download 3/2006 - KZ & Veteranfly Klubben

More documents

Recommendations

Info

frem. En forskriftsmæssig forbinding blev anlagt og et klæde slynget om halsen, som hun kunne bære armen i. Med taknemlige blikke forlod hun os, og hendes øjne lyste endnu en gang op, da jeg fortalte, at hun kunne beholde bindet og klædet. Hen imod klokken to den fjerde dag var alt klar til start. Jeg havde kun fyldt benzin på til en halv time. Alt, der ikke var nitte- og nagelfast, blev læsset i bilen sammen med min ledsager. Trods den store lettelse på maskinen kom jeg kun med nød og næppe bort fra sandbanken. 20 minutter lyttede jeg spændt på motorens summen. Så var jeg på landingspladsen, og jeg gav mig straks i lage med at afmontere cylindrene for at se om motoren var blevet indkørt. I mellemtiden var bilen med min ledsager kommet bag efter os. Vi kunne helt roligt sætte motoren sammen. Igen ind i uvejr Efter at vi igen havde pakket og stuvet alt ind, styrede vi løs mod Hanoi. Da vi sent om eftermiddagen ankom dertil, havde jeg genfundet min fortrolighed til motoren. Af forsigtighedsgrunde lod jeg ventildækslerne efterse endnu en gang. De franske militærflyvere beredte os en vidunderlig, venlig modtagelse. I to måneder havde man ikke set en sky i Hanoi, og den morgen, vi fløj videre, strålede solen. Militærfly ledsagede os et stykke vej. De vendte dog snart om, for allerede 20 km fra byen var der lave skyer. Da vi en time senere nåede bjergegnen, kom vi ind i en regnzone. Vi måtte derfor dreje af for at flyve langs med Tonkin-bugten. Inde ved kysten traf vi et heftigt uvejr, af hvilket vi hurtigt blev trængt ud over havet. De tusinde af klipper, der ragede op over vandet som kirketårne, var ubehagelige. For ikke at komme i fare for at rende ind i en sådan tingest, måtte vi endnu længere ud over havet. På denne måde var vi efter en time Her ses den lille Avro i Mong-kai. Man får et indtryk af det våde vejr! kommet 60 km ud over havet. Efter mine beregninger skulle vi nøjagtigt være ved den fransk-kinesiske grænse. Her på det lille sted Mong-kai havde franskmændene en nødlandingsplads. Jeg drejede derfor bi og holdt gennem uvejret kursen mod kysten. Lynene slog ned i vandet, så det sprøjtede højt op. Det, vi erkendte af landet, var flyvepladsen. Under landingen sprøjtede regnvandet højt op i luften. Hurtigt blev maskinen skubbet i hangaren. Snart viste den franske guvernør sig for at indbyde os til morgenmad. Han undrede sig over, at vi var ankommet i dette ækle vejr og fortalte os, at der gennem 21 dage havde været uvejr i Mong-kai. Da det kunne vare dage, før vejret bedrede sig, fløj vi straks videre efter morgenmaden. Stadigvæk var alle himlens sluser åbne. Vi holdt os til den forrevne kyst hen mod halvøen Laitschou. I den franske by Fort Bajard overnattede vi og fløj først næsten morgen videre mod Kanton. Da vi havde forladt Fort Bajard, kom vi ind over et bjergrigt landskab med rismarker. Stejle klippebjerge! Mellem disse var hele egnen oversvømmet i rismarkernes opdæmpningsområde. Som figurer på et skakbræt lå de utallige byer i den oversvømmede flade, beskyttet mod vandet af mure og dæmninger. Der var ingen små eller større veje. Forbindelserne blev øjensynligt holdt med både på kanalerne og floderne. Vi kom temmelig ubemærket til Kanton og blev først kort før byen beskudt af nogle infanterister. I et land med borgerkrig Der var igen borgerkrig i Sydkina. I Kanton havde der dagen i forvejen været skyderier. Butikkerne var stadig beskyttet med brædder. Om morgen havde krigsskibe beskudt byen. På gaderne herskede et øde sammensurium af tropper. Fangne, forrædere og spioner blev i reb som slagteokser ført til fængslet. Vi indtog vor middag i en kreds af fireogtredive flyveofficerer i et tempel. Krigen trykkede sindet lidt. Om eftermiddagen blev vi forestillet for den kommanderende general. Flyvernes kommandør, general Chang, ledsagede os. Gennem ham fik vi en passertilladelse. Vor vej førte os gennem eventyragtige haver, forbi små huse, store huse og templer. Hovedindgangen, hvert vejsving, hver bygning var besat af poster med livvagter. Meget tillidvækkende så de nu ikke ud. Deres påklædning var forvokset. De bar vikkelgamacher, men løb ellers barfodet i halmsandaler. De var bevæbnet til halsen, i hånden en usikret maskinpistol, fingeren på aftrækkeren - alt i alt så de ganske morderiske ud. Hos hr. generalisimus ville underholdningen ikke rigtig starte. For det første talte chefen kun kinesisk, for det andet var han beskæftiget med noget vigtigere. Da teen var drukket, var dette samtidig et tegn til opbrud, og vi begav os til vort hotel. Jeg gik tidligt i seng for at være klar til festen ved endemålet Amoy. Vi boede på det største og fornemste hotel, og dog var det det mest urolige sovestad jeg havde oplevet i fredstid. Vinduerne i mit værelse måtte stå åbne på grund af heden, og de lå ud til gaden, der førte langs med floden. På floden og gaderne herskede en ivrig trafik, og også i huset gik det livligt til. Når man ønskede noget, skreg man ud fra værelset efter tjeneren. I naboværelset blev der hele natten spillet „majong“, og spillerne udbrød i et glædesbrøl hver gang én havde held. Gennem vinduet så jeg masterne af en floddamper glide forbi. Da den lod dampsirenen lyde, troede man, at huset ville styrte omkuld. Dertil kom den evige tuden af bilerne og rickshawernes råben. Det var en urolig nat. Næste morgen var jeg tidligt på benene. Præcis kl. 10.30 startede vi for at afslutte vor rejse. Vi havde telegrafisk meddelt, at vi ville indtræffe i Amoy klokken tre. Nær ved byen Swatou blev vi endnu en gang beskudt fra infanteriet, da vi overfløj grænsen til Kwangse provinsen. Så endelig efter en gemytlig flyvning hen over en vanrøgtet egn, der også gennem ejendommelige tårne og bygninger vidnede om gammel kultur, landede vi i Amoy. De to Kinafarere sammen med admiral Lin efter ankomsten til Amoy. 6 Oscar Yankee - 3-<strong>2006</strong>
Ved målet Hele byen var udsmykket med faner og blomster. Flyvepladsen var belejret af en menneskemængde. Et æreskompagni gav præsentation foran hangaren. Området var afspærret af tropper. Vi så det hele, mens vi omkredsede flyvepladsen et par gange. Efter landingen istemte et kinesisk orkester på europæiske instrumenter europæisk musik. Skønt lød det ikke, men den gode hensigt gjorde os godt. tekst og fotos - Orla H. Gravesen I 1981 fløj jeg sammen med en god ven til Old Warden, der ligger ca. 80 km. nord for Londons centrum, i min daværende 1949 Stinson 108-3 (OY-AVE). Jeg har ofte ønsket at genopleve Shuttleworth Collection, og i de seneste år har jeg over for min kone, Birthe, luftet tanken om at flyve derover igen i min nuværende 1939 Stinson (OY-EFP), men Birthe har meget kontant meddelt, at både Stinson’en og jeg selv (årgang 1941) er for gamle! Kompromiset bliver så, at vi begge flyver derover, men med Ryanair, og at vi tager et par dages ekstra ferie, således det ikke kun drejer sig om flyvning. Kort tid før afrejsen sidder Birthe med noget materiale om London, hvor vi havde været på ferie for et par år siden, og hun overvejer, hvilke muligheder vi har for at tilbringe et par dage i storbyen. Jeg sidder nedenunder i vort hus, og pludselig råber hun til mig: „Her er en brochure om Duxford! – Er det et sted, du gerne vil besøge?“ Jeg er lige ved at sige: Hvor dumt kan man spørge? Duxford Vi lejer en bil i Stansted lufthavn, og da vi om torsdagen starter ud med GPS’en aktiveret, meddeler en mandsstemme os: „Fire hundrede yards – drej til HØJRE i rundkørslen“. Det forvirrer mig lidt, indtil vi Oscar Yankee - 3-<strong>2006</strong> Hvad der videre skete, står mig ikke helt klart. Vi blev overvældet af modtagelsen. Vi forsvandt i menneskemængden. Soldater forsøgte at skaffe os bevægelsesfrihed. Hangaren var udsmykket. En tribune, som vi var ført op på, brasede sammen i det ene hjørne af overbelastningen. Der skete dog ikke ulykker. Der blev afholdt taler og skænket champagne med kager. Musikken spillede. Mere end en time varede hele menageriet. Derefter blev vi læsset i en bil og kørt til byen. Duxford og Old Warden finder ud af, at det er terminologien, når man skal 270 grader rundt i en rundkørsel. Herefter går det smertefrit, og GPS’en dirigerer os rundt i Cambridges snævre gader. Fantastisk stykke værktøj! Da vi senere på aftenen når frem til vores Bed-and-Breakfast, har vi været igennem de første mange ’roundabouts’ og er ved at føle os rigtig fortrolige med den engelske trafik. Fredag morgen drager vi mod Duxford (I kan nok regne ud, hvad svaret havde været på Birthes spørgsmål) og ankommer et kvarter efter åbningstid. Der er ikke planlagt nogen form for flyveopvisning denne dag, men hvad ser jeg, da vi træder ind gennem porten? Corsair’en har „liv“ i de fleste af de 18 cylindre En Chance Vought F4U Corsair under opstart tilkoblet en startvogn. Det tager nogen tid at få liv i den, men efterhånden kører den på flere og flere cylindre, og i en sky af blå røg bliver dens 18 cyl. P&W Twin Wasp R-2800 kørt op i flere omdrejninger. Den skal desværre først ud på en træningsflyvning næste dag. Museet er fantastisk, men lyden af en Rolls- Royce Merlin kan dog ikke holde mig Mere end en uge varede festlighederne. Den ene dag foregik næsten som alle de andre. På femtedagen kunne jeg igen komme ud på flyvepladsen. Vor lille sportsmaskine var ubetydelig at se på. Den havde klaret den besværlige rejse med glans. Jeg gjorde nogle små fornøjelsesflyvninger med den nu helt tomme maskine, hvilket var en husvalelse for mig efter de anstrengende fester. Derefter tog jeg afsked og vendte brun af tropesolen med damperen tilbage til Europa. Spitfire med Griffon motor lige efter en perfekt landing indendørs, og forbi på taxibanen ruller to Spitfire – hvoraf den ene dog var med en Griffon motor- ud til start i line astern. – Ind på museet igen! Men da de to Spits ca. ½ time senere returnerede, måtte jeg igen ud i det fri, og oplevede den Griffon-udstyrede lave en imponerende opvisning – low level! „The American Air Museum“ findes i en imponerende flot, rund bygning, der er relativt ny, og indholdet er endnu mere imponerende. Det spænder lige fra den kæmpestore Boeing B-52 til bl.a. Boeing Stearman, B-17, B-29, U-2 og mange flere, som det vil føre for vidt at komme yderligere ind på. Forfatteren ved understellet på en B-24 7
Page 1 and 2: Oscar Yankee - 3-2006 3-2006 - 38
Page 3 and 4: I AVRO Avian London-Kina via Indien
Page 5: end i Amerika). Efter den store mod
Page 9 and 10: Triplane & Pub - Hawker Cygnet -
Page 11 and 12: N21FS datablad Type: Beech 18 3NM
Page 13 and 14: Lufthansa Boeing 747-230 D-ABYM - 7
Page 15 and 16: Aktiv speaker (under kasketten) - J
Page 17 and 18: Gorm Ørsted Johansen praktiserer s
Page 19 and 20: Ved eftermiddagens arrangement for
Page 21 and 22: af Thomas Damm (TOM), Billund Jeg b
Page 23 and 24: ISSN 1603-0494 100% rendyrket kvind

download 3/2006 - KZ & Veteranfly Klubben

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?