download 3/2006 - KZ & Veteranfly Klubben

More documents

Recommendations

Info

Stormflod Vort næste mål var Akyab. Vi fløj på kompaskurs over Ganges flodens delta videre mod Chittagong over 400 km. sump. Vi drejede så mod syd. Nu havde vi endnu 200 km langs skovklædte bjerge. Et vidunderligt naturbillede frembød sig foran os - på den ene side den blå Bengalske Golf, på den anden side bjerge bevokset med palmer. Desværre kunne vi ikke nyde det ret længe. Det blev koldt. Jeg beklagede, at jeg ikke havde taget jakke og vest på. Men nu stillede sorte, truende skyer sig i vejen for os. Det så ud som om, et mægtigt uvejr kom os i møde. Det dårlige vejr strakte sig fra bjergene og langt ud over havet. Det var ikke til at flyve udenom. Vi havde ikke benzin nok til en tilbageflyvning til Kalkutta, da vi allerede have fløjet 500 km. Da der ikke var landingsmulighed, måtte vi forsøge at flyve igennem vejret. I europæisk uvejr kan man for det meste slippe igennem lysningerne, hvor det regner mindre. Her var det anderledes. Regnen blev tættere og tættere, og pludselig brød et helvede løs. En mægtig vind skubbede os, med motoren neddroslet, ind i de lavere skyer og slyngede os så ned mod havet, som jeg ville undgå. Jeg kunne ikke mere vende om. Jeg håbede hele tiden, at vi snart var igennem. Men da vi havde fløjet i uvejret i tyve minutter, erkendte jeg, at vi var gerådet ind i monsunen. Vor stilling var frygtelig - hvert øjeblik nær ved at styrte ned eller berøre vandoverfladen. Man kunne ikke tænke på at holde kursen. Aldrig i livet havde jeg oplevet sådan en tæt regn. Det var som om Amazonstrømmen mundede ud lige over skyerne. Tidvis kunne jeg ikke se vingespidserne. Vandet strømmede så meget ind i ansigtet, at jeg måtte trække vejret gennem munden. Det var, som når man under en kraftig bruser får åndenød. En fuld time varede „helvedesdansen“. Jeg anslog, at vi i den tid havde fløjet 100 km. Så, lige med ét, som om luften eksploderede, var vi i det kraftigste solskin. Bag os havde vi en sort skyvæg, foran os et solrigt landskab. Det var igen sydende hedt. Mit tøj blev tørt i løbet af få øjeblikke. Da vi landede i Akyab, var det fuldstændig tørt. Min ledsager så ud som en zigøjner. Han havde i Kalkutta fået en fane som gave og puttet den ind bag sædet, og da fanen ikke var farveægte, havde den farvet hele hans påklædning rød og blå. Til Rangoon I Akyab blev vi igen festligt modtaget. Om aftenen var der festmiddag med taler i den kinesiske forening. Næste morgen fløj vi videre til Rangoon over et område med klippeøer ved den Bengalske Bugt. Efter halvanden time drejede jeg af mod øst for over Arakan bjergområdet at nå til Irawadi. Da vi var over bjergområdet, så vi for første gang en urskov. Dal- og bjergskråninger dannede et sammenhængende filttæppe af plantevækst. Jeg kunne forestille mig, hvordan de vilde dyr her havde frit spil for deres rasen. Efter 40 minutter havde vi overfløjet bjergene og nåede Irawadis frugtbare dal. Her drejede vi igen af mod syd, og vi var en time senere i Rangoon. Efter at vi havde omkredset byens eventyragtige tårne, fløj vi mod den nye væddeløbsbane, der var udset til vor landingsplads. En anden slags strabadser En skare på 12.000 mennesker modtag os med hurraer og skrål. Min kinesiske ledsager havde henlevet sin ungdom i Rangoon. Hans slægtninge boede der endnu. 60% af indbyggerne er kinesere. De var begejstrede over min ledsagers ankomst. Filmfolk og pressefotografer omsværmede os. Man var ikke sikker for dem nogetsteds. Efter at menneskene havde beundret os tilstrækkeligt, blev vi til fods ført i en endeløs automobilkolonne gennem samtlige gader i byen. Der blev afholdt fyrværkeri. Det lød som maskingeværild iblandet kanonslag. Jeg kan ikke påstå, at denne rundfart var behagelig, for solen stod lodret, og heden var frygtelig. De unge på gaden af asfalt løftede af og til deres fødder for at køle dem af på læggene. Alle automobiler havde deres kalecher oppe. Kun vores bil havde nedslået kaleche, så alle kunne se os. Modtagelsen var storslået. Jeg kunne under disse omstændigheder ikke rigtigt glædes ved det. Men det gjaldt om ikke at være gnaven og holde ud, også selvom man var nær ved at bryde sammen. Knapt havde vi vasket os og skiftet det dampende undertøj, før vi igen blev afhentet for at deltage i en stor festmiddag. Næppe havde vi fjernet kranse og guirlander, før nye blev hængt på os. Vi så ud som præmierede tyre, og tingene var så læsterlig varme; men det var velment og at aftage udsmykningen ville være en fornærmelse. Spisningen trak længere ud end ventet. Vi var ikke færdige, før vi blev bedt om at afbryde, da vi skulle i teater. Der måtte min ledsager holde et foredrag om vor rejse på kinesisk. Teatret var tæt besat. Jeg var glad, da også dette var til ende. Jeg forstod ikke ét ord og det havde immervæk varet en god times tid. Så gik det videre til en havekoncert arrangeret for os, hvor vidunderlig bagværk, kaffe og te blev os til del. Her kunne jeg igen kommunikere på tysk. Jeg nød det i haven, der var udsmykket med faner. Men vi måtte snart igen afbryde, da vi skulle deltage i to fester mere. I fire dage blev vi fastholdt af festkomiteen og slæbt omkring. Hver time på dagen var besat. Vi blev ført vidt omkring og fik meget at se. Dog er det kedeligt, at man i en så smuk by ikke har stunder til fri benyttelse. Havnen og meget andet så jeg ikke. Trætte og afslappede hviler man ud efter festlighederne i Rangoon. Burmeserindens ægteskabstilbud Jeg må fortælle om endnu en fest. Jeg var budt til bords hos en rig burmeser. Der blev spist med hånden. De kvindelige gæster var også med ved bordet. Efter en sådan spisning er der for det meste engageret nogle komikere, sangerinder og musikere. De udfører en med europæiske øren uforståelig musik med en bedøvende larm. Der sidder så en mand i en „tårnruin“ omgivet af trommer i forskellig størrelse, på hvilke han slår med fingrene. Der findes gong-gonger i forskellig udførelse og alle mulige træblæse- og strygeinstrumenter. Det er lystigt at se burmesiske danserinder. Det er henrivende, bedårende figurer. Med det sorte hår sat op på hovedet som en krone skrider de som nymfer af sted med den folderige silkeklædning slyngende som et slæb - altid parate til at svare på spøgefulde spørgsmål med en egenartet læbeynde. Men når musikken spiller op, trækker danserinderne sammen, står med bøjede knæ og tilbagetrukne arme og udfører i denne stilling en sælsom gyngende, vuggende dans. Når dansen er forbi, trækker de sig ned på gulvet ved siden af musikken. Fik de drikkepenge, gav danserinden kommentarer til gæsten. Om mig sagde hun: „Denne unge mand der, med det skønne hår (jeg var den eneste blonde i selskabet), ham kan jeg godt lide. Hvor gerne ville jeg ikke giftes med dig. Jeg vil også altid være god mod ham. Ved I egentlig hvem han er? Nej. Han er da flyver. Han kan flyve gennem luften, som fuglene og som guderne. Og i dag kom han fra Hamborg til Rangoon for at se os danse.“ Sådan blev hun ved, og hver af hendes bemærkninger blev hilst med brusende latter. Jeg forstod naturligvis ikke et ord, og sad der som en slukøret puddel, for på hendes skælmske blikke forstod jeg godt, det var ikke til at misforstå, at det var mig hun mente. Senere blev alt oversat for mig. Store væddemål Vor flyvning var blevet flittigt omtalt af aviserne med afbildninger af vort lille sportsfly. Desforuden var indgået en del væddemål om, hvorvidt vi ville nå Rangoon eller ej (i Rangoon bliver der væddet endnu mere lidenskabeligt 4 Oscar Yankee - 3-<strong>2006</strong>
end i Amerika). Efter den store modtagelse steg vædde-lidenskaben. Nu væddede de om, hvorvidt vi ville nå Kina eller ikke. Der blev væddet store summer. Jeg fandt det derfor nødvendigt at sætte en privat vagt ved flyet og før starten endnu en gang nøje at undersøge maskinen. Når der bliver væddet store summer, kan man kun forlade sig på sig selv. Vi skulle være blevet der endnu en femte dag. Jeg pressede imidlertid på for at komme videre. Tusinder var igen kommet til stede for at tage afsked. Over Siam Først måtte vi omkring Martaban golfen. I Mulmein tankede vi op. Straks efter Mulmein optog jeg igen direkte kompaskurs i retning af Bangkok. Der kom nu tre spændende og endeløse timer over en bjergrig urskov. Ingen steder en plet, hvor man ville kunne have nødlandet! Vi lyttede anspændt til motorens summen. Endelig havde vi lykkeligt urskoven bag os, og nu gik det over en frugtbar dal mod Bangkok, hvor vi atter var ventet af tusinder. Bangkok var det sydligste sted, vi skulle anflyve. Den følgende dag fløj vi kun 200 km og overnattede i Korat. I denne lille by havde jeg håbet at kunne lande ugenert. De mange festligheder var i længden mere anstrengende end flyvningen. Ganske uden opmærksomhed gik det imidlertid ikke. Efter at vi var blevet fotograferet i alle mulige stillinger, fra alle sider og med alle mulige personligheder, kom vi ikke uden om den daglig festspisen, som altid strakte sig over et par timer. Så ville jeg rigtigt have udsovet. Jeg værgede da for mig med utilpashed og overlod til min ledsager at feste videre. Den næste dag måtte vi flyve seks timer uden mellemlanding - til sidste over høje bjerge. Jeg besluttede mig derfor til at flyve videre før dagningen. Vi havde fløjet en time i nordøstlig retning, før solen stod op. Da vi endelig havde nået Indokinas bjerge, kom vi ind i et lille uvejr. Vi havde lige benzin nok til at nå næste landingsplads og kunne altså ikke lave mange omveje. Med nød og næppe snoede vi os rundt i bjergene under uvejret . Så kom vi ind over det flade land og var ved Tonkin bugten. Uvejret var forbi, og jeg åndede lette op. Den sidste time havde været en vild jagt. Nu fløj vi over rismarker. Vi havde nu kun 30 km til næste landing, da motoren stoppede med et ryk. Jeg lod maskinen synke næsten lodret ned på en 50 meter lang sandstrækning. Landingen lykkedes, og det viste sig senere, at denne plet jord var den eneste mulighed for en gunstig landing i hele området. Natlig march Jeg gik straks i gang med at fastslå fejlen og fandt snart, at motoren var fuldstændig ud- Oscar Yankee - 3-<strong>2006</strong> tørret. Ikke en dråbe olie tilbage! Normalt havde vi olie til ni timer i beholderen, men olien var allerede brugt efter 6 timer. I den kraftige varme var cylindrene i vor luftkølede motor nærmest rødglødende. Olien, som skulle smøre cylindre og stempler, løb derfor ikke tilbage, men brændte af. Aftenen nærmede sig, og vi kunne derfor ikke foretage os noget afgørende. Flere tusinde indfødte stod omkring os. Vi kunne ikke lade maskinen stå ubevogtet. Selv at overtage vagten var ikke tillokkende. Med fabelagtig hastighed udsøgte min ledsager sig 10 mænd, som forekom ham tilforladelige. Det lykkedes ham med tegn at forklare, at han ønskede, de skulle bevogte maskinen. Så tog vi noget af vor oppakning på ryggen og vandrede mod vest, hvor jeg formodede, at der var en vej ikke alt for lang væk. I mellemtiden var det blevet nat. To gange måtte vi bæres gennem en bæk. Efter at vi havde vandret i 50 minutter stod vi på en velholdt landevej. Her satte vi os først ned. Så gik vi et stykke videre og kom ind en landsby. Foran et hus, der blev vist os af tjenstvillige, gjorde vi holdt. Vanskelig forplejning Tilfældigvis var familien netop færdig med måltidet. Vi fik tilbudt mad. Den så mig dog for uappetitlig ud. Jeg forsøgte derfor via nogle tegn at få noget frugt. Så kom en mand med to høns til syne. Vi fik et par træbrikse stillet til rådighed foran huset og affandt os med tanken om, at vi om natten skiftevis skulle holde vagt. Vi ventede stadig på hønsene, da et lys oplyste vejen og en motorlyd blev højere. Vores træthed var som bortblæst. Jeg opstillede mig bredsporet på landevejen. Men de to biler, der kom, beholdt deres tempo og havde kørt mig over, hvis jeg ikke i sidste øjeblik var sprunget af vejen. Jeg var igen så træt, at jeg kunne falde om. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor ikke den ene af bilerne havde gjort holdt. Så ser jeg, at den ene bil holdt 70 meter væk. Jeg ilede derhen for at få kørelejlighed. En stor bredskuldret franskmand kom mig i møde og undskyldte, at han ikke straks havde holdt. Hurtig blev vor oppakning skrabet sammen og lastet i bilen. Da vi kørte bort, kom manden med hønerne løbende, vi skulle spise dem, og frem for alt betale dem. Vi lod ham vide, at vi ville komme næste morgen ville komme tilbage, han måtte gerne servere dem for os til morgenmad. Dermed gav han sig tilfreds og vi kørte af sted. Efter 20 km nåede vi en lille by, hvor der var et fremmedhjem. De tilstedeværende europæere blev hurtigt informeret og kom også fuldtalligt til syne. Der var tre, guvernøren, politikaptajnen og dennes sekretær. Vort uventede besøg blev fejret ved et glas vin. Arbejde i solens hede Næste morgen vendte vi tilbage til vor nødlandingsplads. Vi gik straks i gang med at adskille motoren. Den første cylinder, vi afmonterede, var noget udtørret, men ellers uden fejl. Også den anden var i god stand. Men den tredje så elendig ud. Aluminiumsstemplet var bogstaveligt talt nedsmeltet. Møjsommeligt gjorde vi igen cylinderen brugbar. Pludseligt følte jeg en stikkende smerter på overarmen. Jeg havde en blære på armen så stor som en barnehånd, som om jeg havde brændt mig på en glødende ovn. Vi flygtede med arbejdet ind i skyggen af maskinen. Også værktøjet måtte vi lægge i skyggen, for hvis en tang havde ligget 10 minutter i solen, kunne man mere fatte om den. Men hen mod aften, da et heftigt uvejr satte ind, vendte også livsenergien tilbage. Det gjorde næsten ondt, at vi måtte afbryde arbejdet på grund af mørket. Til bevogtning af maskinen havde vi en politimand og de ti mænd fra den forrige nat. Det stjålne lommetørklæde Da vi næste morgen mødtes ved flyvemaskinen, manglede jeg mit lommetørklæde, som jeg havde stoppet ind i karburatoren. Der blev straks afholdt et forhør. Alle, der havde holdt nattevagt, blev truet med strenge straffe, hvis ikke lommetørklædet igen kom for dagen. Det varede da heller ikke længe, før man havde fat i udøveren af udåden. Jeg puttede igen klædet i karburatoren og bekymrede mig ikke videre om forbryderen. Efter en stund blev jeg imidlertid forstyrret af en stønnen. Da jeg så mig omkring, så jeg manden ligge i den stærke sol med hænder og fødder sammenbundet. Han blev betragtet som en svær forbryder og skulle til aften føres bort til fængslet. Jeg erklærede, at jeg ikke ønskede så megen opstandelse på grund af mit lommetørklæde. Jeg fik imidlertid den besked, at hvis man ikke brugte strenge straffe, var den slags krabater overhovedet ikke til at styre. Jeg udvirkede alligevel en frigivelse. Men de andre kammerater fra nattevagten undlod ikke at gennembanke deres kammerat eftertrykkeligt, for hvis ikke lommetørklædet var blevet fundet, måtte de have regnet med straf. Samaritertjeneste til en syttenårig Endelig, efter at vi anstrengt havde arbejde i tre dage, kunne vi igen afprøve motoren. Det var alt i bedste orden. Motorlarmen lokkede igen en mængde mennesker til. Med stokkeslag blev de drevet tilbage. Under flugten blev en nydelig pige løbet omkuld. Hun begyndte at skrige frygteligt. Da jeg trådte frem, ville hun løbe væk. Ved hjælp af god snak blev hun ført hen til mig. Hendes arm var brækket. Man foreviste den meget drastisk. Et øjeblik overvejede jeg, hvad der var at gøre. Så greb en mand atter armen for med drejen og bøjen at vise, at armen var brækket. Pigen skreg hver gang af smerte. En vrede greb mig. Jeg gav den ubarmhjertige mand sådant et skub, at han slog to kolbøtter. Så førte jeg pigen hen til vor maskine og hentede vort husapotek 5
Page 1 and 2: Oscar Yankee - 3-2006 3-2006 - 38
Page 3: I AVRO Avian London-Kina via Indien
Page 7 and 8: Ved målet Hele byen var udsmykket
Page 9 and 10: Triplane & Pub - Hawker Cygnet -
Page 11 and 12: N21FS datablad Type: Beech 18 3NM
Page 13 and 14: Lufthansa Boeing 747-230 D-ABYM - 7
Page 15 and 16: Aktiv speaker (under kasketten) - J
Page 17 and 18: Gorm Ørsted Johansen praktiserer s
Page 19 and 20: Ved eftermiddagens arrangement for
Page 21 and 22: af Thomas Damm (TOM), Billund Jeg b
Page 23 and 24: ISSN 1603-0494 100% rendyrket kvind

download 3/2006 - KZ & Veteranfly Klubben

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?