download 3/2006 - KZ & Veteranfly Klubben

I AVRO Avian London-Kina via Indien (3)
Oversættelse Magnus Pedersen
I blad nr. 1/2006 startede vi den fantastiske
beretning om „Sønderjyden“ Christian L.
Johannsens flyvning i Avro Avian fra London
til Amoy i det nordøstlige Kina. I sidste blad
(2/06) nåede Johannsen til Jhansi i det
daværende Britisk Indien. Og turen starter nu
via Allahabad til Kalkutta.
Landing i et tørt flodleje
Vor flyvevej fører os over et frugtbart og skønt
landskab med korn- og rismarker og
højdedrag med skove, hvide landsbyer og
småbyer. Borgagtige paladser på bakkerne
mellem palmetræer.
Vi landede tidligt i Allahabad. Benzin var
allerede stillet klar til os. Vi skyndte os derfor
at komme videre, før heden blev stærkere.
Indtil Benares kunne vi flyve langs med
Ganges floden. Derfra førte en jernbanelinje
næsten i en lige linie til Kalkutta. Der var altså
ikke større anstrengelser med navigeringen.
Jeg følte næsten, at det var kedeligt. Men det
skulle imidlertid blive anderledes. Efter at vi
havde fløjet i 2½ timer, begyndte motoren at
ryste. Årsagen kunne ikke fastslås. Det var
igen blevet meget varmt, og da jeg havde nok
at gøre med at holde den krævede højde,
kunne jeg ikke nedsætte omdrejningstallet
for at skåne motoren. Motoren rystede
kraftigere. Snart rystede hele maskinen. Der
bød sig ikke nogen udsigt til en gunstig
landing. Min sidste forhåbning var, at motoren
holdt indtil vi nåede Gaya, som hvert øjeblik
kunne komme til syne. Der skulle være en
nødtørftig nødlandingsplads dér. Byen
dukkede frem, men det var ikke muligt hurtigt
at finde pladsen. Da maskinen rystede
betænkeligt, besluttede jeg mig for at lande
den i det sandede flodleje. Flyet satte sig også
fint og blev stående fast i det dybe sand. Vi
Oscar Yankee - 3-2006
fastslog straks, at propellen var løs. To bolte
var knækket og de øvrige var løse. Desuden
var metalpropellen ved berøringen med
sandet blevet bøjet.
Ubehageligt naboskab
Under vore undersøgelser var en mængde
mennesker steget ned fra flodbredden, og de
trængte sig omkring os. Der blev holdt et kort
krigsråd. Herefter ilede min ledsager ind i
byen for at hente politi eller soldater til vor
beskyttelse. Jeg som den største og
stærkeste skulle - indtil hjælpen kom -
bevogte maskinen. Før der var gået 20
minutter havde jeg to til tre tusinde indere
omkring mig. I den stegende hede stank og
svedte menneskene, så det var til at kvæles
ved. De bagerst stående trængte de
foranstående. Tidvis var jeg magtesløs. Høflig
tiltale nyttede ikke. Var jeg på den ene side
af maskinen, så blev den anden side bestormet.
Jeg måtte derfor uafladeligt gå omkring
den.
Der var allerede gået mere end en time. Jeg
stod stadigvæk alene mellem de mange
indfødte. Menneskemængden trampede
rundt, og luften var fuld af støv. Jeg måtte
skubbe de tilsvedte kroppe væk med
hænderne for i det mindste at friholde en smal
gang omkring flyet. Det var til at fortvivle over,
og da jeg så hvordan en inder forsøgte at
klatre op på flyets hale, steg vreden op i mig.
I en håndevending skubbede jeg ham væk
og kastede ham ind midt i menneskemængden.
Med et hyl trak alle sig tilbage.
Jeg kunne knap nok skjule min latter. Det var
en fejl. Snart blev vredesudbruddet opfattet
som en spøg, og nu trængte de sig endnu
dristigere frem.
Da nøden var størst, og jeg havde holdt ud i
næsten to timer, kom endelig indiske politifolk
til syne, alt for få. Med stokkeslag gjorde de
deres bedste for at befri maskinen. Deres
fremgangsmåde syntes at ville blive til en
folkefornøjelse. Jeg var fuldstændig afslappet.
Min isse kogte under tropehjælmen. Jeg
satte mig stum ved flyet og lod alt gå, som
det ville. Snart kom også min ledsager med
yderligere ni indiske embedsmænd. Nu blev
der skabt plads. En engelsk lokomotivfører
var også kommet til, og han foreslog os at
transportere maskinen til lokomotivværkstederne.
Det skete også. Men da vi var
færdige med dette arbejde, var jeg også
fuldstændig „færdig“. Jeg gad ikke se
flyvemaskinen mere. Tungen klæbede sig fast
i munden, jeg havde sågar den følelse, at
mine indvolde klistrede sig sammen.
Malaria
Først næste morgen begyndte jeg at udbedre
skaderne på propellen. Den tekniske leder
ved værkstederne havde stillet mandskab og
værktøj til rådighed. Arbejdet foregik dog i et
langsomt tempo. At rette en metalpropel op
er et svært arbejde, hvis det overhovedet
lykkes. Efter to dage var det dog lykkedes for
mig. Jeg sov langt op ad dagen. Når jeg stod
op, var jeg så utilpas, at jeg kunne brække
mig. Trods heden begyndte jeg at fryse og
fik kulderystelser, så jeg måtte igen i seng.
To timer senere lagde min kinesiske ledsager
sig også. Vi havde begge malaria.
En europæisk doktor fandtes ikke i Gaya, og
vi måtte lade os nøje med en indisk læge.
Jeg kaldte ham hestedoktoren, for hans
instrumenter og medikamenter egnede sig
bedre til heste end til mennesker. Han gav
os noget frygteligt stads til indtagelse, og han
havde en slags cykelpumpe, med hvilken han
gav os indsprøjtninger. Sygdommen gik op
og ned. Det varede ti dage, før vi kunne flyve
videre.
En af de sidste dage fik jeg en prik på venstre
øje, knap så stort som et knappenålshoved,
og jeg kunne kun se svagt med dette øje. Jeg
blev først meget forskrækket. Og jeg vovede
heller ikke at fortælle den indiske doktor om
det. Jeg kunne ikke vide, hvilken radikal kur
han ville foreskrive mig. Angsten for at blive
blind gav mig et par tunge dage. Ondet fortog
sig imidlertid langsomt af sig selv.
23. april gik rejsen videre til Kalkutta. Vi havde
kun tanket lidt benzin for den korte strækning
og fløj derfor i begyndelsen over det bjergrige
landskab. Kort efter middag landede vi på
flyvepladsen ved landsbyen Dum-Dum,
fødested for Dum-Dum projektilet. På Dum-
Dum flyvepladsen blev der beredt os en skøn
velkomst af den kinesiske forening i Kalkutta
og af den engelske flyveklub. Vi fik enhver
tænkelig hjælp. Hele flyet blev nøje undersøgt.
Vor metal-propel , der endnu ikke løb
problemfrit, blev erstattet af en træpropel, og
motorfundamentet blev repareret og forstærket.
Vi blev én dag i Kalkutta.
3