppe kan undgås. Spørgsmålene har dog i reglen været 

bestemmende for specialets afsnitsinddeling og overordnede struktur. 

1.4. Design og metode. 

Specialet er designet med hovedvægt lagt på en komparativ analyse af en identificeret 

idealstrategi kontra en aktuelt gennemført politik. Specialet vil på denne baggrund fastslå, i 

hvilken grad USA´s gennemførte politik til bekæmpelse af terrorisme på Afrikas Horn er i 

overensstemmelse med den identificerede idealstrategi og derpå vurdere effektiviteten af 

USA´s politik i regionen. En parameter for effektivitet er i denne sammenhæng graden af 

overensstemmelse med den ideelle strategi og den konkret førte politik. Effektivitetsvurderingen 

bakkes op af kvantitative data. Dermed kombinerer specialet i realiteten de to 

gængse metodeformer; den kvalitative metode og den kvantitative metode. 

Specialet betjener sig af den deskriptive skrivemetode. Dette gøres af hensyn til læsevenligheden, 

idet denne metode sikrer et flow i læsningen, der er væsentligt mindre abrupt 

end tilfældet er ved den klassiske empiriske skrivemetode. Dette betyder, at redegørelse, 

analyse og konklusion vil være at finde implicit i de enkelte analysekæder. 

I kapitel 1 foretages en nøjere indsnævring af specialets problemfelt. Der gennemføres en 

opgaveanalyse, som udmundes i en konkret opgaveformulering samt fem arbejdsspørgsmål 

til støtte for opgavens besvarelse. I kapitel 1 gennemføres tillige en kort introduktion af 

relevant teori med henblik på grundigere behandling senere i specialet. Kapitlet indeholder 

endvidere traditionelle afgrænsninger, definitioner og beskrivelse af analysemetode. 


9


Kapitel 2 omfatter en diskussion af terrorisme som teoretisk begreb, herunder de særlige 

forhold, der gør sig gældende for den nye form for transnational terrorisme; terrorisme i 

den fjerde fase. Kapitlet skal lede til en besvarelse af arbejdsspørgsmål I. 

Kapitel 3 diskuterer en mulig sammenhæng mellem terrorisme og regionen Afrikas Horn. 

Kapitlet skal lede til en besvarelse af arbejdsspørgsmål II. 

I Kapitel 4 præsenteres læseren kortfattet for teori vedrørende terrorbekæmpelse. Der 

argumenteres i kapitlet for identifikation af idealstrategi. Kapitlet skal lede til en besvarelse 

af arbejdsspørgsmål III. 

Kapitel 5 indeholder en beskrivelse af USA`s konkrete politik til bekæmpelse af terrorisme 

på Afrikas Horn, samt en komparativ analyse af forskelle og ligheder på den konkret førte 

politik sammenholdt med den identificerede idealstrategi. Kapitlet skal lede til en besvarelse 

af arbejdsspørgsmål IV. 

Kapitel 6 indeholder en analyse af et ret omfattende statistisk materiale, der blandt andet 

dokumenterer terrorismens omfang på Afrikas Horn. Centrale spørgsmål, der søges besvaret 

i kapitlet omhandler problemets reelle proportioner. Kapitlet skal lede til en besvarelse 

af arbejdsspørgsmål V. 

Kapitel 7 indeholder specialets hovedkonklusion, der afslutningsvis munder ud i en bredere 

fremadrettet perspektivering. 

1.5. Teorivalg. 

Specialets primære teoretiske grundlag udgøres af en overordnet strategi til bekæmpelse 

af terrorisme. Strategien vil blive diskuteret og suppleret, hvorved en idealstrategi til bekæmpelse 

af terrorisme i relation til Afrikas Horn vil blive identificeret. 

Strategien vil tage sit udgangspunkt i den ortodokse teori om terrorisme 13 som beskrevet 

af Jason Franks. Den ortodokse teori har realismen som videnskabsteoretisk udgangspunkt 

og er den mest gængse i vesten. Teorien rummer dog en del problemområder, herunder 

begrænsninger i sin tilgang til de dybereliggende årsager til terrorisme, de såkaldte 

Root Causes. Den nyere forskning kritiserer netop den ortodokse forskning for ikke at tage 

højde for Root Causes til terrorisme. Den identificerede idealstrategi vil derfor blive en 

kombination af ortodoks og nyere teori. 

Specialet vil ikke befatte sig med en overordnet teoretisk diskussion af henholdsvis realisme, 

liberalisme og konstruktivisme med tilhørende perceptioner af terrorisme som teoretisk 

fænomen. Der søges i stedet en overordnet teoretisk ramme, der kan rumme de to 

hovedteoriers grundsynspunkter (realisme versus liberalisme) for så vidt angår bekæmpelse 

af terrorisme. Derved sikres, at idealstrategien rummer de to teoretiske retninger, 

hvorfor muligheden for at ramme plet øges betydeligt. 

1.6. Periodeafgrænsning. 

Specialets spørgsmål refererer primært til USA´s kamp mod terrorisme som et svar på 

begivenhederne den 11. september 2001. Opgavens empiriske grundlag vil da begrænses 

til perioden efter denne dato frem til medio marts 2007. Enkelte begivenheder før denne 

13 Jason Franks er dog ikke fortaler for den ortodokse skole, idet han netop anklager den ortodokse teori for 

ikke at tage højde for Root Causes, jf. Franks (2006): p. 5. ff. 


10


periode vil imidlertid blive inddraget, idet de skønnes nødvendige for at forstå USA´s politik 

i regionen. Eksempler på sådanne begivenheder er bombningen af den amerikanske ambassade 

i Kenya i 1998 samt efterfølgende amerikanske angreb på Al Qaeda træningslejre 

i Sudan. 

1.7. Andre afgrænsninger. 

Som genstandsfelt for specialets undersøgelse er valgt USA´s anti-terrorstrategi på Afrikas 

Horn. Derved fokuseres på politikken i forhold til regionen som et overordnet regionalt sikkerhedskompleks. 

Det vil dog være nødvendigt at behandle konkrete tiltag i relation til enkelte 

stater. Derfor er enkelte stater i regionen udvalgt til undersøgelse. Staterne er valgt 

med udgangspunkt i en konkret vurdering af statens rolle i den globale kamp mod terror 

samt en indledende vurdering af problemets omfang i den pågældende stat. På denne 

baggrund er først og fremmest valgt Somalia som regionens mest fejlslagne stat og en stat 

med et aktuelt potentiale som arnested for konflikt og terrorisme. Men som sagt berøres 

andre stater perifert, eksempelvis Sudan og Etiopien. Netop forholdet mellem Etiopien og 

Somalia er et godt eksempel på den kompleksitet, der karakteriserer konflikterne på Afrikas 

Horn. 

Det kan ofte være vanskeligt i dagligdagen at skelne bekæmpelse af terrorisme fra den 

klassiske bekæmpelse af oprørsstyrker, i den militære jargon kaldet Counter Insurgency 

(COIN). Ofte er det de samme grupper, der den ene dag gennemfører en oprørsaktivitet 

rettet mod militære mål, for den næste dag at gennemføre en terroraktion rettet mod civile. 

Dette er eksempelvis tilfældet i Irak. Et fælles kendetegn ved terrorisme og oprørskamp er 

den asymmetriske kampform, det vil sige anvendelse af ukonventionelle midler til at bekæmpe 

en fjende, der – i klassisk militær forstand – er stærkt overlegen. Det kendetegner 

den klassiske form for oprørskamp, at den typisk føres mod styrker i eget land, mens terrorisme 

ofte er mere transnational i sin natur. Det er dog nødvendigt med en skarp og stringent 

adskillelse af begreberne for ikke at forplumre billedet. Dette speciale vil derfor ikke i 

dybden beskæftige sig yderligere med COIN, men udelukkende fokusere på terrorisme i 

henhold til den anvendte definition beskrevet i nedenstående punkt 1.8. 

1.8. Begrebsapparat og definitioner. 

Specialet undersøger, hvorvidt USA´s strategi til bekæmpelse terrorisme på Afrikas Horn 

er effektiv. Dette nødvendiggør en definering af en række centrale begreber: 

Terrorisme lader sig vanskeligt definere, 14 men generelt kan siges, at terrorisme er systematisk 

brug af vold mod civile med henblik på at opnå politiske resultater. I dette speciale 

behandles sideløbende både subnational terrorisme og transnational eller international 

terrorisme. Subnational terrorisme gennemføres indenfor en stats grænser og er rettet 

mod lokale mål. En lokal milits eller krigsherre i Somalia, der gennemfører en terroraktion i 

Mogadishu mod civile for at destabilisere situationen i landet er et eksempel på subnational 

terrorisme. Transnational terrorisme har internationale implikationer og gennemføres af 

organisationer eller grupper uden direkte tilknytning til den pågældende stat, hvori terroraktionen 

finder sted. En lokal milits i Somalia, der gennemfører et terrorangreb mod ame- 

14 

Et forsøg i 1989 på at definere begrebet terrorisme afstedkom 109 forskellige definitioner. Dette tal er antageligt 

fordoblet i dag, jf. Hübshle (2006): p.16. 


11


rikanske diplomatiske repræsentationer i Kenya er et eksempel på transnational terrorisme. 

15 

Strategibegrebet er ligeledes centralt i opgaven. En bred fortolkning af strategibegrebet 

anvendes; det vil sige et begreb meget lig med begrebet Grand Strategy 16 , altså den samlede 

sum af statens kapaciteter med henblik på at nå et politisk mål. Strategi er således 

andet og mere end blot militære midler, men skal forstås som et kompliceret samspil af en 

række værktøjer, herunder politiske, økonomiske og militære virkemidler. 

En eksakt Effektivitet af den konkret førte politik vil i praksis være umulig at vurdere kvalitativt, 

og det er da heller ikke specialets ambition. Derfor anvender jeg en mere tilgængelig 

definition af effektivitet som begreb, idet graden af effektivitet defineres som graden af 

overensstemmelse mellem den identificerede idealstrategi og den aktuelt førte politik. Følgelig 

kan det sluttes, at dersom den identificerede idealstrategi ikke, bedømt ud fra objektive 

kriterier, er effektiv, vil vurderingen af den konkret førte politik ligeledes blive påvirket. 

Med andre ord står og falder specialets konklusion med valget og identifikation af idealstrategi. 

1.9. Analysens empiriske grundlag. 

Et speciale af denne karakter vil typisk skulle betjene sig af skriftlige, åbne kilder. Et Karakteristisk 

træk ved disse kilder er, at de primært er skrevet af vestlige forfattere. Derved 

bliver det ofte Vestens syn, der bliver det fremtrædende, hvilket kan stimulere en vis intellektuel 

dovenskab. Det er nu en gang nemmere at lade sig overbevise af gode argumenter 

fra en, der ligner en selv, frem for at lade sig overbevise af en forfatter, med fundamentalt 

andet livssyn. Derfor bliver empirien ofte et udtryk for Vestens opfattelse af problemstillingen. 

Dermed ikke være sagt, at empirien ikke er videnskabelig redelig, men blot at en 

vestlig overvægt i argumentationen er present. 

For så vidt angår USA´s konkret førte politik i forhold til Afrikas Horn vil specialet i udpræget 

grad betjene sig at skriftlige kilder i form af bøger og rapporter. Derved får kilderne karakter 

af andenhåndskilder, idet de primært optræder som andres analyser og vurderinger. 

Specialet vil mangle de forskellige beslutningstageres personlige perception af situationen. 

Der kan således være endog betydelig overvægt af officielle holdninger i forhold til interne 

holdninger, der ikke offentliggøres, men som ikke desto mindre spiller stor rolle for udformningen 

af den konkrete og praktiske politik. Sidstnævnte kan have form af underhåndsaftaler 

med lokale aktører. Forhold, der kan have stor betydning for den generelle 

strategis succes i regionen, men som ikke er offentligt kendt. Et eksempel på dette kunne 

være underhåndsaftaler med diverse lokale krigsherrer i området. 

For så vidt angår USA´s politik stod valget af empiri mellem National Security Strategy 17 

eller den konkret udførte politik på Afrikas Horn. Sidstnævnte blev valgt med udgangspunkt 

i den antagelse, at National Security Strategy er meget generel samt et ønske om at 

analysere virkningerne af, hvad man konkret gør, frem for hvad man mere eller mindre 

uforpligtende skriver man har til hensigt at gøre. 

15 

Der henvises til kapitel 2 for en nærmere diskussion af terrorisme som teoretisk begreb. 

16 

Baylis & Wirts (2002): p. 3. 

17 

National Security Strategy (2006). 


12


1.10. Opgavens potentielle fejlkilder. 

Den valgte metode rummer i sig selv en del svagheder og potentielle fejlkilder, der er nødvendige 

at forholde sig til. For det første er der tale om overordnede strategier, der ikke er 

specielt designet til denne specifikke region. Der kan derfor være lokale eller andre specifikke 

forhold, der ikke berøres af den valgte strategi. Endvidere er der med valget af den 

identificerede idealstrategi ingen garanti for, at denne strategi rent faktisk er perfekt endsige 

egnet; blot at den er fundet at være den bedst egnede ud af det til rådighed værende 

udbud af teorier. 

Hvordan kan effektivitet i terrorbekæmpelsen måles objektivt? Det kan reelt næppe lade 

sig gøre. Derfor defineres effektivitet i dette speciale som graden af overensstemmelse 

mellem den identificerede idealstrategi og den konkret førte politik. Dette er specialets 

svage punkt, idet dets konklusion står og falder med valg af idealstrategi. 

I analysemetoden er der tillige flere iboende fælder. En væsentlig fælde kan kaldes generaliseringsfælden. 

En generel strategi til terrorbekæmpelse må nødvendigvis være formuleret 

bredt. Derved er der en latent risiko for, at den forsøger at sige alt om alting og derfor 

intet om alting. Den akademiske udfordring er derfor, at operationalisere den valgte generelle 

strategi i forhold til den konkret førte politik, uden at fordreje eller strække konklusionerne 

i en given retning. 

Ved at holde mig disse farer stedse for øje gennem arbejdet, er det mit håb, at risikoen for 

fordrejede resultater og konklusioner minimeres. 

Et yderligere problemområde knytter sig til omfanget af sammenlignelig empiri til rådighed 

for en opgave som denne. Dette er en klassisk problemstilling indenfor studiet af International 

Politik. Dette studies problemfelt henfalder oftest til analyser af unikke begivenheder, 

der vanskeligt lader sig sammenligne med andre begivenheder. Vi har nu en gang kun 

oplevet én Irak-krig, én 11. september og så fremdeles. Yderligere kan det være analytisk 

vanskeligt at håndtere to tilsyneladende identiske eller beslægtede begivenheder. Ikke to 

tilfælde er ens. Der vil altid forekomme enkelte faktorer, der har stor betydning for udfaldet 

af den konkrete begivenhed. Den akademiske udfordring er altså at uddrage den universelle 

lære af disse enkeltstående begivenheder uden at falde i den fælde, det er ikke at 

tage højde for de unikke forhold, der gør sig gældende i det enkelte tilfælde. 

Endnu en fare rummes ved analysens objekt, begrebet terrorisme. Dette begreb lader sig 

kun vanskeligt definere entydigt trods talrige forsøg. Som begreb er terrorisme normativt 

ladet og yderst politiseret. Hvad der for den ene part opfattes som legitim frihedskamp kan 

af den anden part opfattes som terrorisme. Alene anvendelsen af ordet terrorisme er en 

normativ og politisk handling. Ved at kalde sin fjende en terrorist opnås en vis grad af legitimering 

af selv ret barske metoder til bekæmpelse af denne fjende. Københavnerskolen 18 

taler i denne forbindelse om sikkerhedsliggørelse af et problem. Det er altså ikke alle, der 

er blevet kaldt terrorister, der rent faktisk er det. Derved kan man få et skævvredet billede 

af terrorproblemets reelle omfang, idet italesættelsen af begivenheder som terrorisme 

selvsagt vil få problemets omfang til at vokse. Ved vurderinger af terrorismens omfang skal 

18 Københavnerskolen udgøres af en gruppe forskere tilknyttet Københavns Universitet. Skolen har blandt 

andet udviklet en teori om hvordan politiske aktører kan sikkerhedsliggøre et spørgsmål. Blandt Københavnerskolens 

frontfigurer er forskerne Ole Væver og Barry Buzan. Se Buzan et al (1998). 


13


man derfor være sig bevidst, at forskellige aktører kan have allehånde motiver til at klassificere 

begivenheder som terrorisme. 

Et andet problem knytter sig til den kvantitative del af analysen. Hvorledes kan terrorisme 

måles fyldestgørende, når der end ikke findes en anerkendt definition på terrorisme? Kan 

terrorisme i det hele taget kvantificeres? Dette speciale gør et forsøg, men er sig de metodiske 

begrænsninger meget bevidst. 

Til den kvantitative del af analysen anvendes et omfattende statistisk materiale over terrorisme 

i verden udarbejdet af den amerikanske statslige organisation National Counter Terrorism 

Center 19 samt det amerikanske udenrigsministerium. 20 Det vanskelige i at kvantificere 

terrorisme på denne måde skal ikke underdrives. Omvendt tjener tallene til at anskueliggøre 

et problems reelle kvantitative omfang og under forudsætning af, at de rette forbehold 

gøres, er det vurderingen, at materialet giver et godt overblik. Statistikken kan anvendes 

som et lod i vægtskålen med henblik på at fastslå en strategis effektivitet og sammen 

med andre indikatorer lede til en konklusion. Jeg har tidligere argumenteret for, at anvendelsen 

af primært vestlige kilder kan give en skævvridning af argumentationen. Paradoksalt 

nok kan det forhold, at det statistiske materiale er udarbejdet af et officielt amerikansk 

organ i dette tilfælde vise sig at være en fordel for troværdigheden, idet en officiel amerikansk 

statistik over terrorismens omfang i regionen næppe vil underdrive problemets omfang. 

Derved fås en vis sikkerhedsmargen eller en ”Worst Case” tilgang om man vil. 

Endelig skal problematikken med påvisning af kausalitet påpeges. Banalt sagt er det vanskeligt 

at fastslå om det er strategien, der virker efter hensigten, eller andre forhold spiller 

ind. Eksempelvis kan man hævde at USA´s politik på Afrikas Horn er effektiv, idet terrorproblemet 

tilsyneladende er begrænset i regionen. Omvendt kunne det være tilfældet, at 

USA´s politik i regionen netop er et produkt af de regionale forhold, altså det relativt beskedne 

omfang af terrorismen. En central, men vanskelig diskussion i denne sammenhæng 

er hvorvidt USA´s kamp mod terrorisme på Afrikas Horn reelt har en præventiv effekt 

eller omvendt ligefrem medvirker til at radikalisere regionen. Problemet er i denne forbindelse 

at fastslå, hvad der er den afhængige variabel og hvad der er den uafhængige 

variabel samt at undersøge for eventuelle mellemliggende variabler. 

Det essentielle i denne problemstilling er på videnskabelig måde at fastslå, om en given 

politik har en given effekt. Vi kan ikke isolere samtlige variable på nær én og gennemføre 

et eksperiment med forskellige strategier og på sigt måle virkningen af de enkelte konkrete 

tiltag. Da vi heller ikke kan spørge Osama Bin Laden og hans eventuelle ligesindede på 

Afrikas Horn om de, dersom USA havde ført en anden politik, ville have været mere eller 

mindre aktive, bliver påvisning af kausalitet til en vanskelig opgave. Igen medfører dette, at 

specialets ambition ikke er at fremkomme med videnskabelige beviser, men udelukkende 

at påpege tendenser i en given retning og sandsynliggøre en vis kausalitet. 

For at kunne håndtere problemstillingen er det nødvendigt med en teoretisk diskussion af 

begrebet terrorisme for at afgrænse og præcisere termens betydning. Dette gøres efterfølgende 

i kapitel 2. 

19 Se eksempelvis National Counterterrorism Centre (2006). 

20 Se eksempelvis US Department of State (2004). 


14

TERRORISME SOM TEORETISK BEGREB 


2. Kapitel. 

Dette kapitel har til formål kortfattet at diskutere terrorisme som teoretisk begreb. Det er 

kendetegnende ved forskningen i terrorisme, at der generelt er tale om et meget praktisk 

orienteret forskningsfelt. Et forskningsfelt præget af stor tværfaglighed, men kun i mindre 

grad teoretisk funderet. 21 Dette har afstedkommet en vis usikkerhed med hensyn til at 

håndtere terrorisme som teoretisk fænomen med eksempelvis eksakte definitioner. Nedenstående 

gives et bud på en operationel definition, og der bliver således søgt et svar på 

arbejdsspørgsmål I. 

2.1. Definition af terrorisme. 

De fleste har en intuitiv opfattelse af begrebet terrorisme, men graver man dybere efter en 

mere grundlæggende teoretisk forståelse støder man på flere vanskeligheder. Terrorisme 

som teoretisk begreb er yderst vanskeligt at definere og afgrænse. 22 Traditionelt har statsledere 

betegnet interne separatistbevægelser som terrorister, mens disse bevægelser selv 

ville kalde deres kamp for uafhængighed for legitim frihedskamp. 

Et indledende forsøg på at definere terrorisme kan begrænse sig til de af terroristen anvendte 

metoder. 23 Særligt et karakteristika lægges der vægt på i denne sammenhæng; 

angreb på uskyldige civile. Terrorisme kan således på denne måde defineres i kraft af sine 

anvendte metoder, idet der i princippet ses bort fra spørgsmålet om kampens legitimitet og 

legalitet. 

Bruges denne definition fås imidlertid et meget bredt terrorismebegreb, og man kan på 

denne måde trække terrorismens linjer langt tilbage i tiden. Den ”gammeldags” terrorisme 

var karakteriseret ved at rumme territorielt og nationalt bundne krav. Grupperne, der 

kæmpede kunne have etniske eller nationale motiver, der som oftest handlede om at ”befri” 

et specifikt territorium for et styre, man ikke sympatiserede med. 24 

Denne definition af terrorisme er i sig selv analytisk vanskelig. Ved kun at se på de anvendte 

metoder i kampen bliver al skelnen mellem legitim frihedskamp og illegitim terrorisme 

i praksis umulig. Det kendte ordspil om, at den enes terrorist er den andens frihedskæmper 

bliver på denne vis til et validt udsagn. Når alt således kan betegnes som terrorisme 

alt efter politisk ståsted i forhold til den aktuelle konflikt risikerer begrebet at blive 

udvandet. 

Denne udvanding til trods er det dog stadig forbundet med store implikationer at blive betegnet 

som terrorist. Begrebet er kontroversielt og normativt og kan misbruges af politiske 

modstandere med udgangspunkt i vidt forskellige motiver. 

Der kan derfor være gode grunde til at betegne sin modstander som terrorist for på denne 

måde at retfærdiggøre ekstraordinære tiltag, der normalt ikke ville blive accepteret som 

legitime af et publikum. 

21 Hansen (2002): p. 15. 

22 Betts (2002): p. 376. 

23 Staun (2004 (I): p. 6. 

24 Ibid: p. 6. 


15


At blive udpeget som terrorist er derfor givet en af de mest kontroversielle italesættelser af 

en teoretisk intersubjektiv trussel. 25 

Ved bekæmpelse af terrorisme ser man en tendens til, at ellers illegitime metoder bliver 

legitime, idet stater kan hævde, at man – for at beskytte statens sikkerhed – bliver nødt til 

at anvende ekstraordinære midler. Denne proces kaldes sikkerhedsliggørelse. Den er karakteriseret 

ved, at et spørgsmål flyttes fra at være et politisk spørgsmål til at være et sikkerhedsspørgsmål. 

Problemet er i den forbindelse, at stater kan drage fordel ved at italesætte 

modstandere af et regime som terrorister, idet en succesfuld italesættelse af et sikkerhedsproblem 

giver lejlighed til anvendelse af ekstraordinære og måske særligt attraktive 

tiltag til bekæmpelse af et grundlæggende politisk problem. 

Vanskeligheden ved konkret at definere terrorisme illustreres af, at der internt i den amerikanske 

administration tilsyneladende ikke er enighed om en definition. Således definerer 

det amerikanske Forsvarsministerium terrorisme som: 

”the calculated use of violence or threat of violence to inculcate fear; intended to coerce or 

to intimidate governments or societies in the pursuit of goals that are generally political, 

religious, or ideological”. 26 

I modsætning hertil står det amerikanske Justitsministeriums definition: 

”the unlawful use of force or violance against persons or property intimidate or coerce a 

government, or any segment thereof, in furtherance of political goals”. 27 

Forskellen i ordvalg er interessant. Hvor Forsvarsministeriet anvender termen calculated 

benytter Justitsministeriet termen illegal. Dette indikerer en afgørende forskel i forståelsen 

af fænomenet terrorisme. Forsvarsministeriet lægger således tilsyneladende ikke vægt på 

spørgsmålet om legalitet, mens spørgsmålet om legalitet synes at optage justitsministeriet 

i højere grad. Dette indikerer, at Forsvarsministeriet i princippet primært ser terrorisme 

som en kamp, mens justitsministeriet i princippet primært ser terrorisme som en kriminel 

handling. Denne forskel vil implicit have betydning for, hvordan man vurderer bedst at 

kunne bekæmpe terrorisme. Lægger man vægt på bekæmpelse med brug af militære midler 

eller lægger man vægt bekæmpelse af terrorisme som en del af den samlede bekæmpelse 

af kriminalitet. Den valgte semantik har derfor stor betydning for valg af strategi. I 

praksis ser man elementer af begge opfattelser, men det er af betydning, hvilken af de to 

semantiske opfattelser, der sætter den retoriske dagsorden og dermed bestemmer, hvor 

en strategi til bekæmpelse af terrorisme skal have sin tyngde. 

25 Ved en intersubjektiv trussel forstås en trussel, der kun eksisterer i kraft af, at der tales om den. Begrebet 

er inspireret af konstruktivismens videnskabsteoretiske ståsted, der hævder, at virkeligheden i princippet er 

socialt konstrueret og afhængig af vores opfattelse af den. Københavnerskolen – en sikkerhedsteoretisk 

skole inspireret af konstruktivismen – tager med dette som udgangspunkt fat på et væsentligt spørgsmål om 

sikkerhedsliggørelse af politiske spørgsmål. Københavnerskolen anerkender således ikke, at et begreb som 

sikkerhed kan være objektivt. Sikkerhed vil altid være subjektivt konstrueret. Hvad der opfattes som et sikkerhedsspørgsmål 

vil pr. definition være et sikkerhedsspørgsmål. I relation til terrorisme er dette teoretiske 

ståsted interessant, idet den logiske deduktion må blive, at terrorisme kun er noget i kraft af den mening og 

betydning som de vestlige sikkerhedsliggørende aktører giver den. Jf. Buzan et al (1998): p. 27 ff. 

26 Norwitz (2002): pp. 471-472. 

27 Ibid. 


16


Meget peger derfor på det betimelige i at anvende stor præcision i sin definition af terrorisme 

som begreb. Det er ikke nok kun at se på de anvendte metoder. Også selve kampens 

formål bør inddrages for at afgrænse definitionen i nødvendigt omfang. Endvidere er 

det nødvendigt med en afgrænsning i forhold til hvilke aktører, der kan udøve terrorisme. 

Selvom mange stater i historien har udført handlinger, der med rette fortjener betegnelsen 

statsterrorisme, er det hensigtsmæssigt ikke at inddrage staters handlinger i en overordnet 

terrorismediskussion. Staters handlinger i krig såvel som i fred skal bedømmes i forhold til 

gældende folkeret og på denne baggrund klassificeres som eksempelvis krigsforbrydelser, 

forbrydelser mod menneskeheden, folkemord etc. 

På denne baggrund kan der opstilles en definition på terrorisme, der efterfølgende vil blive 

anvendt i dette speciale, med mindre andet specifikt nævnes: 

”Terrorisme er en bevidst strategi, der involverer voldsanvendelse mod civile eller trussel 

herom for at skræmme og skabe opmærksomhed, som en ikke-statslig aktør benytter sig 

af til at nå et først og fremmest politisk mål”. 28 

Af denne definition følger, at angreb mod militære enheder ikke kan betegnes som terrorisme. 

Altså er oprørsbevægelser eller Al Qaeda´s kamp mod amerikanske og allierede 

tropper i Irak og Afghanistan i denne sammenhæng at betegne som legal oprørskamp og 

ikke terrorisme. Udtrykket politisk skal forstås bredt som beslutninger med gyldighed for et 

fællesskab. Dermed inddrages eksempelvis overordnede religiøse eller ideologiske bevæggrunde, 

herunder indførelse af Sharia-lovgivning eller fjernelse af vestlige tropper fra 

islamisk jord. 29 

2.2. Terrorismens historiske faser. 

Dette speciale vil indledningsvis behandle terrorisme ved at foretage en opdeling i fire 

grundlæggende historiske faser. 30 Overgangen mellem faserne er alle kendetegnet ved at 

være bundet til omfattende ændringer af det internationale system: 

• Første fase: Den nationalistiske terror bundet til opløsningen af europæiske imperier i 

slutningen af det 19. århundrede og starten af det 20. århundrede. 

• Anden fase: Antikolonialistisk terrorisme i forbindelse med afkolonisering i den tredje 

verden. 

• Tredje fase: Politisk motiveret terrorisme i 70erne og 80erne som en udløber af den 

kolde krig. 

• Fjerde fase: Globaliseret og religiøst funderet terror fra 1990erne til i dag, med angrebet 

den 11. september 2001 som en foreløbig kulmination. 31 

I sagens natur vil specialet altovervejende fokusere på terrorismens fjerde fase. Det vil dog 

næppe være muligt helt at undgå omtale af de øvrige faser. Faseinddelingen skal opfattes 

som vejledende og betegner blot overordnede tendenser. Det er her vigtigt at forstå, at der 

er tale om bølger, der ikke er skarpt definerede. Der forekommer derfor i dag terrorisme, 

der kan karakteriseres som terrorisme i den tredje fase. 

28 Staun (2004(I)): p. 7. 

29 Hansen (2002): p. 16. 

30 Staun (2004(I): p. 8. 

31 Ibid: p. 8. 


17


Terrorisme i den fjerde fase er ofte transnational. Derved forstås terrorisme med internationale 

implikationer, begået af personer eller organisationer uden direkte tilknytning til én 

enkelt stat. 32 Det mest oplagte eksempel på denne form for terrorisme er angrebet den 11. 

september 2001, rettet mod USA og antageligt planlagt i Afghanistan. 33 

Terrorisme i den fjerde fase har en række karakteristika, der gør den væsentlig forskellig 

fra terrorisme i de tidligere faser. Først og fremmest er terrorisme i den fjerde fase religiøst 

funderet. Den trækker i sin natur i al væsentlighed på en totalitær og antivestlig udgave af 

islam, der har sit udgangspunkt i den islamiske revolution i Iran i 1979. 34 

Den religiøse terror er kendetegnet ved at være apokalyptisk i sin opfattelse. Den udspringer 

i princippet ikke af territoriale krav mod en statsmagt. Den religiøse terrorisme er således 

primært ideologisk og ekspansiv i sin natur. Radikale islamister er i deres terrorvirksomhed 

inspireret af Gud frem for politiske bevæggrunde. Dette gør selvsagt, at kompromis 

og forhandling er vanskelig, da man som anført har Gud på sin side og derfor har ret. 

Skal man fastslå teoretiske årsager til islamistisk terrorisme, kan det være hensigtsmæssigt 

at benytte begrebet kompleks motivation. Man opererer med tre niveauer, hvorfra motivation 

til terrorisme stammer: 35 Det lokale niveau, diaspora-niveauet og det globale niveau. 

Det lokale motivationsniveau begrundes først og fremmest i en opposition til lokale 

regeringers samarbejde med Vesten, hvorved disse regeringer i terroristernes øjne reduceres 

til vestlige lakajer og fjender af den sande islam. 

Diaspora-niveauet skal først og fremmest finde sin motivation i de marginaliserede og radikaliserede 

grupper blandt den muslimske diaspora i vestlige lande. 

Det globale motivationsniveau skal forklares i kraft af en global konspirationsteori, i hvilken 

terroristerne hævder, at Vesten med USA i spidsen fører an i et korstog mod den muslimske 

verden. 36 Ved identifikation af Root Causes kan det derfor være nyttigt, at afgøre, hvilket 

motivationsniveau, der er mest relevant i relation til den enkelte Root Cause. 

Terrorisme i den fjerde fase betjener sig af radikalt andre metoder i forhold til terrorisme i 

de tidligere faser. Generelt sagt kan man hævde, at terrorismen i de tre første faser i princippet 

ønskede mange menneskers opmærksomhed ved få menneskers død. I den fjerde 

fase har selvmordsangreb været i kraftig stigning. Således er det karakteristisk, at 72 procent 

af de registrerede selvmordsangreb i verden er foretaget efter 2000. 37 Derved indikeres 

et skift i strategi ved at tilstræbe så mange døde som muligt i kraft af sin terrorvirksomhed. 

Dette er – sammenholdt med den islamistiske terrorismes apokalyptiske natur – af 

mange analytikere blevet tolket som et tegn på, at denne nye terror ikke vil have samme 

moralske skrupler ved at benytte sig af deciderede masseødelæggelsesvåben. 38 

Samtidig er det karakteristisk, at cirka 95 procent af alle selvmordsangreb tilsyneladende 

er motiveret af et ønske om, at fremmede tropper forlader et givet område. 39 

Terrorismen i den fjerde fase understøttes tillige af de virkninger som globaliseringen har 

på verdenssamfundet. De stadigt faldende transaktionsomkostninger og den stigende 

32 

Cilliers (2006): p. 61. 

33 

Erslev Andersen & Aagaard (2001): p. 177. 

34 

Staun (2004(I): p.12. 

35 

Ibid: p. 22. 

36 

Ibid: p. 23. 

37 

Ibid: p. 14. 

38 

Ibid: p. 15. 

39 

Cilliers: (2006): p.60. Se endvidere kapitel 4 for en grundigere diskussion af denne undersøgelse. 


18


komplekse interdependens gør samfundene sårbare overfor terrorisme, ligesom frygten for 

terror også spredes med stor hast som følge af moderne kommunikation. Globaliseringen 

har medført, at der er opstået en global ikke-statslig infrastruktur, der har gjort det muligt 

for en række ikke-statslige aktører at agere globalt. Dette betyder, at ikke-statslige aktører 

i princippet kan projektere konflikter overalt i verden, hvor man før var underlagt geografiske 

begrænsninger. Resultatet bliver, at konflikter i den tredje verden i dag bringes til den 

industrialiserede verden i modsætning til tidligere, hvor det i højere grad var den modsatte 

trafik, der gjorde sig gældende. 

2.3. Moderne terrorismes natur. 

Terrorisme i den fjerde fase er således markant anderledes end tidligere faser, og hele 

den vestlige verdens forståelse af effektiv strategi til bekæmpelse af denne nye terrorisme 

er udfordret. Den tyske forsker Ulrich Beck udtrykker det således, at den nye terrorisme 

udfordrer vores traditionelle begrebsverden for så vidt angår krig og fred, idet begrebet 

fjende traditionelt associeres med en forestilling om velordnede militære styrker, der kan 

mødes i slag. Ligeledes indfanges begrebet terrorisme heller ikke af den traditionelle kriminalitetsopfattelse. 

Vi er så at sige ramt af en begrebsforvirring, der gør, at fænomenet 

terrorisme vanskeligt lader sig definere af vores traditionelle vestlige tankegang. 40 

Man kan derfor argumentere for, at metaforen krig mod terror, er udtryk for en sproglig 

fattigdom, der giver uheldige associationer til kamp, sejr og slag i relation til bekæmpelse 

af terrorisme som fænomen. Ved at anvende krigsmetaforen kan der være en latent risiko 

for, at man i sin strategi til bekæmpelse har blinde pletter og ikke ser alle strategiske optioner 

lige klart. 

Denne begrebsforvirring stiller altså store krav til de, som skal forme en effektiv strategi til 

bekæmpelse af terrorisme i den fjerde fase. Traditionel militær strategi i klassisk forstand 

synes mindre egnet, idet spillets regler har ændret sig afgørende. Når vi ikke længere klart 

kan skelne mellem den civile og militære sfære bør strategier til bekæmpelse af terrorisme 

også betjene sig af såvel militære som civile værktøjer. Ved udformningen af en effektiv 

strategi til bekæmpelse af terrorisme er der derfor behov for en holistisk tilgang, der sætter 

problemet i en kompliceret kontekst. 

Endvidere er der behov for at holde hovedet koldt og reelt forholde sig til problemets faktiske 

omfang. Vesten bør ved valg af strategi forholde sig kritisk og realistisk til om det reelt 

er muligt helt at eliminere terrortruslen fra islamisk funderede netværk og organisationer, 

ikke mindst set i lyset af de risici som globaliseringen medfører for spredning af terror. 

Man kan tillige hævde, at truslen mod de vestlige samfund i princippet er en konstruktion. 

Skønt terrorangrebet den 11. september 2001 var hidtil uset i omfang og metode, er det en 

overdrivelse at påstå, at det amerikanske samfund var truet i sin grundvold. Hvor grusomme 

terrorangreb end måtte være, er det reelt kun at betragte som nålestik uden anden 

samfundsomstyrtende virkning på de vestlige samfund end den vi selv konstruerer. 

2.4. Særligt vedrørende Al Qaeda. 

Mere end nogen anden organisation har det løst organiserede Al Qaeda netværk eksemplificeret 

den moderne terrorisme i den fjerde fase. Al Qaeda, der på arabisk betyder ”basen”, 

kan spore sine rødder tilbage til Afghanistan og den russiske besættelse af landet i 

1979, hvor en ung Osama Bin Laden meldte sig til den organiserede anti-sovjetiske Ji- 

40 Beck (2003): p. 257. 


19


had. 41 Efter den sovjetiske besættelses ophør returnerede Osama Bin Laden til Saudi 

Arabien, hvor han blev en stedse mere problematisk person for regimet, i kraft af sine radikale 

synspunkter ikke mindst i forhold til den irakiske besættelse af Kuwait og tilhørende 

massive amerikanske tilstedeværelse på arabisk jord. Osama Bin Laden blev via Pakistan 

tvunget i eksil i Sudan, hvor Al Qaeda blev yderligere formet til den organisation, vi kender 

i dag. Tiden i Sudan i 90ene regnes for den mest afgørende tid i organisationen, hvor den 

blev radikaliseret yderligere og blandt andet sendte hellige krigere til diverse slagmarker i 

Tjetjenien og Tajikistan, ligesom en række regionale celler i flere lande blev oprettet. 42 

Som følge af amerikansk pres på Sudan blev Osama Bin Laden imidlertid tvunget til at 

forlade landet, og han begav sig efterfølgende til Afghanistan på ny. Al Qaeda´s overordnede 

mål er at fremme, at USA forlader den arabiske halvø, først og fremmest Saudi Arabien. 

43 Organisationen har ligeledes været stærkt ophidset over USA´s tilstedeværelse i 

Somalia i starten af 1990erne i forbindelse med FN-operationen Restore Hope. 44 

2.5. Delkonklusion: Kapitel 2. 

Kapitlet har vist, at det er vanskeligt entydigt at definere terrorisme som teoretisk begreb, 

hvilket udstiller, hvor kompleks en tilgang til terrorismens bekæmpelse, der er nødvendig. 

Kapitlet har dog fundet en egnet definition, der vil blive anvendt i det følgende, med mindre 

andet specifikt nævnes. 

Efter at have givet at et svar på arbejdsspørgsmål I er det muligt at diskutere, hvilken teoretisk 

sammenhæng, der er mellem terrorisme og regionen på Afrikas Horn. 

Dette gøres i efterfølgende kapitel 3. 

41 Mentan (2004): p. 111. 

42 Mentan: p. 112. 

43 Ibid: p. 113. 

44 Ibid. 


20


3. Kapitel. 

TEORETISK SAMMENHÆNG MELLEM TERRORISME OG AFRIKAS HORN 

Dette kapitel har til formål kortfattet at identificere teoretiske årsager til terrorisme og fastslå, 

i hvilken grad disse årsager er til stede på Afrikas Horn. Kapitlet vil dermed give et 

svar på arbejdsspørgsmål II. 

3.1. Teori vedrørende Root Causes. 

Teoretikere har forskellige syn på, hvordan terrorisme opstår og effektivt kan bekæmpes, 

alt afhængig af videnskabsteoretisk ståsted. Realister anser grundlæggende terrorisme 

som uansvarlig brug af vold, som primært må bekæmpes ved brug af militære midler. Liberalister 

anser omvendt terrorisme som en afvigelse fra acceptable normer og foretrækker 

eliminering af terrorismens underliggende årsager – Root Causes – såsom fattigdom 

og social uretfærdighed. Endelig anser konstruktivister først og fremmest terrorisme som 

et identitetsfænomen. Konstruktivister anser terrorister som sociale agenter, med en ide, 

der primært består af normer, tro og identitet. 45 

Traditionelt har det været den realistiske teori – i form af den såkaldte ortodokse terrorisme 

teori – der har været toneangivende i den akademiske debat. 46 Derved har debatten 

indsnævret sig til primært at fokusere på en statscentreret bekæmpelse af terrorisme. Et 

andet kendetegn ved den ortodokse terrorisme teori er, at man ser på terrorisme med primært 

vestlige øjne. Derved fokuseres der kun i mindre grad på terroristens kontekst og 

man får svært ved at identificere Root Causes. Den ortodokse terrorisme teori har primært 

undersøgt hvad terrorisme er og hvordan den kan bekæmpes, men ikke behandlet 

spørgsmålet om hvorfor terrorisme opstår. Disse præferencer har afstedkommet, at langsigtet 

behandling af Root Causes til terrorisme har været trængt i baggrunden til fordel for 

bekæmpelse her og nu. 

Modsat den ortodokse forskning i terrorisme synes den nyere konfliktforskning at have 

bevæget sig væk fra det statscentrerede realistiske synspunkt, hvorved ny forståelse for 

Root Causes til konflikter er tilvejebragt. 47 

Problemet med at identificere Root Causes er, at de sjældent er entydige. Hvis for eksempel 

fattigdom antages at være en Root Cause er det et analytisk problem, at ikke alle fattige 

mennesker i verden er terrorister. På samme måde er det problematisk at hævde, at 

islamisme er en Root Cause, når det beviseligt er langtfra alle, der bekender sig til en radikal 

fortolkning af islam, er terrorister. Der kan derfor være fornuft i at tale om Root Causes 

som forudsætninger eller risikofaktorer, der kan lede til terrorisme, men ikke langtfra nødvendigvis 

gør det. 

Det altså forbundet med betydelige vanskeligheder at identificere og isolere specifikke 

Root Causes til terrorisme. Disse dybereliggende årsager indgår i et komplekst samspil 

med andre områder, der gensidigt påvirker hinanden. Krydsfeltet mellem årsager til konflikt 

og årsager til terrorisme bliver derfor interessant. Grænsefladen mellem hvad der er konflikt, 

og hvad der er terrorisme, bliver stedse mere flydende. Ikke mindst i kraft af at personer, 

der udøver terrorisme ofte opfatter sig selv som værende i konflikt. Også den anden 

45 Makinda (2006): pp. 22-23. 

46 Franks (2006): p. 4. 

47 Ibid: pp. 3-4. 


21


(primært vestlige) side har lignende definitionsvanskeligheder og problemer med at skelne 

konflikt og terrorisme. Dette illustreres af den retorik, der anvendes af Vesten med USA i 

spidsen, hvor krigsmetaforen i form af War on Terror er et markant eksempel på, hvordan 

forskellen mellem terrorisme og konflikt udvandes. Tidligere var terrorister kriminelle, der 

skulle retsforfølges. I dag anses terrorister for at være en art kombattanter, der skal besejres 

i en kamp. 

Hvis udgangspunktet er en fredstilstand kan der argumenteres for, at der yderligere kan 

eksistere to tilstande; konflikt og terrorisme. I fredstilstanden må der forefindes Root Causes, 

der fører til konflikt. Ligeledes må der forefindes Root Causes, der fører til terrorisme. 

Endvidere er der et gensidigt samspil og kraftfelt mellem konflikt og terrorisme, der nærer 

og påvirker hinanden. Derved fås en trekantmodel, hvor begreberne konflikt og terrorisme 

indgår i et mønster af gensidig afhængighed, se Figur 1. 

Det fremgår af modellen, at man ved at påvirke Root Causes til konflikt indirekte kan påvirke 

omfanget af terrorisme. 48 Heraf følger, at årsagerne til terrorisme i vid udstrækning 

skal identificeres blandt de traditionelle årsager til konflikt. Der kan derfor være gode teoretiske 

argumenter for at betragte store dele af terrorismemængden som en delmængde af 

konfliktmængden og derfor underkastet de samme overordnede teoretiske lovmæssigheder 

for så vidt angår forebyggelse, som gør sig gældende indenfor konfliktforskning. 

Figur 1. 49 

Ny terrorisme 

Konflikt Terrorisme 

Årsager til 

konflikt 

Ny konflikt 

Fred 

Årsager til 

terrorisme 

3.2. Root Causes til terrorisme. 

Efterfølgende oplistes tre potentielle Root Causes til terrorisme samt en tilhørende analyse 

af, hvorvidt den pågældende Root Cause er signifikant tilstede på Afrikas Horn: 

• Root Cause I: Tilstedeværelse af fremmede tropper. 

• Root Cause II: Islamisme. 

• Root Cause III: State Failure. 

De tre Root Causes er udvalgt som tre repræsentative undergrupper blandt de Root Causes 

til subnational terrorisme som er oplistet af forskeren Jakkie Cilliers. Han anfører loka- 

48 Franks (2006): pp 1-5. 

49 Figuren er egen tilvirkning af Jason Franks´ model, Jf. Franks (2006): p. 5. 


22


le årsager (herunder fattigdom og State Failure) samt fremmede tropper som vigtige årsager 

til terrorisme og konflikt. 50 Endvidere er islamisme valgt som Root Cause med udgangspunkt 

i beskrivelsen af terrorismen i den fjerde fase, der var kendetegnet ved at være 

religiøs motiveret. Det noteres dog, at der reelt er tale om risikofaktorer, der kan lede til 

terrorisme, men ikke nødvendigvis gør det. 

3.2.1. Root Cause I: Tilstedeværelse af fremmede tropper. 

Ved statistiske undersøgelser har den amerikanske forsker Robert A. Pape fastslået, at 95 

procent af alle selvmordsangreb i perioden 1980 - 2004 er blevet udført i lande, hvor fremmede 

tropper har været til stede. 51 Undersøgelsen skelner ikke mellem civile og militære 

mål, og det er derfor ikke muligt at fastslå, hvorvidt der er tale om terrorisme i overensstemmelse 

med dette speciales definition eller ”blot” tale om normal traditionel Insurgency. 

Uagtet dette forbehold synes det dog rimeligt at antage, at tilstedeværelsen af udenlandske 

tropper som hovedregel har en stimulerende effekt på den subnationale terrorismes 

omfang i en stat. Pape hævder således, at langt de fleste terrororganisationer har et specifikt 

sekulært strategisk mål; at tvinge vestlige lande til at trække tropper tilbage fra, hvad 

terrorister betragter som deres (terroristernes) hjemland. 52 Med andre ord en lokal motivation, 

hvilket atter understreger tesen om at megen terrorisme skal begrundes med lokale 

forhold. 

Generelt har der ikke på Afrikas Horn været tale om udstationering af fremmede tropper i 

regionen i noget anseeligt omfang siden amerikanerne trak sig ud af Somalia i 1993, efter 

at have mødt stor lokal modstand. USA har i dag placeret omkring 2000 tropper i den lille 

kyststat Djibouti som en del af Combined Joint Task Force Horn of Africa. 53 Også Frankrig 

er militært tilstede med et mindre kontingent tropper i deres tidligere koloni. Endvidere patruljerer 

en multinational maritim styrke i farvandet ud for Somalia som en del af den globale 

krig mod terror. 54 Denne flådestyrke anvender primært Djibouti som base for sine operationer. 

55 

Etiopien og Somalia har længe haft territoriale stridigheder om Okaden ørkenen, og det er 

sandsynligt, at etiopiske tropper har opereret i Somalia i perioder i de senere år. I januar 

2007 hjalp etiopiske militære styrker den legale somaliske overgangsregering med at generobre 

hovedstaden Mogadishu og fortrænge de hidtidige reelle magthavere i landet, de 

såkaldte islamiske domstole, der har forenet sig i bevægelsen United Islamic Courts 

(UIC). 56 Tilstedeværelsen af de etiopiske tropper i Somalia har været en kilde til stærk ophidselse 

af radikale islamiske kræfter i Somalia. Retorikken har været skinger, og man har 

fra radikal somalisk side talt om Jihad mod Etiopien og muligheden for en omfattende reli- 

50 

Cilliers (2006): pp. 59-62. 

51 

Pape (2005): p.4. 

52 

Pape (2005): p. 4. Det er endvidere interessant, at Pape hævder, at kun halvdelen af selvmordsterrorismen 

i perioden 1980-2003 direkte kan relateres til islamistisk inspireret terror. 

53 

Olsen (2006): p. 10. 

54 

Dahlin (2006). 

55 

Styrken benævnes Task Force 150 og er en del Operation Enduring Freedom. Styrken består af 

flådefartøjer og maritime patruljefly fra Australien, Canada, Frankrig, Holland, Italien, New Zeeland, Pakistan, 

Portugal, Spanien, Storbritannien, Tyrkiet, Tyskland og USA. Posten som fører af styrken roterer på skift 

blandt de deltagende nationer. De større lande deltager permanent, mens de mindre lande tilbyder flådefartøjer 

i perioder. 

56 

Løvenbalk Hansen (2007): p. 10. 


23


gionskrig antydes. 57 Det er dog vurderingen, at der i al væsentlighed er tale om krigsretorik 

uden meget indhold. De mest radikale kræfter har givet en interesse i en krig mod Etiopien, 

men hovedparten af den somaliske befolkning synes i mindre grad interesseret i en 

ny storkrig mod nabolandet. 

Også Eritrea har angiveligt et antal tropper indsat i Somalia. 58 Eritrea støtter kampen mod 

Etiopien i en for regionen karakteristisk stedfortræderkrig, men synes ikke at have direkte 

interesser i Somalia, udover at genere ærkerivalen Etiopien mest muligt. Religiøst er Eritrea 

halvt muslimsk og halvt kristent, hvilket støtter synspunktet om, at konflikten i og omkring 

Somalia ikke i første omgang handler om religion. 

Bortset fra de nævnte episoder, har tilstedeværelsen af fremmede tropper i regionen været 

beskeden. USA har siden 1993 holdt sig fra Afrikas Horn i al væsentlighed og Vestens 

tilstedeværelse i regionen er ligeledes minimal. 

3.2.1.1. Delkonklusion: Tilstedeværelse af fremmede tropper. 

Der synes ikke at være megen grobund for selvmordsterrorisme i regionen, hvis tesen om 

en sammenhæng mellem udenlandske troppers tilstedeværelse og antallet af selvmordsangreb 

står til troende. Omfanget af fremmede tropper i regionen er minimalt. 

Dog vil en længerevarende etiopisk militær tilstedeværelse i Somalia kunne ændre ved 

dette. 

3.2.2. Root- Cause II: Islamisme. 

Der synes at være en generel sammenhæng mellem tilstedeværelsen af radikal islam og 

omfanget af terrorisme. Dermed ikke sagt at islam som religion udgør en årsag til terrorisme, 

men blot, at islam kan udnyttes af radikale kræfter, der vælger at bruge en sammenblanding 

af islam og terrorisme for at fremme egne politiske mål. Argumentet næres yderligere 

i diskussionen af terrorismens fjerde fase, der kan karakteriseres som en islamisk 

bølge. 59 

Der synes ved første øjekast at være en vis grobund for islamisme i landende på Afrikas 

Horn. Først og fremmest er regionen geografisk tæt placeret på Mellemøsten, og store 

dele af befolkningen er enten overvejende muslimsk eller tilhører et stort muslimsk mindretal. 

60 Årsagen til islamismens tilsyneladende gode vækstvilkår kan søges i det religiøse 

mix i regionen, der nærer konflikter af religiøs karakter og skærper den religiøse profil i en 

stedse kamp mellem identiteter. Konflikten mellem det delvis kristne Etiopien 61 og de islamiske 

militser i Somalia indeholder således et element af religionsstrid. Det vil dog være 

fejlagtigt alene at betragte disse konflikter som religiøse. Som alt andet på Afrikas Horn er 

også disse konflikter endog meget komplicerede, og religion kan meget vel udnyttes af de 

stridende parter til at forme en identitetskonflikt og skabe et ”os og dem forhold”, der reelt 

ikke er til stede. 

Ser man på den religiøse sammensætning af landende på Afrikas Horn og sammenholder 

dette med karakteren af de forskellige konflikter, der hersker i regionen forekommer religi- 

57 

Lindvig (2006). 

58 

Lindvig (2006). 

59 

Se kapitel 2 for en nærmere præsentation af terrorismens fire faser. 

60 

Kagwanja (2006): p. 75. 

61 

Seneste opgørelse fra 1994 viste, at cirka 33 procent af Etiopiens befolkning er muslimsk, mens cirka 61 

procent tilhørte den kristne tro. Opgørelsen blev dog betvivlet af blandt andet USA, der i 2004 anslog den 

muslimske andel til at være cirka 45 procent, jf. Shinn (2005): p. 96. 


24


øse bevæggrunde for områdets konflikter at være mindre indlysende. Der er flere eksempler 

på stater, der er religiøst så godt som identiske, men som ikke desto mindre er i konflikt 

eller direkte krig, eksempelvis Eritrea og Etiopien. Tilsvarende kan konflikten i Darfur 

provinsen heller ikke ses i en religiøs kontekst. 

Den tilsyneladende fremvækst af islamisme i området skal derfor snarere ses som en opportunistisk 

udnyttelse af et generelt sikkerhedsvakuum. Der er tilfælde, hvor islamistiske 

grupper udfylder dette vakuum, der er opstået i stater med svage regeringer. Et godt eksempel 

på dette er fremkomsten af de islamiske domstole i Somalia. Disse domstole har, 

alt andet lige, sikret en vis form for lov og orden i et komplet kaotisk land, der har været 

uden en effektiv regering siden 1992. 62 De islamiske domstoles tilsyneladende popularitet 

og fremmarch skal derfor ikke nødvendigvis ses som et udtryk for en radikalisering af den 

somaliske befolkning, men snarere som et legitimt ønske om et minimum af sikkerhed og 

orden i et fuldstændigt kaotisk land. 

Visse af Somalias naboer, herunder særligt det kristne 63 naboland Etiopien, har i sig selv 

en vis interesse i at fremstille Somalia som et islamistisk land, der blot venter på blive et 

nyt Afghanistan. Ikke mindst i dette lys skal Etiopiens meget hårde retorik i forhold til de 

islamiske domstole ses. Den etiopiske politik udmøntede sig i direkte støtte til den svage 

føderale overgangsregering, der var blevet fordrevet fra hovedstaden Mogadishu til den 

sydvestlige provinsby Baidora, hvor man reelt forskansede sig. Denne støtte afstedkom 

yderligere en direkte militær indgriben med både landstyrker og jagerfly i januar 2007, hvor 

man relativt smertefrit fik fordrevet de islamiske domstoles tropper mod syd og genindsat 

den fordrevne overgangsregering i Mogadishu. 64 

Tilsyneladende en bekvem sejr til den føderale overgangsregering og Etiopien, men bag 

denne umiddelbare militære succes lurer faren for at islamismen for alvor skal få tag i befolkningen. 

Etiopien er Somalias arvefjende per excellence, og tilstedeværelsen af etiopiske 

tropper i Somalia kan meget vel afstedkomme ukontrollerbare følelser og opbakning til 

en islamistisk inspireret modstandsbølge. 

Men igen skal det det understreges, at situationen i Somalia ikke er entydig. Somalierne er 

traditionelt ikke så muslimske, at det gør noget, og fortolkningen af islam har historisk været 

lempelig. 65 De islamiske domstoles forsøg på at stramme fortolkningen af islam i en 

mere radikal retning nyder tilsyneladende ikke fremme i befolkningen, men omvendt er 

domstolene populære i den forstand, at de i det mindste skaber en vis form for lov og orden 

i et kaotisk land. Eksempelvis afstedkom domstolenes forbud mod at overvære transmissioner 

fra verdensmesterskabet i fodbold i 2006 omfattende demonstrationer. 

Domstolene udgør ej heller en homogen enhed, men rummer internt store forskelle. Nogle 

kræfter ønsker givet et styre i stil med Taliban, mens andre kræfter har mere moderate 

holdninger og politiske mål. I januar 2007 omfattede domstolene 16 enheder, hvoraf 3 eller 

4 kan betragtes som radikale. 66 Synspunktet bakkes yderligere op International Crisis 

Group, en international og uafhængig tænketank, der i 2005 konkluderede at, islamistisk 

62 Larsen (2006). 

63 Etiopien kan med visse forbehold betegnes som kristent i den forstand, at den siddende regering er kri- 

sten, jf. Shinn (2005): p. 97. 

64 Petersen (2006). 

65 Lindvig (2006). 

66 Ibid. 


25


ekstremisme ikke var lykkedes at finde fodfæste i Somalia på grund af somalisk folkelig 

modstand. 67 

Sudan er et andet interessant land for så vidt angår studiet af islamisme i regionen. Sudan 

kan ikke betegnes som en fejlslagen stat. Landet har, efter en regional målestok, en forholdsvis 

velfungerende regering med et håndfast greb om befolkningen. 

Regeringen i Khartoum har i perioden 1989 – 2001 åbenlyst støttet islamistisk tankegods, 

og landet blev af mange anset som et nyt epicenter for islamisme. 68 Støtten synes dog 

primært at være motiveret af opportunistiske årsager. Styret i Sudan kom i 1993 på USA´s 

liste over stater, der sponserede terrorisme og i 1998 blev udvalgte positioner i landet mål 

for amerikanske krydsermissiler, som svar på Sudans påståede ansvar for bombningerne 

af de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i 1998. Efter den 11. september 2001 

har styret i Khartoum i stor udstrækning samarbejdet med USA. Blandt andet har USA 

spillet en nøglerolle ved fredsslutningen mellem regeringen i Khartoum og den sydlige oprørsbevægelse 

Sudan People´s Liberation Movement/Army. Forholdet mellem USA og 

Sudan er dog stadig yderst belastet, ikke mindst i kraft af Khartoums mere eller mindre 

åbenlyse støtte til arabiske militsers hærgen i den vestlige provins Darfur. 69 

3.2.2.1. Delkonklusion: Islamisme. 

Der synes at være grobund for en vis grad af islamisme i regionen, men ikke i et bekymrende 

omfang. Tilfældet Somalia indikerer, at islamismen næppe har dybe rødder i en 

bredere del af befolkningen. Fremkomsten af islamismen skal ses som en opfyldelse af et 

sikkerhedsvakuum og opportunisme, snarere end som et udtryk for en generel radikalisering 

af regionens indbyggere. Dette betyder dog ikke, at islamisme ikke på længere sigt 

viol kunne appellere til regionens indbyggere, dersom de stimuleres dertil af den førte politik. 

3.2.3. Root Cause III: State Failure. 

Det forekommer at være en generel antagelse, at svage eller fejlslagne stater stimulerer 

fremvæksten af terrorisme. 70 Argumentet er dog omstridt, idet mange andre også faktorer 

spiller ind. Eksempelvis er det påfaldende, at megen terrorisme i Vesten næppe udspringer 

af fattigdom i fejlslagne og radikaliserede lande, men snarere udspringer af en radikaliseret 

minoritet blandt den islamiske diaspora i vesten. 71 

En fejlslagen stat er karakteriseret ved tre iøjnefaldende kendetegn: 72 

• En centralregering, der oftest ikke har kontrol over hele statens territorium. 

• Interne voldelige konflikter i udbrud eller latent til stede. 

• Store lidelser for civilbefolkningen som følge af ekstrem fattigdom og oftest sult. 

Hvorvidt en stat er fejlslagen eller blot svag, er et spørgsmål af mere semantisk eller akademisk 

interesse. Man kan hævde, at en fejlslagen stat er en svag stat, der er blevet svagere. 

En svag stat har således de samme grundlæggende karakteristika som en fejlslagen 

67 

International Crisis Group (2005): p. 28. 

68 

Carney (2005): pp. 122-124 og Kagwanja (2006): p. 75. 

69 

Kagwanja (2006): pp. 75-76. 

70 

Se eksempelvis Mentan (2004): pp. 2-5. 

71 

Staun (2005): p. 26. 

72 

Andersen (2005): p. 3. 


26


stat, men i mindre udtalt grad. En fejlslagen stat udfordrer det hidtil statscentrerede internationale 

system, der bygger på suverænitetsprincippet og på, at stater effektivt tager sig 

af egen indre sikkerhed. Fejlslagne staters regeringer er ikke i stand til at udøve denne 

myndighed, hvilket efterlader et magttomrum og sikkerhedsvakuum, der ofte må udfyldes 

på anden vis. Ofte har disse stater, på grund af deres svage position, oplevet en befolkningseksplosion. 

Store grupper af arbejdsløse vrede unge mænd, der bor i slum i storbyerne 

er en farlig socialgruppe. Opportunistiske og radikaliserede bevægelser vil med et 

vist held kunne rekruttere i et sådant miljø. 

Som tidligere antydet hævdes det gerne i debatten, at svage eller fejlslagne stater ofte er i 

farezonen for at udvikle sig til perfekte arnesteder for terrorisme. Argumentet er, at svage 

eller fejlslagne staters regeringer ikke effektivt er i stand til kontrollere deres territorium, 

der derfor kan udnyttes til at oprette træningslejre for terrorister og generelt facilitere terror- 

isters planlægningsvirksomhed. Thomas Dempsey, Director of African Studies in the Department 

of National Security and Strategy of the US Army War College, har antydet en 

sammenhæng: 

“The case of Somalia suggests that failed states do, in fact, offering an effective venue for 

operations by evolving terrorist hubs. The environment in such states can provide what 

may be the greatest level of protection available to terrorist organizations from counterterrorism 

operations by military forces or law enforcement agencies. The case of Somalia 

also suggests, that the violent and chaotic conditions within failed states may reduce the 

impact of local attacks by terrorist nodes, but will not preclude terrorist hubs from operating 

in their new, evolved mode to inspire ideologically or assist financially or materially the operations 

of geographically distributed nodes.” 73 

Argumentet er altså, at Somalia og lignende lande i princippet tilbyder en “Safe Haven”, 

hvor terrorister i ro og mag kan planlægge transnationale aktioner mod eksempelvis vestlige 

interesser i andre lande, mens terroraktioner i Somalia i sig selv næppe vil have den 

store effekt, men nærmest drukne i den almindelige vold og det kaos, der eksisterer i landet. 

Et tilsvarende argument hævder, at Afrikas svage stater er verdenssamfundets ”bløde 

underliv”, hvor terrororganisationer benytter Afrikas svage institutioner og generelt dårlige 

sikkerhedssituation til at angribe sårbare vestlige mål på kontinentet. 74 Bombningerne af 

de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i 1998 kan ses som eksempler på dette. 

Terrorister drager fordel af kontinentets ringe grænsekontrol og generelt ineffektive juridiske 

institutioner til at operere relativt uforstyrret. Ligeledes søger terrorister at rekruttere 

kommende kollegaer ved at udnytte den generelt udsigtsløse situation for mange unge 

afrikanske mænd. Håbløshed kombineret med en spirende og velnæret religiøs fanatisme 

kan i denne sammenhæng vise sig at være en fatal cocktail. 

Et modargument mod denne sammenhængstese præsenteres blandt andre af den danske 

forsker Louise Andersen. Hun hævder, at stater kan blive så fejlslagne, at selv terrorister 

ikke effektivt kan operere fra disse lande. 75 

Argumentet er, at planlægning af avanceret transnational terror kræver en vis infrastruktur, 

herunder pålidelig massekommunikation i form af internet og telefoni. Ligeledes kan der i 

73 Dempsey (2006): p. 15-16. 

74 Mentan (2004): p. 2. 

75 Andersen (2005): p. 4. 


27


totalt fejlslagne stater opstå en sådan mangel på basal sikkerhed, at terrorister ikke kan 

arbejde langsigtet i ro, men konstant forstyrres af en stadigt vekslende sikkerhedssituation. 

Et andet forhold, der taler for, at terrorister ikke er specielt glade for fejlslagne stater er, at 

anarkiet og fattigdommen skaber grobund for, at diverse militser og mere eller mindre kontrollerede 

kriminelle lykkejægere giver sig i kast med at fange terrorister for at få udbetalt 

dusør. I en fejlslagen stat synes alt at være til salg for den rette pris, således også en terrorists 

hoved. Argumentet støttes af det forhold, at Osama Bin Laden i 90erne opholdt sig i 

Khartoum, der var en efter afrikanske forhold forholdsvis velfungerende hovedstad under 

solid kontrol af den sudanesiske regering. 

En fejlslagen stat, med dens totale mangel på evne til at hævde sin egen suverænitet, vil 

tillige være et nemt mål for aktiv offensiv bekæmpelse af terrorisme i form af eksempelvis 

amerikanske specialstyrker. Disse vil kunne operere aldeles uhindret, og dersom det måtte 

blive opdaget, vil krænkelse af en fejlslagen stats suverænitet næppe udløse et internationalt 

ramaskrig. Dette peger på at en fejlslagen stat som ”Safe Haven” måske ikke er så 

safe endda. 

Der er altså både argumenter for og imod tesen om, at svage og fejlslagne stater er med til 

at øge omfanget af transnational terrorisme. Svage stater kan, under visse forhold, give 

husly og plads til terroristers træningslejre, hvor man kan træne terrorister og partisaner i 

forskellige kampformer. Sådanne lejre har beviseligt været til stede i eksempelvis Afghanistan. 

Omvendt synes der at være en mindre plausibel sammenhæng mellem fejlslagne 

stater og terroristers mere planlægningsorienterede aktiviteter. Meget taler for, at terrorister 

her foretrækker nogenlunde ordnede forhold, det vil sige stater med en vis infrastruktur 

og solid kommunikation. Samt en regering, der kan give terroristerne nogen beskyttelse. 

Dersom der var en direkte forbindelse mellem terrorisme og graden af fejlslagenhed i en 

stat, burde der kunne påvises en direkte kausal sammenhæng. Dette synes imidlertid ikke 

entydigt at være tilfældet. Mange fejlslagne stater i Afrika og andre steder har tilsyneladende 

kun perifere problemer med terrorisme. Dermed ikke sagt, at disse lande ikke har 

store problemer at slås med, men terrorisme er ikke det problem, der står øverst på deres 

dagsorden. Omvendt findes der en række lande i mellemøsten og Asien, der ikke kan betegnes 

som fejlslagne, men som har massive problemer med terrorisme. 

Der er altså ikke teoretisk belæg for påstanden, at fejlslagne stater i sig selv fører til terrorisme. 

Andre faktorer spiller ind. Kombineres de to hovedsynspunkter om hvorvidt en svag 

eller fejlslagen stat er befordrende eller hindrende for fremvækst af terrorisme fås ikke ulogisk 

et argument, der placerer sig i midten af disse to hovedargumenter. En svag stat med 

nogen infrastruktur og nogenlunde ordnede forhold vil kunne være en attraktiv platform for 

at oprette træningsfaciliteter med videre, mens en totalt fejlslagen stat næppe vil kunne 

tilvejebringe de faciliteter og den infrastruktur samt basale sikkerhed, der er påkrævet for 

at planlægge komplicerede terroraktioner med transnationale implikationer. Terrorister vil 

altså hellere slå sig ned i svage stater end i deciderede fejlslagne stater. 

3.2.3.1. Delkonklusion: State Failure. 

Med Somalia som selve symbolet på en fejlslagen stat og med talrige svage stater i regionen 

synes denne Root Cause at være til stede. Dog er sammenhængen mellem graden af 


28


State Failure og tilstedeværelsen af terrorisme ikke entydig. Det er derfor ikke givet, at 

State Failure i sig selv kan betegnes som en Root Cause. 

3.3. Sammenfattende delkonklusion: Kapitel 3. 

Baseret på de tre udvalgte Root Causes synes den direkte forbindelse mellem disse og 

terrorisme på Afrikas Horn at være mindre entydig. Omfanget af tilstedeværelsen af udenlandske 

tropper i regionen er beskedent. Der er en vis grobund for islamisme, men den 

synes under kontrol. Og endelig rummer regionen en række svage stater og én decideret 

fejlslagen stat, men sammenhængen til terrorisme er ikke oplagt. 

Dog rummer regionen uomtvisteligt et stort konfliktpotentiale, og baseret på teorien om 

fælles årsager til konflikt og terrorisme, er der derfor i nogen grad teoretisk belæg for at 

påstå, at regionen er potentielt truet af terrorisme. Dette underbygges af det forhold, at der 

har været få, men spektakulære eksempler på terroristisk virksomhed planlagt og udført i 

regionen. I kapitel 6 vil sammenhængstesen blive yderligere testet, idet det reelle omfang 

af terrorvirksomheden på Afrikas Horn vil blive kortlagt 

Selvom de tre omtalte Root Causes ikke alle er signifikant tilstede på Afrikas Horn, er det 

ikke ensbetydende med, at de ikke senere kan forekomme, dersom man vælger en politik, 

der stimulerer deres fremvækst. Derfor skal man ved udformningen af sin politik være opmærksom 

på ikke at gøde jorden for Root Causes, men tværtimod søge at reducere deres 

vækstbetingelser. Dette er i særdeleshed vigtigt på Afrikas Horn, da regionen befinder sig i 

en delikat balance, og små påvirkninger kan få fatale konsekvenser, eksempelvis stimulere 

islamismens fremmarch i et skrøbeligt land som Somalia. Ligeledes kan regionale konflikter 

blusse op og nære en brug af terrorisme som led i disse konflikter. 

Efterfølgende kapitel vil med dette som udgangspunkt søge at opstille en idealstrategi til 

bekæmpelse af terrorisme på Afrikas Horn. 


29


4. Kapitel. 

OPSTILLING AF EN IDEALSTRATEGI TIL BEKÆMPELSE AF TERRORISME PÅ AF- 

RIKAS HORN. 76 

Dette kapitel har som ambition at opstille en idealstrategi til bekæmpelse af terrorisme på 

Afrikas Horn, hvorved der svares på arbejdsspørgsmål III. 

Som diskuteret i kapitel 3 kan tilgange til bekæmpelse af terrorisme identificeres på forskellige 

måder, afhængig af teoretisk ståsted. Dersom man – i lighed med dette speciale – 

ikke på forhånd låser sig fast på en teoretisk retning haves overordnet to perspektiver på 

terrorisme, der kan tjene som grundlag, hvorpå en sammenhængende og holistisk funderet 

idealstrategi kan opstilles. En sådan samlet strategi skal altså indeholde elementer af 

militære løsninger til løsning af akutte opgaver samt en dybereliggende og varig fjernelse 

af terrorismens Root Causes. 

4.1. Kriterier for valg af idealstrategi. 

Terrorisme kan grundlæggende operere på tre niveauer; det lokale eller intrastatslige niveau, 

det regionale niveau eller det globale niveau. 77 Dette er nyttigt at iagttage ved design 

af en idealstrategi til bekæmpelse af terrorisme. Det vil næppe være muligt fuldstændig 

at eliminere truslen om terror på alle niveauer. Man kan derfor hævde, at en strategi – 

med amerikanske eller vestlige øjne – bør fokusere på at bekæmpe det globale niveau af 

terrorismen først for siden at tage sig af det regionale og efterfølgende det lokale niveau. 

Det vil imidlertid være en forsimplet fremstilling og i sidste ende næppe føre til det endelige 

mål; at bekæmpe den globale terrorisme. Ved at fokusere primært på den globale terrorisme 

og negligere de to underliggende niveauer risikerer man nemt, at lokale eller regionale 

problemer hurtigt ekspanderer og bliver til ukontrollable globale sikkerhedsrisici. Et 

godt eksempel på dette er den israelsk-palæstinensiske konflikt, der reelt er en lokal konflikt, 

der har ekspanderet til at have regionale og siden globale implikationer. 

Den amerikanske forsker Robert Tynes har anført, at der grundlæggende findes fire områder, 

indenfor hvilke terrorisme kan bekæmpes; terroristers kapaciteter, terroristers intentioner, 

forsvar mod terrorister og bekæmpelse Root Causes til terrorisme. Tynes anfører, at 

den amerikanske strategi til bekæmpelse af terrorisme i Afrika primært omhandler de første 

tre områder, mens det fjerde, Root Causes til terrorisme, sjældent adresseres. En idealstrategi 

bør derfor tage højde for alle fire elementer som beskrevet af Tynes. 78 Man kan 

med andre ord hævde, at Tynes gør sig til talsmand for en liberal inspireret strategi, der 

går videre end de ortodokse teorier. 

Ved udarbejdelsen af en idealstrategi kan der med udgangspunkt i Tynes´s teori opstilles 

en række kriterier, der bør opfyldes: 

For det første skal strategien anvende det fulde spektrum af relevante virkemidler til rådighed, 

det vil sige anvendelse af såvel militære som økonomiske og politiske midler. 

76 

Termen ideel skal i denne sammenhæng forstås som den bedst egnede blandt de mulige valg, hvilket i 

nogle sammenhænge kan være ensbetydende med den mindst ringe. Med ideel menes derfor ikke utopisk. 

77 

Robbins (2003): p. 76. 

78 

Tynes (2006): p. 110. 


30


For det andet skal strategien fokusere på mere grundlæggende årsager – Root Causes – 

til terrorisme. 

Og endelig for det tredje skal teorien fokusere på en offensiv og defensiv bekæmpelse, 

herunder beskyttelse af potentielle mål for terrorisme. 79 

4.2. Valg af idealstrategi. 

Generelt er udvalget af færdige strategier til rådighed inden for terrorbekæmpelse begrænset. 

Der er dog udarbejdet enkelte strategier, men de fleste er for specifikke i deres 

fokusering på et enkelt geografisk område. Ligeledes er der på markedet en del amerikanske 

strategier, der dog næsten alene fokuserer på militære løsninger og anvender krigsmetaforen 

som et centralt element af deres argumentation. 80 Dermed ikke sagt, at militær 

bekæmpelse ikke kan være nødvendig, men blot at en strategi i sine virkemidler bør være 

alsidig og holistisk i sin tilgang. Der bør altså anvendes en ”Grand Strategy” tilgang, hvori 

det militære instrument blot er et af flere ligestillede instrumenter, der skal sikre opnåelse 

af det strategiske endemål. 

Et ofte citeret bidrag er den amerikanske professor Barry R. Posen´s 81 strategi fra 2001, 

der angiver generelle retningslinjer til bekæmpelse af terrorisme i den fjerde fase. 82 Strategien 

er skrevet efter den 11. september 2001 og fokuserer på bekæmpelse af internationale 

netværksorganisationer som Al Qaeda. Strategien opfylder de ovenover listede generelle 

kriterier, bortset fra adressering af de mere grundlæggende Root Causes. Strategien 

er på denne måde en repræsentant for den ortodokse teoretiske skole. 

Posen´s strategi vil derfor blive suppleret med tiltag med udgangspunkt i de mere liberale 

teorier om Root Causes for at danne modvægt til den klassiske ortodokse teori som argumenteret 

i punkt 3.1. 

Posen er opmærksom på sin strategis begrænsninger. Han anfører, at USA og dets allierede 

næppe nogensinde helt og holdent kan eliminere truslen fra Al Qaeda, men man kan 

formentlig reducere problemet til udelukkende at omfatte diverse desperate, udmattede og 

isolerede grupper uden meget håb om succes. 83 

Posen anfører, at i denne krig vil diplomati vare længere end militære løsninger. Og inden 

for den militære sfære vil defensive operationer være mere effektive end offensive operationer 

eller straffeoperationer. 84 Dog afskriver Posen på ingen måde brug af offensiv militær 

magt, snarere tværtimod, men brug af militær magt skal ses som et af mange virkemidler i 

en palette af muligheder. 

4.2.1. Barry R. Posen´s strategi. 

Barry Posen´s strategi til bekæmpelse af international terrorisme kan opdeles i fem hovedgrupper: 

• Opbygning af alliancer. 

• Prioritering af ressourcer. 

79 

Defensiv bekæmpelse omfatter tiltag til beskyttelse af potentielle terrormål i USA. Defensiv bekæmpelse 

falder således uden for dette speciales problemfelt og vil ikke blive behandlet yderligere. 

80 

Se eksempelvis Howard & Sawyer (2004). 

81 

Barry R. Posen er professor i Political Science tilknyttet the Security Studies Program ved Massachusetts 

Institute of Technology. 

82 

Posen (2001): p. 39 ff. 

83 

Ibid: p. 42. 

84 Ibid. 


31

• Efterretningsvirksomhed. 

• Offensiv bekæmpelse. 

• Defensiv bekæmpelse. 


4.2.1.1. Opbygning af alliancer. 

Posen anser opbygningen af stabile alliancer i terrorbekæmpelsen for at være af afgørende 

betydning. Uanset hvor stærk en militær magt USA måtte besidde, er tilstedeværelsen 

af lokale allierede essentielt for lokalt at kunne bekæmpe terrororganisationer, hvor de 

måtte have til huse. Posen anfører, at terrorisme må bekæmpes, hvor den har rod, men 

det vil ikke altid være ønskeligt eller muligt for USA selv at foretage den aktive bekæmpelse. 

85 Ofte vil allierede militære styrker eller politi være langt mere velegnede til at foretage 

den aktive bekæmpelse indenfor et lands egne grænser i forhold til amerikanske styrker. 

Lokalt kendskab vil reducere risikoen for Colatteral Damage ved en militær bekæmpelse, 

og de politiske implikationer ved eventuel Collateral Damage vil antagelig være mindre, 

dersom et mislykket angreb er foretaget af lokale. 86 Ligeledes vil selve den amerikanske 

involvering i mange lande være en kilde til uro og fjendskab blandt den lokale befolkning. 

Man accepterer så at sige, at krigen mod terror er legitim, men kun så længe den foretages 

af egne myndigheder. I det øjeblik den konkrete bekæmpelse foretages af amerikanske 

tropper, kan der være en latent risiko for, at befolkningens støtte til bekæmpelse af 

terrorisme lokalt vil forsvinde. 

Opbygning af alliancer er tillige vigtigt for at sikre generel legitimitet af USA´s operationer 

ikke mindst i regioner, hvor USA´s position ikke er populær. Kampagner bør ikke få karakter 

af ”korstog”, der gennemføres af Vesten mod den muslimske verden. Derfor er lokale 

allierede vigtige for at undgå uheldige associationer til ”a Clash of Civilizations”. 

Ved opbygningen af alliancer er det af største vigtighed, at USA er opmærksom på lokale 

konflikter. Det vil være uheldigt at benytte sig af en stat til eksempelvis opstilling af baser, 

hvis dette påvirker befolkningens holdning til terrorbekæmpelse i tredjeland. Det er således 

af stor betydning, at den lokale befolkning forstår formålet med kampen. 87 Denne forståelse 

må ikke forplumres i kraft af tvivlsomme alliancer med en kontroversiel nabo, der 

under dække af kampen mod terrorisme vil kunne høste militære eller politiske fordele i 

forhold til sit naboland. 

USA bør nøje være sig andre aktørers perception af landet bevidst. Landet har brug for 

venner. Ofte har USA handlet mod andre og vigtige landes interesser for at opnå isoleret 

set beskedne fordele. Eksempler på dette er blandt andet Kosovo-konflikten, hvor USA 

kom på betydelig kollisionskurs med Rusland og Kina. 88 Også Irak-spørgsmålet har medført, 

at USA i manges øjne har lidt et prestigetab, der kan vanskeliggøre den generelle 

kamp mod terror. Det er så at sige blevet sværere for en række stater at være USA´s nære 

allierede i kampen mod terror som en konsekvens af USA´s intervention i Irak. USA kan 

derfor have et behov for at nedtone sin udenrigspolitiske retorik for at vedligeholde og 

skabe en dialog med potentielle allierede, der vakler i troen. 

USA skal derfor nøje overveje sine udenrigspolitiske handlinger. Kortsigtede gevinster i 

kampen mod terrorisme kan være på bekostning af langsigtede løsninger. Kortsigtede og 

hårdtslående løsninger kan have en radikaliserende effekt og give potentielle terrorister 

det afgørende motiv til aktiv indsats. Sagt meget firkantet og noget polemisk skal USA væ- 

85 

Posen (2001): p. 43. 

86 

Ibid. 

87 

Ibid. 

88 

Ibid: p. 52. 


32


re klar over, at man i kraft af sine metoder i krigen mod terror risikerer at skabe nye terrorister 

hurtigere, end man kan lokalisere og neutralisere gamle terrorister. 

4.2.1.2. Prioritering af ressourcer. 

En god strategi kræver hård og intelligent prioritering af rådige ressourcer, der som oftest 

vil være begrænsede. 89 Det er derfor nødvendigt at målrette ressourcerne mod de steder, 

hvor truslen er størst. Følgelig må USA koncentrere sig om Al Qaeda, idet man også holder 

andre organisationer under observation. Ligeledes må USA fokusere indsatsen på de 

stater, der mere eller mindre åbenlyst sponserer eller huser netværket. 

Posen anfører, at den politiske ledelse i stater, der huser terrorister, kan være splittet over 

visdommen af den førte sponsorpolitik. USA skal derfor søge at påvirke disse stater, til at 

ændre deres politik på området og overbevise dem om det ufornuftige i fortsat at huse eller 

sponsere terrorisme. Regimer skal således gives en realistisk mulighed for at efterkomme 

USA´s krav før militære optioner bliver effektueret. Atter understreges diplomatis 

overlegenhed i forhold til militær intervention. 90 Dog skal USA være rede til at omgå lokale 

regimer, der enten ikke kan eller vil ophøre med at sponsere eller huse terrorisme. Svaret 

på dette vil ofte blive tvunget til at være militært. Ligeledes skal USA være rede til at benytte 

sig af den militære option overfor regimer, der åbenlyst støtter Al Qaeda. På samme vis 

må USA prioritere sine muligheder for at slå til når chancen for at ramme betydelige Al 

Qaeda mål pludselig opstår. Dette kræver igen, at indsatsen prioriteres til de områder, 

hvor et sådant ”Target of Opportunity” med størst sandsynlighed vil dukke op. 

Som nævnt ovenfor har USA behov for venner i sin kamp. USA må derfor nøje prioritere 

blandt sine udenrigspolitiske initiativer for at sikre, at potentielle allierede ikke bliver stødt 

og eventuelt vender sig mod USA. 91 Enhver udenrigspolitisk handling skal nøje overvejes 

og undersøges for eventuelle implikationer på krigen mod terror. 

4.2.1.3. Efterretningsvirksomhed. 

Indhentning af valide efterretninger er et nøgleelement i Posen´s strategi. Uanset hvor effektiv 

en kampagne man fører, vil intelligent anvendelse af egne ressourcer i retning af de 

største trusler være påkrævet. I denne sammenhæng spiller efterretningsindhentning en 

væsentlig rolle. Efterretninger tjener grundlæggende to formål. Dels er de essentielle for 

effektivt at dirigere en offensiv kampagne mod terroristers opholdssteder og planlægningsfaciliteter, 

dels tjener efterretninger til at give et varsel, hvorved man i et vist omfang kan 

træffe foranstaltninger til at afværge et truende angreb. Man taler i den sammenhæng om 

offensiv indhentning versus defensiv indhentning afhængig af det overordnede formål. 

Med effektive efterretninger på såvel taktisk som operativt/strategisk niveau vil man bedre 

kunne dirigere sine som oftest sparsomme ressourcer i de retninger, hvor direkte indsats 

er påkrævet. Man kan med andre ord overgå til en ”Intelligence Driven” operationsform, 

hvor en mere målrettet koordinering med fremmede efterretningstjenester er af stor betydning. 

USA kan sin størrelse til trods ikke være til stede overalt. Ligeledes er der formentlig 

oplysninger, som ikke gives direkte til amerikanere, men som først kan videregives via lokale 

mellemmænd. De nationale efterretningstjenester vil ofte, selv i mindre udviklede lande, 

råde over helt afgørende efterretninger, som ikke vil være tilgængelige for andre nationer. 

Et samarbejde med de forskellige nationale efterretningstjenester samt lokale kilder er 

derfor af stor betydning for, at USA kan skabe et validt efterretningsbillede, hvorpå der kan 

89 Posen (2001): p. 43. 

90 Ibid: p. 44. 

91 Ibid: p. 51. 


33


træffes fornuftige beslutninger. USA bør dog være i stand til selvstændigt at filtrere og fortolke 

de modtagne oplysninger. Herunder bør USA nøje tolke eventuelle motiver, der kan 

ligge bag videregivelse af efterretninger, herunder et ønske om at italesætte en fjende som 

en regional terrortrussel eller en trussel direkte mod USA. Er USA ikke opmærksom på 

dette, risikerer landet at blive trukket ind i en konflikt under dække af kampen mod terror. 

USA skal altså forholde sig kritisk til enhver efterretning, der angiveligt indikerer terrorisme 

og nøje teste efterretningens validitet og undersøge for andre motiver hos kilden. 

Koordinering af efterretninger må tillægges stor betydning. Hver for sig besidder de enkelte 

landes efterretningstjenester og sikkerhedsapparater ofte kun fragmenter, der sammen 

med andre fragmenter giver det komplette billede. Også af denne grund er det vigtigt for 

USA at erkende, at uden allierede, der er villige til at dele oplysninger, vil kampen mod 

terrorisme blive vanskelig. 

Efterretninger er altså vigtige, men det er essentielt at forstå, at selv de bedste efterretninger 

kan fejle. Derfor giver et nok så effektivt efterretningsregime ikke 100 procent sikkerhed 

for at opdage alt i tide, hvorfor efterretningsindsatsen naturligvis må kombineres med 

andre elementer i en samlet strategi. 

4.2.1.4. Offensiv bekæmpelse. 

Hvad enten man kan lide det eller ej, er offensiv bekæmpelse af terrorisme en uundværlig 

del af enhver troværdig strategi. USA skal være rede til at anvende militær magt i de tilfælde, 

hvor andre løsninger ikke har vist sig at være effektive. Militær magt spænder imidlertid 

over et bredt spektrum af virkemidler. Militær magtanvendelse omfatter således relativt 

beskedne operationer såsom generelle overvågningsoperationer i stil med Task Force 

150 aktiviteterne i det arabiske hav til langvarige offensive operationer som interventionen 

i Afghanistan i 2001. Anvendelse af det militære instrument bør ske med intelligent lempe. 

I forhold til enkelte regimer, der støtter eller huser terrorister – eksempelvis Sudan i 

1990erne – kan alene truslen eller et mindre kirurgisk præcisionsangreb medføre de ønskede 

virkninger. I andre tilfælde vil mere robuste militære operationer være nødvendige. 

Anvendelsen af det militære instrument bør kun ske efter en nøje vurdering af eventuelle 

skadevirkninger lokalt og globalt. Truslen om anvendelse af det militære instrument skal 

på den ene side være troværdig, men alligevel opfattes som en ekstraordinær undtagelse 

fra det politiske og diplomatiske normalbillede. 

Man taler ofte om, at man militært skal søge at afskrække terrorister fra at begå terror. Det 

er imidlertid tvivlsomt, om det overhovedet er muligt at afskrække en fanatisk terrorist, der 

er opsat på at gennemføre sit forehavende. Over for en sådan gruppe af personer synes 

afskrækkelse ikke at have den store effekt. Derimod giver det mening at bruge militær afskrækkelse 

over for stater, der huser eller sponserer terrorisme. Idet det forudsættes, at 

stater som udgangspunkt handler rationelt, er det naturligt, at en rationel stat vil kunne trues 

militært til at opgive en støtte til terrorisme, dersom omkostningerne ved denne fortsatte 

støtte bliver for store. 

4.2.1.5. Defensiv bekæmpelse. 

Ved defensiv bekæmpelse forstås i denne sammenhæng implementering af hjemlige foranstaltninger 

til bekæmpelse af terrorismes virkninger i eget land. Eksempler herpå kunne 

være iværksættelse af særlige antiterrortiltag i national lovgivning, øget hjemlig efterretningsvirksomhed, 

bedre efterforsknings- og overvågningsbeføjelser til politiet og lignende. 

Emnet falder uden for specialets problemfelt og vil ikke blive yderligere behandlet. 


34


4.3. Supplerende emner i forhold til Posen´s strategi. 

Foruden Posen´s strategi er der yderligere elementer, der skal medtages for at strategien 

kan betegnes som ideel. Disse ekstra elementer er identificeret med baggrund i de opstillede 

kriterier for en idealstrategi, med udgangspunkt i en holistisk tilgang til bekæmpelse af 

terror. 

4.3.1. Behandling af Root Causes. 

Et væsentligt element i enhver strategi til langsigtet imødegåelse af terrorisme er fjernelse 

af de såkaldte Root Causes, det vil sige grundlæggende årsager til, at terrorisme opstår. 

Uanset hvor effektiv en ren militær kampagne er, vil den naturligt komme til kort, dersom 

Root Causes ikke identificeres og imødegås. 

Hvordan behandles disse Root Causes? Dette tilsyneladende simple spørgsmål er ikke 

desto mindre vanskeligt at besvare. Megen forskning antyder imidlertid, at langt de fleste 

Root Causes skal findes i det lokale miljø. 92 Dette betyder, at effektiv terrorbekæmpelse i 

en region eller en stat skal ses i en lokal kontekst. Grundlæggende forståelse for denne 

lokale kontekst, herunder forståelse af lokale normer, institutioner og værdier, er derfor 

afgørende for en effektiv terrorbekæmpelse i det pågældende land. 

Som anført i kapitel 3 er følgende Root Causes identificeret, idet State Failure som Root 

Cause kan diskuteres: 

• Tilstedeværelse af fremmede tropper. 

• Islamisme. 

• State Failure. 

Med 95 procent af verdens selvmordsangreb foretaget i lande med fremmede tropper udstationeret, 

er en sammenhæng mellem terrorisme og tilstedeværelsen af fremmede 

tropper i et land sandsynlig. Dermed ikke være sagt, at tilstedeværelsen af fremmede 

tropper i sig selv nødvendigvis er den grundlæggende faktor. Snarere er der tale om en 

katalyserende faktor, der udløser et dybereliggende problem. Tallet er dog tankevækkende. 

Der synes således at være en tydelig kausal sammenhæng mellem udstationering af 

fremmede tropper og omfanget af terrorisme i det pågældende land, og denne sammenhæng 

bør en idealstrategi til bekæmpelse af terrorisme tage højde for. Med andre ord skal 

man være varsom med at udstationere fremmede tropper til bekæmpelse af terrorisme, da 

man reelt risikerer at forstærke det problem, men ønsker at løse. Fremmede tropper risikerer 

således nemt at blive en del af problemet frem for en del af løsningen. Fremmede tropper 

kan imidlertid være nødvendige for at fremme en løsning af et lokalt terrorproblem, 

men benyttelse af denne option bør foretages efter en grundig analyse af problemets natur 

og dybereliggende årsag. Om muligt bør fremmede tropper holde lav profil og overlade 

den direkte kontakt til lokalbefolkningen til lokale tropper. 

Strategien bør bekæmpe islamisme i den form, der inspirerer til terrorisme. Dog er det et 

spørgsmål, om islamisme i sig selv skaber terrorisme, eller blot er katalysator for en utilfredshed, 

der ulmer i forvejen. Man kan ligeledes hævde, at tilstedeværelsen af fremmede 

tropper i visse tilfælde kan have en direkte radikaliserende effekt på en ellers moderat 

92 Cilliers (2006): p. 59. 


35


muslimsk befolkning. Ved bekæmpelse af islamisme skal strategien tage højde for terrorismens 

forskellige motiver, den såkaldte komplekse motivation. 

Et af de vigtigste elementer i bekæmpelse af State Failure er givet bekæmpelse af fattigdom, 

men fattigdom som fænomen skaber næppe i sig selv terrorisme. Der er mange eksempler 

på fattige lande, der ikke associeres med terrorisme. Omvendt synes fattigdom at 

være en væsentlig forudsætning for at radikale tanker kan slå rod i et omfang, der er af 

betydning. Har man et godt liv at miste, er sandsynligheden for at ville ofre dette liv i en 

højere sags tjeneste sandsynligvis mindre, end dersom livet er hårdt og byrdefuldt. Logikken 

i argumentationen er, at jo flere tilfredse borgere desto mindre rekrutteringsgrundlag til 

radikale bevægelser. 

Dette sagt, er det gode liv ikke i sig selv en garanti for, at radikale tanker ikke udvikles og 

eventuelt perverterer til terrorisme. Osama Bin Laden voksede som bekendt op i en af 

Saudi Arabiens rigeste familier og har vel haft alle muligheder for opretholdelse af det gode 

liv. Ligeledes har de senere år afsløret en række tilsyneladende velfungerende og velstillede 

unge muslimer i vestlige storbyer, der ikke desto mindre er blevet mere og mere 

radikaliserede. 

For så vidt angår Somalia er bekæmpelse af fattigdom af stor betydning, dersom man 

vælger at stække de muslimske domstole. Disse domstole har, alt andet lige, skabt en vis 

form for orden i et ellers kaotisk land. Det er derfor vigtigt, at erstatte disse domstoles resultater 

med hurtig indsats for at forbedre levevilkårene for den almindelige somaliske borger. 

Kun derved kan man komme de islamiske domstole i forkøbet og udfylde det sikkerhedsvakuum, 

som opstår. Og kun derved kan man erodere støtten til de islamiske domstole 

og undgå radikalisering af befolkningen. 

Som angivet er sammenhængen mellem de tre nævnte Root Causes kompleks. Det synes 

godtgjort, at tilstedeværelsen af én af de tre Root Causes ikke nødvendigvis skaber terrorisme. 

Ofte er samspillet mellem de tre Root Causes en synergi, hvor de tre hver for sig 

nærer og forstærker hinanden. Eksempelvis vil State Failure kunne føre til fattigdom, der 

igen kan føre til islamisme, der vil kunne føre til konflikt og udstationering af fremmede 

tropper, der atter vil føde islamisme og så fremdeles. 

4.4. Sammenfatning: Den identificerede idealstrategi. Barry Posen´s strategi suppleret 

med yderligere tiltag. 

Med udgangspunkt i det ovenover beskrevne kan idealstrategien herefter opsummeres til 

at bestå af følgende hovedpunkter: 

• Opbygning af alliancer. 

• Prioritering af ressourcer. 

• Efterretningsvirksomhed. 

• Offensiv bekæmpelse. 

• Defensiv bekæmpelse. 93 

• Minimering af udstationering af fremmede tropper. 

• Bekæmpelse af islamisme. 

• Bekæmpelse af State Failure. 

93 Defensiv bekæmpelse behandles ikke yderligere i dette speciale. 


36


Det efterfølgende kapitel vil analysere USA´s konkrete politik i regionen Afrikas Horn med 

udgangspunkt i de beskrevne hovedpunkter i idealstrategien. I hvor høj grad er der overensstemmelse 

mellem den identificerede strategi og den førte politik? 


37


5. Kapitel. 

IDEALSTRATEGIEN KONTRA DEN KONKRET FØRTE POLITIK 

Dette kapitel vil sammenligne den identificerede idealstrategi med de konkrete handlinger, 

USA foretager i relation til Afrikas Horn, med fokus på Somalia. Eventuelle diskrepanser 

kortlægges, og kapitlet vil på denne vis lede frem til besvarelse af arbejdsspørgsmål IV, 

hvorefter der foretages en vurdering af den amerikanske politiks effektivitet. Dette gøres 

med udgangspunkt i dette speciales definition af effektivitet jf. kapitel 1. 

5.1. Opbygning af alliancer. 

Opbygning af alliancer synes at være et væsentligt element i den amerikanske politik i forhold 

til Afrikas Horn. Selv lande, der rummer mange lighedspunkter med de definerede 

slyngelstater 94 har ikke følt samme hårde retorik som eksempelvis lande som Iran og Syrien. 

Eksempelvis Sudan, der næppe kan siges at tilhøre inderkredsen af amerikanske internationale 

favoritter, men som ikke desto mindre har indgået en række aftaler og reelt 

samarbejder med USA i et vist omfang. 95 

5.1.1. Etiopien. 

Et oplagt eksempel på opbygning af en stabil alliance i regionen er USA´s forhold til Etiopien. 

Landet ses af mange som en frontnation i kampen mod islamistiske tilbøjeligheder i 

Somalia. Etiopien har længe befundet sig i et konfliktfyldt forhold til Somalia. Striden om 

Ogaden området er i denne sammenhæng central. Etiopien er religiøst blandet med omkring 

50 procent muslimer og omkring 50 procent kristne, men landets regerende elite er 

primært kristen. På denne baggrund kan Etiopiens frygt for en spredning af Islamistisk indflydelse 

i Etiopien ses. En spredning vil på sigt kunne true den nuværende etiopiske regerings 

magtbase. 

USA støtter den etiopiske regering finansielt og militært og betragter landet som sin vigtigste 

allierede i regionen. 96 Den amerikanske præsident har demonstreret det gode forhold 

ved at invitere premierminister Meles til Washington i 2002 for at diskutere en strategi til 

bekæmpelse af terrorisme i regionen. Endvidere har højtstående amerikanske officerer 

besøgt Addis Ababa, blandt andet chefen for US. Central Command. 97 

Etiopien har også vist stor imødekommenhed i forhold til den amerikanske kamp mod terror 

og krigen i Irak. Således var Etiopien ét af i alt fire afrikanske lande, der officielt støttede 

den amerikanske invasion i Irak i 2003. 98 Visdommen i denne tilslutning til koalitionen 

af villige stater kan diskuteres. Med en delikat religiøs balance i landet synes regeringen i 

Addis Ababa at manøvrere i et minefelt. Med en synlig stillingtagen til fordel for USA i en 

yderst kontroversiel krig risikeres meget let, at den muslimske befolkningsgruppe i landet 

tager yderligere afstand til den kristne regering og radikaliseres yderligere. Dette fører til et 

paradoksalt problem, der illustrerer hvor forsigtigt USA må gå i forhold til sine allierede i 

regionen. Spørgsmålet er om USA til syvende og sidst ikke var bedre tjent med, at Etiopi- 

94 

Defineret af Præsident Bush i 2002 som værende Irak, Iran og Nordkorea. 

95 

Carney (2005): p. 119. 

96 

Shinn (2005): pp. 110-111. 

97 

Ibid. 

98 

De afrikanske lande, der støttede den amerikansk anførte invasion var Etiopien Eritrea, Rwanda og Ugan- 

da. 


38


en ikke støttede USA´s kontroversielle militære operationer så åbenlyst? En neorealistisk 

betragtning synes at give svaret. Etiopiens symbolske og udelukkende moralske støtte til 

USA i Irak-spørgsmålet giver realpolitisk ingen relative gevinster til USA. Tværtimod synes 

den uforbeholdne støtte at kunne skabe interne problemer i Etiopien, der på længere sigt 

ikke er til USA´s fordel. Problemet er imidlertid, hvordan man beder en allieret om at holde 

lidt igen med sin støtte? Deri ligger en vanskelig diplomatisk udfordring. 

Hvad skyldes denne etiopiske ivrighed for at tækkes USA? Er det reelt kampen mod den 

transnationale terrorisme, der er den sande bevæggrund, eller skal støtten begrundes af 

andre årsager? Dette er i sidste ende et politisk spørgsmål, men et validt motiv synes at 

være den stedse konfliktfyldte relation til Somalia. Denne konflikt handler i et etiopisk perspektiv 

nok snarere om Ogaden spørgsmålet end et reelt ønske om at bekæmpe international 

terrorisme. Etiopien har derfor en interesse i at italesætte det islamiske miljø i Somalia 

som en terrortrussel. Ikke mindst organisationen Al-Ittihad er mål for Etiopiens beskyldninger 

om terrorrelationer, men afgørende beviser for en direkte forbindelse mellem Al- 

Ittihad og Al- Qaeda synes at mangle. 99 Ligeledes kan etiopisk støtte til diverse krigsherrer 

i Somalia også få fatale konsekvenser for regionen. De mange krigsherrer bidrager til at 

gøre situationen ustabil og kan medvirke til at polarisere Somalias befolkning og radikalisere 

ellers moderate kræfter. 

USA bør notere sig disse motiver. I modsat fald risikerer man at stimulere en regional konflikt 

under dække af kampen mod terror. Dette kan meget vel vise sig at have en radikaliserende 

effekt på befolkningen i Somalia og derved vise sig at være kontraproduktivt i forhold 

til amerikanske interesser i regionen. 

5.1.2. Eritrea. 

Et andet eksempel på en alliancepartner er Eritrea, der på visse områder, ikke mindst i 

religiøs sammensætning, ligner Etiopien. Landet løsrev sig fra Etiopien i 1991 og blev efterfølgende 

af FN anerkendt som selvstændig stat i 1993. 100 Eritrea har en geo-strategisk 

position af stor betydning. Landet kan sammen med nabolandet Djibouti reelt kontrollere 

den sydvestlige del af det Røde Hav, hvis strategiske betydning for Vesten næppe kan 

undervurderes. Ligeledes udgør Eritrea en mulighed for en fremskudt position i forhold til 

potentielt problematiske stater som Yemen og eventuelt Saudi Arabien. 

USA har da også valgt at have gode relationer til Eritrea, der dog vanskeliggøres af konflikten 

mellem Eritrea og Etiopien. Dette fordrer, at USA går en vanskelig diplomatisk balancegang 

mellem sine to allierede. Skulle USA blive tvunget til at vælge side i konflikten 

mellem Etiopien og Eritrea vil USA´s valg formentlig falde på den regionale stormagt Etiopien, 

der trods alt er af størst betydning for USA´s fortsatte bestræbelser på at hindre Somalia 

i at udvikle sig i en uheldig retning. Ligeledes må Etiopien betragtes som den eneste 

stat i regionen, der reelt er i stand til at afbalancere Sudan. 

Eritreas konflikt med Etiopien giver sig også udslag i en ellers ulogisk støtte til islamisterne 

i Somalia. Dette skal dog ikke tolkes som en støtte til islamismen eller Somalia som sådan, 

men snarere som en stedfortræderkrig mod Etiopien. Princippet om, at min fjendes fjende 

er min ven forekommer i denne sammenhæng at være plausibelt. Dette understreger igen 

regionens kompleksitet. Hvad der ved første øjekast kan synes at være en etnisk eller religiøst 

motiveret konflikt afslører ved en ved en nærmere analyse at have andre og dybereliggende 

motiver. 

99 Davis (2004): p. 107. 

100 Connell (2005): pp. 64-65. 


39


5.1.3. Djibouti. 

Et tredje eksempel på en allieret i regionen er Djibouti. I lighed med Eritrea er Djibouti interessant 

først og fremmest på grund af sin geostrategiske beliggenhed med direkte adgang 

til det vigtige maritime knudepunkt Bab El Mandeb. Landet er en fattig lilleputstat med kun 

ca. 750.000 indbyggere. 101 Djibouti bliver af USA betegnet som en nøgleallieret i kampen 

mod terror. 102 Sammen med den tidligere koloniherre Frankrig benytter USA sig af basefaciliteter 

i Djibouti, ikke mindst havnen i hovedstaden, der er udgangspunkt for Task Force 

150. Som en del af Operation Enduring Freedom gennemfører denne flådestyrke patruljer 

primært i farvandet ud for Somalia for at kontrollere de maritime adgangsveje til og 

fra Somalia samt eskorterer en sårbar skibstrafik gennem det smalle stræde ved Bab El 

Mandeb. 

Ligeledes er Djibouti base for omkring 2000 amerikanske soldater, der udgør Combined 

Joint Task Force Horn Of Africa. Opgaven for denne styrke er primært at forbedre amerikanernes 

omdømme i regionen ved at vinde de lokales ”Hearts and Minds”. 103 Dette gøres 

ved at gennemføre forskellige projekter såsom skolebyggeri, sikring af rent drikkevand og 

lignende tiltag. 

Djiboutis betydning i kampen mod terrorisme i regionen udgøres først og fremmest af landets 

betydning som base for USA´s operationer i regionen. Landets lidenhed gør Djibouti 

mindre betydningsfuldt i kampen mod terrorisme set i et bredere perspektiv. Hvad der 

konkret sker i Djibouti vurderes kun i beskedent omfang at have regionale implikationer. 

Landets beskedne størrelse synes at give god forklaringskraft i forhold til USA´s valg af 

Djibouti som base. Med en lille befolkningsgruppe kan tilstedeværelsen af amerikanske 

tropper i princippet ikke fornærme så mange muslimer, som det havde været tilfældet, 

dersom USA havde valgt et større land i regionen som base for sine militære aktiviteter. 

Man kan dog ikke undgå at bemærke, at USA kun har 2000 mand indsat i denne form for 

aktivitet. Sammenligner man med antallet af amerikanske tropper, der er indsat i Afghanistan 

og ikke mindst Irak er tallet forsvindende, hvilket leder til den slutning, at projektet 

med at vinde regionens ”Hearts and Minds” er mindre helhjertet. 

5.1.4. Sudan. 

De fleste vil næppe kalde Sudan en allieret med USA i krigen mod terror, og landet er som 

den eneste nation på Afrikas Horn at finde på den amerikanske liste over stater, der sponserer 

international terrorisme. 104 Det vil derfor formentlig virke overraskende på mange, at 

USA reelt har et ganske omfangsrigt samarbejde med Sudan om bekæmpelse af terrorisme, 

herunder ikke mindst udveksling af information. Sudan har tidligere haft et yderst belastet 

forhold til USA som følge af landets husning af Osama Bin Laden i 1990erne. Dette 

afstedkom et amerikansk angreb på træningsfaciliteter for terrorister i 1996, hvorefter regeringen 

i Khartoum tvang Bin Laden og hans folk til at forlade Sudan. 

Siden 2000 har Khartoum tilladt et mindre hold af amerikanske terroreksperter at operere i 

landet, ligesom regeringen har underskrevet alle 12 internationale konventioner om bekæmpelse 

af terrorisme. 105 På denne måde har USA ved forhandling og samtale samt naturligvis 

en særdeles realistisk trussel om militær aktion tilsyneladende fået et problem un- 

101 Schermerhorn (2005): pp. 50. 

102 Ibid: pp. 50-51. 

103 Paterson (2006): p. 34. 

104 Carney (2005): p. 119. 

105 Ibid: p. 121. 


40


der kontrol i et land, der i 1990erne blev opfattet som en terroristrede og et stedse mere og 

mere radikaliseret samfund. 

5.1.5. Kenya. 

Sammen med Etiopien udgør Kenya USA´s vigtigste allierede i regionen. 106 USA har et 

godt forhold til landet, der udgør et strategisk bolværk i forhold til at inddæmme eventuelle 

islamistiske kræfter fra den nordlige nabo Somalia. Kenyas økonomi er vigtig for hele regionen 

og landet er, efter østafrikanske forhold, forholdsvis veludviklet for så vidt angår infrastruktur 

og kommunikation. 107 Dette gør ironisk landet sårbart over for at blive udnyttet 

af transnationale terrorgrupper. USA og Kenya er sig denne risiko bevidst og har et efter 

sigende godt praktisk samarbejde om terrorbekæmpelse. Dette praktiske samarbejde illustreres 

blandt andet af træning af Kenyas sikkerhedsstyrker i regi af det amerikanske International 

Military and Training Programme. 108 

5.1.6. Delkonklusion: Opbygning af alliancer. 

USA har haft en vis succes med opbygning af alliancer i regionen. Man bevæger sig på 

kattepoter i regionen i en vanskelig balancegang mellem regionens komplekse konflikter, 

der ikke kan relateres til kampen mod terrorisme. Valg af alliancer bør dog konstant underkastes 

revision for at sikre, at alliancen er hensigtsmæssig. Ikke mindst alliancen med 

Etiopien bør USA vurdere kritisk og undersøge for eventuelle implikationer i relation til islamiske 

følelser i regionen. Implikationer, som kan medvirke til en radikalisering, der ellers 

synes delvis under kontrol. 

5.2. Prioritering af ressourcer. 

USA´s politik er først og fremmest fokuseret på at bekæmpe Al-Quada og grupper af lignende 

beskaffenhed. Man fokuserer derfor på bekæmpelse af den transnationale terrorisme 

og i mindre grad på lokal terrorisme. Dette kan ses som et tegn på prioritering. 

Endvidere er der eksempler på, at man forsøger at påvirke de forskellige regeringer, ikke 

mindst Khartoum, ad diplomatisk vej, frem for at benytte det militære instrument. Dette er 

naturligvis sympatisk, men også et udtryk for prioritering af ressourcer. USA´s militære 

kapaciteter er udnyttet til det yderste, og yderligere militære engagementer synes ikke mulige 

i større omfang. De få militære styrker man har indsat er beregnet til at vinde den lokale 

befolknings ”Hearts and Minds”. Dette gøres i regi af Combined Task Force Horn of 

Arfrica, der siden 2002 har bygget 52 skoler, 6 hospitaler, 21 medicinske klinikker og gravet 

21 brønde. 109 

Disse tal kan ses som et udtryk for, at man prioriterer de bløde opgaver frem for brug af de 

mere hårdtslående klassiske militære instrumenter. For det amerikanske militær er det 

givet en operationsform, man skal vænne sig til, men en holdningsændring synes at være 

på vej. Således betegner den nuværende chef for styrken denne type operationer som 

”the future model for the Global War on Terror.” 110 

Dog synes 2000 mand ikke at række langt i en region, der er plaget af massiv fattigdom, 

og den relativt beskedne styrke kan foranledige til den konklusion at indsatsen reelt ikke er 

106 Carson (2005): p. 173. 

107 Ibid: pp. 174-175. 

108 Ibid: p. 177. 

109 Danelo (2006): p. 19. 

110 Ibid: p. 22. 


41


helhjertet, sammenlignet med de ressourcer, der anvendes til mere hårdtslående krigsførelse 

i andre områder, ikke mindst Afghanistan og Irak. 

5.2.1. Delkonklusion: Prioritering af ressourcer. 

USA´s politik i regionen er præget af prioritering af ressourcer. Man fokuserer på bekæmpelse 

af Al-Quada og på at vinde den lokale befolknings velvilje overfor USA. Dog synes 

den sidste opgave ikke at være overdrevent prioriteret sammenholdt med andre operationer 

i den øvrige verden. Den forholdsvis beskedne militære tilstedeværelse i regionen kan 

dog også ses som et udtryk for, at USA ikke opfatter problemet med terrorisme på Afrikas 

Horn som særligt stort, og at man derfor kan tillade sig at satse på de mere bløde tilgange. 

Dette argument kan yderligere underbygges af en undersøgelse af terrorismens reelle omfang 

i regionen. Dette gøres i kapitel 6. 

5.3. Efterretningsvirksomhed. 

Som anført er effektiv indhentning og korrekt fortolkning af efterretninger af vital betydning 

for en effektiv strategi til bekæmpelse af terrorisme. Samtidig er det velsagtens det element 

af en strategi, der er vanskeligst at måle og vurdere. I sagens natur foregår megen 

efterretningstjeneste skjult for offentligheden og dets omfang og virkning er ikke kendt for 

en bredere kreds. Dog har USA været forholdsvis åben med en række initiativer, der har 

haft det sigte at forbedre efterretningsindhentningen på Afrikas Horn. Eksempelvis har 

man et i sig selv ganske bemærkelsesværdigt efterretningssamarbejde med Sudans regering, 

til trods for de betydelige ideologiske forskelle, der eksisterer mellem Washington og 

Khartoum. Dette samarbejde har givet værdigfuld information ikke bare vedrørende Sudan, 

men også vedrørende regionen samt forskellige arabiske netværk og enkeltpersoner. 

111 

Andre eksempler er amerikansk efterretningssamarbejde med mere traditionelle allierede i 

regionen, først og fremmest Etiopien. Det er sandsynligt, at Etiopien kan levere valide og 

værdifulde efterretninger, men som altid skal sådanne efterretninger kontrolleres for eventuelt 

andre motiver. Som tidligere anført kan et land som Etiopien have gode grunde til at 

overdrive terrorismens omfang i nabolandet Somalia. 

En vigtig indikator på, at den amerikanske efterretningstjeneste i regionen er effektiv er det 

beskedne militære fodaftryk i regionen. Denne filosofi er præget af, at man har valgt en 

såkaldt ”Intel Driven” tilgang til militære operationer. Denne tilgang giver sig udslag i, at 

man først anvender militære metoder, når der er valide efterretninger, der godtgør, at man 

kan opnå det militære mål, eksempelvis at nedkæmpe betydelige Al Qaeda ledere. Et eksempel 

på dette kunne være det amerikanske angreb i Somalia den 7. januar 2007. Om 

end dette angrebs natur ikke på nuværende tidspunkt kan bestemmes grundet mangel på 

oplysninger, er der dog meget, der tyder på, at dette angreb var et eksempel på en sådan 

Intel Driven operation. At angrebet overhovedet fandt sted tyder ligeledes på, at USA får 

leveret information af en sådan validitet, at brug af militær magt – set med amerikanske 

briller – retfærdiggøres. 

5.3.1. Delkonklusion: Efterretningsvirksomhed. 

USA har en Intel Driven tilgang til sine militære operationer på Afrikas Horn, og meget tyder 

på, at denne tilgang har været virksom. Man benytter sig af lokale samarbejdspartnere, 

selv blandt ideologiske modstandere såsom Sudan. Man kan derfor hævde, at den 

111 Carney (2006): p. 119. 


42


amerikanske efterretningstjeneste i sit virke er effektiv og således i overensstemmelse 

med den identificerede idealstrategi. 

5.4. Offensiv bekæmpelse. 

Traditionelt har USA i sin bekæmpelse af terrorisme tillagt offensiv bekæmpelse stor værdi. 

I tilfældet Afrikas Horn synes denne forkærlighed for offensiv bekæmpelse at være 

trængt i baggrunden. Med kun 2000 mand landsat i regionen synes evnen til offensive og 

vedvarende operationer ikke at være til stede. Naturligvis vil USA være i stand til at starte 

en større militær kampagne i regionen, men dette ville i så fald betyde troppereduktioner 

først og fremmest i Irak. I tilfælde af en større militær operation i regionen vil USA skulle 

benytte allierede i området som opmarch-område, gerne med adgang til havet, hvilket kan 

være årsagen til at tilstedeværelsen i Djibouti opretholdes. Med en Intel Driven tilgang synes 

imidlertid ikke at være behov for denne offensive tilgang. Der er alene behov for effektive 

og højteknologiske styrker, der kan slå til, når lejligheden byder sig, eksempelvis som 

det skete i januar 2007. Denne offensive kapacitet besidder USA for tiden i regionen. Med 

udgangspunkt i basen i Djibouti og amerikanske flådefartøjer udfor Somalias kyst er det 

vurderingen, at USA råder over effektive militære midler til nålestiksoperationer, der kan 

udføres med kort varsel. Den amerikanske militære tilstedeværelse i og omkring Afrikas 

Horn har dermed store ligheder med den politik, som man kan kalde ”Off-Shore Balancing”. 

Det vil sige sine højmobile reserver til søs eller i nærheden for at kunne slå til hurtigt, 

men uden det massive fodaftryk i land. Det er denne politik, der af den amerikanske forsker 

Robert Pape anbefales anvendt i Mellemøsten. Se punkt 5.5. 

5.4.1. Delkonklusion: Offensiv bekæmpelse. 

Med en Intel Driven tilgang synes USA at være i stand til at gennemføre en offensiv bekæmpelse 

i tråd med idealstrategiens anbefalinger. Dog er en kapacitet til en traditionel 

offensiv kampagne ikke umiddelbart tilstede. 

5.5. Minimering af udstationering af fremmede tropper. 

Som tidligere anført kan det hævdes, at udstationering af tropper i et land kan have en 

direkte kontraproduktiv effekt i forhold til selve målet med troppernes tilstedeværelse; bekæmpelse 

af terrorisme og skabelse af et sikkert miljø. En tese, der ofte høres i denne 

debat er vendingen om, at tropper risikerer at blive en del af problemet frem for en del af 

løsningen. Modstandere af den amerikanske tilstedeværelse i Irak benytter sig ofte af 

denne logik. 

Det amerikanske engagement på Afrikas Horn synes præget af en anden tilgang end tilfældet 

er i Afghanistan og Irak. Man har valgt et minimalt militært fodaftryk i land, og USA 

overlader det i vid udstrækning til lokale at varetage lokale sikkerhedsopgaver. Blandt andet 

har USA – dog med ringe held – forsøgt at engagere somaliske krigsherrer til direkte 

bekæmpelse af de islamiske domstole. 112 Den amerikanske profil er således tilbagetrukket 

og muligheden for, at ekstremistiske islamiske kræfter kan udnytte amerikansk tilstedeværelse 

i deres kamp og mobilisering af masserne er tilsvarende decimeret. 

Hvad skyldes denne amerikanske tilbageholdenhed? Er der tale om en reel forståelse for 

de mekanismer, der fremkalder disse stærke anti-amerikanske følelser i store dele af den 

muslimske verden? Eller er der blot tale om, at USA historisk har dårlige erfaringer med 

landmilitære engagementer i regionen, til perfektion symboliseret ved den ydmygende til- 

112 Møller (2007): p. 15. 


43


bagetrækning fra Somalia i 1993? Eller er der tale om, at amerikansk militær kapacitet er 

strakt til det yderste i Irak og Afghanistan, og endnu et militært engagement derfor synes 

udelukket alene af militærøkonomiske og logistiske årsager? 

Svaret skal nok findes i krydsfeltet mellem de tre skitserede yderpunkter, men en vis erkendelse 

i retning af nødvendigheden af at minimere og nedtone sin militære profil i området 

kan spores. Således antyder den amerikanske chef for Task Force Horn of Africa en 

dybere forståelse for den lokale kontekst og det militære instruments begrænsninger: 

“Currently, the Task Force´s mission is to win hearts and minds rather than engage directly 

with the terrorists............. primary manouvre elements are not combat units, but rather 

doctors, veterinarinans, well drillers, and civil engineers”. 113 

I tilfældet Somalia har USA i tråd med denne lavt profilerede politik i stedet valgt at lade 

Etiopien rykke ind og støtte overgangsregeringen i Baidora og bekæmpe de islamiske 

domstole. 114 Tilsyneladende har de etiopiske tropper haft en hurtig militær succes, og de 

islamiske militser blev ret hurtigt fordrevet fra hovedstaden Mogadishu. Men situationen i 

Somalia er ekstremt sårbar overfor ydre påvirkninger og de etiopiske tropper risikerer at 

fremkalde samme vrede som amerikanske tropper ville have gjort. Etiopien er et yndet 

objekt for mange somalieres vrede. Dette vil kunne udnyttes af ekstremistiske kræfter i og 

uden for Somalia. Eksempelvis opfordrede Al Qaeda´s næstkommanderende Al-Zawahri i 

januar 2007 til Jihad og selvmordsangreb på den etiopiske interventionsstyrke. 115 Meget 

tyder da også på, at tilstedeværelsen af etiopiske tropper i Somalia har haft en forenende 

virkning på de islamiske domstole og givet de mest radikale kræfter i landet vind i sejlene. 

Man har i kraft af en veldefineret og nærværende ydre fjende nemt ved at spille det islamistiske 

og nationalistiske kort. 

Ifølge den amerikanske forsker Robert Pape bør USA erkende, at man i Mellemøsten er 

en del af problemet frem for en del af løsningen. Dette gøres med udgangspunkt i undersøgelsen 

der konkluderer, at 95 procent af alle selvmordsangreb i perioden 1980 – 2003 

var gennemført i lande hvor der var udstationeret fremmede tropper. 116 

Ifølge Pape bør denne erkendelse manifestere sig ved, at USA trækker sine landtropper 

bort fra den Persiske Bugt og i stedet satser på at have højmobile og slagkraftige enheder 

på højt beredskab. En politik, der kunne kaldes ”Off-shore Balancing”, og som ville sikre 

amerikansk militær tilstedeværelse, dersom man måtte have et behov for indsættelse af 

militær styrke i området. En fortsat politik med at fremtvinge regimeskift i regionen og intervenere 

militært er – ifølge Pape – en sikker vej til fortsat islamistisk (selvmords)terror. 

Selvom man ikke direkte kan overføre denne slutning til Afrikas Horn er der dog en del, 

der tyder på, at noget lignende ville gøre sig gældende også i denne region. Dette bakkes 

op af de amerikanske erfaringer fra Somalia i 1993. Derfor giver den tilbageholdende amerikanske 

profil i området god mening. Tilsyneladende følger man i tilfældet Somalia og Afrikas 

Horn rådet fra Robert Pape, hvor kontroversielt det end måtte være. 

113 

Rear Admiral Richard Hunt til U.S. Navy´s magasin Navy Times, jf. Peterson (2006): p. 34. 

114 

Løvenbalk Hansen (2007): p. 10-11. 

115 

Ibid. 

116 

Pape (2006): p. 4. 


44


5.5.1. Delkonklusion: Minimering af udstationering af fremmede tropper. 

Det amerikanske militære fodaftryk er beskedent og primært humanitært i sit sigte. På dette 

punkt ses den amerikanske politik at være i overensstemmelse med den identificerede 

idealstrategi. Dog har USA valgt at tillade en etiopisk militær intervention, der kan være 

kontraproduktiv i et længere perspektiv og skabe grobund for øget ekstremisme. Som så 

ofte før balancerer situationen i Somalia på et knivsæg. 117 

5.6. Bekæmpelse af islamisme. 

Den anvendte empiri synes ikke at godtgøre, at USA i sin politik går målrettet mod at bekæmpe 

islamismen i området. Der findes ikke mange eksempler på konkrete tiltag i denne 

henseende. Indirekte er der dog tale om, at man forøger at mindske islamismen som en 

positiv sideeffekt af de øvrige tiltag man i øvrigt gør. Eksempelvis ved bekæmpelse af 

State Failure opnås den effekt, at islamister ikke vil kunne udnytte det magttomrum, der 

ellers vil kunne opstå i en fejlslagen stat. Ligeledes kan den amerikanske politik om ikke at 

involvere egne tropper på land i større stil have mindsket de anti-amerikanske følelser og 

derved hæmmet en radikalisering. 

Anvendelse af kristne etiopiske tropper i Somalia kan dog meget vel på sigt have en kontraproduktiv 

effekt i relation til bekæmpelse af islamisme i Somalia. Ligeledes kan den generelt 

hårde retorik, der anvendes på den globale scene i kampen mod terror have en kontraproduktiv 

effekt i forhold til at bekæmpe islamismen i området. Også den amerikanske 

tilstedeværelse i Irak kan have en radikaliserende effekt. 

Se i øvrigt punkt 5.5. for yderligere argumentation. 

5.6.1. Delkonklusion: Bekæmpelse af islamisme. 

Der synes ikke at være belæg for at hævde, at den amerikanske politik i regionen direkte 

har en reducerende effekt på fremvæksten af islamismen. 

5.7. Bekæmpelse af State Failure. 

Som tidligere anført er der ikke konsensus for så vidt angår graden af state Failure som 

Root Cause til terrorisme. Dog er det rimeligt at antage, at fattigdom kan nære terrorisme 

og konflikt i et område, hvorfor det synes rimeligt at behandle dette problem i sammenhæng 

med bekæmpelse af terrorisme. 

Den amerikanske bistandspolitik i forhold til Afrika og herunder specielt Afrikas Horn har 

ændret sig noget i tiden efter begivenhederne den 11. september 2001. 

Figur 2 viser udviklingen af den amerikanske bistand til landende på Afrikas Horn i perioden 

2001-2006. 

117 Specialet er skrevet, mens der stadig var etiopiske tropper i Somalia og herskede relativt ro i landet. Situationen 

er imidlertid labil og kan i læsende stund følgelig være dramatisk anderledes i forhold til det i skrivende 

stund skitserede. 


45


Figur 2. Oversigt over amerikansk bistand til udvalgte lande 2002-2005. 118 

(Tallene er angivet i Millioner US $). 

Land 2001 2002 2003 2004 2005 2006 

Djibouti 0 1 25 1 1 5 

Eritrea 13 16 76 71 42 19 

Etiopien 143 106 401 347 106 73 

Kenya 83 64 88 96 59 48 

Somalia 13 24 23 25 14 1 

Sudan 55 91 142 338 210 109 

Af. Horn total 307 302 783 878 432 255 

Afrika total 1319 1461 2288 2297 1442 1230 

Flere lande har oplevet betydelige udsving. Eksempelvis har USA i finansåret 2003 næsten 

firdoblet sin støtte til Etiopien i forhold til 2002. Ligeledes er støtten til Sudan og Eritrea 

øget signifikant i perioden, idet Eritrea dog nærmer sig 2001 niveauet. Disse bemærkelsesværdige 

stigningstakter kan indikere en øget amerikansk forståelse for disse landes 

betydning i relation til at reducere landenes potentiale som arnested for terrorisme. Samtidig 

er det bemærkelsesværdigt, at en række andre afrikanske lande ikke har modtaget 

øgede bevillinger fra Washington. 119 Dette indikerer en tydelig prioritet i den amerikanske 

tildeling til fordel for de lande, der af den ene eller den anden grund er af betydning for 

USA´s kamp mod terrorisme. Etiopien er således formentlig valgt grundet landets status 

som vigtig regional allieret, mens Sudan antagelig bliver støttet for på denne måde at anspore 

regeringen i Khartoum til at samarbejde med USA på det efterretningsmæssige område. 

På denne måde fremstår den amerikanske hjælp til regionen i et mere realistisk lys. Man 

giver først og fremmest hjælp til lande, der støtter den amerikanske politik eller på anden 

måde er nyttige for USA. Det er imidlertid også bemærkelsesværdigt, at tendensen siden 

2003 er faldende. Således er et land som Etiopien faldet fra cirka 401 millioner US $ i 

2003 til cirka 73 millioner US $ i 2006. 

Ligeledes er det samlede amerikanske bistandsbidrag til Afrika i 2006 faldet markant i forhold 

til rekordåret 2003, men også i forhold til 2002. Det samlede beløb til Afrika i 2006 ses 

at være cirka 1230 millioner US $. Sammenholdes dette med det amerikanske budget til 

bekæmpelse af terror i øvrigt er beløbet ikke prangende. 120 Stigningen i 2003 kan hænge 

sammen med, at USA ønskede at stå sig godt med regionens befolkning i forbindelse med 

Irak-krigen. Tilsvarende kan faldet i bistand i de kommende år forklares ved de ret store 

beløb, man efterfølgende – måske lidt uventet – har været tvunget til at spendere i Irak. 

Faldet tyder på en hård prioritering af Irak- spørgsmålet i forhold til indsatsen på Afrikas 

Horn. 

USA lancerede i 2003 et særligt program til bekæmpelse af terrorisme i Østafrika, East 

Africa Counter Terrorism Iniatitve. Dette tiltag var finansieret af 100 millioner US $, men 

118 

US Government (2004) & US Government (2006). 

119 

Ibid. 

120 

Alene for finansåret 2007 har Præsident Bush anmodet Kongressen om en bevilling på 169.6 Mia. US $. 

til at dække udgifter i forbindelse med ”The Global War on Terror”, jf. White House (2007). 


46


var først og fremmest målrettet aktiviteter, der skal forbedre regionens grænsekontrol og 

sikkerhedssektor. Programmet er derfor ikke målrettet bekæmpelse af fattigdom. 121 

Kun 14 af de 100 millioner US $ var målrettet mod mere bløde aspekter i form af støtte til 

muslimsk undervisning, hvilket demonstrerede programmets fokus på hård sikkerhed. 122 

Afslutningsvis noteres, at Somalia ikke modtog megen støtte i 2006. Sammenholdes dette 

tal med tallet for Etiopien fås endnu en indikation for, at bistanden kædes sammen med 

modtagerlandets status som allieret. 

Med etableringen af Task Force Horn of Afrika har USA tilsyneladende valgt at anvende 

militære ressourcer til humanitære formål. Ifølge chefen for den amerikanske styrke er 

formålet ikke at føre væbnet kamp i regionen, men at vinde den lokale befolknings ”Hearts 

and Minds”. 123 Med kun omkring 2000 mand til rådighed er det dog yderst begrænset, 

hvor mange skoler, der kan bygges eller brønde, der kan bores. I en region, der mangler 

stort set alt synes den amerikanske indsats på dette område kun at være en dråbe i havet. 

Ligeledes er det et problem, at styrken kun har politisk mandat til at gennemføre sine projekter 

i fire lande; Djibouti, Yemen, Etiopien og Kenya. 124 Andre lande i regionen, eksempelvis 

Somalia, er i mindst ligeså høj grad oplagte kandidater for en amerikansk indsats 

bedømt alene ud fra et fattigdomskriterium. Og det kan velsagtens være mere produktivt, 

at forsøge at vinde sin fjendes ”Hearts and Minds” ved brug af ulandsbistand, frem for at 

overbevise de allerede omvendte. 

5.7.1. Delkonklusion: Bekæmpelse af State Failure. 

Efter den 11. september 2001 synes den amerikanske forståelse for vigtigheden af at bekæmpe 

fattigdom og State Failure i Afrika ikke at være øget. Efter en markant stigning i 

2003 er den amerikanske støtte faldet til et niveau under 2002 niveauet. Den leverede bistand 

ses tillige at være meget målrettet som et sikkerhedspolitisk instrument, der støtter 

primært venner og allierede. Det overordnede indtryk af de skitserede beløb er, at de forekommer 

beskedne. I sin gerning udviser USA på denne måde moderat accept af fattigdom 

som grundlæggende årsag til terrorisme. Den amerikanske indsats i regi af Task Force 

Horn of Africa er i sig selv prisværdig, men har et omfang, der udelukkende giver styrken 

en symbolsk værdi. Samlet ses idealstrategiens anbefaling om at fokusere på graden af 

State Failure kun at være opfyldt i mindre grad. 

5.8. Sammenfattende delkonklusion: Grad af overensstemmelse mellem den identificerede 

idealstrategi og den konkret førte politik. 

Sammenfattende ses det, at USA´s politik i det store og hele har været i overensstemmelse 

med den identificerede idealstrategi. Visse punkter er opfyldt i høj grad, mens enkelte 

punkter kun i nogen grad er opfyldt. Ét punkt – bekæmpelse af State Failure – ses kun 

opfyldt i mindre grad. Ét punkt – bekæmpelse af islamisme – ses ikke opfyldt. 

Det noteres samlet, at den amerikanske strategi kun i mindre grad behandler Root Causes. 

Den amerikanske strategi synes derved inspireret af den klassiske ortodokse teori. 

Efter at have konstateret, at den amerikanske strategi til bekæmpelse af terrorisme på Afrikas 

Horn i det store og hele er som anbefalet i idealstrategien og derfor i nogen grad er 

121 Olsen (2006): p. 10. 

122 Kagwanja (2006): p. 82 

123 Danelo (2006). 

124 Ibid. 


47


effektiv står tilbage at undersøge terrorproblemets reelle omfang i regionen. Dette gøres i 

efterfølgende kapitel 6. 


48


6. Kapitel. 

TERRORISMENS OMFANG PÅ AFRIKAS HORN 

Formålet med dette kapitel er at undersøge omfanget af terrorisme på Afrikas Horn og 

derved søge et svar på arbejdsspørgsmål V. Der tages udgangspunkt i statistisk materiale 

udarbejdet af det nationale amerikanske center for terrorismebekæmpelse, National Couter 

Terrorism Centre (NCTC) og US Department of State. 125 Disse organer udgiver årligt 

en rapport over registrerede tilfælde af terrorisme i verden. Derved skabes et statistisk 

overblik over problemets reelle omfang og der gives en udmærket mulighed for at sammenligne 

forskellige regioner. Forinden brug af dette omfattende statistiske materiale er 

der dog en række forbehold og præciseringer, der må gøres. For det første kan man hævde, 

at det i sig selv er meningsløst at kvantificere terrorismens omfang, når man ikke råder 

over en anerkendt definition. Dette synspunkt synes validt, men dersom man i sit statiske 

arbejde bestræber sig på at anvende den samme definition ved samtlige undersøgelser i 

forskellige områder fås alligevel et materiale, der kan anvendes til at påpege tendenser i 

udviklingen og bruges til direkte sammenligninger af regioner. Naturligvis bør man tilstræbe 

at anvende en så anerkendt definition som muligt, men det er af større vigtighed, at 

man gennemgående er konsistent i sin anvendelse. 

6.1. NCTC´s definition af terrorisme. 

NCTC definerer terrorisme som: 

”…..premediated, politically motivated violance against noncombatant targets by subnational 

groups or glandestine agents.” 126 

Denne definition ligger ikke langt fra definitionen, som er anført i kapitel 2. Den amerikanske 

definition kan således godkendes som grundlag for en kvantitativ vurdering af terrorismens 

omfang. Der er dog en markant forskel, der er interessant. NCTC taler om Noncombatant 

Targets, hvor dette speciale anvender civile som mål for terrorisme. Derved får 

angreb på soldater uden for et krigsområde status af terrorisme jf. den amerikanske definition, 

hvorimod denne type angreb ikke ville blive karakteriseret som terrorisme jf. definitionen 

anvendt i kapitel 2, idet der ikke er tale om civile ofre. Et eksempel på et sådant angreb 

er anslaget mod den amerikanske destroyer USS Cole ud for Yemen i 2000. 

Det amerikanske materiale gør sig yderligere nogle afgrænsninger. Man taler udelukkende 

om signifikante terrorbegivenheder, hvorved der forstås terroraktivitet, hvor mindst ét 

menneske er blevet dræbt, såret eller kidnappet og/eller de materielle omkostninger andrager 

mindst 10.000 US $. 127 Endvidere er det værd at notere sig, at kun terroraktioner, 

der rent faktisk er blevet til noget er talt med. 

Talmaterialet indeholder ingen information om terroraktioner, der er blevet opgivet eller 

optrevlet i planlægningsfasen, ligesom det ikke rummer information om påbegyndte, men 

mislykkede aktioner. 

125 I 2004 blev et særligt center til bekæmpelse af terrorisme oprettet i USA under navnet National Counterterrorism 

Centre. Centeret udgiver en årlig rapport om terrorisme på verdensplan, baseret på et omfattende 

statistisk materiale. Før 2004 blev tilsvarende rapporter udgivet af US Department of State. 

126 National Counterterrorism Centre (2006): p.1. 

127 National Counterterrorism Centre (2005): p. viii. 


49


Et væsentligt problem ved en analyse af tallene er, at NCTC har ændret definition i 2004. 

Til og med 2003 omfattede statistikken udelukkende international terrorisme. NCTC betegnede 

terrorisme som international når den involverede borgere eller territorium fra mere 

end én stat. 128 Denne smalle definition kan imidlertid kritiseres for ikke at give et retvisende 

billede, idet mange terrorrelaterede angreb ikke blev talt med. Eksempelvis opfyldte 

mordet på den kontroversielle hollandske filminstruktør Teo Van Gogh i 2002 ikke kriterierne 

for at blive karakteriseret som international terrorisme. I løbet af 2004 har man anvendt 

en noget bredere definition, som beskrevet i starten af dette afsnit. Dette betyder 

reelt, at man ikke direkte kan sammenligne tal fra 2003 og før med tal efter 2003. Ligeledes 

er tallene for året 2004 vanskeligt at vurdere, idet man som sagt skiftede definition 

midt i året og derved på afgørende vis påvirkede tallene. Hvor man med den første definition 

havde et antal ofre, der ”kun” skulle tælles i hundrede, skal man med brug af den nye 

metode tælle det årlige antal ofre for terrorisme på verdensplan i tusinder. 

Med disse afgrænsninger og definitioner in mente er der nu mulighed for at se nærmere 

på det statiske materiale. 

6.2. Omfanget af terroraktivitet. 

Nedenstående Figur 3 angiver antallet af ofre for terrorisme fordelt på regioner i perioden 

2001 til 2003. Tallene omfatter altså antallet af døde henholdsvis sårede personer som 

følge af terroraktivitet med udgangspunkt i den smalle definition af terrorisme. 

Figur 3. Antal døde som følge af terrorangreb i perioden 2001-2003 fordelt på regioner. 

Region 2001 129 

2002 130 

Mellemøsten 62 132 142 

Nordamerika 3235 0 0 

Sydamerika 2 13 9 

Afrika 90 8 3 

Asien 180 327 159 

Europa 132 

3 133 

245 0 

Verden 3572 134 

725 307 

2003 131 

Som det ses er tallene meget påvirkelige af enkelte begivenheder af stort omfang. Man 

skal derfor være varsom med at drage bastante konklusioner og i særlig grad vare sig fra 

forudsigelser. Det er dog signifikant, at Afrika tegner sig for en forsvindende lille del af det 

samlede antal ofre i perioden. Ligeledes er det værd at notere sig, at tallene for verden 

som sådan ikke er særlig høje. Naturligvis er ét terroroffer ét for meget, men sammenlignet 

med hvad man ellers udsættes for af farer, er risikoen for at dø ved et terrorangreb mini- 

128 National Counterterrorism Centre (2006): pp. 1-3. 

129 US Department of State (2002): p. xxi. 

130 US Department of State (2003): p. xviii. 

131 US Department of State (2004): p. 3. 

132 Omfatter tillige Euroasien. 

133 Det skal bemærkes at tallene angiver antal ofre i den pågældende verdensdel uanset nationalitet. Eksempelvis 

vil de mange europæere, der omkom den 11. september 2001 i New York ikke figurere i tallet for 

Europa, men være indeholdt i tallet for Nordamerika 2001. 

134 Tallet for 2001 er i sagens natur voldsomt højt grundet begivenhederne den 11.september 2001. Skønt 

begivenheden naturligvis er dramatisk er den i en statistisk sammenhæng at betragte som en anormalitet. 


50


mal. Efterfølgende Figur 4 beskriver de tilsvarende tal for perioden 2004-2005, idet den 

nye opgørelsesmetode undervejs i 2004 som følge af den nye brede definition anvendt af 

NCTC erindres. Tallene for 2004 kan derfor som nævnt ikke direkte sammenlignes med 

tallene for 2005. 

Figur 4. Antal døde og sårede som følge af terrorangreb i perioden 2004-2005. 135 

Region 2004 136 

2005 137 

Mellemøsten 726/1794 8728/13525 

Den vestlige halvkugle 138 

9/9 851/950 

Afrika 17/25 875/662 

Asien 519/1926 3777/7671 

Europa 139 

636/2950 371/1897 

Verden 1907/6704 14602/24705 

Selv med den nye og bredere definition tegner der sig et billede at et problem, der langt fra 

er ude af kontrol i Afrika. Med 875 døde og 662 sårede som følge af terrorhandlinger i Afrika 

i 2005 synes problemet at være forsvindende sammenholdt med, hvad Afrika ellers må 

slås med af dårligdomme. Det ses, at Mellemøsten tegner sig for omkring halvdelen af de 

registrerede dødsfald og i øvrigt forholder sig til Afrika i forholdet cirka 10:1. 

6.3. Terroraktivitet i Afrika. 

Selvom problemet med terror i Afrika synes beskedent kan der være grund til at undersøge 

om regionen Afrikas Horn, som påstået, er særlig udsat for terrortruslen. 140 Nedenstående 

Figur 5 angiver det registrerede omfang af terrorisme i Afrika i 2005 fordelt på lande. 

Figur 5. Oversigt over dødsofre for terrorisme i Afrika i 2005, fordelt på lande. 141 

Land Antal døde 

Chad 89 

Congo 126 

Sudan 115 

Uganda 36 

Kenya 11 

Nigeria 28 

Elfenbenskysten 41 

Somalia 15 

Afrika total 461 

Heraf Afrikas Horn 130 


136 National Counterterrorism Centre (2005): p. 82. 


138 Omfatter Nord- og Sydamerika samt diverse Stillehavsøer. 

139 Omfatter tillige Euroasien. 

140 Se eksempelvis Dempsey (2006), der er talsmand for dette meget udbredte synspunkt. 



51


Det bemærkes, at Figur 5 baserer sig på antallet af såkaldte High Fatality Incidents, det vil 

sige terrorangreb med 10 eller flere dødsofre. Derfor er tallet for Afrika total i Figur 5 mindre 

end det totale antal afrikanske dødsofre i 2005 angivet ved Figur 4, der tillige medregner 

terrorangreb med under 10 dødsofre. 142 

Det ses, at landende omkring Afrikas Horn samlet tegner sig for knap en tredjedel af det 

samlede antal døde i Afrika som følge af terrorisme i 2005. Tallet forekommer beskedent, 

om end der er en svag tenens til overrepræsentation i forhold til Afrikas Horns andel af den 

samlede befolkning i Afrika. 143 Der synes derfor ikke at være empirisk belæg for påstanden 

om, at Afrikas Horn er særligt udsat i forhold til det øvrige Afrika, der heller ikke synes 

specielt forfulgt af terrorisme sammenlignet med den øvrige verden. I øvrigt er tallene numerisk 

ganske små, hvilket gør konklusionerne følsomme overfor enkelte begivenheder. 

Ét større angreb vil kunne rykke konklusionen i en retning, der reelt ikke er udtryk for en 

valid statistisk tendens og som sådan uden statistisk signifikans. 

Endnu et væsentligt forbehold skal gøres, idet tallene ikke angiver, i hvilken grad terrorisme 

udført i andre verdensdele har arnested i Afrika. Set ud fra et amerikansk eller europæisk 

perspektiv er tallene for lokale angreb i Afrika naturligvis interessante, men nok så 

interessant ville det være at have et mål for, hvor megen terrorisme i USA eller Europa, 

der har Afrika som arnested. På denne måde kan Afrika i princippet være interessant i en 

antiterrorsammenhæng, selvom kontinentet ikke direkte er plaget af lokal udført terrorisme. 

Deri ligger en betydelig metodisk svaghed. 

6.4. Delkonklusion: Terrorismens omfang på Afrikas Horn. 

Sammenfattende kan det konkluderes, at det statistiske materiale ikke godtgør, at der 

skulle være tale om et særligt problem med terrorisme på Afrikas Horn endsige Afrika som 

sådan. Antallet af ofre er forsvindende set i forhold til andre regioner og ikke mindst set i 

forhold til omfanget og karakteren af de problemer som Afrika i øvrigt må slås med. Lidt 

polemisk sagt har Afrika mange og alvorlige problemer, men terrorismen er ikke et af dem. 

At tale om Afrika som arnested for terrorisme begrundes således ikke af det statistiske 

materiale, idet de skitserede forbehold mod at strække denne konklusion for vidt dog skal 

pointeres. 

142 National Counterterrorism Centre (2006): p. 25. 

143 Landene omkring Afrikas Horn har en befolkning på omkring 149 millioner. Afrikas samlede befolkning er 

tilsvarende omkring 793 millioner, hvorfor befolkningen på Afrikas Horn udgør 18 procent af Afrikas befolkning, 

jf. UN (2007) og Rotberg (2005): p. 1. 


52

KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING 


7. Kapitel. 

Med rækken af delkonklusioner på plads og besvarelse af arbejdsspørgsmål I-V er der 

skabt et grundlag for at svare på specialets problemformulering: 




i regionen, hvorved der svares på spørgsmålet: I hvilken grad er USA´s strategi til bekæmpelse 

af terrorisme på Afrikas Horn effektiv? 

Rækken af delkonklusioner peger i retning af, at den amerikanske politik i forhold til at bekæmpe 

terrorisme på Afrikas Horn i det store og hele er i tråd med den identificerede idealstrategi 

som beskrevet af Barry Posen med de tilføjelser til Posen´s strategi, der er gjort i 

dette speciale. I kapitel 1 blev begrebet effektivitet ret snævert defineret som graden af 

overensstemmelse mellem den identificerede idealstrategi og den førte politik. På denne 

baggrund kan det sammenfattende konkluderes, at den amerikanske politik til bekæmpelse 

af terrorisme på Afrikas Horn i nogen grad er effektiv. Der er dog konstateret visse 

mangler i forhold til idealstrategien, mangler der må anses for væsentlige. Den amerikanske 

strategi synes således kun i mindre grad at fokusere på de grundlæggende årsager til 

terrorisme, de såkaldte Root Causes, eksempelvis ved at imødegå en mulig fremvækst af 

islamisme i regionen. Den konkret udførte amerikanske politik synes derved at være inspireret 

af den ortodokse terrorisme teori. 

Det mest iøjnefaldende karakteristika ved den amerikanske politik er den tilsyneladende 

ulyst til at indsætte egne tropper på landjorden. Men at afgøre, hvorvidt denne politik skyldes 

en erkendelse af, at amerikanske tropper kan være med til at gøre et de facto beskedent 

problem større eller simpelthen skyldes en generel manglende lyst og militær evne til 

at engagere sig substantielt, er ikke muligt. Ville amerikanske tropper have været til stede i 

Somalia i massivt antal, dersom man ikke var involveret i Afghanistan eller Irak? Eller har 

man en grundlæggende anderledes opfattelse af problemets natur på Afrikas Horn og derfor 

har valgt en anden løsning? 

Disse spørgsmål giver specialet ikke mulighed for at svare på. Men det kan konstateres, 

hvad den dybere årsag end måtte være, at den amerikanske politik på Afrikas Horn forekommer 

markant anderledes i sammenligning med politikken i Afghanistan og Irak. I denne 

sammenhæng er det værd at notere sig specialets konstatering af, at tilstedeværelsen 

af udenlandske tropper i høj grad har en stimulerende effekt på omfanget af terrorisme i 

den pågældende region. Dette udstiller det amerikanske dilemma. På den ene side kan 

indsættelse af amerikanske tropper være nødvendigt for på kort sigt at gøre noget effektivt 

ved en ”Safe Haven” for en terroristorganisation. På den anden side er selve denne indsættelse 

en udløsende faktor for megen anti-amerikanisme og successive næring til terrorisme. 

Spørgsmålet om den amerikanske politik skal også ses i relation til terrorismens reelle omfang 

på Afrikas Horn. Der synes på ingen måde at være belæg for at hævde, at Afrikas 


53


Horn som sådan er et særligt udsat arnested for terrorisme. Baseret på det empiriske materiale 

er det vurderingen, at regionen – og Afrika i det hele taget – ikke er synderlig plaget 

af terrorisme, og terrorismen har et forsvindende omfang set i forhold til, hvad Afrika ellers 

har af problemer. 

Er specialets hovedkonklusion omkring vurderingen af den amerikanske politiks effektivitet 

lidt mudret og aldeles afhængig af validiteten af den identificerede idealstrategi, synes 

konstateringen af terrorismens reelle omfang at være mere håndfast. Det har i denne 

sammenhæng overrasket, at det kvantitative omfang ikke er større end tilfældet er. Man 

kunne således få opfattelsen af, at problemet reelt er italesat og gjort til et sikkerhedsspørgsmål 

uden reelt at udgøre en væsentlig og objektiv sikkerhedstrussel. Meget peger 

således på, at problemet med terrorisme med held er italesat som et sikkerhedsspørgsmål 

af visse af regionens aktører, herunder ikke mindst parterne i regionale konflikter, der kan 

have gedulgte motiver til at betegne modparten som terrorist. 

Konstateringen af det forholdsvis beskedne omfang af terrorisme i regionen falder også i 

god tråd med specialets godtgørelse af, at sammenhængen mellem terrorisme og Afrikas 

Horn ikke er entydig. Der er en vis grobund for islamisme og et uomtvisteligt stort konfliktpotentiale 

i regionen, men den direkte kobling til terrorisme er ikke påvist 

Den kvantitative opgørelse af terrorismen i området rejser en række interessante spørgsmål. 

Er den amerikanske politik i regionen et produkt af det relativt beskedne omfang af 

terrorisme? Eller er det relativt beskedne omfang af terrorisme et produkt af den amerikanske 

politik? Svarene på disse spørgsmål er ikke givne, men afgørende for perceptionen 

af den amerikanske politik i området. Afhængig af denne perception vil man enten 

opfatte den amerikanske politik som en del af problemet eller som en del af løsningen. I 

lighed med mange andre problemområder skal svarene velsagtens også i dette tilfælde 

findes mellem de to yderpunkter. Det vil sige, at den amerikanske politik under visse omstændigheder 

vil kunne skabe flere terrorister trods politikkens erklærede målsætning om 

det modsatte. Men den førte politik vil også i andre sammenhænge reelt medføre, at terrorismen 

falder i området. 

Kendetegnende for Afrikas Horn og ikke mindst Somalia er regionens skrøbelige balance 

og komplekse relationer. Det betyder, at handlinger kan få helt utilsigtede konsekvenser 

som følge af regionale konflikter og mere eller mindre skjulte motiver blandt regionens parter. 

USA bør være opmærksom på denne skrøbelighed og nøje vurdere konsekvensen af 

sin politik i området, for ikke at forrykke en sårbar magtbalance og derved kreere utilsigtede 

effekter. 

Den amerikanske i området forekommer mere afdæmpet og afbalanceret i forhold til andre 

regioner. Spørgsmålet er om denne politik kan danne skole i forhold til kommende konfliktområder. 

Med erfaringerne i Afghanistan og ikke mindst Irak i frisk erindring synes der 

at være grund til at antage, at kommende operationer vil lade sig inspirere af den førte politik 

på Afrikas Horn. Dels ved at lære af denne politiks succeser, dels ved at notere sig 

politikkens svage punkter. 

USA har stedse behov for at vurdere sin politik med brug af kritiske briller. En passende 

måde at begynde kunne være at få problemet med terror på Afrikas Horn i de rette propor- 


54


tioner. At italesætte terrorisme på Afrikas Horn som et stort sikkerhedsproblem for Vesten 

synes ikke befordrende for en nøgtern og realistisk vurdering af regionen. På Afrikas Horn 

bør man undgå ”Panic Politics” for ikke at forrykke og forværre en i forvejen vanskelig og 

sårbar situation. USA kan meget vel høste kortsigtede gevinster i kampen mod terror på 

Afrikas Horn, men tabe den langsigtede kamp. 


55

BIBLIOGRAFI 


Tillæg. 

Andersen, Louise (2005), International Engagements in Fragile States. Choises and Trade 

offs. DIIS Working Paper 2005:20, Dansk Institut for Internationale Studier, København. 

Andersen, Louise (2006), Security Sector Reform in Fragile States, DIIS Working Paper 

2006:15, Dansk Institut for Internationale Studier, København. 

Betts, Richard K. (2002), “The Soft Underbelly of American Primacy: Tactical Advantages 

of Terror” I Howard, Russel D. & Sawyer, Reid L. (red.), Terrorism and Counterterrorism. 

Understanding the new security environment, McGraw-Hill/Dushkin, Guildford. 

Buzan, Berry et al (1998), Security – A New Framework For Analysis, Lynne Reiner Publishing 

Ltd., London. 

Carney, Timothy (2005), “The Sudan. Political Islam and Terrorism”, i Robert I. Rotberg 

(Red.), Battling Terrorism in the Horn of Africa, Brookings Institution Press, Washington 

D.C. 

Carson, Johnnie (2005), “Kenya. The struggle against terrorism”, i Robert I. Rotberg 


D.C. 

Cilliers, Jakkie (2006), “Africa, root causes and the war on terror”, African Security Review, 

15:3, pp. 58-71. 

Connell, Dan (2005), ”Eritrea. On a slow Fuse”, i Robert I. Rotberg (Red.), Battling Terrorism 

in the Horn of Africa, Brookings Institution Press, Washington D.C. 

Dagne, Ted (2004), “Africa and the War on Terrorism”, i John Davis (red.), The Global War 

on Terror. Assessing the American Response, Nova Science Publishers Inc., New York. 

Dahlin, Ulrik (2006), “Søværnet vil sende krigsskibe til Afrikas Horn”, Information, 62:289, 

p.5. 

Damkjær, Ole (2006), “Opskriften på en fejlslagen stat”, Berlingske Tidende, 2006:271, pp. 

22-23. 

Danelo, David J. (2006), “Around the Horn”, U. S. Naval Institute Proceedings, 132:6, pp. 

18-25. 

Dempsey, Thomas (2006), Counterterrorism in African Failed States. Challenges and Potential 

Solutions, U.S. Army War College, Carlisle. 


56


Erslev Andersen, Lars & Aagaard, Jan (2002), Den afghanske forbindelse. Afghanistan- 

veteraner, al-Qaida-netværk og den globale terrorisme. Mellemfolkeligt Samvirke, København. 

Franks, Jason (2006), Rethinking the Roots of Terrorism: Orthodox Terrorism Theory and 

Beyond, School of International Relations – University of St. Andrews, St. Andrews. Artiklen 

downloaded den 2. februar 2007 på: www.bisa.ac.uk/2006/pps/franks.pdf. 

Fukuyama, Francis (1989). “The End of History?”, The National Interests, Summer 1989. 

Hansen, Birthe (2002), “Terrorisme i et verdensordensperspektiv”, Politologiske Studier, 

2002:5, pp.15-27. 

Howard, Russel D. & Sawyer, Reid L. (2004), Terrorism and Counterterrorism. Understanding 

the new security environment, McGraw-Hill/Dushkin, Guildford. 

Hübschle, Annette (2006), “The T-word: Conceptualising terrorism”, African Security Review, 

15:3, pp. 2-18. 

International Crisis Group (2005), Somalia´s Islamists, Africa Report No. 100, International 

Crisis Group. 

Kagwanja, Peter (2006), ”Counter-terrorism in the Horn of Africa: New security frontiers, 

old strategies”, African Security Review, 15:3, pp. 72-86. 

Larsen, Kirsten (2006), “Ligheder mellem Afghanistan og Somalia?”, DR P1 Orientering 

den 14. september 2006. Programmet downloaded den 10. januar 2007 på: 

www.dr.dk/p1/orientering/indslag/2006/09/14/165737.htm 

Lindvig, Niels (2006), “Krigsfrygt på Afrikas Horn”, DR P1 Orientering den 27. november 

2006. Programmet downloaded den 10. januar 2007 på: 

www.dr.dk/p1/orientering/orientering_sondag/2006/11/27131631.htm 

Løvenbalk Hansen, Jesper (2007), “Somalia er endnu et fejltrin i kampen mod terror”, Information, 

63:005, pp. 10-11. 

Makinda, Samuel M. (2006), “Terrorism, counterterrorism and norms in Africa”, African 

Security Review, 15:3, pp. 19-31. 

Menkhaus, Kenneth J. (2006), ”Somalia and Somaliland, Terrorism, Political Islam and 

State Collapse”, i Robert I. Rotberg (red.), ”Battling Terrorism in the Horn of Africa”, Brookings 

Institution Press, Washington D.C. 

Mentan, Tatah (2004), “Dilemmas of Weak States. Africa and Transnational Terrorism in 

the Twenty-First Century”, Ashgate Publishing Company, Aldershot. 

Møller, Nicolai S. (2007), Somalia – en krig efter Afghanistan modellen?, Forsvarsakademiet, 

København. 


57


National Counterterrorism Centre (2005), A Chronology for International Terrorism for 

2004, National Counterterrorism Centre, Washington D. C. Dokumentet downloaded den 

10. marts 2007 på: www.fas.org/ipr/threat/nctc2004.pdf 

National Counterterrorism Centre (2006), Reports on Incidents of Terrorism 2005, National 

Counterterrorism Centre Washington D. C. Dokumentet downloaded den 10. marts 2007 

på: www.fas.org/ipr/threat/nctc2005.pdf 

Norwitz, Jeffrey H. (2002), “Combating Terrorism: With a Helmet or a Badge”, i Howard, 

Russel D. & Sawyer, Reid L. (red.), Terrorism and Counterterrorism. Understanding the 

new security environment, McGraw-Hill/Dushkin, Guildford. 

Olsen, Gorm Rye. (2006), The Post September 11 Global Security Agenda: A comparative 

analysis of United States and European Union policies towards Africa, Copenhagen. 

Pape, Robert A. (2005), Dying to win. The strategic logic of suicide terrorism, Random 

House, New York. 

Paterson, Pat. (2006), “In to Africa. A New Frontier in the War on Terror”, U. S. Naval Institute 

Proceedings May 2006, pp. 32-36. 

Petersen, Jørgen E. (2006), “Julekrig på Afrikas Horn”, DR P1 Orientering den 27. december 

2006. Programmet downloaded den 18. januar 2007 på: 

www.dr.dk/P1/orientering/indslag/2006/12/27/172021.htm 

Posen, Barry (2001), “The Struggle againt Terrorism. Grand Strategy, Strategy and Tactics”, 

International Security, 26:3, pp. 39-55. 

Rasmussen, Anders Fogh (2006): Statsminister Anders Fogh Rasmussens festforelæsning 

ved Forsvarsakademiets årsdag den 1. november 2006. København. 

Downloaded den 20. marts 2007 på: 

www.stm.dk/Index/dokumenter.asp?o=2&n=0&h=2&t=14&d=2717&s=1 

Rotberg, Robert I. (2005), Battling Terrorism in the Horn of Africa, Brookings Institutions 

Press, Washington D.C. 

Schermerhorn, Lange (2005), “A special Role in the War on Terrorism”, i Robert I. Rotberg 


D.C. 

Shinn, David H. (2005), “Ethiopia. Governance and Terrorism”, i Robert I. Rotberg (Red.), 

Battling Terrorism in the Horn of Africa, Brookings Institution Press, Washington D.C. 

Smith, Stewe & Baylis, John (2005), The Globalization of World Politics (Third Edition), 

Oxford University Press, Oxford. 


58


Staun, Jørgen (2004 (I)), “Svage stater og terror I. Den ny terror. En globaliseret, netværksbaseret 

terror med potentiel adgang til masseødelæggelsesvåben”, DIIS Working 

Paper 2004:4, Dansk Institut for Internationale Studier, København. 

Staun, Jørgen (2004 (II)), “Svage stater og terror II. FN og terror. Resolution 1373 og 

kampen mod terror”, DIIS Working Paper 2004:7, Dansk Institut for Internationale Studier, 

København. 

Staun, Jørgen (2005), “Svage stater og terror III. Nuklear terror – en trusselsagenda”, DIIS 

Working Paper 2005:4, Dansk Institut for Internationale Studier, København. 

UN (2006), United Nations Environment Programme, New York. 

Downloaded den 21. marts 2007 på 

www.na.unep.net/globalpop/africa/Appendix_2.html 

US Aid Government (2004), African Program Summary, Washington D.C. 

Dokumentet downloaded 15. februar 2007 på: 

www.usaid.gov/policy/budget/cbj2004/sub-saharan_africa/ProgramSummary.pdf 

US Aid Government (2006), African Program Summary, Washington D.C. 

Dokumentet downloaded 15. februar 2007 på: 

www.usaid.gov/policy/budget/cbj/2006/afr/pdf/cbj06_progsum_afr_bycountry.pdf 

US Department of State (2002), Patterns of Global Terrorism 2001, Washington D.C. 



White House (2002), The National Strategy of the United States of America, Washington 

D.C. 

White House (2006), The National Strategy of the United States of America, Washington 

D.C. 

White House (2007), The President´s 2008 Budget, Office of Management and Budget, 

Washington D.C. Dokumentet downloadet den 29. marts 2007 på: 

www.whitehouse.gov/omb/pdf/global_war-2008.pdf, 


59

USA´s bekæmpelse af terrorisme på Afrikas Horn – en vurdering af ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?